Kapitel 17

Tempeltjeneste: Vend hjertet til familien og til Herren

Når vi træder værdigt ind i Herrens hus, modtager vi ordinancer, som forbereder os, vore forfædre og vore efterkommere til at bo i Guds nærhed vor evigt.

Fra Wilford Woodruffs liv

Da templet i Kirtland blev indviet den 27. marts 1836, var Wilford Woodruff på fuldtidsmission i det sydlige USA. Tre uger senere hørte han om begivenhederne i forbindelse med indvielsen og skrev i sin dagbog, at nyheden var »yderst herlig.«¹ Da han havde afsluttet sin mission, vendte han tilbage til Kirtland, hvor han ankom »til fods i et voldsomt snevejr.« Han skrev: »Vi fik øje på Herrens tempel, inden vi nåede landsbyen, og jeg havde i sandhed lyst til at juble ved synet, eftersom det var første gang, jeg så Herrens hus bygget efter befaling og ved åbenbaring.«²

Wilford Woodruffs kærlighed til tempeltjeneste svandt aldrig. Han deltog i alle afskygninger af arbejdet – fra opførelse til indvielse og fra slægtsforskning til udførelse af ordinancer for de døde. Han glædede sig også over de tempelordinancer, som han og hans familie selv modtog.

Præsident Woodruff talte ofte om dengang, han modtog sin tempelbegavelse. Da profeten Joseph Smith fornemmede, at hans jordiske virke snart ville få en ende, forrettede han begavelsen for De Tolv Apostles Kvorum i Nauvoo, endnu inden templet var færdigbygget. Præsident Woodruff sagde: »Jeg var den første, som Joseph Smith fortalte om netop de ordinancer, som vi udfører for de sidste dages hellige i vore begavelser. Jeg modtog mine begavelser under Joseph Smiths ledelse.«³

Wilford Woodruff deltog som medlem af De Tolv Apostles Kvorum og senere som Kirkens præsident i en fortsat indsats for at bygge templer. Han hjalp til i templet i Nauvoo i Illinois og i fire templer i Utah, nemlig templerne i Logan, St. George, Manti og Salt Lake City. Han bad bønnen ved indvielsen af templerne i Manti og Salt Lake City.

Templet i Salt Lake City, som stod færdigt efter 40 års hårdt arbejde, havde særlig betydning for præsident Woodruff. Han så templet for første gang i et detaljeret syn, før de hellige nåede Saltsødalen.⁴ Fire dage efter at han var kommet til dalen, var han til stede, da præsident Brigham Young blev inspireret til at udpege tempelgrunden.⁵ Flere år før templet stod færdigt, havde han en drøm, hvori han fik nøglen til templet og blev pålagt af præsident Young at »lukke alle ind i templet, som søger frelse.«⁶ Han var en utrættelig fortaler for, at templet skulle bygges færdig, selv under prøvelse og forfølgelse. Og da templet omsider stod færdigt i april 1893, fulgte han den befaling, som han i drømmen havde fået af præsident Young om at arrangere tre uger med indvielsesmøder for at sikre, at alle hellige fik mulighed for at deltage.

Efter indvielsen af templet i Salt Lake City fremhævede præsident Woodruff vigtigheden af familien i tempeltjenesten. Han sagde: »Vi ønsker, at de sidste hellige fra nu af sporer deres slægtslinje så langt tilbage, som de kan, og bliver beseglet til deres fædre og mødre. Lad børnene blive beseglet til deres forældre, og gør denne kæde så lang, som I kan.«⁷ (Den historiske beretning bag denne lære kan læses på side xxxii-xxxiii i indledningen til denne bog).

I 1894 førte præsident Woodruff tilsyn med oprettelsen af Utahs Genealogiske Selskab, hvilket førte til Kirkens nuværende verdensomspændende indsats for at hjælpe mennesker med at forske i deres slægt. Et hundrede år senere sagde ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum: »Dette historiske års begivenheder fastslog, at slægtsforskning og tempeltjeneste er ét samlet værk i Kirken.«⁸ Disse begivenheder var en del af en fortsat opfyldelse af profetien om, at »børnenes hjerter skal vendes til deres fædre« (L&P 2:2; se også Mal 3:23–24.)

