At blive som Gud
Et af de mest almindelige billeder af Gud i både vestlige og østlige religioner er som en forælder og af alle mennesker som Guds børn. Milliarder beder til Gud som deres forælder og påkalder sig alle menneskers broderskab til at fremme fred og række ud til de nedslidte og bekymrede ud fra en inderlig overbevisning om, at alle Guds børn er af stor værdi.
Men mennesker i forskellige trossamfund opfatter forældre-barn-forholdet mellem Gud og mennesker på meget forskellige måder. Nogle forstår vendingen »Guds barn« som en ærefuld titel kun reserveret til dem, der tror på Gud og accepterer hans vejledning, som de ville acceptere en fars. Mange ser beskrivelserne af forældre-barn-forholdet af Guds forhold til mennesker som en metafor, der udtrykker hans kærlighed til sine skabninger og deres afhængighed af ham for at få næring og beskyttelse.
Sidste dages hellige anser alle mennesker for at være Guds børn i ordets hele og egentlige betydning; de anser enhver person for at være af guddommelig herkomst, karakter og potentiale. Hver især har en evig kerne og er »en elsket åndelig søn eller datter af himmelske forældre.«1 Hver enkelt besidder spor af guddommelighed og må vælge, om de vil leve i harmoni med eller i modstrid med den guddommelighed. Gennem Jesu Kristi forsoning kan alle mennesker »udvikle sig frem mod fuldkommenhed og til sidst realisere deres guddommelige skæbne«.2 Ligesom et barn over tid kan udvikle sine forældres egenskaber, kan de guddommelige egenskaber, som mennesker arver, udvikles, så de bliver som deres himmelske Faders.
Ønsket om at nære det guddommelige i hans børn er én af Guds egenskaber, der inspirerer, motiverer og gør Kirkens medlemmer mest ydmyge. Guds rolle som vores kærlige forælder og hans vejledning kan hjælpe alle hans villige og lydige børn til at modtage af hans fylde og hans herlighed. Denne viden forandrer, hvordan sidste dages hellige ser deres medmennesker. Læren om, at mænd og kvinder har potentiale til at blive ophøjet til en tilstand af guddommelighed, går klart ud over det, som forstås af de fleste nuværende kristne kirker, og udtrykker for sidste dages hellige en længsel med rod i Bibelen om at leve, som Gud lever, elske, som han elsker, og at forberede sig til alt det, som vor kærlige Fader i himlen ønsker for sine børn.
Hvad siger Bibelen om menneskers guddommelige potentiale?
Flere bibelske passager angiver, at mennesker kan blive som Gud. Menneskers lighed med Gud bliver fremhævet i det første kapitel i Første Mosebog: »Gud sagde: ›Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os … Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.«3 Da Adam og Eva spiste af frugten fra »træet til kundskab om godt og ondt«, sagde Gud, at de var blevet »som en af os«,4 hvilket antyder, at en proces med at nærme sig guddommelighed allerede var påbegyndt. Senere i Det Gamle Testamente erklærer en passage i Salmernes Bog: »Jeg har sagt: I er guder, I er alle sønner af den Højeste.«5
Vers i Det Nye Testamente peger også på denne lære. Da Jesus blev beskyldt for blasfemi på baggrund af, at »du, der er et menneske, gør dig selv til Gud,« svarede han, idet han gengav Salmerne: »Står der ikke skrevet i jeres lov: ›Jeg har sagt: I er guder?‹«6 I Bjergprædikenen befalede Jesus sine disciple at være »fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«7 Videre henviste apostlen Peter til Frelserens »store, dyrebare løfter«, så vi kan få del i »guddommelig natur.«8 Apostlen Paulus lærte, at vi er af »Guds slægt«, og fremhævede, at vi som sådan »er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger«.9 Johannes’ Åbenbaring indeholder et løfte fra Jesus Kristus om, at »den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone.«10
Disse passager kan fortolkes på forskellige måder. Men ved at se på dem ved hjælp af de åbenbaringer, der blev modtaget af Joseph Smith, ser sidste dages hellige disse skriftsteder som åbenlyse udtryk for menneskehedens guddommelige natur og potentiale. Mange andre kristne læser de samme passager langt mere metaforisk, fordi de oplever Bibelen ud fra en doktrinær udlægning, der over tid har udviklet sig siden perioden, der blev beskrevet i Det Nye Testamente.
Hvordan har tanker om det guddommelige ændret sig i den kristne historie?
