Seminar
Lektion 38: Lære og Pagter 23-24: »Jeg taler til dig«


»Lære og Pagter 23-24: ›Jeg taler til dig‹«, Lære og Pagter – Seminar – Lærerens hæfte, 2025

»Lære og Pagter 23-24«, Lære og Pagter – Seminar – Lærerens hæfte

Lektion 38: Lære og Pagter 23-26

Lære og Pagter 23-24

»Jeg taler til dig«

en teenager beder ved siden af åbne skrifter

Da Kirken var blevet organiseret i april 1830, blev de hellige straks udsat for intens forfølgelse. Trods disse udfordringer fortsatte Frelseren med at styrke Kirken og give personlige råd til dem, der oprigtigt ønskede at kende hans vilje. Denne lektion kan hjælpe eleverne til at føle, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus kender dem og vil vejlede dem i deres personlige liv.

Mulige læringsaktiviteter

Bed om vejledning

Overvej at skrive følgende spørgsmål på tavlen og bede eleverne om at tænke over deres svar for sig selv. Bed efter nogen tid eleverne om at tænke på værdifulde råd, som de har modtaget fra denne person, og bed nogle elever om at fortælle om det.

  • Hvem kender jer bedst?

  • Hvad ved de om jer?

  • Hvad ved de ikke om jer?

Selvom eleverne kan modtage værdifulde råd fra mange troværdige kilder, så bed dem om at tænke over, hvorfor vor himmelske Fader og Jesus Kristus er den bedste kilde til råd. Bed eleverne om at tænke over deres nuværende bestræbelser på at søge råd hos vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Føler de, at deres indsats er tilstrækkelig, eller føler de, at de har brug for at foretage tilpasninger? Bed eleverne om bønsomt at overveje disse spørgsmål i løbet af lektionen.

Herren kender jer

Joseph Smith og andre søgte vor himmelske Faders og Jesu Kristi vejledning angående deres rolle i den nyligt genoprettede Kirke. Lære og Pagter 23-24 indeholder Frelserens respons på deres oprigtige ønske om at modtage guddommelig vejledning.

Overvej at skrive følgende sandhed på tavlen: Vor himmelske Fader og Jesus Kristus kender os alle og vil give os råd i henhold til vores ønsker og omstændigheder.

Når eleverne drøfter dette princip, kan du påpege, at vi kan modtage råd fra Gud gennem bøn, skriftsteder, profeters ord, forældre, betroede voksne, ledere osv.

Læs Lære og Pagter 23:1-6, og se efter beviser på denne sandhed.

  • Hvilke beviser har I fundet?

  • Hvordan påvirker disse beviser jeres forståelse af vor himmelske Fader og Jesus Kristus?

Søster Cristina B. Franco, der har tjent som andenrådgiver i Primarys hovedpræsidentskab, har sagt:

Søster Cristina B. Franco

Vor himmelske Fader kender også dig. Han ved, hvor du er, hvem du er, og hvad du har brug for. Han hører og besvarer dine bønner. Uanset hvor ensom du måtte føle dig, er han der altid. Du er aldrig alene. Du kan altid vende dig mod ham. (Cristina B. Franco, »Vor himmelske Fader kender dig«, Lille Liahona, juni 2018, s. 16)

  • Hvordan giver Gud os råd i henhold til vores ønsker og omstændigheder?

De kan vejlede mig i livet

ikon, grafikDet medfølgende uddelingsark kan hjælpe eleverne til at forstå, hvordan vor himmelske Fader og Jesus Kristus kan vejlede dem i forhold til deres personlige omstændigheder. Overvej at dele eleverne op parvist eller i små grupper og give dem en kopi af uddelingsarket. Lad eleverne vælge, hvem de vil lære om. Bed dem efter passende tid om at dele med klassen, hvad de har fundet frem til.

Du kan også overveje at give hver gruppe en eller to personer at lære om.

Lære og Pagter 23-24: Råd fra Herren

Lære og Pagter – Seminar – Lærerens hæfteLære og Pagter 23:24

Vælg mindst to af følgende personer at læse om. Se efter vendinger i versene, der er forbundet med den historiske sammenfatning. Det kan hjælpe jer til at se beviser på, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus kendte hver person og kom med råd om deres personlige liv.

