Kapitel 1

Evangeliets gengivelse

Herren gengav sit evangelium i dets sande herlighed, kraft, orden og lys ved profeten Joseph Smith.

Fra Wilford Woodruffs liv

Da Wilford Woodruff var barn, var han og hans familie venner med Robert Mason, som var kendt for sine markante religiøse anskuelser. Præsident Woodruff har skrevet:

»Han mente, at der i Kristi kirke nødvendigvis måtte være profeter, apostle, drømme, syner og åbenbaringer, på samme måde som på de fordums helliges tid, og han mente, at Herren i de sidste dage ville lade et folk og en kirke fremstå med profeter og apostle og alle de gaver, beføjelser og velsignelser, som den nogen sinde i nogen æra havde haft … Han kom ofte hjem til os, da jeg var dreng, og forklarede mig og mine brødre disse principper, og jeg troede ham.

[Han] bad meget og havde drømme og syner, og Herren viste ham meget ved syner, som skulle ske i de sidste dage.

Jeg vil fortælle om et syn, som han fortalte mig om. Sidste gang jeg så ham, sagde han: ›Jeg arbejdede i min mark midt på dagen, da jeg blev henrykket i et syn. Jeg blev sat midt i en stor frugthave. Jeg var meget sulten, og jeg gik længe rundt i frugthaven og ledte efter noget frugt, jeg kunne spise; men jeg fandt ingen frugt i hele frugthaven, og jeg græd, fordi jeg ikke fandt nogen frugt. Mens jeg stod og kiggede på frugttræerne og spekulerede over, hvorfor der ikke var nogen frugt, begyndte træerne at falde til jorden omkring mig, indtil der ikke stod et eneste træ tilbage, og mens jeg undrede mig over dette skue, så jeg nogle spæde skud skyde fra træernes rod, og de voksede og blev til unge, livskraftige træer for øjnene af mig. De satte knopper, blomstrede og bar frugt, indtil træerne var tunge af den fineste frugt, jeg nogen sinde havde set, og jeg glædede mig over at se så megen god frugt. Jeg gik hen til et træ, plukkede hænderne fulde og forundredes over, hvor dejlige de så ud, og netop som jeg skulle til at smage på dem, hørte synet op, og jeg befandt mig det samme sted, som jeg stod, da synet begyndte.

Jeg knælede på jorden og bad Herren om i Jesu Kristi navn at udlægge synet for mig. Herren sagde til mig: »Dette er udlægningen af synet: De store træer i skoven symboliserer den generation, du lever i. Der er ingen Kristi kirke, eller Guds rige, på jorden i din generation. Der er ingen frugt af Kristi kirke på jorden. Der er intet menneske, som er ordineret til at forrette ordinancerne i frelsens evangelium på jorden i denne tid og generation. Men i den næste generation opretter jeg, Herren, mit rige og min kirke på jorden, og frugterne af Kristi rige og kirke – dem som har fulgt profeterne, apostlene og hellige i enhver uddeling – skal igen findes i deres fylde på jorden. Den dag skal du opleve, og du skal holde frugten i dine hænder, men skal aldrig spise af den i kødet.«‹«

Præsident Woodruff fortsatte: »Da [han] havde fortalt mig om synet og udlægningen af det, sagde han til mig: ›Jeg kommer aldrig til at spise af denne frugt i kødet, men det gør du, og du bliver en fremtrædende leder i dette rige.‹ Han vendte sig derpå og gik sin vej. Det var de sidste ord, han nogen sinde sagde til mig …

Han så dette syn omkring år 1800, og han fortalte mig det i 1830 – samme forår som denne kirke blev oprettet.

