Kapitel 15

Lev ved tro

Vi vandrer ved tro og ikke ved det, som kan ses, men med vished om, at Herren styrker os i vore bestræbelser på at opbygge hans rige på jorden.

Fra Wilford Woodruffs liv

I november 1834 blev Wilford Woodruff ordineret til præst i Det Aronske Præstedømme og fik sin første kaldelse som fuldtidsmissionær. Han boede dengang i Clay County i Missouri, hvor han var blevet boende efter at have tjent i Zions hær. Inden han påbegyndte sin mission, talte han med sin biskop, som havde kaldet ham. Han spurgte, hvilken vej han skulle tage for at komme til det sted, hvor han skulle virke. Han spurgte også, om han og hans kammerat skulle rejse uden pung eller taske, sådan som Herren dengang havde givet missionærerne befaling om (se L&P 24:18; 84:78, 86). At rejse uden pung eller taske vil sige at rejse uden penge og alene sætte sin lid til, at Kirkens medlemmer og andre i deres godhed giver mad og husly. Præsident Woodruff mindedes senere sin samtale med biskoppen:

»Dengang var det farligt for en hvilken som helst af brødrene at rejse gennem Jackson County [i Missouri]. Han bad mig om at tage til Arkansas, og vejen gik direkte gennem Jackson County. Jeg spurgte ham, om vi skulle rejse igennem Jackson County (jeg havde en kammerat med mig – en ældste).

Han sagde: ›Det kan I godt, hvis I har tilstrækkelig tro. Det har jeg ikke.‹

Det forekom mig at være en besynderlig bemærkning fra en biskop.

Jeg sagde: ›Herren siger, at vi skal rejse uden pung eller taske. Skal vi det?‹

›Det er Guds lov,‹ sagde han, ›hvis I har tro til at gøre det, kan I gøre det.‹«¹

Kort efter denne samtale begav Wilford Woodruff og hans kammerat sig af sted på deres mission og rejse gennem Jackson County uden pung eller taske. Præsident Woodruff sagde senere: »Vi lagde nogle eksemplarer af Mormons Bog og lidt tøj i vores vadsæk, tog dem på ryggen og begyndte at gå. Vi sejlede med færgen til Jackson County og vandrede gennem det. I nogle tilfælde beskyttede Herren os ved et mirakel mod pøbelen.«²

Herren beskyttede ikke alene de to missionærer mod pøbelen fra Jackson County, men også mod andre farer på vejen. Præsident Woodruff mindedes en sådan oplevelse. Idet han og hans kammerat nærmede sig en lund, kom en stor sort bjørn ud mod dem. »Vi var ikke bange for den,« sagde han, »for vi var udsendt i Herrens ærinde og havde ikke gjort nar af Guds profet, sådan som de 42 ugudelige drenge havde, dem der blev revet ihjel af to bjørne, fordi de til Elisa havde sagt: ›Kom herop, skaldepande‹ (se 2 Kong 2:23–24) … Da bjørnen var ca. 40 meter fra os, satte den sig på bagen og kiggede på os et øjeblik, hvorefter den løb sin vej, og vi gik glade videre.³

Præsident Woodruff talte ofte om sin første mission og mindedes de velsignelser, han fik, når han tjente Herren i tro: »Aldrig, hverken som apostel, som halvfjerdser eller som ældste, er jeg blevet mere beskyttet af Herren, end da jeg virkede som præst. Herren åbenbarede for mig ved syner, åbenbaringer og ved Helligånden mange ting, som lå foran mig.⁴

Wilford Woodruffs lærdomme

Mens vi lever på jorden, må vi vandre ved tro og ikke ved det, som kan ses.

Evangeliets første princip er tro. Hvad er tro? Paulus forsøger i sit brev til hebræerne at forklare det. Han siger, at »tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses,« og som bevis herpå fortæller han om, hvad forskellige mennesker har udrettet ved tro (se Hebr 11). Jeg betragter tro som et af de vigtigste principper, som Gud nogen sinde har åbenbaret for mennesket.⁵

Hvis vi havde fuldkommen forståelse, kunne vi alle se, hvad Herren ser, og forstå, hvordan hans hensigter bliver udført, men vi skal vandre ved tro og ikke ved det, som kan ses.⁶

Når vi går bag sløret, når vi til erkendelse. Nu virker vi ved tro. Vi har en overbevisning om det, der ikke ses. Opstandelsen, den evige dom, det celestiale rige og de store velsignelser, som Gud har givet i de hellige salvelser og begavelsen i templet gælder alle fremtiden, og de skal opfyldes, for de er evige sandheder. Vi kommer aldrig i kødet, med dette slør over os, til fuldt ud at fatte det, som venter os i den tilkommende verden. Det kan betale sig for enhver at tjene Gud og holde hans bud i den korte tid, han lever på jorden.⁷

Søskende, I må leve ved tro og hver dag erkende, at Gud besidder al magt, og at det er ved ham, at vi kan leve i fred og nyde overflod.⁸

Kristi evangelium kræver tro hele dagen lang.⁹

Vi viser vores tro ved vore gerninger.

