Kirkens historie
Joseph Smiths lærdomme om præstedømme, tempel og kvinder


Joseph Smiths lærdomme om præstedømme, tempel og kvinder

Kvinder og mænd har mange muligheder for at tjene i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, både i lokale menigheder og på kirkeniveau. Blandt andet holder sidste dages hellige kvinder taler ved søndagsmøder og ved Kirkens generalkonference, tjener på fuldtidsmissioner, udfører og virker i hellige ritualer i Kirkens templer og leder organisationer, som tjener familier, andre kvinder, unge piger og børn. De deltager i præstedømmeråd på lokalt og generelt niveau. Højtuddannede kvinder underviser i sidste dages helliges historie og teologi på Kirkens universiteter og i Kirkens uddannelsesprogrammer for unge. Fordi det kun er mænd, der bliver ordineret til præstedømmeembeder, er der imidlertid opstået spørgsmål om kvinders stilling i Kirken. Denne artikel giver relevant historisk sammenhæng for disse vigtige spørgsmål og forklarer Joseph Smiths lærdomme om kvinder og præstedømmets myndighed.

Gengivelsen af præstedømmets myndighed gennem Joseph Smith er en grundlæggende lærdom i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Tidligt i sin tjeneste modtog Joseph Smith præstedømmets myndighed fra himmelske budbringere og med den myndighed organiserede han Kirken, overdrog præstedømmet til andre mænd og ordinerede dem til embeder i præstedømmet.1 Med den samme myndighed organiserede Joseph Smith Hjælpeforeningen som en del af Kirkens struktur, hvilket officielt definerede og godkendte et væsentligt aspekt af kvindernes tjeneste. Alt dette skete for at forberede de hellige på at deltage i templets ordinancer, som blev indført kort tid efter oprettelsen af Hjælpeforeningen. Da Joseph Smith døde, var den forståelse, han havde modtaget ved åbenbaring, sikkert etableret. Kvinder og mænd kunne modtage og forvalte hellige præstedømmeordinancer i hellige templer, som ville hjælpe dem med at forberede sig på at træde ind i Guds nærhed en dag.

Tidlig sidste dages helliges forståelse af præstedømmet

Gengivelsen af præstedømmets myndighed kom på en tid med intens religiøs vækkelse i USA. Denne begejstring blev delvist drevet af spørgsmålet om guddommelig myndighed – hvem havde den, hvordan kunne den opnås og om den var nødvendig.2 I starten af det 19. århundrede troede de fleste kristne, at myndigheden til at handle i Guds navn var forblevet på jorden siden Jesu tjenestegerning på jorden. Joseph Smith lærte, at Kristi præstedømme var gået tabt, da fordums apostle døde og var for nylig blevet gengivet gennem englebetjening. Men mange sidste dages hellige forstod i første omgang begrebet præstedømme hovedsageligt på samme måde, der var almindeligt for den tid. I USA i 1830’erne blev ordet præstedømme defineret som »embedet eller egenskaber for en præst« og »ordenen af mænd, der er ordineret til hellige embeder«, hvilket identificerede præstedømme med religiøse embeder og de mænd, der bar det.3 De tidlige sidste dages hellige forbandt ligeledes primært præstedømmet med ordination til et præsteembede og myndighed til at forkynde og udføre religiøse ritualer.4 Som i de fleste andre kristne samfund på denne tid var det kun mænd, der besad præstedømmeembeder, tjente formelt på missioner og udførte ordinancer som dåb og velsignelse af Herrens måltid, nadveren.

