»15.-21. november. Lære og Pagter 133-134: ›Bered jer … til Brudgommens komme‹«, Kom og følg mig – Primary: Lære og Pagter 2021, 2020
»15.-21. november. Lære og Pagter 133-134«, Kom og følg mig – Primary: 2021
15.-21. november
Lære og Pagter 133-134
»Bered jer … til Brudgommens komme«
Overvej behovene hos de børn, du underviser, både dem der studerer og lærer i hjemmet, og dem der måske ikke gør. Hvordan kan du hjælpe dem til at lære andre om det, de lærer?
Nedskriv dine indtryk
Del med hinanden
Vis et billede, du har brugt for nylig i en primarylektion, og bed børnene om at fortælle, hvad de husker fra lektionen.
Undervis i læren: Yngre børn
Jesus Kristus kommer igen.
I afsnit 133 beskriver Herren sit andet komme og opfordrer sit folk til at berede sig til denne herlige begivenhed. Hvordan kan du hjælpe børnene til at se frem til Frelserens genkomst?
Mulige aktiviteter
-
Gem et billede af Frelserens andet komme bag et stykke stof, som om det var et gardin (du kan bruge billedet i denne uges oplæg i Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier eller Evangelisk kunst, nr. 66). Lad dem skiftes til at trække »gardinet« til side og forestille sig, de ser ud af et vindue. Bed dem om at fortælle, hvordan de ville føle det, hvis de kiggede ud af vinduet og så Jesus komme ned fra himlen. Læs sætningen »drag ud for at møde ham« (v. 19), og lad dem gentage sætningen.
-
Gem under hvert barns stol et billede, der skildrer noget, vi kan gøre for at berede os til Jesu Kristi andet komme (fx at læse skrifterne, dele evangeliet med andre eller tjene vores familie). Lad dem finde billederne, og tal om, hvordan disse ting er med til at blive klar til at møde Frelseren, når han kommer tilbage.
-
Syng en sang sammen om Frelserens andet komme, fx »Når Jesus atter kommer her« (Børnenes sangbog, s. 46-47). Fortæl dem om din kærlighed til Frelseren, og hvad du føler ved, at han kommer tilbage til jorden. Bed børnene om også at fortælle, hvad de føler.
Jesus Kristus er kærlig og venlig.
Disse vers beskriver nogle af de mange måder, Herren har vist sin »kærlige venlighed« til sit folk på. Hvad kan du gøre for at hjælpe børnene til at føle Frelserens kærlighed til sig?
Mulige aktiviteter
-
Vis et billede, der viser, at Jesus er kærlig og venlig (se Evangelisk kunst, nr. 42 eller 47). Bed børnene om at fortælle andre ting, Jesus har gjort for at vise sin kærlighed og venlighed. Læs sætningen »de skal nævne deres Herres kærlige venlighed« (v. 52), og hjælp dem til at tænke på, hvordan de kan fortælle andre om Frelserens kærlighed.
-
Syng en sang om Frelserens kærlighed, fx »Jesus er en dyrebar ven« (Børnenes sangbog, s. 37). Bær dit vidnesbyrd om, hvordan Frelseren har vist sin kærlighed til dig.
Herren ønsker, at jeg adlyder loven.
Børn har ofte regler, de skal følge i hjemmet, i skolen og andre steder. Du kan hjælpe dem til at forstå, at Herren forventer, at vi følger vores samfunds og lands regler og love.
Mulige aktiviteter
-
Opfordr børnene til at lege en nem leg uden at følge nogen regler, og lad dem derefter lege den med regler. Hvordan hjælper regler os? Udtryk din taknemmelighed for landets love.
-
Hjælp børnene med at gentage den tolvte trosartikel. Fremhæv nøgleord som »adlyde, ære og holde«, og tal med dem om, hvad disse ord betyder. Tal med dem om, hvorfor det er vigtigt at adlyde loven.
Undervis i læren: Ældre børn
Herren ønsker, at jeg er ren.
Lære og Pagter 133 kan hjælpe børnene til at forstå, hvordan de kan holde sig rene fra den verdslige påvirkning omkring dem.
Mulige aktiviteter
-
Bed børnene om at læse »Babel, Babylon« i Guide til skrifterne (scriptures.ChurchofJesusChrist.org) for at finde ud af, hvad Babylon er, og hvad det repræsenterer. Læs derpå Lære og Pagter 133:4-5, 14-15 sammen. Hvad betyder: »Drag I ud fra Babylon«? (V. 5). Hvilke steder og situationer kunne det være, at Herren ønsker vi holder os væk fra? Hvad kan vi gøre for at undgå dem?
-
Anbring et skilt i den ene side af lokalet, hvor der står »Zion«, og anbring et andet skilt på den anden side, hvor der står »Babylon«. Skriv ord fra Lære og Pagter 133:4-5, 14-15 på sedler, der beskriver enten Zion eller Babylon (fx »ugudelighed«, »ren« eller »undergang«), og bed børnene om at anbringe hver seddel under det rigtige skilt.
Lære og Pagter 133:19-25, 46-52
Jesus Kristus vil regere på jorden.
Ældste D. Todd Christoffersen har sagt: »Det er yderst vigtigt at forberede verden på Herren Jesu Kristi andet komme« (»Forberedelse til Herrens tilbagekomst«, Liahona, maj 2019, s. 81). Hvordan vil du hjælpe børnene til at forstå, hvordan de kan deltage i dette værk af afgørende betydning?
Mulige aktiviteter
-
Vis billedet i denne uges oplæg i Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier, og lad børnene lave en liste over ting, de ved om Jesu Kristi andet komme. Bed dem derefter om at komme flere ting på deres liste ved at bruge Lære og Pagter 133:19-25, 46-52. Bær dit vidnesbyrd om, at det andet komme bliver en glædelig dag for de retskafne.
-
Hjælp børnene til at forstå vers 19 ved at tale med dem om, hvordan en brud kunne forberede sig til sit bryllup (eventuelt kan en, der er blevet gift for nylig, være med i denne samtale). Hvordan kan vi ligesom en brud forberede os til »Brudgommens komme«, han, som er Jesus Kristus? Hvis du tror, det kan være en hjælp, kan du gennemgå lignelsen om de ti brudepiger (se Matt 25:1-13). Hvorfor er det vigtigt at forberede sig til Frelserens andet komme? Hvad kan vi gøre nu for at forberede os?
Herren ønsker, at jeg adlyder loven.
Selv om der er forskellige former for regeringer rundt om i verden, ønsker Herren, at vi skal »støtte og opretholde det styre, [vi] … lever under« (L&P 134:5).
Mulige aktiviteter
-
Lad børnene nævne regler eller love, de adlyder. Hvordan ville livet være, hvis ingen overholdt disse love? Læs Lære og Pagter 134:1-2 sammen med dem, og hjælp dem med at forstå alle ord og udtryk, de ikke måtte forstå. Hvorfor ønsker Herren, at vi har en regering og love?
-
Skriv hvert ord eller udtryk fra den ellevte og tolvte trosartikel på hver sin seddel. Bland sedlerne, og bed børnene om at arbejde sammen om at lægge dem i den rigtige rækkefølge. Hvordan viser vi, at vi tror på det, som disse trosartikler lærer os?
Tilskynd til at lære i hjemmet
Giv hvert barn et spørgsmål, de kan stille deres familie derhjemme. Hvis I fx lærte om Frelserens andet komme, kunne et barn spørge: »Hvad kan vi gøre for at forberede os på, at Jesus Kristus kommer igen?«