Kapitel 8

Døden og opstandelsen

Når en af vore kære dør, og vi grunder over vores egen dødelighed, kan vi finde trøst og vished i Jesu Kristi gengivne evangelium og i den evige kendsgerning, at opstandelsen er virkelig.

Fra Wilford Woodruffs liv

Ibegyndelsen af august 1839 forlod ældste Wilford Woodruff sit hjem i Montrose i Iowa i lydighed mod Herrens kald til at missionere på De Britiske Øer. Han sagde farvel til sin hustru Phoebe og sit eneste barn, den etårige Sarah Emma. Phoebe var da allerede gravid med Wilford jun., som blev født den 22. marts 1840.

Nogle få måneder efter at ældste Woodruff var rejst fra Montrose, befandt han sig i øststaterne, hvor han forkyndte evangeliet og gjorde sig klar til at rejse til Storbritannien. I denne tid skrev han i sin dagbog tre forskellige drømme, hvori han så sin hustru. Efter den første drøm skrev han følgende i sin dagbog: »I en drøm så jeg mrs. Woodruff i svære trængsler i Montrose. Jeg så ikke Sarah Emma.«¹ Hans omtale af den anden drøm var også kort: »Om natten havde jeg en drøm, hvor jeg talte med mrs. Woodruff, men jeg så ikke Sarah Emma.«² Den tredje drøm var mere detaljeret: »Vi glædede os meget over at tale med hinanden, men vore omfavnelser var blandet med sorg, for efter at vi havde talt om det hjemlige, spurgte jeg, hvor Sarah Emma var … Hun sagde grædende: … ›Hun er død.‹ Vi sørgede et øjeblik, og så vågnede jeg … Var det kun en drøm? Det vil tiden vise.«³

Den 14. juli 1840 skrev ældste Woodruff, som nu var kommet til Storbritannien, i sin dagbog om en vigtig mærkedag for sin familie: »I dag fylder Sarah Emma to år. Herren skærme min hustru og mine børn mod sygdom og død, indtil jeg kommer hjem.« Men som altid anerkendte ældste Woodruff Herrens vilje og tilføjede: »O Herre, jeg overlader dem i dine hænder. Giv dem mad at spise, tøj på kroppen og trøst, så skal æren være din.«⁴ Tre dage senere døde lille Sarah Emma.

Ældste Woodruff fik først nyt om sin datters død den 22. oktober 1840, da han læste denne nyhed i et brev sendt til en af hans brødre i De Tolvs Kvorum.⁵ Fire dage senere modtog han omsider nyt fra Phoebe. Hendes brev var dateret den 18. juli. Han skrev en del af hendes brev af i sin dagbog:

»Min kære Wilford, hvad mon du føler, når jeg fortæller dig, at jeg i går var vidne til, at vores lille Sarah Emma gik bort fra denne verden? Ja, hun er borte. Dødens ubarmhjertige hånd har revet hende fra min favn … Når jeg så på hende, tænke jeg ofte på, hvad jeg ville føle, hvis hun blev taget fra mig. Jeg tænkte, at jeg ikke kunne leve uden hende, især ikke nu hvor min ægtefælle er bortrejst. Men hun er borte. Herren har hentet hende hjem til sig selv i en eller anden vís hensigt.

Det er en prøvelse for mig, men Herren har stået mig bi på en vidunderlig måde. Jeg kan se og føle, at han har hentet hende hjem, og at han passer bedre på hende, end jeg nogen sinde kunne have gjort, i den korte tid indtil jeg skal gense hende. Jo, Wilford, vi har en lille engel i himlen, og jeg anser det for sandsynligt, at hendes ånd har besøgt dig tidligere.

Det er svært at leve uden hende … Hun efterlod et kys til sin far, lige før hun døde … Ældsterne lagde hænderne på hende og salvede hende flere gange, men næste dag gik hendes ånd uden et suk bort fra denne verden til en anden.