Til forskel fra mange af de andre kirker ordinerede sidste dages hellige præstedømmet bredt til almindelige mænd, sådan som det var blevet vejledt gennem åbenbaring. Med tiden blev en omfattende struktur for præstedømmets embeder og kvorummer formet. Fra begyndelsen blev denne struktur ledt ved åbenbaring under ledelse af præstedømmeledere, som besad »nøgler«.5 Det Melkisedekske Præstedømmes nøgler, der blev givet gennem guddommelige budbringere til Joseph Smith og senere videregivet til andre, skænkede »retten til præsidentskab«, rettigheden til »at forvalte i åndelige anliggender« og »retten til at virke i alle embeder i Kirken.«6

De sidste dages helliges forståelse af præstedømmets natur og nøgler voksede som følge af de åbenbaringer, der blev modtaget af Joseph Smith. En åbenbaring fra 1832 belærte, at det større eller Det Melkisedekske Præstedømme besad »nøglen til kundskab om Gud«, og at i præstedømmets ordinancer »tilkendegives guddommelighedens kraft«. Joseph Smith fik ligesom Moses ansvaret for »at helliggøre sit folk, så de kan beskue Guds ansigt.«7 I 1836 gav engle præstedømmets nøgler til Joseph Smith, som ville give kirkemedlemmer mulighed for at modtage templets ordinancer.8 I en åbenbaring i 1841 befalede Herren de hellige at bygge et tempel i Nauvoo i Illinois, hvor han for sit folk ville åbenbare »alt, der hører til dette hus og præstedømmet.«9 De højeste præstedømmeordinancer skulle udføres i templet og ville bidrage til at forberede mænd og kvinder til at komme ind i Guds nærhed.

Sidste dages hellige kvinder i Kirkens første år deltog, ligesom kvinder andre steder, aktivt i deres religiøse samfund. De opretholdt beslutninger ved afstemning ved konferencer,10 de udstyrede templet med deres håndarbejde, de tilbad på lige fod med mænd til møder og i kor, de delte evangeliet med deres slægtninge og naboer, de holdt møder i deres hjem, og de brugte åndelige gaver privat og offentligt.11 Tidlig åbenbaring bemyndigede kvinder til at »udlægge skrifterne og formane Kirken«.12 Men ligesom mange andre kristne i deres dage begrænsede sidste dages hellige i Kirkens tidlige år prædiken og lederskab til mændene.13

Joseph Smith og Hjælpeforeningen i Nauvoo

Åbenbarende udviklinger i Nauvoo gav kvinder nye muligheder for at deltage i Kirken og udvidede sidste dages helliges forståelse af de evige forhold mellem mænd og kvinder. Dannelsen af Nauvoos Kvindelige Hjælpeforening den 17. marts 1842 markerede et betydningsfuldt skridt i disse udviklinger.14 Fordi de ønskede at give velgørende bidrag til mændene, der arbejdede på at bygge templet, planlagde en gruppe mormonkvinder at danne en velgørende organisation, hvilket afspejlede en populær praksis på den tid.15 Da de fremlagde deres plan for Joseph Smith, følte han sig inspireret til at gøre mere end, hvad der tidligere var blevet gjort. Sarah Granger Kimball, en af stifterne af Hjælpeforeningen, fortalte senere, at profeten fortalte dem, at han havde »noget bedre« til dem og sagde, at han ville organisere kvinderne »under præstedømmets orden efter Kirkens mønster.«16

Kvinderne navngav deres nye organisation »Hjælpeforeningen.« Den var ikke ligesom andre kvindeorganisationer på den tid, da den var stiftet af en profet, som handlede med præstedømmets myndighed for at give kvinder myndighed, hellige ansvar og officielle positioner inden for Kirkens struktur, ikke adskilt fra den. Kvinderne blev organiseret, som apostlen John Taylor udtrykte det, ved det stiftende møde »i overensstemmelse med himlens lov.«17

Joseph Smith gav kvinderne ansvaret for at »hjælpe de fattige« og »frelse sjæle.«18 Han erklærede, at hans hustru Emmas udnævnelse som præsident for hjælpeforeningen opfyldte en åbenbaring, der blev givet til hende tolv år tidligere, hvori hun blev kaldt en »udvalgt kvinde.«19 Han erklærede også til foreningen »Jeg drejer nu nøglen for jer i Guds navn, og denne forening skal fryde sig, og kundskab og intelligens skal tilflyde den fra nu af.«20

