Seminar
Lektion 104 – Lære og Pagter 89:1-17: Et visdomsord fra Herren


»Lektion 104 – Lære og Pagter 89:1-17: Et visdomsord fra Herren«, Lære og Pagter – Seminar – Lærerens hæfte, 2025

»Lære og Pagter 89:1-17«, Lære og Pagter – Seminar – Lærerens hæfte

Lektion 104: Lære og Pagter 89-92

Lære og Pagter 89:1-17

Et visdomsord fra Herren

unge, der træner

I 1833 røg og tyggede mange medlemmer af Kirken tobak og drak alkohol, te og kaffe, hvilket var normalt på den tid. Som svar på Joseph Smiths bønner om sagen åbenbarede Herren i sin barmhjertighed visdomsordet. Denne lektion kan hjælpe eleverne til at føle taknemlighed for Herrens kærlige vejledning, der er kendt som visdomsordet.

Mulige læringsaktiviteter

Bemærk: De åndelige velsignelser i Lære og Pagter 89:18-21, der loves i forbindelse med at holde visdomsordet, vil der være fokus på i næste lektion. At undervise i begge disse lektioner kan hjælpe eleverne til at se, at velsignelserne ved visdomsordet i langt højere grad er åndelige end fysiske.

Satans taktik

Overvej at bede eleverne om at drøfte de lokkemidler, som Satan bruger til at fange Guds børn. I kan medbringe eller vise et billede af noget fiskemadding. I kan også bede elever med erfaring i at fiske om at beskrive, hvad der er den bedste madding at bruge på jeres egn. En anden mulighed er at vise den første del af videoen »You Will Be Freed«, der findes på ChurchofJesusChrist.org, fra tidskode 0:00 til 1:29.

forskellige slags fiskemadding
2:55

You Will Be Freed

Through the Atonement of Jesus Christ, all can be transformed, cleansed, and freed from addiction.

  • Hvordan kan fiskemadding sammenlignes med Satans taktik?

  • Hvilket råd har Frelseren givet for at hjælpe os til at opdage og undgå Satans lokkemidler?

    Der er mange rigtige svar på det andet spørgsmål, deriblandt bøn (se L&P 10:5), dagligt skriftstudium (se Hel 3:29-30), at stræbe efter åbenbarelsens ånd (se L&P 8:2-4) og at følge råd fra profeter og kirkeledere (se L&P 21:5).

    For at hjælpe eleverne til at se, hvorfor vi kan stole på Frelserens råd, kan I bede dem om at læse 2 Nefi 26:24 og Jakob 4:10 og fortælle, hvad de har lært om ham.

    Eleverne kan også bedes om at grunde over eller dele deres svar på følgende spørgsmål med klassen:

  • Hvordan har specifikke råd eller advarsler fra Frelseren og hans bemyndigede tjenere velsignet og beskyttet jer?

Visdomsordet

Overvej at vise følgende billede af det lille værelse oven over Newel K. Whitneys butik i Kirtland i Ohio. Bed eleverne om at forestille sig, at lokalet var fyldt med mænd, hvoraf mange røg og tyggede tobak, mens I forklarer oplysningerne i det følgende afsnit.

profeternes skole

I vinteren 1833 mødtes omkring 20 præstedømmebærere ofte i dette værelse for at gå i profeternes skole (se L&P 88:127). Som det var sædvane på den tid, røg og tyggede mange af dem tobak under møderne. Brigham Young mindedes, at »ofte, når profeten kom ind i værelset for at undervise, befandt han sig i en sky af tobaksrøg« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 260). Disse omstændigheder, tillige med Emma Smiths følelser, idet hun stod for at vaske tobaksspyttet af gulvet, fik Joseph Smith til at spørge om brugen af sådanne stoffer. Som svar åbenbarede Herren Lære og Pagter 89 (se Saints: The Story of the Church of Jesus Christ in the Latter Days, vol. 1, The Standard of Truth, 1815-1846, 2018, s. 167-168).

Læs Lære og Pagter 89:1-4, og se efter årsagerne til, at Frelseren gav denne åbenbaring.

  • Hvad lærer I om Jesu Kristi motiver for at åbenbare dette afsnit?

    Når eleverne svarer på det foregående spørgsmål, så sørg for, at de forstår, at Herren gav os visdomsordet for at beskytte os mod vor tids onder.

  • Hvordan kan en forståelse af, hvorfor Frelseren åbenbarede visdomsordet, påvirke vores følelser for det?

  • Hvilke onde hensigter har vi i vor tid brug for hans beskyttelse imod?

Når eleverne besvarer det foregående spørgsmål, kan I hjælpe dem til at se, hvordan nogle af de onder, de fortæller om, er udformet eller beregnet til at bedrage os.

Det kan være nyttigt for eleverne at tænke over eller fortælle om spørgsmål, de har om visdomsordet. Følgende afsnit kan hjælpe dem til at finde svar.