De sidste dages helliges tro ville have lydt mere velkendt for de første generationer af kristne, end de gør for mange moderne kristne. Mange kirkefædre (indflydelsesrige teologer og lærere i den første kristne tid) talte anerkendende om tanken om, at mennesker kan blive guddommelige. En nutidig forsker henviser til »læren om guddommeliggørelse som allestedsnærværende« – læren om, at mennesker kunne blive som Gud – i de første århundreder efter Kristi død.11 Kirkefaderen Irenæus, som døde omkring 202 e.Kr., hævdede, at Jesus Kristus »gennem sin himmelske kærlighed blev det, vi er, for at han kunne bringe os til at blive det, han selv er.«12 Klemens fra Alexandria (ca. 150-215 e.Kr.) skrev, at »Guds Ord blev til et menneske, så man kan lære fra mennesket, hvordan man kan blive Gud.«13 Basilios den Store (330-379 e.Kr.) fremhævede også denne mulighed – ikke blot at »ændres til at blive som Gud«, men »det højeste af alt, at mennesket bliver Gud.«14
Præcis hvad disse tidlige kirkefædre mente, da de talte om at blive Gud, er åbent for fortolkning,15 men det er klart, at henvisninger til guddommeliggørelse blev mere bestridt i den senere romerske periode og var sjældne i middelalderen. Det først kendte forbehold fra en kirkefader til at undervise i guddommeliggørelsen kom i det femte århundrede.16 I det sjette århundrede synes læren om at »blive Gud« mindre i omfang, som definitioner fra Pseudo-Dionysius (ca. 500 e.Kr.): »Guddommeliggørelse … er opnåelse af Guds lighed og en forening med ham, for så vidt som det er muligt.«17
Hvorfor gled denne lære bort fra rampelyset? Ændrede perspektiver om skabelsen af verden kan have bidraget til det gradvise skift hen mod et mere begrænset syn på menneskets potentiale. De tidligste jødiske og kristne kommentarer om skabelsen formodede, at Gud havde organiseret verden ud af allerede eksisterede materialer og lagde vægt på Guds godhed ved at skabe en sådan livsopretholdende orden.18 Men indtrængen af nye filosofiske tanker i det andet århundrede førte til udviklingen af en lære om, at Gud skabte universet ex nihilo – »ud af ingenting«. Dette blev i sidste ende den dominerende lære om skabelsen i den kristne verden.19 For at fremhæve Guds magt tænkte mange teologer, at intet kunne have eksisteret så længe, som han havde. Det blev vigtigt i kristne cirkler at hævde, at Gud oprindeligt havde været fuldstændig alene.
Ex nihilo-skabelsen forstørrede kløften mellem Gud og mennesker. Det blev mindre almindeligt at undervise i, at menneskers sjæle havde eksisteret før verden, eller at de kunne arve og fuldt ud udvikle Guds egenskaber i fremtiden.20 Gradvist blev der lagt mere vægt på menneskehedens fordærvethed og den umådelige afstand mellem Skaberen og skabningen, hvorved begrebet om guddommeliggørelse blegnede bort i den vestlige kristendom,21 selvom det forblev et centralt kendetegn på den østlige ortodoksi, én af de tre hovedgrene i kristendommen.22
Hvordan blev tanker om guddommeliggørelse introduceret for sidste dages hellige?
De første sidste dages hellige kom fra et samfund, der var domineret af engelsktalende protestanter, hvor de fleste accepterede ex nihilo-skabelsen og Westminster-bekendelsens definition at Gud som værende »uden krop, lemmer eller lidenskaber.«23 De vidste sandsynligvis meget lidt eller intet om forskelligheden i den kristne lære i de første århundreder efter Jesu Kristi tjenestegerning eller om tidlige kristne skrivelser om guddommeliggørelse. Men åbenbaringer, der blev modtaget af Joseph Smith, afveg fra de fremherskende tanker på det tidspunkt og lærte om en lære, der for nogle genåbnede debatter om Guds natur, skabelsen og menneskeheden.