Sarah Kingsley Cleveland, der var rådgiver til Emma, udtrykte kvindernes følelse af guddommelig myndighed, da hun sagde: »Vi har i sinde at handle i Herrens navn.«21 Emma Smith kaldte hvert medlem af foreningen til at være »ambitiøs for at gøre godt« og erklærede, at sammen ville de gøre »noget ekstraordinært.« Hun forventede »ekstraordinære begivenheder og vigtige kald.«22

To aspekter af Joseph Smiths undervisning til kvinderne i Hjælpeforeningen kan være ukendte for medlemmer af Kirken i dag. Først er hans brug af sprog forbundet med præstedømmet. Ved oprettelsen af Hjælpeforeningen talte Joseph om »ordinering« af kvinder og sagde, at Hjælpeforeningens ledere ville »præsidere over foreningen.«23 Han erklærede også: »Jeg drejer nu nøglen for jer i Guds navn.«24

Disse udtalelser indikerer, at Joseph Smith uddelegerede præstedømmets myndighed til kvinderne i Hjælpeforeningen.25 Josephs ord kan forstås mere fuldt ud i en historisk sammenhæng. I løbet af det 19. århundrede brugte de sidste dages hellige begrebet nøgler til på forskellige tidspunkter at henvise til myndighed, kundskab eller tempelordinancer.26 På samme måde brugte mormonerne nogle gange begrebet ordinere i bred forstand ofte ensbetydende med indsættelse og ikke altid med henvisning til et præstedømmeembede.27 Joseph Smiths handlinger viser betydningen af hans ord med hensyn til disse punkter: Hverken Joseph Smith eller nogen anden, der handlede på hans vegne, og heller ingen af hans efterfølgere, overdrog Det Aronske eller Melkisedekske Præstedømme til en kvinde eller ordinerede en kvinde til et embede i præstedømmet.

Senere blev ord som ordination og nøgler mere præcist defineret, som da præsident John Taylor på Joseph Smiths anmodning skulle »ordinere og indsætte« Emma Smith og hendes rådgivere. Han forklarede i 1880, at »ordinationen foretaget på det tidspunkt betød ikke overdragelse af præstedømmet til de søstre.«28 Kvinder modtog myndighed til at præsidere i kvindernes organisation og til at udnævne funktionærer efter behov til at lede organisationen efter præstedømmets mønster, herunder at blive ledt af en præsident med rådgivere.29 Da præsident Taylor kom med sin udtalelse, var der også kommet kvindeledte organisationer for unge piger og børn. Disse organisationer havde også præsidentskaber, som handlede med delegeret præstedømmemyndighed.

Den anden del af Joseph Smiths belæringer til Hjælpeforeningen, der kan være ukendt i dag, er hans accept af kvinders deltagelse i at give helbredende velsignelser. »Med hensyn til håndspålægning foretaget af kvinder«, står der i referater fra Hjælpeforeningen i Nauvoo, at Joseph sagde, at »det er ingen synd for nogen at gøre det, som har tro«, og formanede, »hvis søstre skulle have tro til at helbrede de syge, lad alle tie, og lad alt fortsætte.«30 Nogle kvinder havde udført sådanne velsignelser siden Kirkens tidlige dage. På det tidspunkt opfattede sidste dages hellige hovedsageligt helbredelsens gave i forhold til Det Nye Testamentes lære om, at det var én af Åndens gaver tilgængelig for troende gennem tro. Joseph Smith sagde, at helbredelsens gave var et tegn, som ville komme til »alle, der tror, hvad enten de er mand eller kvinde.«31

I løbet af det 19. århundrede velsignede kvinder ofte de syge ved troens bøn og mange kvinder modtog præstedømmevelsignelser, som lovede, at de ville modtage helbredelsens gave.32 »Jeg har set mange demonstrationer af Guds kraft og velsignelse gennem søstrenes betjening,« vidnede Elizabeth Ann Smith Whitney, som selv sagde, at hun var blevet velsignet af Joseph Smith til at udøve denne gave.33 Med henvisning til disse helbredende velsignelser forklarede Eliza R. Snow, hovedpræsident for Hjælpeforeningen, i 1833: »Kvinder kan betjene i Jesu navn, men ikke i kraft af præstedømmet.«34

