kapitel 18

Tempeltjeneste: Bliv befrier på Zions bjerg

Vi har nøglerne til frelse for vore forfædre, som døde uden evangeliet.

Fra Wilford Woodruffs liv

I oktober 1841, kort efter at Wilford Woodruff var vendt tilbage til Nauvoo fra en mission i England, deltog han i et møde, hvor profeten Joseph Smith forklarede læren om de dødes forløsning. Dette var første gang, ældste Woodruff hørte, at Kirkens levende medlemmer kunne modtage frelsende ordinancer på vegne af deres afdøde forfædre. Han sagde: »Det var som at blive ramt i hjertet af en lysstråle fra Guds trone. Det åbnede for perspektiver så vide som evigheden.«¹Han sagde også: »Det forekom mig, at den Gud, som åbenbarede dette princip for mennesket, var vis, retfærdig og sanddru og besad både de bedste egenskaber samt sund fornuft og kundskab. Jeg følte, at han var konsekvent med både kærlighed, barmhjertighed, retfærdighed og dømmekraft, og jeg følte, at jeg elskede Herren mere end nogen sinde før i mit liv … Jeg havde lyst til at sige halleluja, da åbenbaringen om dåb for afdøde blev forkyndt. Jeg følte, at vi med rette kunne glæde os over himlens velsignelser.«²

Da ældste Woodruff hørte om denne lære, tænkte han på sin mor. »Min første indskydelse var,« sagde han, »at jeg havde en mor i åndeverdenen. Hun døde, da jeg var 14 måneder gammel. Jeg havde aldrig kendt [min] mor. Jeg tænkte ved mig selv: Har jeg magt til at besegle min mor til min far? Svaret var: Ja.«³ Han talte senere om dengang, da han endelig fik mulighed for at få sin mor beseglet til sin far: »Hun kommer med i den første opstandelse, og dette er tilstrækkelig belønning for al min møje.«⁴ Han vidnede også om den glæde, han følte ved at udføre tempelordinancer for andre afdøde slægtninge: »Jeg har haft den velsignelse og det privilegium i vor Guds tempel at forløse omkring 4000 af min fars og min mors slægtninge. Jeg fortæller det, fordi det er en af vore velsignelser, hvis fylde og herlighed vi ikke vil kende, førend sløret fjernes.«⁵

Wilford Woodruff indviede templet i Salt Lake City i sin egenskab af Kirkens præsident. Ved den lejlighed bønfaldt han Herren om at hjælpe de hellige i deres bestræbelser på at forløse de døde: »Vil du … lade hellige budbringere besøge os inden for disse hellige mure og forklare os om det værk, som vi skal udføre på vegne af vore døde. Og eftersom du har inspireret mange, som endnu ikke har indgået pagt med dig til at forske i deres slægt og som derved har fundet mange af dine helliges aner, beder vi dig om at øge dette ønske i deres hjerte, sådan at de derved kan medvirke til at udføre dit værk. Vi beder dig om at velsigne dem i deres arbejde, at de ikke må begå fejl, når de udfærdiger deres slægtshistorie, og vi beder dig også om at åbne nye informationsveje og tilvejebringe fortidens optegnelser, så deres arbejde ikke alene bliver korrekt, men også fuldstændigt.«⁶

Wilford Woodruffs lærdomme

Vor himmelske Fader er barmhjertig mod alle sine børn og fordømmer ikke dem, som dør uden at have haft mulighed for at tage imod evangeliet.

Hvis de døde ikke har hørt evangeliet, sender Herren dem ikke i helvede, fordi de ikke har taget imod det. Herren er Fader til alle. Han er barmhjertig mod alle … Millioner af mennesker er blevet født i kødet, har levet og er gået heden uden nogen sinde at se en profets ansigt, uden at se et menneske, som var kaldet af Gud og havde magt til at forrette en eneste af ordinancerne i Guds hus. Fordømmer Gud dem, fordi de ikke har taget imod evangeliet? Ingenlunde.⁷

Gud gør ikke forskel på folk. Han skænker ikke den ene generation privilegier og nægter en anden de samme privilegier. Og hele menneskeslægten fra fader Adam op til vor tid må et eller andet sted få det privilegium at høre Kristi evangelium. Og de generationer, som er gået bort uden at have hørt evangeliet i dets fylde, magt og herlighed, vil af Gud aldrig blive holdt ansvarlig for ikke at adlyde det. Ej heller fordømmer han dem for at forkaste en lov, som de aldrig har set eller forstået, men hvis de lever op til det lys, som de havde, er de i det omfang retfærdiggjort, og de skal blive undervist i åndeverdenen.⁸

Vi bliver befriere på Zions bjerg, når vi bygger templer og modtager frelsende ordinancer på vegne af de døde.