I dag tog Wilford [jun.] og jeg sammen med en hel del venner til Commerce [i Illinois] for vise vores lille skat den sidste ære og give hende en værdig begravelse. Hun havde ingen anden familie end sin mor og lille Wilford til at følge sig til graven og udgyde tårer over hende … Jeg har lige været ude at gå en behagelig, men melankolsk tur til Sarahs grav. Hun hviler alene i fred. Jeg kan kun sige: Herren gav, Herren tog, Herrens navn været lovet (se Job 1:21).«⁶

Ud over at skrive Phoebes brev af skrev ældste Woodruff meget lidt om sin datters død. Han nøjedes med at sige, at Sarah Emma var blevet »taget fra tid«, og at hun var »borte og ikke var at få at se igen i dette liv.«⁷

I sine 91 år måtte Wilford Woodruff se mange af sine kære dø, blandt andet en række familiemedlemmer og alle de apostle, som han havde tjent sammen med under profeten Joseph Smiths ledelse. I disse alvorlige stunder fandt han trøst i sit vidnesbyrd om det gengivne evangelium og i den »evige kendsgerning «, at opstandelsen er virkelig.⁸ Han forklarede ofte, at når en retskaffen sidste dages hellig dør, er det både en prøvelse og en glæde. Hen imod slutningen af sit liv skrev han følgende instruktioner vedrørende sin egen begravelse: »Jeg ønsker ikke, at min familie eller venner skal bære sørgebind ved min begravelse eller bagefter, for hvis jeg er trofast indtil døden, behøver ingen at sørge over mig.«⁹

Wilford Woodruffs lærdomme

Når et menneske dør, går dets ånd til åndeverdenen, hvor de retfærdige glæder sig sammen og viderefører Herrens værk.

Mange [mennesker] tror, at når et menneske dør, så er det slut, og at der ikke er noget bagefter. Kan noget fornuftigt menneske tro, at himlens Gud har skabt to eller tre milliarder ånder og givet dem tabernakler [fysiske legemer], blot for at de skal leve på jorden og derpå forsvinde ud i glemslen eller blive tilintetgjort? Efter min mening kan intet tænksomt menneske nære en sådan tro. Det strider mod almindelig fornuft og mod alvorlig eftertanke.¹⁰

Når vi sørger over vore døde venner, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at der for hvert dødsfald er en fødsel. Ånden forlader det døde legeme og går levende hinsides sløret til den store og prægtige skare, som også arbejder for at virkeliggøre Guds hensigter med hensyn til at forløse og frelse en falden verden.¹¹

Der er jubel, når en af den levende Guds hellige ånder går til åndeverdenen og mødes med de hellige, som er gået forud.¹²

Nogle arbejder på denne side af sløret, andre på den anden. Hvis vi bliver her, forventer vi at arbejde for frelsens sag, og hvis vi går hinsides, forventer vi at fortsætte vores arbejde, indtil Menneskesønnen kommer.¹³

I kraft af Jesu Kristi forsoning opstår alle mennesker, og deres ånd genforenes med deres udødelige legeme.

Vi erkender, at alle dør med Adam, og at døden på grund af faldet nødvendigvis må ramme hele menneskeslægten, og markens dyr, havets fisk, himlens fugle og alle Guds skabninger, hvad denne jord angår. Det er en lov, som hverken kan ændres eller kaldes tilbage … Frelseren måtte selv smage døden. Han døde for at forløse verden. Hans legeme blev lagt i graven, men det gik ikke i forrådnelse, og efter tre dage opstod det fra graven og var iklædt udødelighed. Han var førstegrøden af opstandelsen.¹⁴

Jeg er afklaret med hensyn til opstandelsen og har altid været det. Jeg glæder mig over den. Vejen blev banet for os ved Guds Søns blod.¹⁵

Når vi opstår, kommer vi frem iklædt et udødeligt legeme, og al forfølgelse, lidelse, sorg, smerte og død, som følger med livet på jorden, hører for evigt op.¹⁶

Denne lære om de dødes opstandelse er den mest vidunderlige. Det er en trøst, i hvert fald for mit vedkommende, at tænke på, at min ånd i opstandelsens morgen får det privilegium at bo i det selv samme legeme, som den boede i her. Som Israels ældster har vi trætte og udmattede rejst mange tusind kilometer og arbejdet for at forkynde Jesu Kristi evangelium for menneskenes børn. Jeg ville blive meget glad for at få den samme krop i opstandelsen, som jeg havde, da jeg vadede gennem sumpe, svømmede over floder og rejste rundt og arbejdede for at opbygge Guds rige her på jorden.¹⁷

Evangeliet bringer trøst, når en af vore kære dør.