Dette syn og alt det andet, som han fortalte mig, gjorde stort indtryk på mig, og jeg bad inderligt Herren om ved sin Ånd at lede mig og berede mig til hans kirke, når den kom.«

Da Wilford Woodruff sluttede sig til Kirken, skrev han et brev til sin ven Robert Mason. »Jeg … fortalte ham, at jeg havde fundet Kristi kirke – den kirke, som han havde fortalt mig om. Jeg fortalte ham om dens oprettelse og om Mormons Bogs fremkomst, at der i Kirken var profeter og apostle og alle gaver og velsignelser, og at Kristi riges og Kristi kirkes sande frugt fandtes blandt de hellige, sådan som Herren havde vist ham det i hans syn. Han fik mit brev og læste det igen og igen og holdt det i hænderne, sådan som han havde holdt frugten i synet, men han var meget gammel og døde kort efter. Han døde, før nogen ældste kunne forrette evangeliets ordinancer for ham.

Ved den første mulighed, jeg fik, efter at læren om dåb for afdøde var blevet åbenbaret, blev jeg døbt på hans vegne.«¹

Wilford Woodruffs lærdomme

Jesu Kristi evangelium er evigt og uforanderligt.

Herren har mange gange i forskellige uddelinger sat sig for at oprette sit rige på jorden. I forskellige perioder og tidsaldre har han var ladet ædle ånder fremstå, som er blevet iklædt et jordisk tabernakel. Han har inspireret disse mennesker, givet dem åbenbaringer, fyldt dem med inspiration og med lys, sandhed og med det, der hører Guds rige til.²

Hvis I mødte fader Adam, Set, Moses, Aron, Kristus eller apostlene, ville de alle forklare jer de samme principper, som vi har fået forklaret. Der ville ikke være den mindste afvigelse. Dette evangelium er af natur evigt og uforandreligt.³

Der har altid kun været ét evangelium, og kun dette skal blive forkyndt for menneskenes børn, og det har aldrig ændret sig og ændrer sig aldrig i tid eller evighed. Det er det samme i enhver æra, og ordinancerne er de samme. De, som troede på evangeliet, nærede tro på Jesus, før han kom i kødet, og der blev prædiket omvendelse fra synd, før hans tid såvel som efter. De praktiserede også dåb til syndsforladelse samt overdragelse af Helligåndens gave ved håndspålæggelse. Og de havde Kirkens organisation med inspirerede mennesker deri … Alt dette er nødvendigt i enhver æra.⁴

Når som helst Herren har en kirke på jorden, og den kirke tager imod Kristi evangelium, og de nyder Helligånden, så tilhører enhver nådegave, som nogen sinde har tilhørt Guds kirke, denne kirke.⁵

Jesus Kristus oprettede sin kirke, mens han virkede på jorden, men medlemmerne faldt fra kort efter hans død og opstandelse.

Jesus Kristus … gav jøderne evangeliet og oprettede sit rige blandt dem, og det blev oprettet med alle dets nådegaver og beføjelser: De syge blev gjort raske, onde ånder blev drevet ud og Åndens gaver blev tilkendegivet blandt dem. Men jøderne forkastede ham, og til sidst slog de ham ihjel … De tog ikke imod ham, og derfor blev evangeliet på befaling givet til ikke-jøderne.⁶

Da riget blev forkyndt for ikke-jøderne, blev det forkyndt med apostle og profeter, med helbredende kraft, med åbenbaringer direkte fra Gud og med enhver nådegave, som jøderne troede på, og varede ved, så længe de var trofaste. Da riget gik til ikkejøderne, var det fuldkomment i dets organisation, men med tiden ændrede de ordinancerne i Guds rige og faldt fra på grund af den samme vantro og har i århundreder været uden himlens sande orden … Med tiden blev Guds riges nådegaver og beføjelser taget bort, og dem, som virkede i Guds fordums kirke blev næsten alle slået ihjel. De blev slået ihjel, fordi de stræbte efter at bevare den i dens renhed, og de forsøge af al magt at grundfæste de principper, som Gud havde åbenbaret.⁷