På baggrund af præsident Woodruffs mange betydelige lærdomme om tempeltjeneste er dette det første af to kapitler om emnet i dette bog. Dette kapitel handler om velsignelserne ved tempeltjeneste og om familiens evige beskaffenhed. Kapitel 18 fokuserer på ordinancer for de døde.

Wilford Woodruffs lærdomme

Vi tjener i templet med himmelsk glæde, for vi ved, at det forbereder os, vore efterkommere og vore forfædre til at bo i Guds nærhed.

Der er intet arbejde, som de sidste dages hellige er mere opslugt af, end at bygge templer.⁹

Når jeg grunder over, hvordan vi har evnet at opføre templer til den allerhøjeste Guds navn … og over de privilegier, som vi har for at komme i disse templer og udføre de ordinancer, som er nødvendige for vores egen frelse og vore afdødes forløsning, jubler jeg og føler, at vi er blevet rigt velsignet.¹⁰

I kender disse templers historie. I ved, at profeterne [Joseph og Hyrum Smith] blev slået ihjel, og at Herren krævede af de hellige, at de skulle bygge templet [i Nauvoo], førend de blev drevet ud i ødemarken. Der blev givet en bestemt åbenbaring, som i høj grad inspirerede Kirkens ældster til at udføre dette arbejde (se L&P 124:25–41). De arbejdede af hele deres styrke og gjorde arbejdet færdigt. De gik ind i templet og modtog ordinancer og begavelser, før de flygtede ud i ødemarken. Disse templer, som vi har bygget … står som et symbol for Gud, engle og mennesker på de sidste dages helliges tro og gerninger.¹¹

Det er tydeligt, at de sidste dages hellige påskønner de velsignelser, som de opnår ved at tjene i templet … Vi fyldes af en glæde i hjertet og kan ikke lade være med at lovprise Gud og hans godhed mod sit folk, fordi han, på trods af den modgang og de mange vanskeligheder som de har måtte kæmpe med, har ladet dem opføre sådanne bygninger og indvie dem efter de forskrifter, som han har givet for deres hellige anvendelse.

Ingen medfølende sidste dages hellig kan tænke på dette emne uden at fyldes af en himmelsk glæde for det, som Gud har gjort for os i vores generation – skænket os enhver facilitet, som forbereder os, vore efterkommere og vore forfædre til den evige verden, som ligger hinsides dette liv. De sidste dages hellige er i sandhed et rigt begunstiget folk, og Guds pris bør fra hvert hjerte og hjem i vores land stige op som tak for den store barmhjertighed, som han har vist os. Han har aflagt os de dyrebareste løfter, og han har indtil nu opfyldt dem. Vi ville være det mest utaknemlige og uværdige folk, som nogen sinde har levet, hvis vi efter at have været vidne til så vidunderlige tilkendegivelser af hans godhed blev mindre flittige eller undlod at være lydige og hengivne over for hans store sag.¹²

Vi ønsker at fortsætte med at tjene i disse templer. Vi ønsker, at de sidste dages hellige er beskæftiget i dem. Vi ønsker, at vore brødre og søstre skal fortsætte med at komme der og forløse de døde og velsigne de levende.¹³

Fra indvielsesbønnen af templet i Salt Lake City: O Herre, vi betragter med stærke og ubeskrivelige følelser færdiggørelsen af dette hellige hus. Vær os så nådig at modtage dette fjerde tempel, som du har bistået dine pagtsbørn med at opføre i disse bjerge. I fordums tider inspirerede du med din Helligånd dine tjenere, profeterne, til at tale om en tid i de sidste dage, da Herrens tempelbjerg skulle stå urokkeligt, højt over bjergene, og knejse over højene (se Es 2:2; Mika 4:2). Vi takker dig for, at vi har haft den ærefulde mulighed for at bidrage til opfyldelsen af disse syner, som dine fordums seere så, og at du i din nåde har ladet os tage del i dette store værk.¹⁴

Ved at udføre slægtsforskning og tempelordinancer besegles vi til vores familie og danner et sammenføjende led mellem generationerne.