Uden Kristi evangelium er den adskillelse, som finder sted ved døden, et af de mest trøstesløse emner, det er muligt at tænke på, men så snart vi tager imod evangeliet og hører om opstandelsens princip, forsvinder en stor del af den trøstesløshed, sorg og lidelse, som døden fører med sig. Jeg har ofte tænkt, at noget af de mest trøstesløse på denne jord er at se et dødt legeme og at se det blive lagt i graven og kastet til med jord. Uden evangeliet er det som at træde ud i mørket. Men så snart vi tager imod evangeliet, så snart et menneskes ånd oplyses ved den Almægtiges inspiration, kan han sammen med en af de gamle udbryde: »Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod? Dødens brod er synden, og Guds gave er evigt liv ved vor Herre Jesus Kristus!« (1 Kor 15:55–57). Genopstandelsen af de døde vil stå virkelighedstro for det oplyste menneske, og han har da et fundament, hvorpå hans ånd kan hvile. Det er de sidste dages helliges opfattelse i dag. Vi har vores egen kundskab – vi er ikke i mørke, hvad angår denne sag. Gud har åbenbaret det for os, og vi forstår princippet om de dødes opstandelse, og at evangeliet bringer liv og udødelighed for dagen (se 2 Tim 1:10).¹⁸

Det er selvfølgelig svært at tage afsked med sine venner … Det er naturligt for os at give udtryk for vore følelser ved at græde, når vi begraver vore elskede afdøde, og det er i orden og rigtigt til en vis grænse. Men nogle går ofte til yderligheder, hvilket hverken er i orden eller rigtigt for sidste dages hellige at efterligne.¹⁹

Af en eller anden grund eller årsag, som jeg ikke kender, jeg har levet længe nok til at deltage i bisættelser og begravet mange af de profeter og apostle og mange at de hellige, som har arbejdet i denne kirke på deres tid og i deres generation … Jeg har aldrig i ånden sørget over at skulle begrave nogen profet, nogen apostel eller nogen af den levende Guds hellige, som har været trofaste mod Gud, og som har været tro mod deres pagter, og som har taget imod Jesu Kristi evangelium og dets ordinancer samt det hellige præstedømme. Den slags mænd og kvinder har udført deres mission her på jorden med ære, med arbejde og med kærlighed, indtil de er blevet kaldt hjem. De døde i troen, og de skal få en krone af herlighed.

Sådan følte jeg, da præsident [Brigham] Young døde, og bror [Heber C.] Kimball, bror [John] Taylor, de tolv apostle og alle, som har antaget Kristi evangelium og har været tro mod den mission. Der er en evig virkelighed – som verden vil opdage – i dette liv. Der er en evig virkelighed i døden. Der er en evig virkelighed i opstandelsen og i de tilkommende domme og i Guds færd med alle mennesker i fremtiden i forhold til de gerninger, som er gjort i legemet; og når en mand eller en kvinde, som har sluttet pagt med Herren, og som har taget imod evangeliet og dets ordinancer, og som har været trofast på sin tid og i sin generation, bliver kaldt hjem til åndeverdenen, hvor er da det menneske, som forstår disse principper, som kan sørge over den bror eller søster?²⁰

Alle børn, som dør, før de når ansvarlighedsalderen, arver en celestial herlighed i kraft af Jesu Kristi forsoning.

Alle børn, som dør, før de når ansvarlighedsalderen, er forløst og er derfor uden for rækkevidde af Helvedes pine … Jeg udfordrer enhver til i en hvilken som helst hellig optegnelse at finde en hvilken som helst ordinance til frelse af små uskyldige børn. Det ville umiddelbart være unødvendigt, og det eneste, man ville kunne finde, er den hændelse, hvor Jesus tog de små børn i sin favn og velsignede dem, hvilket er og ville være fuldstændig ret at gøre efter Guds orden. Men barnedåben eller læren om, at spædbørn under alle omstændigheder kommer i Helvede, er en lære, som kommer fra mennesker, ikke fra Gud, og den er derfor nyttesløs og aldeles falsk og anstødelig i Guds øjne. Det er, hvad jeg har at sige om spædbørn … De er forløst ved Jesu Kristi blod.²¹

