»30. oktober - 5. november. Hebræerne 1-6: ›Jesus Kristus, »årsag til evig frelse«‹«, Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier: Det Nye Testamente 2023 (2022)
»30. oktober - 5. november. Hebræerne 1-6«, Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier: 2023
30. oktober - 5. november
Hebræerne 1-6
Jesus Kristus, »årsag til evig frelse«
Når du nedskriver dine åndelige indtryk, så hjælper det dig til at se, hvad Helligånden gerne vil fortælle dig. Du viser din tro på, at disse tilskyndelser er rigtige, når du følger dine indtryk.
Nedskriv dine indtryk
Hver enkelt af os er nødt til at opgive noget for at tage imod Jesu Kristi evangelium – hvad enten det er dårlige vaner, forkerte overbevisninger, upassende bekendtskaber eller andre ting. For ikke-jøder i den tidlige kristne kirke betød omvendelse ofte at opgive falske guder. Men for hebræerne (jøderne) viste omvendelse sig at være, hvis ikke lidt sværere, så lidt mere kompliceret. Når alt kommer til alt, så var deres højtelskede overbevisninger og traditioner rodfæstede i tilbedelse af den sande Gud og hans profeters lærdomme, hvilket gik tusindvis af år tilbage. Men alligevel underviste apostlene om, at moseloven var blevet opfyldt i Jesus Kristus, og at en højere lov nu var standard for de troende. Betød det at tage imod kristendommen, at hebræerne skulle opgive deres tidligere overbevisninger og historie? Brevet til Hebræerne kan ses som et svar på disse spørgsmål ved at forklare, at moseloven, profeterne og ordinancerne alle er vigtige, men at Jesus Kristus er mægtigere (se Hebr 1:1-4; 3:1-6; 7:23-28). Faktisk peger alle disse ting mod og bærer vidnesbyrd om Kristus som Guds Søn og den lovede Messias, som jøderne havde ventet på.
Omvendelse i disse tidlige dage og i dag betyder at gøre Jesus Kristus til kernen af vores tilbedelse og vores liv. Det betyder at holde fast ved sandheden og give slip på det, der distraherer os fra ham, for han er »årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham« (Hebr 5:9).
Forslag til personligt skriftstudium
Hvem skrev Brevet til Hebræerne?
Nogle lærde har sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt Paulus skrev Brevet til Hebræerne. Den litterære stil i Hebræerne er i nogen grad anderledes end Paulus’ andre breve, og de første versioner af teksten nævnte ikke forfatteren. Men fordi de ting, der står i Hebræerne, er på linje med Paulus’ andre lærdomme, så har sidste dages hellige i tråd med den kristne tradition generelt accepteret, at Paulus i det mindste var involveret i at skrive dette brev.
Se også Guide til skrifterne, »Paulus’ breve«.
Jesus Kristus er vor himmelske Faders »udtrykte billede«.
Mange jøder fandt det svært at acceptere Jesus Kristus som Guds Søn. Læg mærke til, hvordan brevet til Hebræerne vidner om ham. Når du for eksempel læser de første fem kapitler, kan du lave en liste over Jesu Kristi titler, roller, egenskaber og gerninger, som du finder nævnt. Hvad lærer disse ting dig om Frelseren? Hvad lærer de dig om vor himmelske Fader?
Hvordan øger følgende udtalelse af ældste Jeffrey R. Holland din forståelse af lærdommene i disse kapitler? »Jesus … [kom] for at forbedre menneskets syn på Gud og for indtrængende at bede dem om at elske vor himmelske Fader, som han altid har og altid vil elske dem … At give de sultne mad, helbrede de syge, fordømme hykleri, bede om tro – det var Kristus, der viste os Faderens vej« (»Guds storhed«, Liahona, nov. 2003, s. 72).
Hebræerne 2:9-18; 4:12-16; 5:7-8
Jesus Kristus led alt, så han kan forstå og hjælpe mig, når jeg lider.
Føler du, at du med »frimodighed [kan] træde frem for nådens trone« og søge barmhjertighed (Hebr 4:16)? Et budskab i Brevet til Hebræerne er, at vi på trods af vores synder og svagheder kan komme Gud nær og modtage hans nåde. Hvad finder du i Hebræerne 2:9-18, 4:12-16 og 5:7-8, som styrker din tillid til, at Jesus Kristus vil hjælpe dig med dine jordiske udfordringer? Du kan overveje at nedskrive dine tanker og følelser om det, som Frelseren har gjort for dig, i en dagbog.
Se også Mosija 3:7-11; Alma 7:11-13; 34; Matthæus S. Holland, »Sønnen, den udsøgte gave«, Liahona, nov. 2020, s. 45-47.
Guds velsignelser er tilgængelige for dem, der »ikke [gør deres] hjerter hårde«.
Ved at genfortælle historien om de fordums israelitter håbede Paulus at overbevise jøderne om at undgå den fejltagelse, som deres forfædre begik, nemlig at afvise Guds velsignelser på grund af vantro (du kan læse den historie, som Paulus hentydede til i 4 Mos 14:1-12, 26-35).
Overvej, hvordan Hebræerne 3:7-4:11 gælder for dig. Du kan gøre dette ved at tænke over spørgsmål som disse:
-
Hvordan vækkede israelitterne Herren? (se Hebr 3:8-11). Hvad er konsekvenserne ved at have et hårdt hjerte?
-
Hvornår har jeg ladet mit hjerte blive hårdt? Er der nogen velsignelser, Gud gerne vil give til mig, som jeg ikke modtager på grund af manglende tro?
-
Hvad kan jeg gøre for at udvikle et blødt og angrende hjerte? (se Eter 4:15; Ordsp 3:5-6; Alma 5:14-15).
Se også 1 Nefi 2:16; 15:6-11; Jakob 1:7-8; Alma 12:33-36; Neill F. Marriott, »Giv Gud dit hjerte«, Liahona, nov. 2015, s. 30-32.
Forslag til familieskriftstudium og hjemmeaften
-
Hebræerne 1:8-9.Hvordan har Jesus vist, at han elsker ret og hader uret? Hvis vi har uretfærdige ønsker, hvad kan vi så gøre for at ændre dem?
-
Hebræerne 2:1-4.Kan I komme i tanke om en illustration, der kan hjælpe jeres familie til at forstå, hvad det vil sige at holde godt fast på de evangeliske sandheder, som »vi har hørt«? I kan illustrere det med en genstand, der er svær at holde på. Hvordan er vores bestræbelser på at vedligeholde vores vidnesbyrd ligesom at gribe og holde denne genstand? Hvordan kan vi sikre os, at »det, vi har hørt … ikke glider bort fra [os]«? (vers 1).
-
Hebræerne 2:9-10.Du kan undersøge vendingen »banebryderen for deres frelse« ved at begynde at tale om, hvad en banebryder er. Hvad betyder frelse? Hvordan er Jesus Kristus ligesom en banebryder for os og vores frelse?
-
Hebræerne 5:1-5.Disse vers kan hjælpe jer med at indlede en drøftelse om, hvad det betyder at blive kaldet af Gud af en, der har myndighed. Hvad kan vi lære af Jesu Kristi eksempel med hensyn til at modtage og udføre kaldelser?
Find flere forslag til, hvordan man kan undervise børn, i denne uges oplæg i Kom og følg mig – Primary.
Forslag til salme: »Jeg trænger til din trøst«, Salmer og sange, nr. 51.