Lange århundreder gik. Millioner af mennesker blev født, levede på jorden, døde og gik til åndeverdenen, og ikke en eneste sjæl havde, så vidt vi ved, nogen myndighed til at drage omkring blandt menneskene og forrette ordinancerne i livets og frelsens evangelium. Der var uden tvivl millioner af gode mennesker, som handlede efter det bedste lys, de havde … og som trådte frem på deres tid og forkyndte evangeliet efter det lys, som de besad. Men de havde ikke myndighed til at forrette en eneste ordinance, som var gyldig efter døden. De havde ikke det hellige præstedømme.⁸

Verden var stort set uden kundskab om sandheden og om Helligånden, som udøses for at lede menneskene på sandhedens vej … Selve det, at generation efter generation er blevet født og har oprettet systemer og organisationer, som alle hævder at stemme overens med frelsesplanen, og dog er i modstrid med hinanden, indtil de har oprettet snesevis af kirker, som alle har forskellige læresætninger, viser, at noget er gået galt.⁹

Efter århundreder med frafald gengav Herren evangeliets fylde ved profeten Joseph Smith.

Evangeliet er blevet forkyndt i vor tid i dets sande herlighed, kraft, orden og lys, som det altid er blevet det, når Gud har haft et folk, som han anerkendte. Den samme organisation og det samme evangelium, som Kristus døde for, og som apostle satte livet til for at retfærdiggøre, er atter oprettet i denne slægt. Hvordan er det sket? Ved at en hellig engel fra Gud [talte] fra himlen til mennesket og åbenbarede det mørke, som verden var indhyllet i, og afslørede det store mørke, som hvilede over folkeslagene – de begivenheder, som skulle finde sted i denne generation, og som hastigt ville følge hinanden indtil Messias’ komme (se JS–H 1:30–49). Englen forklarede Joseph Smith de principper, som er nødvendige for verdens frelse, og Herren gav ham befalinger og overdrog ham præstedømmet og gav ham magt til at forrette de ordinancer, som hører til Herrens hus. Han fortalte ham, at evangeliet ikke fandtes blandt menneskene, og at hans rige ikke var organiseret på den sande måde i verden, at menneskene var afveget fra hans sande orden, havde ændret ordinancerne og brudt den evige pagt og havde arvet løgne og fabler. Han fortalte ham, at det var blevet tid til at lægge grundvolden til Guds rige blandt menneskene for sidste gang som forberedelse til det afsluttende skue.¹⁰

Hvad gjorde Joseph Smith, da han havde modtaget præstedømmet og dets ordinancer? Jeg skal fortælle jer, hvad han gjorde. Han gjorde det, som menneskene gennem sytten århundreder og halvtreds generationer, der er døde og borte, og som alle kristenhedens gejstlige og religioner og hele verden tilsammen ikke havde været i stand til: Han forkyndte Jesu Kristi evangelium i dets fylde, i al dets enkelthed og tydelighed, sådan som dets ophavsmand og apostlene havde forkyndt det. Skønt han var en ulærd dreng, forkyndte han Jesu Kristi kirke og Guds rige som en fuldkommen organisation, sådan som Paulus havde forkyndt det – med hoved, fødder, arme og hænder, hvor hvert af legemets lemmer er fuldkomne for himlen og jorden (se 1 Kor 12:12–28). Hvordan kunne en [ulærd] dreng udrette det, som alle de lærde fra den kristne verden ikke havde formået gennem sytten århundreder? Det kunne han, fordi han blev drevet af Guds kraft. Han blev undervist af de mænd, som i kødet havde forkyndt det samme evangelium, og derved opfyldte han det, som fader Adam, Enok, Moses, Elias, Esajas, Jeremias samt Jesus og hans apostle alle havde profeteret om.

Paulus kunne med rette sige: »Jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror« (se Rom 1:16). Og således kan de sidste dages hellige sige: »Vi skammer os ikke ved Kristi evangelium.« Jeg skammer mig ikke over at sige, at Joseph Smith var Guds profet. Jeg skammer mig ikke over at vidne om, at han blev kaldet af Gud og lagde grundvolden til denne kirke og dette rige på jorden, for det er sandt, og enhver, som er inspireret af Helligånden, kan se og forstå dette.