Oliver Cowdery

Lære og Pagter 23:1-2; 24:10-12

Oliver Cowdery

Oliver var skolelærer. Han tjente som skriver for Joseph Smith jun., da han oversatte Mormons Bog. Han var et af de tre vidner til Mormons Bog og blev den anden ældste i den genoprettede Kirke. Han fortalte familien Whitmer og sine andre venner i Fayette i New York om evangeliet. Ved flere lejligheder kom hans stolthed til udtryk, herunder engang, hvor han skrev til Joseph Smith jun. angående en del af en åbenbaring, som han ikke var enig i. Hans stolthed fik ham til at forlade Kirken i en periode mellem 1838 og 1847.

Hyrum Smith

Lære og Pagter 23:3

Hyrum Smith

Hyrum var profeten Joseph Smiths storebror. Han hjalp med udgivelsen af Mormons Bog ved at arbejde direkte sammen med trykkeren. Han havde store ønsker om at forkynde det gengivne evangelium, men han blev bedt om at vente og forberede sig ved at studere Guds ord (se L&P 11:21-22). Han virkede som præsident for Kirkens første gren i Colesville i New York. Hyrum opfyldte sine pligter over for Kirken og var trofast mod Herren hele sit liv.

Joseph Knight sen.

Lære og Pagter 23:6-7

Joseph Knight sen. var en nær ven af Joseph Smith jun. og havde været meget venlig mod ham. Han hjalp profeten med forsyninger, da han arbejdede med oversættelsen af Mormons Bog. Han ønskede at blive døbt sammen med andre den dag, Kirken blev organiseret, men han ventede, fordi han ønskede at studere Mormons Bog mere. Kort tid efter Joseph Knight sen. havde modtaget Herrens råd i Lære og Pagter 23, valgte han at blive døbt. Han forblev et trofast medlem af Kirken hele sit liv.

Joseph Smith jun.

Lære og Pagter 24:1-9

profeten Joseph Smith

Joseph Smith jun. var Herrens profet. I april 1830 organiserede Joseph den genoprettede Kirke. Med det samme blev den nye Kirke forfulgt. Joseph blev arresteret på baggrund af falske anklager, men blev løsladt. Han havde ansvaret for at forsørge sin familie og lede Kirken på samme tid. »Selvom han havde travlt med den nye Kirke, skulle han snart tilså sine marker, hvis han ønskede en vellykket efterårshøst. Hans afdrag på gården til Emmas far var allerede forsinkede, og hvis hans afgrøder mislykkedes, måtte han finde en anden måde at betale sin gæld af på« (De hellige, 1:90).

Når eleverne er færdige med deres studium, så bed dem om at fortælle om de beviser, de fandt på, at Herren kendte disse personer.

Du kan vise videoen »Heavenly Father Knows Me« (3:18) for at hjælpe eleverne til at forberede sig på at tænke på og fortælle om deres egne oplevelser.

3:18

Heavenly Father Knows Me

After a trial of her faith, a young woman receives a witness that Heavenly Father truly does answer prayers.

Følgende spørgsmål kan hjælpe eleverne til dybere forståelse og følelser i forhold til Herrens opmærksomhed på dem. Overvej at give eleverne tid til at skrive deres svar i deres studiebog. Nogle af eleverne føler måske, at Herren ikke kender dem. Forvis hver elev om, at han kender dem, og tilskynd dem til at blive ved med at søge Herrens hjælp og vejledning.

  • Hvilke beviser har I set på, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus kender jer og er opmærksomme på jer?

  • Hvordan har dette påvirket jeres forhold til dem?

  • Hvilket råd tror I, vor himmelske Fader og Jesus Kristus ville give jer i jeres nuværende situation?

Bed frivillige elever om at fortælle om oplevelser, som de eller andre, de kender, har haft, som har hjulpet dem til at vide, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus er opmærksomme på dem. Mind eleverne om, at de ikke bør fortælle alt for personlige eller hellige detaljer.

Overvej at bære personligt vidnesbyrd eller fortælle om en oplevelse, der illustrerer, hvordan vor himmelske Fader og Jesus Kristus kender os hver især og vil give os råd i henhold til vores ønsker og omstændigheder.