Principperne i Jesu Kristi evangelium har kraft og gyldighed efter døden. De sammenføjer mand og hustru og børn i en familieenhed og genforener dem i al evighed … De sidste dages hellige har fået åbenbaret beseglingsordinancerne. De er gyldige efter døden, og genforener, som jeg har sagt, mand og hustru for evigt i familieenheden. Dette er årsagen til, at disse principper hører til vores religion, og ved dem genforenes mand og hustru, forældre og børn, indtil leddene i kæden igen er sammenføjet tilbage til fader Adam. Vi kunne ikke opnå en fylde af celestial herlighed uden denne beseglingsordinance.¹⁵

Brødre og søstre, det bedste af det hele er, at når vores liv er omme, samles vores familie omkring os – vores far og mor, vore brødre og søstre, vores hustru og vore børn – i opstandelsens morgen, i den celestiale verdens familieenhed for at bo sammen i al evighed. Dette er mere værd end alt, hvad I eller jeg kan ofre i de få år, vi tilbringer her i kødet.¹⁶

Enhver, som [besegles] til sin far, gør præcis det, som Gud sagde, da han kundgjorde, at han ville sende profeten Elias i de sidste dage (se Mal 3:23–24). Profeten Elias viste sig for Joseph Smith og fortalte ham, at tiden var kommet, hvor dette princip skulle praktiseres (se L&P 110:13–16). Joseph Smith levede ikke længe nok til at komme nærmere ind på dette. Hans sjæl var opslugt af dette værk, før han led martyrdøden for Guds ords og Jesu Kristi vidnesbyrds skyld. Han fortalte, at der måtte være et sammenføjende led mellem alle uddelinger og Guds værk fra den ene generation til den næste (se se L&P 128:18). Dette optog ham næsten mere end noget andet emne, som han fik åbenbaret.

I mine bønner har Herren åbenbaret for mig, at det er min pligt at sige til hele Israel, at de skal praktisere dette princip, og som opfyldelse af denne åbenbaring forelagde jeg det for dette folk … Vi ønsker, at de sidste hellige fra nu af sporer deres slægtslinje så langt tilbage, som de kan, og bliver beseglet til deres fædre og mødre. Lad børnene blive beseglet til deres forældre, og gør denne kæde så lang, som I kan.¹⁷

Fra bønnen, som blev bedt ved indvielsen af templet i Salt Lake City:Vor Fader i himlen, vi forebringer dig de altre, som vi har bygget, for at dine tjenere og tjenerinder kan modtage deres beseglingsvelsignelser. Vi indvier dem i Herren Jesu Kristi navn, til dit allerhelligste navn, og vi beder dig om at hellige disse altre, at de, som kommer til dem, må føle Helligåndens kraft hvile på dem og fornemme helligheden af de pagter, som de indgår. Og vi beder om, at de pagter og aftaler, vi indgår med dig og med hinanden, må være inspireret af din Helligånd, må holdes hellige af os og antaget af dig, og at alle udtalte velsignelser må gå i opfyldelse for alle hellige, som kommer til disse altre, i de retfærdiges morgen og opstandelse …

O, du, vore fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, som du ynder at blive kaldt, vi takker dig med al vor overstrømmende taknemligheds inderlighed for, at du har åbenbaret de beføjelser, hvorved børnenes hjerte vendes til deres fædre og fædrenes hjerte vendes til børnene, at menneskenes sønner i alle deres slægtled kan tage del i Himmeriges herligheder og glæder. Vi beder dig give os Elias’ ånd, således at vi kan forløse vore døde og blive sammenføjet med vore forfædre, som er gået hinsides sløret, og derudover besegle vore døde til at komme frem i den første opstandelse, sådan at vi, som bor på jorden, må blive bundet til dem, som bor i himlen. Vi takker dig på vegne af dem, som har afsluttet deres gerning i jordelivet, såvel som på egne, for, at fængselsdørene er blevet åbnet, at frigivelse er blevet forkyndt for de fangne, og at lænkerne er blevet løst fra dem, som var lænket. Vi priser dig for, at vore forfædre, fra den sidste til den første, fra nu og tilbage til begyndelsen, kan blive forenet med os i ubrydelige led, sammenføjet af det hellige præstedømme, og at vi som én stor slægt forenet i dig og sammenkittet ved din magt sammen skal stå foran dig og ved din Søns forsonende blod blive udfriet fra alt ondt, blive frelst og helliggjort, ophøjet og herliggjort.¹⁸

Vi må forberede os åndeligt til at modtage velsignelserne ved at tjene i templet.