Det er i sandhed godt at … høre Herrens ord, og det er i sandhed godt at tro på dem, men det er endnu bedre at efterleve dem.¹⁰

Evangeliets første princip er tro. Ja, siger de verdslige måske, men vi tror jo alle på Jesus Kristus. Ja, men vi må gøre mere end blot at tro på Kristus. Vi må omvende os fra vore synder, blive døbt til forladelse for dem og modtage Helligånden. Det er, hvad Kristus og hans apostle forkyndte.¹¹

De hellige må have tro til at efterleve deres religion, udføre deres pligt, vandre retskaffent for Herren og opbygge hans Zion på jorden. Der kræves altså gerninger, som svarer til vores tro … Det er vores pligt som et folk at forene os og ikke blive trætte af at gøre det, som er ret.¹²

Vi må udøve tro, mens vi bidrager til at opbygge Guds rige.

Denne gave og dette trosprincip er nødvendigt for alle hellige i enhver tidsalder, for at de kan opbygge Guds rige og udføre det arbejde, som kræves af dem.¹³

Læs det ellevte kapitel af Hebræerbrevet, så vil I se, at alt siden verdens skabelse er blevet udført ved tro. Alt det, som de gamle patriarker og profeter udrettede, blev udrettet ved at de fulgte dette princip, og således er det også i den sidste uddeling af tidernes fylde.¹⁴

Selv Jesu gerninger, fra krybben til korset og gennem hele hans liv i smerte, sorg og trængsler, lidelse, forfølgelse og forhånelse, skete ved tro. Det var ved Faderens magt, han, hvis gerning han var kommet for at udføre, at han blev båret oppe. Han troede fuldt og fast, at det ville lykkes ham at udføre alt det, som han var blevet sendt hertil for at udrette. Det var efter dette princip, at han opfyldte hvert krav og adlød hver lov, selv kravet om dåb … Apostlene måtte i deres gerning arbejde efter det samme princip, som de hellige både fordum og i de sidste dage har måttet arbejde efter – nemlig princippet om tro.

Joseph Smith måtte virke ved tro. Det er sandt, at han havde kundskab om mange ting, sådan som de fordums hellige havde det, men i mange henseender måtte han udøve tro. Han troede, at han opfyldte de gamle profeters profetier. Han vidste, at Gud havde kaldet ham, men i bestræbelserne på at grundfæste hans rige, måtte han bestandig virke ved tro. Kirken blev organiseret den 6. april 1830 med seks medlemmer, men Joseph havde tro på, at det rige, som således var blevet grundlagt, som et sennepsfrø ville blive en stor kirke og et stort rige på jorden, og fra den dag og indtil den dag, hvor han beseglede sit vidnesbyrd med sit blod, var hans liv som vandrede han gennem forfølgelsens og undertrykkelsens dybe vand, som han blev udsat for af sine medmennesker. Han måtte udholde alt dette ved tro, og til sin dødsdag var han trofast og tapper i sit vidnesbyrd om Jesus …

… I vores bestræbelse på at opbygge Guds kirke og rige på jorden har vi måttet virke ved tro. Det er stadig nødvendigt.¹⁵

Hundredvis af mennesker tjener i [templerne]. For hvem? Både for de levende og de døde. Hvorfor tjener de på de dødes vegne? Har de nogen siden set en død opstå? Nej, kun i et syn eller ved en åbenbaring. Men de har tro på det, og som bevis på deres tro udfører de dette arbejde. De ser frem til opstandelsen og den evige dom, til det celestiale rige og de store velsignelser, som Gud har åbenbaret til frelse og ophøjelse for menneskenes børn. De gør dette i tro, og det er ved denne kraft, at de har opnået, hvad de har … Ved tro er Tabernaklet i Salt Lake City blevet bygget … templer er blevet opført og … mange mennesker er blevet indsamlet fra jordens folkeslag.

