»11.-17. november. Hebræerne 7-13: ›Ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til‹«, Kom og følg mig – Primary: Det Nye Testamente 2019, 2019
»11.-17. november. Hebræerne 7-13«, Kom og følg mig – Primary: 2019
11.-17. november
Hebræerne 7-13
»Ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til«
Læg mærke til de tilskyndelser, du får om de børn, du underviser, mens du læser og tænker over dette oplæg. Ånden vil hjælpe dig til at finde budskaber til dem i Hebræerne 7-13.
Nedskriv dine indtryk
Del med hinanden
Bed børnene om at fortælle om ting, de og deres familie gør for at lære om evangeliet derhjemme. Opfordr dem til at fortælle nogle af deres yndlingsoplevelser om at lære om evangeliet sammen med deres familie.
Undervis i læren
Yngre børn
Præstedømmet kan hjælpe os på mange måder.
Hebræerne 7:1-6 kan give en mulighed for at præsentere børnene for præstedømmets velsignelser.
Mulige aktiviteter
-
Forklar kort, hvem Abraham var, og anvend derefter Hebræerne 7:1-6 og Joseph Smiths Oversættelse, 1 Mos 14:36-40 (i Guide til skrifterne) til at forklare, at Abraham betalte tiende til Melkisedek. Forklar, at Melkisedek bar det højere præstedømme, som er Guds magt givet til menneskene på jorden, og han brugte det til at velsigne Abraham. Børnene kan have glæde af at agere historien med enkle rekvisitter som fx en kongekrone og en tiendekuvert.
-
Inviter en aronsk og en melkisedeksk præstedømmebærer ind i klassen for at fortælle børnene, hvordan de har anvendt præstedømmet til at velsigne andre. Vis dernæst billeder af forskellige præstedømmeordinancer ( se fx billede 103-108 i hæftet Evangelisk kunst). Hjælp dem til at afgøre, hvilket præstedømme der kræves for hver ordinance, og give det billede til den relevante præstedømmebærer, så han kan holde det.
Tro er at tro på det, vi ikke kan se.
Selv om de ikke kan se vor himmelske Fader og Jesus Kristus eller komme ud for alle evangeliets velsignelser, kan de børn, du underviser, udvikle tro ved at lære af eksemplerne i Hebræerne 11.
Mulige aktiviteter
-
Vis et billede af Jesus. Anbring flere genstande rundt omkring i lokalet, der skal symbolisere »beviser« på, at han findes, selv om vi ikke kan se ham (fx skrifterne, et billede af det første syn og et billede af jorden). Bed børnene om at finde tingene, og fortæl dem derefter, hvordan hver ting hjælper os til at have tro på, at Jesus lever.
-
Tag en ventilator med, og lad dem skiftes til at mærke ventilatoren blæse luft hen over deres ansigt. Forklar dem, at vi ikke kan se luften, men at vi kan mærke den. På samme måde kan vi ikke se vor himmelske Fader og Jesus Kristus, men vi kan mærke deres kærlighed og have tro på, at de findes.
-
Fortæl historier om en eller flere af de personer, der er nævnt i Hebræerne 11:4-32. Overvej at anvende Historier fra Det Gamle Testamente (se kapitlerne 4-6, 8-10, 15-17, 23 og 28). Hvad gjorde disse mennesker for at vise, at de havde tro på noget, de ikke kunne se? Fortæl om nogle velsignelser, du har fået på grund af din tro.
Vor himmelske Fader og Jesus Kristus hjælper os og vil aldrig forlade os.
Hvilke prøvelser kunne børnene være midt i? Hvordan kan budskabet i Hebræerne 13:5-6 hjælpe dem?
Mulige aktiviteter
-
Gennemgå nogle historier i Det Nye Testamente, som børnene har lært i år, hvor Frelseren hjælper andre, fx da han helbreder den spedalske mand (se Luk 5:18-26) eller bespiste de 5.000 (se Matt 14:15-21). Hjælp dem til at lære sætningen »Herren er min hjælper« (Hebr 13:6).