Inden I træder ind i templet … må I gå afsides i lønlig bøn. Bed jeres bønner til Herren, og bed om, at jeres synder ikke alene må blive jer tilgivet, men at I alle må have Guds Ånd og vidnesbyrdet om Herren Jesus Kristus, at Guds Ånd må være med dem, som samles i templet …

Det er mit ønske for de hellige, for jeg ønsker at se, at de, som træder ind i templet, har et rent hjerte, og at de må have Guds Ånd hos sig, så de må kunne glæde sig, og at de alle må føle indflydelsen af denne kraft.¹⁹

Intet medlem, som anses for værdigt til at komme ind i dette hellige hus, kan betragtes som uvidende om evangeliets principper. Det er ikke for meget at forvente, at alle ved, hvad deres pligt er over for Gud og over for deres medmennesker. Ingen er så glemsomme, at de har glemt formaningen om, at vi må være fyldt af kærlighed til vore brødre. Og derfor kan ingen blot et øjeblik tvivle på, at det er af allerstørste vigtighed, at alle menighedens medlemmer har fred med alle sine brødre og søstre og fred med Gud. Hvordan kan vi ellers gøre os håb om de velsignelser, han har lovet, hvis ikke vi opfylder kravene, som er forudsætningen for disse velsignelser!

Kan mænd og kvinder, som bryder Guds lov, eller dem, som forsømmer at adlyde hans befalinger, forvente, at blot det at komme i hans hellige hus … gør dem værdige til at modtage og gør dem modtagere af hans velsignelse?

Tror de, at man så let kan se bort fra omvendelse og anger for synd?

Vover de, om det så blot er i tankerne, at anklage vor Fader for uretfærdighed og partiskhed og beskylde ham for at være efterladende med hensyn til at opfylde sine egne ord?

Ingen, som måtte hævde at tilhøre hans folk, kan være skyldig i sligt.

De, som er uværdige, kan derfor ikke forvente en velsignelse for deres tjeneste i templet, mens de synder, som de ikke har omvendt sig fra, stadig spreder sin stank, eller mens de nærer bitterhed eller sågar en utilgivende kølighed i hjertet mod deres brødre og søstre.

Vi føler, at meget kan siges om sidstnævnte emne. I vores stræben efter at efterleve det i loven, som tilsyneladende vejer tungere, er det muligt, at vigtigheden af denne kærlighed og venlighed bliver undervurderet …

… Inden vi træder ind i templet og fremstiller os for Herren … må vi aflægge enhver hård og uvenlig følelse over for hinanden. Vi må gøre det, således at ikke alene alt kævleri ophører, men at årsagen til det fjernes, og at enhver følelse, som har fremkaldt og givet næring til det, bliver opgives. Vi skal bekende vore synder for hinanden og bede hinanden om tilgivelse. Vi skal bede Herren om omvendelsens ånd, og, når vi har fået den, følge dens tilskyndelser. Ved at ydmyge os over for ham og bede hinanden om tilgivelse skal vi vise den kærlighed og storsindethed mod dem, som beder os om tilgivelse, som den vi beder om og forventer fra himlen.

Således kan vi drage op til det hellige sted med hjertet fri for svig og sjælen beredt til den opbygning, som er lovet! Således skal vore bønner uforstyrret af disharmoniens tanke forenet stige op for Jahves ører og udløse himlens Guds udsøgte velsignelser! …

… Vi opfordrer [Kirkens enkelte medlemmer] til at bestræbe sig på at nyde deres brødre og søstres fællesskab og deres fulde tillid og kærlighed og frem for alt at bestræbe sig på at nyde Helligåndens fællesskab. Stræb efter denne Ånd, og påskøn den lige så meget i den mindste og mest beskedne familiekreds såvel som blandt medlemmerne af den højeste organisation og kvorum. Lad den fylde hjemmets brødre og søstre og forældre og børn samt Det Første Præsidentskab og De Tolv. Lad den mildne og dæmpe alle uoverensstemmelser mellem medlemmer af stavspræsidentskaber og højråd, såvel som mellem naboer, som bor i den samme menighed. Lad den forene unge og gamle, mænd og kvinder, hjord og hyrde, folk og præstedømme i taknemlighedens, tilgivelsens og kærlighedens bånd, så [vi] kan føle Herrens billigelse, og så vi alle kan henvende os til ham med en samvittighed, som er ren over for alle mennesker. Da vil ingen være skuffet over de velsignelser, som er lovet dem, der oprigtigt tilbeder ham. Helligåndens herlige hvisken skal gives dem, og himlens skatte, engles samvær skal skænkes dem fra tid til anden, for han har givet sit løfte, og det kan ikke glippe!²⁰