Tidlige åbenbaringer til Joseph Smith lærte, at mennesker er skabt i Guds billede, og at Gud holder uendeligt meget af sine børn. I Mormons Bog så en profet »Herrens finger« og blev forbløffet over at lære, at menneskers fysiske form virkelig var skabt i Guds billede.24 I en anden tidlig åbenbaring så Enok (som i Bibelen »vandrede … med Gud«25) Gud græde over sit skaberværk. Da Enok spurgte: »Hvordan kan det da være, at du kan græde?«, lærte han, at Guds barmhjertighed med menneskers lidelser hænger sammen med hans kærlighed.26 Joseph Smith lærte også, at Gud ønsker, at hans børn modtager den samme form for ophøjet eksistens, som han nyder. Og Gud erklærede: »Dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.«27
I 1832 fik Joseph Smith og Sidney Rigdon et syn om livet efter døden. I synet lærte de, at både de retfærdige og de uretfærdige vil modtage udødelighed gennem en universel opstandelse, men kun de, »som sejrer ved tro og bliver beseglet ved forjættelsen hellige ånd«, vil modtage fylden af Guds herlighed og blive »guder, nemlig Guds sønner.«28 Snart bekræftede en anden åbenbaring, at »de hellige skal blive fyldt med hans herlighed og modtage deres arv og blive som ham.«29 Sidste dages hellige bruger begrebet ophøjelse til at beskrive den storslåede belønning ved at modtage sin fulde arv som barn af vor himmelske Fader, der er tilgængelig gennem Kristi forsoning ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer.30
Dette enestående syn på hvert enkelt menneskes fremtid blev ledsaget af åbenbarede læresætninger om menneskehedens fortid. Da Joseph Smith fortsatte med at modtage åbenbaringer, lærte han, at lys og intelligens i hvert eneste menneskes sjæl ikke er »blevet skabt eller dannet, ej heller kan det blive det.« Gud er Fader til hver eneste menneskelig ånd, og fordi kun »ånd og element, uadskilleligt forbundet, modtager en fylde af glæde,« præsenterede han en plan for mennesker til at modtage fysiske legemer og udvikle sig gennem deres tid på jorden hen mod en fylde af glæde. Fødslen på jorden er altså ikke begyndelsen på en persons liv: »Mennesket var også i begyndelsen hos Gud.«31 Tilsvarende lærte Joseph Smith, at den materielle verden har evige rødder, hvilket fuldt ud tilbageviste begrebet om ex nihilo-skabelsen. »Jord, vand etc. – alt dette eksisterede i en elementær tilstand fra evigheden,« sagde han i en prædiken i 1839.32 Gud organiserede universet ud fra eksisterende elementer.
Joseph Smith vedblev med at modtage åbenbaringer om temaerne guddommelighed og ophøjelse i de sidste to år af sit liv. I en åbenbaring, der blev nedskrevet i juli 1843 og sammenkædede ophøjelse med evigt ægteskab, erklærede Herren, at de, der holder pagter, herunder den evige ægteskabspagt, vil arve »alle højder og dybder«. »Da«, siger åbenbaringen, »skal de være guder, fordi de ikke ophører.« De vil modtage »en fortsættelse af efterkommere for evigt og altid.«33
I april det følgende år følte Joseph Smith, at han »aldrig havde været i et nærmere forhold til Gud end på det tidspunkt.«34 Han talte om Guds natur og menneskehedens fremtid til de hellige, som var samlet til en generalkonference i Kirken. Han benyttede til dels lejligheden til at reflektere over dødsfaldet af et kirkemedlem ved navn King Follett, som var død uventet en måned tidligere. Da Joseph rejste sig for at tale, blæste vinden, så han bad tilhørerne om at være »yderst opmærksomme« og at »bede om, at Herren må styrke mine lunger« og holde vinden tilbage, indtil hans budskab var blevet bragt.35
»Hvilket slags væsen er Gud?« spurgte han. Alle mennesker bør vide det, argumenterede han, for »hvis mennesker ikke forstår Guds karakter, forstår de ikke sig selv.«36 Med den vending udfyldte profeten den kløft, som århundreders forvirring havde skabt mellem Gud og menneskeheden. Menneskers natur var inderst inde guddommelig. Gud »var engang som en af os« og »alle de ånder, som Gud nogensinde har sendt til verden«, var tilsvarende »modtagelige for forstørrelse«. Joseph Smith forkyndte, at Gud, længe før verden blev dannet, »befandt sig midt« blandt disse væsener og »sørgede for passende indstiftelse af love, hvorved resten kunne have det privilegium at udvikle sig som ham«37 og blive »ophøjet« med ham.38
Joseph fortalte de forsamlede hellige: »I må selv lære, hvordan man bliver en gud.«39 For at gøre dette måtte de hellige lære om guddommelighed, eller at blive mere som Gud. Denne proces ville være vedvarende og kræve tålmodighed, tro, vedvarende omvendelse, lydighed mod evangeliets befalinger og at stole på Kristus. Ligesom at gå opad en stige må personer lære »evangeliets første principper« at kende og fortsætte ud over grænserne for menneskelig viden, indtil de kan »lære evangeliets sidste principper« at kende, når den tid kommer.40 »Man behøver ikke at forstå alt sammen i denne verden,« sagde Joseph.41 »Det vil kræve lang tid efter graven at forstå det hele.«42
Det var sidste gang, at profeten talte ved en generalkonference. Tre måneder senere stormede en pøbelhob fængslet i Carthage, og Joseph og hans bror Hyrum led martyrdøden.