… Han levede, indtil han havde modtaget enhver nøgle, ordinance og lov, som er blevet givet menneskene på jorden fra fader Adams tid af angående denne uddeling. Under Moses’ hænder modtog han magt og nøgler til at kunne indsamle Israels hus i de sidste dage. Under [Elias’] hænder modtog han nøgler til at kunne besegle fædrenes hjerte til børnene og børnenes hjerte til fædrene. Under Peter, Jakob og Johannes’ hænder modtog han apostelembedet og alt, hvad dertil hører. Under Moronis hænder modtog han alle nøgler og beføjelser, som kræves af Josefs træstykke i Efraims hænder. Under Johannes Døbers hænder modtog han Det Aronske Præstedømme med alle dets nøgler og beføjelser samt enhver anden nøgle og magt, som tilhører denne uddeling, og jeg skammer mig ikke over at sige, at han var Guds profet.¹¹

I modsætning til Adam, som blev næsten tusind år gammel, blev Joseph Smith kun otteogtredive. Han frembragte Josefs træstykke i Efraims hænder – beretningen om dette kontinents fordums befolkning. Ved Guds kraft oversatte han den, og den er blevet udgivet på mange sprog. Derudover organiserede han Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige på en grundvold af apostle og profeter med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten (se Ef 2:20). Mænd fra forskellige samfundslag blev ordineret til præstedømmet og sendt ud for at forkynde evangeliet for verden. Gud fortalte Joseph Smith, at han skulle beskære vingården endnu en gang for sidste gang før Menneskesønnens komme (se L&P 24:19). Siden da er tusindvis af Israels ældster blevet sendt ud i verden for at forkynde evangeliet … Enhver må læse åbenbaringerne i Lære og Pagter, som blev givet ved ham i den korte tid, han levede her i kødet. Det er en af de mest storslåede optegnelser, noget menneske nogen sinde har givet menneskeheden. Derudover organiserede han tempelbegavelserne og udrettede meget andet. Hvem kan forvente, at han, i den korte tid han levede i kødet, kunne udrette mere, end han gjorde? Jeg modtog mine tempelbegavelser under hans hænder. Han frembragte alle disse ordinancer, som er blevet givet de sidste dages hellige. Faktisk er det et under, at han nåede så meget, som han gjorde.¹²

Nu kan vi nyde privilegiet ved at vandre i det gengivne evangeliums lys.

Ethvert folk, som har fået åbenbaret Jesu Kristi evangelium, og som har fået overdraget præstedømmet og myndigheden til at forrette ordinancerne i hans hus, anser jeg for velsignet af Herren … Det betragter jeg som vores privilegium i dag. Vi kan vandre i lyset, vi kan forstå og kende sandheden, og vi kan kende vejen til frelse og ophøjelse i vor Fader og vor Guds nærhed. Vi så heldigt stillet, at vi kan kende hans planer og vilje gennem hans tjenere, profeterne. Herren har givet os lærere og inspirerede mænd, som er inspireret af Ånden og Guds kraft, og han har iklædt dem sandhed og begavet dem med visdom, så de til enhver tid kan vise os den sti, vi skal vandre ad. Det er en stor velsignelse.¹³

Når jeg grunder … over menneskehedens stade og tænker over, hvor anderledes vi er end masserne, føler jeg, at vi bør være vor store velgører taknemlig. Der er millioner af mennesker, som samles i forskellige huse, katedraler og kirker for at dyrke Gud, men er der blot en af disse mange menigheder, der mødes, som har en forståelse af sandheden, medmindre der er en sidste dages hellige ældste, som er kaldet til at forkynde for jordens indbyggere? Mødes de med en forståelse af principperne i det samme evangelium, den samme frelsesplan, Jesu Kristi evangelium, på en måde, som forener dem?