Tusindvis af ældster er blevet kaldet, ikke fra højere læreanstalter, men fra forskellige samfundslag, og udsendt til verden for at forkynde evangeliet uden penge og uden betaling … Mange har lyttet til dem, og en eller anden følelse eller kraft har overbevist dem om, at det vidnesbyrd, som ældsterne aflagde, var sandt … Hvad har resultatet af dette været? Mange tusinder har troet på dette vidnesbyrd og erfaret, at det var sandt. Disse ældster arbejdede ved tro, de rejste ved tro, og de virkede ved tro. Det var tro, som bar dem oppe fra ende til anden. De rejste uden pung eller taske, og ved deres tro gav himlens Gud dem mad at spise og tøj på kroppen og banede vejen for dem … Og mange mennesker troede på disse jævne mænd. De omvendte sig fra deres synder, blev døbt til forladelse for dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, de modtog Helligånden, og den vidnede for dem om evangeliets sandhed.¹⁶

I enhver tidsalder, når Gud har kaldet eller givet et menneske eller et folk befaling om at udføre et bestemt arbejde, har de ved beslutsomhed og udholdenhed og tro på ham været i stand til at udføre det.¹⁷

Når vi holder vore pagter og adlyder befalingerne, øger Herren troens kraft i os.

Alt det arbejde, vi har udført … er sket ved tro, og vi bør som sidste dages hellige bestræbe os på at påskønne og udvikle dette princip.¹⁸

Det er vores pligt konstant at øge vores tro, så vi kan være i stand til at påkalde Herren med tillid.¹⁹

Jeg er af den overbevisning, at Herren kræver dette af enhver mand og kvinde i Israel, enhver sidste dages hellig, nemlig at vi først får Helligånden [og] derpå frembringer frugten deraf til frelse. Da ser I dette folk holde deres pagter og adlyde Guds befalinger. Det påhviler os alle, og vi bør efterleve vores religion og følge dens bud. Når dette sker, skal I se dette folk vågne og frembringe retfærdige gerninger, da skal de have tro og kraft og rejse sig, og Guds magt og herlighed skal gives til kende ved de redskaber, som Herren har udvalgt i denne uddeling på jorden, og i hvis hænder han har lagt det hellige præstedømme.²⁰

Jeg føler, at Herren er os nådig, og at vi bør værdsætte det evige livs ord mere end noget andet på jorden. Så længe vi lader os lede af Helligånden, styrkes vore tanker, og vores tro øges, og vi skal arbejde for Guds riges opbygning.²¹

Almægtige Fader, lad kraften i den tro, som er blevet skænket og besiddes af dine hellige øges i vort indre. Styrk os ved minderne om fortidens ærefulde udfrielser, ved erindringen om de hellige pagter, som du har sluttet med os, sådan at vi, når det onde overskygger os, når problemerne hober sig op omkring os, når vi går gennem ydmygelsens dal, da ikke må vakle, ikke må tvivle, men i dit hellige navns styrke må opnå alle dine retfærdige hensigter med hensyn til os, opfylde formålet med vores skabelse og ved din nåde sejre med ære over enhver plagsom synd, blive forløst fra alt ondt og i Himmeriget blive regnet blandt dem, som skal bo i din nærhed for evigt. ²²

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Hvad er tro? (Se side 148-149; se også Hebr 11:1; Alma 32:21). Hvordan får vi en »overbevisning om det, der ikke ses«? Hvad betyder det for dig at »vandre ved tro og ikke ved det, som kan ses«?
Hvordan kan tro på Jesus Kristus påvirke din dagligdag? Hvordan påvirker tro på Jesus Kristus vores håb om evigt liv? (Se Moroni 7:41–42).
Hvilken sammenhæng ser du … på baggrund af præsident Woodruffs lærdomme i dette kapitel – mellem din tro og dine handlinger? (Se også Jak 2:17–26).
Hvordan viste Wilford Woodruff sin tro, da han blev kaldet til at tage på sin første fuldtidsmission? (Se side 147, 148). Hvilke oplevelser har du haft, hvor du har haft behov for at udøve tro?
Hvad kan vi lære om tro af Jesu Kristi eksempel? Af profeten Joseph Smiths eksempel? Af missionærers og nyomvendtes eksempel? (Se side 150-151).
På hvilke måder har Herren velsignet dig, når du har udøvet tro på ham?
Læg mærke til ordet gave i det første afsnit på side 150. Tænk over eller drøft, hvor vigtigt det er at huske på, at tro er en gave fra Gud. Hvad må vi gøre for at få denne gave? (Se side 151-153).

Relevante skriftsteder: Rom 10:17; 2 kor 5:7; Helaman 15:7–8; Ether 12:2–27; Moroni 7:20–33