Hvad er der i Kirken blevet undervist i om guddommelighed siden Joseph Smith?
Siden talen, der er kendt som King Follett-talen, er der i Kirken blevet undervist i læren om, at mennesker kan udvikle sig til ophøjelse og guddommelighed. Lorenzo Snow, Kirkens femte præsident, formulerede det velkendte udsagn: »Som mennesket er nu, var Gud engang; som Gud er nu, kan mennesket blive.«43 Meget lidt er blevet åbenbaret om den første halvdel af dette udsagn, og derfor siges der ikke meget om det. Da Kirkens præsident Gordon B. Hinckley blev spurgt om dette emne, sagde han til en journalist i 1997: »Det leder ind til noget ret dyb teologi, som vi ikke ved ret meget om.« Da præsident Hinckley blev spurgt om troen på menneskers guddommelige potentiale, svarede han: »Ja, som Gud er, kan mennesket blive. Vi tror på evig udvikling. Rigtig meget.«44
Eliza R. Snow, en kirkeleder og digter, frydede sig over læren om, at vi fuldstændigt og absolut er Guds børn. »O min Fader, du mig lærte / ved din ånd at kalde så,« skrev hun, »men før kundskabsnøglen skænktes, / grunden dertil dunkel lå.« Sidste dages hellige er også blevet rørt over kundskaben om, at deres himmelske forældre også omfatter en himmelsk Moder så vel som en himmelsk Fader. Som udtryk for denne sandhed spurgte Eliza R. Snow: »Men har der jeg kun en Fader?« Hun svarede overbevisende med fornuft og sandhed: Nej. »Der jeg og en Moder har!«45 Den kundskab spiller en vigtig rolle i de sidste dages helliges tro. Som ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har skrevet: »Vores teologi begynder med himmelske forældre. Vores højeste mål er at blive som dem.«46
Gentagne gange er der i generalkonferencetaler, Kirkens tidsskrifter og andre kirkematerialer blevet undervist i menneskehedens guddommelige natur og potentiale for ophøjelse. »Guddommelighed« er en af otte centrale værdier i Kirkens program for Unge Piger. Læren om menneskers guddommelige forældre, natur og potentiale har prominent plads i »Familien: En proklamation til verden.« Guddommelighed og ophøjelse er afgørende og elskede læresætninger i Kirken.
Gør en tro på ophøjelse sidste dages hellige til polyteister?
For nogle kan læren om, at mennesker bør stræbe efter guddommelighed, fremkalde billeder af fordums templer med konkurrerende guder. Sådanne billeder er uforlignelige med sidste dages helliges lære. Sidste dages hellige tror, at Guds børn altid vil tilbede ham. Vores udvikling vil aldrig ændre hans identitet som vor Fader og vor Gud. Faktisk vil vores ophøjede og evige forhold til ham være en del af den »fylde af glæde«, som han ønsker for os.
Sidste dages hellige tror også inderligt på den fundamentale enhed hos Guddommen. De tror, at Gud Faderen, Sønnen Jesus Kristus og Helligånden, selv om de er særskilte væsener, er forenede i hensigt og lære.47 Det er i dette lys, at sidste dages hellige forstår Jesu bøn for hans disciple gennem tiden: »At de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os«.48
Hvis mennesker ikke lever i harmoni med Guds godhed, kan de ikke udvikle sig i Guds herlighed. Joseph Smith sagde, at »himlens kræfter ikke kan beherskes eller anvendes uden [bortset fra] at det sker efter retfærdighedens principper.« Når mennesker forlader Guds uselviske hensigter og standarder, »trækker himlene sig tilbage [og] Herrens Ånd bedrøves.«49 Stolthed er uforeneligt med udvikling; splittelse er umulig mellem ophøjede væsener.
Hvordan forestiller sidste dages hellige sig ophøjelse?
Eftersom den menneskelige opfattelse af virkeligheden er begrænset i livet på jorden, kæmper religioner med på passende vis at formulere deres syn på evig herlighed. Som apostlen Paulus skrev: »Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham«.50 Disse begrænsninger gør det let for forestillinger om frelse til at virke tegneserieagtige, når de repræsenteres i den populære kultur. For eksempel bliver skrifternes udtryk for dyb fred og overvældende glæde ved frelse ofte gengivet med det velkendte billede af mennesker, der efter døden sidder på deres egen sky og spiller på harpe. De sidste dages helliges lære om ophøjelse bliver tilsvarende ofte i medierne reduceret til et tegneseriebillede af mennesker, der modtager deres egen planet.