Børn er uskyldige i Herrens øjne. Hvad angår deres død og årsagen til den, det er i Guds hænder, og vi bør ikke beklage os over Herren eller over hans handlemåder, mere end Job gjorde … Der er dog den trøst forbundet med sagen – de er uskyldige, de har ikke begået nogen overtrædelser. De er blevet underkastet dødens lov, som Gud gav Adam og alle hans efterkommere, men da deres ånd forlod deres legeme og gik til åndeverdenen, var deres møje og trængsler ovre … De skal stå op af deres grav i opstandelsens morgen … iklædt herlighed, udødelighed og evigt liv, i evig skønhed og fuldt flor, og skal gives i hænderne på deres forældre, og de skal tage imod dem i den celestiale verdens familieenhed, og de skal tilhøre deres forældre for evigt. De skal leve, så længe deres Gud lever. For sidste dages hellige, som tror på opstandelsen, bør dette være en kilde til trøst.

… Det kan være, at jeg eller I spørger: »Hvorfor har Herren taget mine børn fra mig?« Men det kan jeg ikke svare på, for jeg ved det ikke. Det er i Herrens hænder, og sådan har det været fra verdens skabelse op til nu. Nogle børn dør som mindreårige, og de går til åndeverdenen. De kommer til verden og opfylder formålet med deres komme, nemlig at leve i kødet. De kommer her for at få en prøvestand og en arvelod på jorden. De får et legeme, eller et tabernakel, og dette tabernakel bliver bevaret for dem, og i opstandelsens morgen bliver deres ånd og legeme genforenet, og på samme måde som vi her finder børn på forskellige alderstrin i familien – fra den spæde ved moders bryst til den fuldvoksne mand – sådan er det også i familieenheden i den celestiale verden. Vi får vores børn igen, hvis de dør, dersom vi, deres forældre, holder fast ved troen og viser, at vi er værdige til at opnå evigt liv. Og hvis vi ikke viser, at vi er værdige, bliver vore børn stadig bevaret og skal arve celestial herlighed. Det er min opfattelse med hensyn til alle mindreårige, som dør, hvad enten de fødes af jøder eller ikke-jøder, retfærdige eller ugudelige. De kommer fra deres evige fader og fra deres evige moder, som har født dem i den evige verden, og de skal igen føres sammen med deres evige forældre. Og alle forældre, som har fået børn her efter Guds orden og det hellige præstedømme, uanset hvilken tidsalder de har levet i, kan gøre krav på disse børn i opstandelsens morgen, og de skal få dem, og de skal smykke deres familieenhed i den celestiale verden …

… Jeg siger til vore sorgfulde venner: Jeres børn er taget fra jer, og I kan ikke gøre for det. Ingen af os kan gøre for det. Man kan ikke dadle forældre, hvis de gør det bedste, de kan. Man bør ikke kritisere en mor, fordi hun ikke kan redde sit syge barn. Vi må overlade dette i Guds hånd. Det varer kun et øjeblik, før vi får dem tilbage …

Med hensyn til børns udvikling, herlighed og ophøjelse i det tilkommende liv har Gud ikke åbenbaret noget for mig om det emne, ej heller om jeres børn, mine eller nogen andens børn, ikke andet end at vi ved, at de er frelst. Og jeg føler, at vi må forlade os på Herren med hensyn til disse trængsler. Vi må sætte vores lid til ham og søge trøst hos ham. Vi sørger ikke under disse trængsler på samme måde som dem, der ikke nærer noget håb. Vi sørger ikke over vore børns bortgang, som om vi aldrig fik dem at se igen, for vi ved bedre. Herren har givet os større kundskab end som så, og det har evangeliet også. Det fremgår af Jesu Kristi åbenbaringer, at de bliver givet os tilbage i de retfærdiges opstandelse …

… Jeg beder min himmelske Fader om at velsigne bror og søster Wheeler [et ægtepar, som for nylig havde mistet deres fire- og seksårige sønner] i deres sorg og skænke dem sin Helligånd, så at de, når de lægger sig om aftenen og står op om morgenen og savner deres børn, må ønske at overgive sig i Herrens hænder og forstå, at deres adskillelse fra deres små, ikke er for evigt, men at de om en kort stund får dem tilbage. Det gælder for alle, som mister et barn. Vi lægger dem i graven, men de står op i opstandelsens morgen, og hvis vi er tro mod sandheden, skal vi tage imod dem og juble sammen med dem.²²

Vi bør leve på en sådan måde, at vi er rede til at modtage de velsignelser, som Gud har til os, når vi dør.