Kvinders deltagelse i helbredende velsignelser faldt gradvist i starten af det 20. århundrede, da Kirkens ledere underviste i, at det var bedst at følge Det Nye Testamentes anvisning om at »kalde på ældsterne.«35 I 1936 bekræftede præsident Heber J. Grant, at det Første Præsidentskab »ikke opfordrer til at kalde på søstrene til at betjene de syge, da skrifterne lærer os at kalde på ældsterne, der besidder Guds præstedømme og har magten og myndigheden til at betjene de syge i Jesu Kristi navn.«36 I dag instruerer Kirkens Håndbog 2: Forvaltning af Kirken i, at »kun bærere af det Melkisedekske Præstedømme må salve de syge og hjemsøgte.«37

Præstedømmet og templet

Joseph Smith sagde, at hans instruktioner til Hjælpeforeningen havde til hensigt at forberede kvinderne til at »komme i besiddelse af præstedømmets privilegier, velsignelser og gaver«. Dette kunne opnås gennem tempelordinancerne.38 Disse nye ordinancer underviste om Guds natur, livets formål, betydningen af evigt liv og karakteren af menneskets forhold til det guddommelige. De bragte mænd og kvinder ind i et pagtsforhold med Gud.

Joseph Smiths lære om tempelordinancer giver yderligere sammenhæng for hans præstedømmerelaterede lære til Hjælpeforeningen. Joseph talte om dannelsen af et »rige af præster«.39 Han havde brugt lignende udtryk tidligere, da han talte om alle de helliges forhold til templet.40 Dette »rige af præster« ville bestå af mænd og kvinder, der havde indgået tempelpagter.

I de sidste to år af sit liv introducerede Joseph Smith tempelordinancer og -pagter for en lille gruppe trofaste mænd og kvinder. I maj 1842 ledte han den første tempelbegavelse – et ritual, hvori deltagere indgik hellige pagter og modtog instruktioner om Guds frelsesplan.41 Joseph Smith begyndte at besegle (eller vie for evigt) mænd og hustruer og gav begavelsen til kvinder ved slutningen af september i 1843. Han underviste mænd og kvinder om, at de ved at modtage tempelordinancerne afsluttende med beseglingsordinancen indgik i en »præstedømmeorden.«42 Ved sin død havde han givet disse ordinancer til adskillige mænd og kvinder, der ofte mødtes for at bede og deltage i tempelceremonier, mens de ventede på færdiggørelsen af templet i Nauvoo i december 1845.

Tempelordinancerne var præstedømmeordinancer, men de skænkes ikke som kirkelige embeder til mænd eller kvinder. De opfylder Herrens løfte om, at hans folk – kvinder og mænd – ville »blive begavet med kraft fra det høje«.43 Denne præstedømmekraft kom til udtryk i den enkeltes liv på mange måder og var tilgængelig for voksne medlemmer uanset deres civilstand. Begavelsen åbnede kanaler for personlig åbenbaring for både kvinder og mænd. Det skænkede en større mængde »tro og kundskab« og »hjælp fra Herrens Ånd« – kraft, der styrkede de hellige til de efterfølgende prøvelser, de ville møde, mens de rejste 2100 kilometer gennem en ugæstfri ødemark og slog sig ned i Salt Lake-dalen.44 Begavelsen forberedte sidste dages hellige til at gå fremad »bevæbnet med din [Guds] kraft« til »at bære overordentlige store og herlige tidender … til verdens ende.«45 Faktisk blev guddommelighedens kraft gennem tempelordinancer tilkendegivet i deres liv.46

I løbet af tiden i Nauvoo kom sidste dages hellige til en forståelse af, at alle er børn af himmelske forældre, og at det er det ultimative mål for trofaste mænd og kvinder at blive som dem.47 Yderligere åbenbaring om ægteskabets evige natur og formål fulgte disse lærdomme. Joseph Smith lærte folk omkring sig, at ægteskab, der er udført og stadfæstet – eller »beseglet« – med den rette myndighed i templer ville vare ind i evighederne.48