Mange af vore forfædre, som nu er i åndeverdenen, har aldrig set en apostel, profet eller en inspireret mand, og de befinder sig i forvaring. Joseph Smith, Heber Kimball, George A. Smith og tusindvis af Israels ældster kan forkynde for disse ånder, og de kan tage imod disse ældsters vidnesbyrd, men ældsterne døber ikke de troende der. Ingen bliver døbt i åndeverdenen, ligesom der heller ikke er nogen, som bliver gift eller bortgiftes.⁹

Nogle, som lever i kødet, må sørge for at udføre dette arbejde for dem, for det kræver lige så meget at frelse en død, som aldrig har taget imod evangeliet, som det kræver at frelse en levende. Alle, som er døde uden evangeliet, har ret til at forvente, at nogen i kødet udfører dette arbejde for dem.¹⁰

Det er vores pligt at bygge disse templer. Jeg betragter denne del af vores virke som en mission, der er lige så vigtig som det at forkynde for de levende. De døde skal høre Guds tjeneres røst i åndeverdenen, men de kan ikke komme frem i [den første] opstandelses morgen, medmindre visse ordinancer bliver udført for og på vegne af dem i templer, som er opført til Guds navn … Nogen må forløse dem ved at udføre sådanne ordinancer for dem i kødet, eftersom de ikke selv kan udføre dem i ånden, og for at dette arbejde kan blive udført, må vi have templer, hvor vi kan udføre dem. Det, som jeg ønsker at sige til jer, mine brødre og søstre, er, at himlens Gud kræver af os, at vi rejser os og bygger dem, sådan at forløsningsarbejdet må fremskyndes. Vi får vores belønning, når vi går gennem sløret …

… Det undrer mig ikke, at præsident [Brigham] Young sagde, at han følte sig tilskyndet til at opfordre de sidste dages hellige til at skynde sig med at bygge disse templer. Han følte vigtigheden af dette værk. Men nu er han borte, og det påhviler os at videreføre det, og Gud vil velsigne os i vores arbejde, og vi vil finde glæde deri. Denne forberedelse er nødvendigt for Frelserens andet komme, og når vi har bygget de templer, som nu er planlagt, begynder vi at se nødvendigheden af at bygge andre, for i forhold til vores flid i denne forbindelse fatter vi omfanget af det arbejde, som skal udføres, og dette er kun en begyndelse. Når Frelseren kommer, afsættes tusind år til dette forløsningsarbejde, og der skal findes templer overalt i Josefs land – Nord- og Sydamerika – og ligeledes i Europa og andre steder. Og alle Sem, Kam og Jafets efterkommere, som ikke tog imod evangeliet i kødet, skal få ordinancerne udført for sig i Guds templer, førend Frelseren kan overdrage riget til Faderen og sige: »Det er fuldbragt. «¹¹

I har fået forklaret … visse principper vedrørende vore dødes forløsning, og visse principper vedrørende opførelsen af templer. Brødre og søstre, dette er vigtige gerninger. Det er gerninger, som vi gør for andre, som de ikke selv kan gøre. Det er, hvad Jesus Kristus gjorde, da han satte livet til for vores forløsning, fordi vi ikke kunne købe os selv fri. Vi har fædre og mødre og slægtninge i åndeverdenen, og vi har et arbejde at udføre på deres vegne. Personlig har jeg haft stor interesse i at forløse de døde, og ligeså har mine brødre og søstre. Det er et arbejde, som vi fortsætter, så vidt det er os muligt … Det er et arbejde, som påhviler de sidste dages hellige. Gør, hvad I kan i denne henseende, sådan at jeres fædre, mødre, slægtninge og venner, når I kommer på den anden side af sløret, vil prise jer for det, I har gjort, og dersom I har været redskaber i Guds hænder til at skaffe dem forløsning, skal I kendes som befriere på Zions bjerg som opfyldelse af profetien (se Obad 1:21).¹²