-
Lad børnene lave en tegning af engang, hvor de var bange. Læs Hebræerne 13:5-6 for dem, og bær vidnesbyrd om, at vor himmelske Fader hjælper os og aldrig vil forlade os. Hjælp dem med at klippe papirhjerter ud, der er store nok til at dække tegningerne. Hvad hjælper os til at føle os tættere på vor himmelske Fader? Skriv nogle af disse ting på hjerterne.
-
Lær dem det andet vers af »Lad mig, oh Gud« (Børnenes sangbog, s. 75). Hvilken hjælp kan vi ifølge sangen få, når vor himmelske Fader og Jesus Kristus er nær os? Tal om engang, hvor himmelske Fader var nær dig og hjalp dig.
Undervis i læren
Ældre børn
Værdige præstedømmebærere følger Frelseren.
Hvordan kan du benytte disse vers til at hjælpe børnene til at forstå, at de, der bærer præstedømmet, skal være trofaste og tjene andre, ligesom Frelseren gjorde?
Mulige aktiviteter
-
Hjælp børnene til at nævne ting, de ved om de to store præstedømmebærere Abraham og Melkisedek. De kan finde hjælp i Hebræerne 7:1-4, Abraham 1:1-2 og Joseph Smiths Oversættelse, 1 Mos 14:25-40 (i Guide til skrifterne). Hvilke kristuslignende egenskaber havde disse mænd, der hjalp dem til at ære præstedømmet?
-
Bed dem om at læse Hebræerne 7:1-2 og finde de titler, der er blevet brugt til at beskrive Melkisedek. Hvordan minder disse titler os om Jesus Kristus? Hjælp dem til at tænke på, hvordan Jesus var »Fredskonge«. Kender de til andre præstedømmebærere, der også er et eksempel på at følge Frelseren?
-
Fortæl om en oplevelse, hvor en retskaffen præstedømmebærer hjalp dig til at komme Frelseren nærmere. Hjælp børnene til at tænke over, hvordan præstedømmetjeneste har velsignet dem.
Vor himmelske Fader belønner dem, der har tro.
Hebræerne 11 indeholder mange eksempler på mennesker, der blev velsignet, da de handlede i tro. Hvilke af disse historier vil være de mest inspirerende eller en hjælp for de børn, du underviser?
Mulige aktiviteter
-
Lad børnene lave en liste på tavlen over de ting, de lærer om tro i Hebræerne 11:1-3, 6. Giv hvert barn navnet på en, der er nævnt i Hebræerne 11, og bed dem om at læse versene om den person. Bed dem om at give fingerpeg om personen, så de andre børn kan gætte, hvem det er. Hvordan udviste disse mennesker tro, og hvordan belønnede vor himmelske Fader dem? (Find billeder af disse mennesker i afsnittet Det Gamle Testamente i hæftet Evangelisk kunst).
-
Lad børnene skrive om en person, de kender, der udviste tro, efter I har læst nogle af de trofastes eksempler i Hebræerne 11. Opfordr flere af dem til at dele deres eksempel med klassen.
Herren revser dem, han elsker.
Disse vers kan hjælpe børnene til at forstå, at vor himmelske Fader, deres forældre og andre irettesætter dem, fordi de elsker dem og ønsker, at de lærer af deres fejltagelser.
Mulige aktiviteter
-
Læs Hebræerne 12:5-11 sammen, og bed børnene om at finde årsager til, at vor himmelske Fader revser os (irettesætter eller opdrager os). Hvad lærer det os om, hvorfor jordiske forældre også irettesætter deres børn? Hvordan bør vi reagere på kærlig irettesættelse?
-
Kom med nogle eksempler på mennesker i skrifterne, der blev irettesat af Herren og omvendte sig (se fx 1 Ne 16:25-27 og Eter 2:13-15). Hvordan er de gode eksempler på principperne i Hebræerne 12:5-11?
-
Når I har læst Hebræerne 12:5-11, opfordrer du børnene til at skrive et par ting ned, de vil prøve at huske, når de bliver irettesat for deres fejltagelser.
Tilskynd til at lære derhjemme
Bed børnene om at skrive eller lave en tegning af det, de føler er det vigtigste, de har lært i klassen. Opmuntr dem til at dele det, de har lært, med deres familie.