Fra bønnen, som blev bedt ved indvielsen af templet i Salt Lake City: Vor Fader i himlen, du som har skabt himlen og jorden og alt, hvad der er i dem, du den Allerherligste, fuldkommen barmhjertig, kærlig og sanddru, vi, dine børn, henvender os i dag til dig og beder ydmygt i dette hus, som vi har bygget til dit allerhelligste navn, om din enbårne Søns forsonende blod, at vore synder aldrig mere skal bebrejdes os, men at vore bønner må stige op til dig og frit nå din trone, så du må bønhøre os i din hellige bolig. Og må det nådigt behage dig at lytte til vore bønner, besvare dem efter din uendelige visdom og kærlighed, og tilsted os, at de velsignelser, som vi stræber efter, må skænkes os, ja, hundredfold, for så vidt som vi med rent hjerte og fast forsæt stræber efter at gøre din vilje og prise dit navn …

Vi henvender os til dig med glæde og taksigelse, med jublende ånd og et hjerte fyld med lovprisning over, at du har ladet os opleve denne dag, som vi i disse fyrre år har set frem til, arbejdet for og bedt om, hvor vi til dig kan indvie dette hus, som vi har bygget til dit allerherligste navn. For et år siden lagde vi dækstenen med hosiannaråb til Gud og Lammet. Og i dag indvier vi det hele til dig med alt, hvad dertil hører, at det må være helligt i dine øjne, at det må være et bønnens hus, et lovprisningens og tilbedelsens hus, at din herlighed må hvile over det, at din hellige nærhed stedse må være i det, at det må være din elskede Søns, vor Frelsers, bolig, at de engle, som står for dit åsyn må være de hellige budbringere, som skal besøge det og bringe os dine ønsker og din vilje, at alle dele må være helliget og indviet til dig, Israels Gud, menneskehedens almægtige hersker. Vi beder dig om, at alle mennesker, som måtte træde over tærsklen til dette, dit hus, må føle din kraft og være nødt til at erkende, at du har helliget det, og at det er dit hus, hvor din hellighed findes.²¹

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Hvordan reagerede ældste Wilford Woodruff, da han hørte om indvielsen af templet i Kirtland, og da han så templet for første gang? (Se side 167.) Har du haft lignende oplevelser, som det ville være passende at fortælle om?
På hvilke måder viste de første sidste dages hellige deres interesse for templer? (Se side 170-71.) Hvorfor bør vi være »opslugt« af tempeltjeneste?
Gennemgå det sidste hele afsnit på side 169.På hvilke måder ser du tempeltjeneste og slægtsforskning som »ét samlet værk«? (Se side171-74) Hvordan har denne indsats været med til at vende dit hjerte til dine forfædre og dine efterkommere?
Hvorfor er beseglingsordinancen en forudsætning for at kunne »opnå en fylde af celestial herlighed«? (Se side 171-72; se også L&P 131:1–4.)
Løb hele kapitlet igennem, og læg mærke til udtalelser om vore indbyrdes forhold i familien. Hvad kan vi lære af disse lærdomme? Hvordan kan vores forståelse af Herrens hus påvirke vore følelser for vores eget hjem?
På hvilke måder er du og din familie blevet velsignet ved at tjene i templet? Hvordan kan forældre lære deres børn at nære ærbødighed for templet og forberede sig til at modtage tempelordinancer?
Side 174-176 rummer nogle af præsident Woodruffs råd om, hvordan de hellige kunne forberede sig til indvielsen af templet i Salt Lake City. Hvordan kan dette råd hjælpe os, hver gang vi kommer i templet?
Hvilke principper kommer til udtryk i templets indvielsesbøn i Salt Lake City? (Se side 171, 173-174, 176-177). Tænk over eller drøft, hvordan ordene i bønnen kan fremme vore bestræbelser på at tjene i templet og forske i vores slægt.

Relevante skriftsteder: Sl 24:3–5; Matt 16:18–19; L&P 27:9; 97:10–17; 109; 110; 138:46–48

family heirlooms — Anbefalinger som denne blev udstedt til kirkemedlemmer, som var værdige til at overvære indvielsesmøderne i templet i Salt Lake City.

Salt Lake Temple dedication ticket — Templet i Salt Lake City, indviet af præsident Wilford Woodruff den 6. april 1893.