En brugsvejledning fra Skaberen

Præsenter eventuelt følgende aktivitet ved at medbringe eller tale om en manual til et produkt, som eleverne kender til. Påpeg kort værdien af at vide, hvordan man vedligeholder det produkt, og at få advarsler om upassende brug. Hjælp eleverne til at forstå, at Gud som vores skaber (se 1 Mos 1:27) fuldt ud forstår vores legeme og har givet instruktioner og advarsler om, hvordan vi anvender og passer på det.

Hvis eleverne har spørgsmål om detaljer i visdomsordet, som Kirken ikke har undervist tydeligt om, så tilskynd dem til at rådføre sig med deres forældre, biskop eller grenspræsident.

Lav en brugsvejledning til den rette brug af vores legeme. Vær kreativ og udform den, som I vil. Følgende trin er blot et af mange, hvorpå dette kan gøres:

  1. Fold et papir på midten, så det ligner en lille pjece. Lav en forside med en titel som »Visdomsordet: En manual fra Skaberen«. I kan tilføje tegninger eller billeder på forsiden.

  2. Skriv som titel på den venstre side inde i hæftet noget i stil med »Skaberens råd om, hvad vi bør gøre«. Titlen på den højre side kunne være noget i stil med »Skaberens råd om, hvad vi bør undgå.« I kan også tilføje billeder eller grafik på de indvendige sider.

  3. Studér Lære og Pagter 89:5-17, og udfyld jeres pjece ved at skrive eller tilføje billeder af det, I lærer.

    Udover følgende forslag kan det overvejes at give eleverne nyttige materialer fra afsnittet »Yderligere ressourcer« i denne lektion.

  4. Søg i yderligere guddommeligt anviste kilder, såsom hæftet Til styrke for de unge, 2022, Guide til skrifterne og udtalelser af Kirkens ledere. Tilføj det, I lærer, til jeres pjece.

Giv eleverne mulighed for at fortælle om eller vise, hvad de har lært.

Bemærk: I afsnittet »Supplerende læringsaktiviteter« i næste lektion er der et forslag til, hvordan eleverne kan udforme bagsiden på deres pjecer. Bagsiden vil beskrive velsignelser, som Gud tilbyder i Lære og Pagter 18-21 i forbindelse med at holde visdomsordet. Hvis det ville være en god oplevelse for eleverne, kan I opfordre dem til at aflevere deres pjecer i dag eller tage dem med i klassen igen til næste lektion.

Vor barmhjertige og tålmodige Frelser

For at hjælpe eleverne til at se, hvordan Frelseren var tålmodig med sine hellige efter at have åbenbaret denne befaling, kan I eventuelt dele noget af følgende indhold med eleverne med jeres egne ord:

Jesus åbenbarede visdomsordet i 1833, men det blev ikke givet som en befaling på det tidspunkt (se v. 2). Efter det blev modtaget, begyndte mange hellige at stræbe efter at overvinde kulturelle traditioner og for nogles vedkommende, afhængighed, som de havde udviklet. Med tiden inspirerede Herren kirkens ledere, deriblandt Brigham Young og John Taylor, til at forvente mere af de hellige med hensyn til overholdelse af de principper, der undervises om i Lære og Pagter 89. I begyndelsen af det tyvende århundrede opfordrede præsident Heber J. Grant »dem til at holde visdomsordet med nøjagtighed og afholde sig fra alkohol, kaffe, te, tobak og andre skadelige stoffer, som tidligere generationer af hellige sommetider havde brugt«, hvilket gjorde »visdomsordet obligatorisk for tempeltjeneste og missionering« (Saints, 3:291-292). »I 1921 inspirerede Herren præsident Heber J. Grant til at kræve, at alle hellige skulle afholde sig fra alkohol, tobak, kaffe og te for at få en tempelanbefaling« (Church History Topics, »Word of Wisdom, [L&P 89]«, Evangelisk Bibliotek).

  • Hvilken hjælp har Frelseren sørget for i vore dage til dem, der kæmper med afhængighed?

Afslutningen på den video, der blev foreslået i begyndelsen af lektionen, kan give dem, der kæmper med afhængighed håb igennem Kristus. Overvej at vise »You Will Be Freed« fra tidskode 01:29 til 02:55.

Elever, der ønsker flere kilder til en hjælp mod afhængighed, kan henvises til deres menighedsledere og til siden »Hjælp til livet« på ChurchofJesusChrist.org.

2:55

You Will Be Freed

Through the Atonement of Jesus Christ, all can be transformed, cleansed, and freed from addiction.

Før I stiller følgende spørgsmål, kan I overveje at hjælpe eleverne til at erkende Jesu Kristi godhed ved at give os visdomsordet. Det kan være nyttigt at bede dem om at forestille sig, hvordan verden ville være anderledes, hvis der ikke fandtes stofmisbrug. I kan også give dem tid til at skrive, hvordan visdomsordet har velsignet og beskyttet dem og deres kære.

  • Hvordan viser åbenbarelsen af visdomsordet Jesu Kristi barmhjertighed og kærlighed?

Overvej at afslutte lektionen ved at fortælle, hvordan visdomsordet har velsignet jer samt udtrykke taknemlighed for, at Frelseren gav os denne åbenbaring.