Vores fremtid ligger på den anden side af sløret. Når jeg dør, ønsker jeg det privilegium at komme der, hvor Gud, min himmelske Fader, er, og hvor Jesus Kristus, verdens frelser, er.²³

Vi må bestræbe os på at få det bedste ud af vores tid, vore talenter og vore muligheder, mens vi er her på jorden. Jeg er klar over, at denne verden ikke er vores endelige bolig. Det ser vi beviser på hver dag, vi lever. Vi må begrave vores profeter, apostle, ældster, fædre, mødre, hustruer og børn, hvilket alt sammen viser os, at vi ikke får et nyt liv. Vi bør derfor få det bedste ud af vores tid i dag.²⁴

Denne formaning går for alvor op for de levende: »Derfor skal I også være rede« (Matt 24:44). Og den gælder for os alle. Og det påhviler os som forældre og Israels ældster at arbejde for Guds sag, mens vi får lov til at være her, og leve op til det lys og den kundskab, som vi er blevet velsignet med. For der er sat en frist for alle mennesker; og han tager mange bort efter sin vilje. Han tager dem, han vil, og han skåner dem, han vil, i en vís hensigt, som kun han kender.²⁵

Når vi kommet gennem jordelivets sorger, og vi er blevet skænket det celestiale riges glæde og herlighed, vil det gå op for os, at jordelivets trængsler har gjort os rede – og sat os i stand til at påskønne de velsignelser, som Gud har til de trofaste.²⁶

Det er min bøn, at dette folk må omvende sig fra alle deres synder og vågne op og have styrke til at træde frem for Gud, så deres bønner må blive hørt, være villige til at forsvare riget og aldrig svigte deres pagter og deres brødre eller forråde evangeliet, men overvinde verden og være beredt til at blive Kristi medarvinger i den første opstandelses fylde, som er beredt for dem, der holder Guds bud.²⁷

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Gennemgå beretningen om Sarah Emma Woodruffs død (side 73 og 75-76). Hvilke lærdomme trøstede og styrkede ældste og søster Woodruff? Hvad kan vi lære af denne beretning?
Hvilke oplevelser kan vi ifølge præsident Woodruff se frem til i åndeverdenen? (Se side 76-77). Hvordan hjælper denne viden dig?
Hvilke principper finder du i præsident Woodruffs råd vedrørende den måde, vi sørger over vore kære på? (Se side 77-79). Hvordan har du fundet fred, når du har mistet en af dine kære? Hvordan kan vi hjælpe andre, som sørger over et dødsfald?
Hvordan tager Jesu Kristi forsoning brodden af døden? (Se side 77-79; se også 1 Kor 15:55–57; Mosiah 16:6–9).
Hvad lærer du af præsident Woodruffs lærdomme om små børn, som dør? (Se side 79-82).
Gennemgå sidste afsnit på side 82-83. Prøv at komme i tanke om familie eller venner, som var parate, da det var tid til, at de skulle dø. Hvad kan vi lære af disse mennesker? Hvad må vi ifølge præsident Woodruff gøre for at forberede os til livet efter døden?
Hvordan bidrager præsident Woodruffs lærdomme til din forståelse af døden og opstandelsen?

Relevante skriftsteder: 1 Kor 15; Alma 11:42–45; 28:12; 34:32–41; Moroni 8:12–19; L&P 42:45–47; 76:50–70; 138:57

Christ emerging from tomb — Præsident Woodruff vidnede om, at Frelseren var »førstegrøden af opstandelsen«.

Christ appearing to the five hundred — »Så snart vi tager imod evangeliet og hører om opstandelsens princip, forsvinder en stor del af den trøstesløshed, sorg og lidelse, som døden fører med sig.«

Temple Hill Cemetery — Ved at vidne om Frelserens forsoning trøstede præsident Wilford Woodruff forældre, som havde mistet deres små børn.