Vi er velsignet med magt og myndighed og bærer på Guds befaling det hellige præstedømme, så vi kan stå på jorden og forløse både de levende og de døde. Hvis vi ikke gjorde det, ville vi blive forbandet og fjernet fra jorden, og Israels Gud ville oprejse et folk, som ville gøre det.¹³

Brødre og søstre, læg jer dette på sinde. Lad os gribe vore optegnelser, udfylde dem i retfærdighed for Herren og praktisere dette princip, så skal Guds velsignelser skænkes os, og de, som bliver forløst, vil prise os i kommende tider. Jeg beder Gud om, at vore øjne på være åbne, så vi kan se, vore ører, så vi kan høre, og vores hjerte, så vi kan forstå det store og prægtige værk, som hviler på vore skuldre, og som himlens Gud kræver af os. Disse principper, som Gud har åbenbaret for os vedrørende vore afdødes forløsning, er store og herlige.¹⁴

De døde er ivrige efter, at vi modtager ordinancerne på deres vegne, og Gud selv våger over tempeltjenesten med stor interesse.

Der ligger et stort arbejde foran os – vore dødes forløsning. Den måde, vi griber det an på, følges med interesse af hele himlen.¹⁵

Vore forfædre ser frem til, at vi tager os af dette arbejde. De våger over os med stor interesse og ønsker, at vi skal bygge disse templer færdige og foretage bestemte ordinancer for dem, sådan at de i opstandelsens morgen kan komme frem og nyde de samme velsignelser, som vi nyder.¹⁶

»Alle, som er døde uden kundskab om evangeliet, men som ville have modtaget det, dersom det havde været muligt for dem at forblive på jorden, vil blive arvinger til Guds celestiale rige; ligeledes vil alle, der fra nu af dør uden kundskab derom, og som ville have modtaget det af hele deres hjerte, blive arvinger til det rige, thi jeg, Herren, vil dømme alle mennesker efter deres gerninger, efter deres hjertes ønsker« (L&P 137:7–9). Sådan skal det også være med jeres fædre. Der er kun meget få, om nogen overhovedet, som ikke tager imod evangeliet … Dette folks forfædre skal antage evangeliet.¹⁷

Præsident Young har sagt til os, og det er sandt, at hvis de døde kunne, ville de tale som med ti tusind tordenskrald og anråbe Guds tjenere om at rejse sig og bygge templer, højne deres kald og forløse deres døde.¹⁸

Hvis [vi] kendte og forstod, hvad profeten Joseph Smith og de brødre, som arbejdede sammen med ham, følte, og hvad millioner af mennesker, som er buret inde i deres fængsler, føler, ville vi ikke udmattes … Vi ville arbejde for vore dødes forløsning.¹⁹

Himlen skuer ned på os. Gud selv og alle profeter og apostle i åndeverdenen betragter jer, betragter dette præsteskab for at se, hvad de foretager sig, og hvad de har tænkt sig at foretage sig. Det er langt vigtigere end vi tror og fatter. Lad os få øjnene op for ordinancerne i Guds hus og gøre vores pligt, så vi kan blive retfærdiggjort.²⁰

Når vi møder vore forfædre i åndeverdenen, skal vi føle enten glæde eller fortrydelse, afhængig af det arbejde vi har udført for dem her.

I har fået magt til … at forløse jeres døde. Mange af jer har gjort dette, og jeg håber, at I alle fortsætter, så længe I har nogen døde at forløse. I må aldrig ophøre med dette arbejde, så længe I magter at komme i templet … Jeg har ladet nogle tusinde forløse her. Jeg har udført dåb, ordinationer, tvætninger og salvelser, begavelser og beseglinger for dem, på samme måde som hvis de selv stod der i kødet. Jeg vil gå bort og møde dem på den anden side af sløret. Jeg vil gå bort og møde jeres slægtninge.²¹

Når jeg lægger mig i graven, og min ånd går til åndeverdenen, vil jeg glæde mig og fryde mig sammen med dem i opstandelsens morgen, dersom de modtager disse principper. Måske siger I: »Hvad nu hvis de mennesker, som du er blevet døbt for, ikke tager imod evangeliet?« Det er deres fejl, ikke min. Dette er en pligt, som påhviler hele Israel. De skal tage sig af dette arbejde i det omfang, de har mulighed for det her på jorden.²²