Gud kan ikke forene et folk, som har så mange forskellige anskuelser, og en så stor mangfoldighed af lærdomme, som strider diametralt mod hinanden, som vi ser det i verden. Men vi er et velsignet folk, vi har principperne om enighed og samdrægtighed og ved at praktisere dem, bindes vi sammen og forenes.

Det er på dette princip, at de sidste dages hellige er velsignede og gjort frie. Vi skånes i vid udstrækning for de problemer og indviklede tilstande, de falske lærdomme, det mørke og den vildfarelse og overtro, som vi har været hyllet i, indtil lyset viste menneskenes børn, at de var i mørke, for sådan forholdt det sig for os alle: Indtil lyset skinnede, ravede vi stort set alle rundt i mørket. Om vi var nok så ærlige og blev drevet af de bedste og helligste følelser, var menneskeheden dog, indtil evangeliets fylde blev åbenbaret, som blinde, der famlede sig langs muren (se Es 59:9–11). Vi havde ingen apostle, ingen profeter, vi havde ingen inspirerede mænd, som kunne rejse sig og sige os, hvad vi skulle gøre for at blive frelst, og vi måtte gå igennem al den modgang, elendighed og mørke, som menneskenes børn er underkastet, mens de lever under falske lærdomme, falske overleveringer og falske lærere …

Alt dette slipper vi for. Mørket spredes og lyset fra de evige sandheder er begyndt at skinne på vores forstand …

Dette regner jeg for en af de største velsignelser, som Gud har givet menneskenes børn: At få den rene sandhed forkyndt …

Hvor findes den mand eller kvinde, som fattede noget som helst om Gud eller om evigheden, førend Joseph Smith åbenbarede evangeliet i dets fylde? Jeg kunne læse i Bibelen om det, vi nu tror på og modtager, men jeg var omgivet af verdens overleveringer og kunne ikke forstå det.

Vi undervises nu fra tid til anden i de enkle principper i Jesu Kristi evangelium, frelsesplanen – hvordan vi skal leve for at have vor himmelske Faders billigelse. Er det ikke den allerstørste velsignelse? Hvis dette folk kunne fatte deres velsignelser, behøvede de ikke et øjeblik at være ulykkelige. Hvis dette folk kunne fatte deres stilling og deres sande forhold til Gud, ville de føle sig fuldstændig overbevist, og de ville indse, at vor himmelske Fader er barmhjertig mod os og har skænket os store og herlige velsignelser.¹⁴

Jeg takker Gud for, at jeg lever i denne tid, hvor jeg har hørt Kristi evangelium blive forkyndt i dets fylde.¹⁵

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Gennemgå beretningen på side 1-3. Hvad var det, Robert Mason savnede i sit liv? Hvad lærer denne beretning os om det store frafald og evangeliets gengivelse?
Læs side 3-5, og se efter nogle kendetegn på Herrens sande kirke. Hvorfor er det vigtigt, at Kirken altid oprettes efter samme fremgangsmåde?
Hvad førte ifølge præsident Woodruff til det store frafald? Hvad førte det store frafald til? (Se side 4-5). Hvordan ser vi tydeligt disse følger i vore dage?
Gennemgå side 5-8, og se efter nogle af profeten Joseph Smiths bedrifter med hensyn til evangeliets gengivelse. På hvilke måder har disse bedrifter påvirket dig?
Læs den udtalelse, som begynder i næstsidste afsnit på side 6. Hvordan kan vi vise, at vi ikke skammer os ved Jesu Kristi gengivne evangelium?
Læg mærke til ordene mørke og lys på side 8-10. Hvad lærer du af præsident Woodruffs brug af disse ord? Hvad ville du savne, hvis du ikke havde taget imod det gengivne evangelium?

Relevante skriftsteder: Es 29:10–14; Am 8:11–12; Mormon 1:13–14; L&P 128:19–21