En sky og en harpe er slet ikke et tilfredsstillende billede på evig glæde, selv om de fleste kristne nok er enige om, at inspirerende musik kan være en lille forsmag på glæden ved evig frelse. Tilsvarende vil kun få sidste dages hellige identificere sig med tegneseriefigurer, der får deres egen planet. De fleste er nok enige om, at den ærefrygt, som skabelsen inspirerer til, antyder lidt om vores kreative potentiale i evighederne.
Sidste dages hellige har en tendens til at forestille sig ophøjelse set gennem hellige oplevelser i livet på jorden. De ser et frø af guddommelighed i glæden ved at bære og opfostre børn og den intense kærlighed, de føler for disse børn, i impulserne til at række ud i barmhjertighed til andre, i de øjeblikke, hvor de bliver fanget uforberedt på universets skønhed og orden, i de dybfølte følelser ved at indgå og holde guddommelige pagter. Kirkens medlemmer forestiller sig mindre ophøjelse med billeder af, hvad de vil få, og mere gennem de forhold de har nu, og hvordan disse forhold bliver lutret og forfinet. Som der står i skrifterne: »Og at den samme sociale omgang, som findes blandt os her, skal findes blandt os der, blot bliver den ledsaget af evig herlighed, hvilken herlighed vi ikke nyder nu.«51
Hvor vigtige er læresætningerne om ophøjelse overordnet set for de sidste dages helliges tro?
Læren om, at mennesker har en guddommelig natur og fremtid, former den måde, hvorpå sidste dages hellige betragter grundlæggende læresætninger. Måske af størst betydning bidrager troen på guddommelighed til, at vi påskønner Jesu Kristi forsoning højere. Mens mange kristne teologer har udtrykt omfanget af Frelserens forsoning ved at fremhæve menneskers fordærv, så opfatter sidste dages hellige mere storheden i Kristi forsoning i forhold til det enorme menneskelige potentiale, som den muliggør. Ikke alene tilvejebringer Kristi forsoning tilgivelse for synd og sejr over døden, men den reparerer ufuldkomne forhold, heler åndelige sår, der hæmmer udvikling, og styrker og muliggør, at personer udvikler Kristi egenskaber.52 Sidste dages hellige tror, at det kun er gennem Jesu Kristi forsoning, at vi kan have et sikkert håb om evig herlighed, og at kraften i hans forsoning kun kan opnås gennem tro på Jesus Kristus, omvendelse, dåb, modtagelse af Helligåndsgaven og ved at holde ud til enden ved at følge Kristi vejledning og eksempel.53 De, der bliver som Gud og modtager fylden af hans herlighed, bliver beskrevet som folk, der er »gjort fuldkomne ved Jesus, den nye pagts formidler, som udvirkede denne fuldkomne forsoning ved udgydelsen af sit eget blod.«54
En opmærksomhed på menneskers guddommelige potentiale påvirker også de sidste dages helliges forståelse af evangeliske principper såsom betydningen af guddommelige befalinger, templers rolle og helligheden ved den personlige handlefrihed. Troen på, at mennesker faktisk er Guds børn, ændrer også de sidste dages helliges adfærd og holdninger. For eksempel fastholder sidste dages hellige, selv i samfund, hvor tilfældig sex og sex før ægteskabets betragtes som acceptabelt, en dyb ærbødighed for den gudgivne skaberkraft og de sammenknyttende kræfter ved et seksuelt forhold og forbliver forpligtet over for en højere standard i anvendelsen af disse hellige kræfter. Studier angiver, at sidste dages hellige fastsætter en usædvanlig høj prioritet på ægteskabet og at være forældre,55 hvilket til dels er en konsekvens af deres stærke tro på himmelske forældre og en forpligtelse til at stræbe efter dette guddommelige forhold.
Konklusion
Alle mennesker er børn af kærlige himmelske forældre og har i sig frø af guddommelighed. Gud opfordrer i sin uendelige kærlighed sine børn til at kultivere deres evige potentiale ved Guds nåde gennem Herren Jesu Kristi forsoning.56 Læren om menneskers evige potentiale til at blive som deres himmelske Fader er central i Jesu Kristi evangelium, og det inspirerer til kærlighed, håb og taknemlighed i hjertet hos trofaste sidste dages hellige.