»Lære og Pagter 18:11-16: ›Hvor stor skal da ikke jeres glæde være‹«, Lære og Pagter – Seminar – Lærerens hæfte, 2025
»Lære og Pagter 18:11-16«, Lære og Pagter – Seminar – Lærerens hæfte
Lektion 28: Lære og Pagter 18
Lære og Pagter 18:11-16
»Hvor stor skal da ikke jeres glæde være«
Da Herren fortsatte med at åbenbare sin vilje angående sin kirke, talte han til Joseph Smith, Oliver Cowdery og David Whitmer om den glæde, der kan komme af at fortælle andre om evangeliet. Denne lektion kan øge elevernes ønske om at fortælle andre om Frelserens evangelium.
Mulige læringsaktiviteter
Hvad bringer glæde?
Overvej at bede eleverne om at arbejde parvist i et til to minutter og skrive alt, de kan komme i tanke om, der giver dem glæde. Alternativt kan du placere eleverne i små grupper og give hver gruppe en tavlemarkør med hver sin farve. I et til to minutter kan alle i hver gruppe skiftes til at skrive noget på tavlen, der giver dem glæde.
Bed flere elever om at fortælle om en ting, de skrev, og hvorfor det giver dem glæde.
Vor himmelske Fader og Jesus Kristus ønsker, at vi føler glæde (se 2 Ne 2:25). I Lære og Pagter 18 erklærede Frelseren, hvad der giver ham glæde, og forklarede, hvordan vi også kan opleve den slags glæde.
Overvej at bede eleverne om at tænke over, hvor stor glæde de for tiden føler i deres liv, og hvorfor de måske ønsker at føle mere glæde. Tilskynd dem til, når de studerer i dag, at se efter lærdomme om, hvordan de kan opleve større glæde i deres liv.
Jesu Kristi glæde
Bed eleverne om at tænke over, hvad Frelseren ville sige, hvis de spurgte ham, hvad der giver ham glæde.
Læs Lære og Pagter 18:11-13, og se efter, hvad der bringer Frelseren stor glæde.
Bed eleverne om at tænke over de næste to spørgsmål, før de svarer. Før du beder dem om at fortælle om det, kan du bede dem om at skrive deres svar i deres studiebog. Det kan også være nyttigt for eleverne at læse Lukas 15:1-10, før du stiller spørgsmålene.
-
Hvorfor tror I, at Frelseren føler så stor en glæde, når vi omvender os?
-
Hvordan kan kendskab til dette om Frelseren påvirke jeres handlinger og ønsker?
Lære og Pagter 18:15-16 er et mesterlæreskriftsted. Overvej at bede eleverne om at markere mesterlæreskriftsteder på en særlig måde, så de let kan finde dem.
Læs Lære og Pagter 18:14-16, og markér vendinger, der viser, hvad Frelseren ønsker for os.
-
Hvad hjælper disse vers jer til at forstå om Frelseren og hans ønsker for os?
Forklar om nødvendigt, at en sandhed, vi kan lære af disse vers, er, at Jesus Kristus ønsker, at vi føler den glæde, der kommer af at bringe andre til ham. Overvej at skrive denne sandhed på tavlen.
Ældste Marcus B. Nash fra De Halvfjerds talte om den glæde, der kan komme af at fortælle andre om evangeliet:
Hold jeres lys højt
Når et menneske lærer om livets herlige formål og forstår, at Kristus tilgiver og støtter dem, der følger ham, og derpå vælger at følge Kristus i dåbens vand, ændrer livet sig til det bedre – også selvom livets ydre omstændigheder ikke gør det.
En strålende glad søster, som jeg mødte i Onitsha i Nigeria, fortalte mig, at fra det tidspunkt, hvor hun lærte om evangeliet og blev døbt (jeg citerer hende nu): »Alt er godt for mig. Jeg er glad. Jeg er i himlen.« At dele evangeliet vækker glæde og håb i både giverens og modtagerens sjæl. I sandhed, »hvor stor skal da ikke jeres glæde være«, når I deler evangeliet! At dele evangeliet er glæde på glæde, håb på håb. (Se Marcus B. Nash, »Hold jeres lys højt«, Liahona, nov. 2021, s. 71)
-
Hvorfor tror I, at det bringer en person så stor glæde at lede en anden til Jesus Kristus?
-
Hvilke oplevelser har I haft (eller kender I til), hvor I har set glæden ved at fortælle andre om evangeliet?
For at hjælpe eleverne med det foregående spørgsmål kan du bede dem om at lede efter eksempler i skrifterne. De kan læse Ammons ord (i Alma 26:1-16) og Almas ord (i Alma 29:9-17). Du kan også vise »Inviting All to Come unto Christ: Sharing the Gospel« (4:30), som findes på ChurchofJesusChrist.org.
Overvindelse af hindringer
Forklar, at selvom disse løfter fra Herren kan motivere os til at fortælle andre om hans evangelium, er der sommetider hindringer eller bekymringer, der kan forhindre os i at dele. Bed eleverne om at nævne nogle hindringer og skrive deres svar på tavlen. Bed dem derefter om at udføre følgende aktivitet og forestille sig, at de kender nogen (eller tænker på en, de kender), der står over for en af disse hindringer.
Skriv det ned, I kan dele med den person, der har bekymringer om at dele Frelserens evangelium. Overvej at medtage følgende:
-
Det, I ved om Frelseren, der kan øge jeres ønske om at bringe andre til ham (samt et skriftsted, der vidner om det, I ved, hvis det er muligt)
-
Hvordan det har bragt jer glæde at komme Frelseren nærmere, og hvorfor I ønsker, at andre modtager de samme velsignelser
-
Oplevelser, som I eller andre, I kender, har haft med at bringe sjæle til Kristus, og hvordan disse oplevelser bragte glæde
Når eleverne har haft tid nok til at formulere et svar, så giv dem mulighed for at fortælle, hvad de har skrevet. En måde at gøre det på kan være at bede en eller to elever om at lave et rollespil, hvor nogen bekymrer sig om at fortælle andre om evangeliet. Andre elever kan fortælle om en ting, de tænkte på, der kan hjælpe.
Giv efter denne drøftelse eleverne følgende opfordring:
Brug noget tid på at tænke over, hvad I har lært og følt i denne lektion. Skriv ned, hvad I føler ved at fortælle andre om evangeliet og forsøge at bringe andre til Jesus Kristus. Overvej at medtage noget, I har lært, især om Frelseren, som I gerne vil huske.
Overvej at afslutte med at bede en eller to elever om at fortælle, hvad de har lært eller ønsker at huske. Bær vidnesbyrd om de sandheder, I har drøftet i dag.
Lær udenad
Du kan eventuelt hjælpe eleverne til at lære henvisningen til og nøglesætningen i mesterlæreskriftstedet udenad i denne lektion og gennemgå dem i fremtidige lektioner. Nøglesætningen i Lære og Pagter 18:15-16 er: »Hvor stor skal da ikke jeres glæde være, hvis I fører mange sjæle til mig!« Forslag til aktiviteter til udenadslære findes i tillæggets materialer under »Aktiviteter til gennemgang af evangelisk mesterlære«.