Hvad ville jeg føle, efter at have levet så længe, som jeg har, med de privilegier jeg har haft ved at komme i disse templer, hvis jeg gik til åndeverdenen uden at have gjort dette arbejde? Jeg møder min fars hus, jeg møder min mors hus, jeg møder mine forfædres, som er lukket inde i et fængsel. Jeg har nøglerne til deres frelse, og dog gjorde jeg intet for dem. Hvad ville jeg føle, eller hvad ville de føle for mig?²³

Jeg ønsker ikke at gå til åndeverdenen og møde mine forfædre, som aldrig har hørt evangeliet på deres tid, og høre dem sige til mig: »Du havde magt til at forløse mig, men du gjorde det ikke.« Det har jeg ikke lyst til. Jeg ønsker ikke, at nogen sidste dages hellige skal udsættes for det. Jeg tror, at vi klarer os temmelig godt. Der er blevet bygget fire templer i disse bjergdale [i 1897], og de benyttes i vidt omfang af de sidste dages hellige. Men vi ønsker at fortsætte med dette, indtil vi har forløst alle, som det står i vores magt at forløse. Hvis vi praktiserer dette princip, får vi velsignelserne derved. Det skal være med os i opstandelsens morgen, når vore fædre og mødre og vore forfædre stiger op sammen med os, fordi vi har forløst dem.²⁴

Hvis vi ikke gør, hvad der kræves af os, hvad angår dette, er vi under fordømmelse. Hvis vi tager os af det, skal vore venner, når vi møder dem i det celestiale rige, sige: »I har været vore befriere, fordi I havde magt til at gøre det. I har ladet udføre disse ordinancer, som Gud har krævet.«²⁵

Vi er blevet kaldet som befriere på Zions bjerg, mens riget har været Herrens. Hvilke herlige principper: At frelse os selv og at frelse vore medmennesker, hvor er det herligt! Hvad betyder guld og sølv, hvad betyder denne verdens rigdom? Det forgår alt sammen, når det bliver brugt. Vi går bort og efterlader det. Men hvis vi har evigt liv, hvis vi bevarer troen og sejrer, skal vi glæde os, når vi går hinsides sløret. Alt dette glæder jeg mig over. Der er næppe et princip, som Herren har åbenbaret, som jeg har glædet mig mere over, end over vore dødes forløsning – at vi, vore fædre, vore mødre og vore hustruer og vore børn skal være hos os i familieenheden i den første opstandelses morgen og i det celestiale rige. Det er storslåede principper. De er alle ofre værd.²⁶

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Hvad tænkte Wilford Woodruff, da han første gang hørte læren om de dødes forløsning? Hvad var hans første tanke? (Se side 179). Hvad kan vi lære af disse reaktioner?
Præsident Woodruff sagde, at tempeltjeneste for de døde er lige så vigtigt som missionering for de levende (side 183). Tænk over eller drøft betydningen af denne udtalelse. Hvilke oplevelser har vist dig, at der er en sammenhæng mellem tempeltjeneste og missionering?
Præsident Woodruff sagde, at når vi modtager ordinancer på vegne af vore døde, udfører vi et arbejde, som andre »ikke selv kan gøre« (side 184). Hvordan påvirker denne forståelse dine tanker om tempeltjeneste?
Gennemgå den del af kapitlet, som begynder på side 185. Hvad mener vore forfædre ifølge præsident Woodruff om tempeltjeneste? Hvordan betragter Faderen dette arbejde? Hvad føler du, når du læser disse udtalelser?
Gennemgå den sidste del af kapitlet, som begynder på side 186. Tænk over, hvilke tanker du gør dig, når du møder dine forfædre i åndeverdenen.
Hvordan kan vi finde tid til tempeltjeneste og slægtsforskning? Hvilken vejledning og hjælp får vi fra Kirken?
Hvordan kan det styrke vores familie at tjene i templet og forske i vores slægt? Hvad kan vi gøre for at hjælpe Kirkens unge til at finde glæde i deres ansvar for at forløse de døde?

Relevante skriftsteder: 1 Kor 15:29; L&P 128; 138

Salt Lake Temple — Templet i Salt Lake City, indviet af præsident Wilford Woodruff den 6. april 1893.

Winter Quarters Nebraska Temple — Templet i Winter Quarters i Nebraska, hvor mange sidste dages hellige slog lejr i vinteren 1846–1847 forud for deres rejse til Saltsødalen.

St. George Utah Temple — Templet i St. George i Utah. Her virkede præsident Wilford Woodruff som tempelpræsident.