Disse åbenbaringer og ordinancer gav nye forståelser af det indbyrdes afhængige forhold mellem kvinder og mænd. Som biskop Newel K. Whitney udtrykte det kort efter at have modtaget sin egen begavelse: »Uden kvinden kan alt ikke blive gengivet til jorden. Det kræver alt at gengive præstedømmet.«49 Mary Isabella Horne, et medlem af Hjælpeforeningen i Nauvoo, udtrykte senere glæde over at »samarbejde med vores brødre i at opbygge Guds rige.« »I alle ordinancer, der modtages i Herrens hus,« sagde hun, »står kvinden ved siden af manden, både for levende og døde, hvilket viser, at manden intet er uden kvinden heller ikke kvinden uden manden for Herren.«50

Præstedømmets kraft, der blev skænket i templet i Nauvoo – og i forlængelse i templer i dag – rækker ud over dette liv, da tempelordinancerne muliggør ophøjelsen af Guds børn.51 Templets ordinancer, sagde Joseph Smith, vil skabe et »sammenføjende led« mellem alle medlemmer af den menneskelige familie, én familie ad gangen, der strækker tilbage og fremad i tiden.52

Når en mand og kvinde bliver beseglet i templet, træder de sammen, ved pagt, ind i præstedømmets orden.53 Hvis de er trofaste mod deres pagter, modtager de »ære, udødelighed og evigt liv«, »ophøjelse og herlighed i alle henseender«, og »en fylde og fortsættelse af efterkommere for evigt og altid.«54 Nogle har ikke mulighed for at blive gift i dette liv, og mange oplever ødelagte familieforhold. Fordi Gud er retfærdig, vil alle Guds børn få mulighed for, enten i dette liv eller i det næste, at acceptere evangeliet og modtage alle de lovede velsignelser (inklusiv evigt ægteskab) på betingelse af trofasthed.55

Kvinder og præstedømmet i dag

På nogle måder er forholdet mellem sidste dages hellige kvinder og præstedømmet forblevet bemærkelsesværdigt konstant siden Joseph Smiths tid. Ligesom i Kirkens første tid bliver mænd ordineret til embeder i præstedømmet, mens både kvinder og mænd har mulighed for at opleve præstedømmets kraft og velsignelser i deres liv.56 Mænd og kvinder fortsætter med at virke i hellige ordinancer i templet, ligesom de gjorde på Joseph Smiths tid. Joseph underviste i, at mænd og kvinder kun kan opnå den højeste grad af celestial herlighed ved at indtræde i en præstedømmeorden gennem templets beseglingsordinance. Denne forståelse forbliver hos sidste dages hellige i dag.

Præstedømmets myndighed, der udøves af sidste dages hellige kvinder i templet og andre steder, forbliver stort set ukendt af folk uden for Kirken og bliver nogle gange misforstået eller overset af medlemmer. Sidste dages hellige og andre sidestiller ofte fejlagtigt præstedømmet med et religiøst embede og de mænd, der bærer det, hvilket slører det sidste dages hellige bredere præstedømmekoncept.

Siden Joseph Smiths tid har Kirkens profeter, der udøver præstedømmets nøgler, tilpasset strukturer og programmer i en verden, hvor uddannelsesmæssige, politiske og økonomiske muligheder er blevet udvidet for mange kvinder.57 I dag leder sidste dages hellige kvinder tre organisationer i Kirken: Hjælpeforeningen, Unge Piger og Primary. De forkynder og beder i menigheder, udfylder og tjener i adskillige lederpositioner, deltager i præstedømmeråd på lokale og generelle niveauer og tjener formelt på forkyndende missioner over hele verden. På disse og andre måder udøver kvinder præstedømmets myndighed, selvom de ikke er ordineret til præstedømmeembeder.58 Sådan tjeneste og lederskab ville kræve ordination i mange andre religiøse sammenhænge.

Præstedømmet velsigner Guds børns liv på utallige måder. Præstedømmet definerer, bemyndiger, forædler og skaber orden. I kirkelige kaldelser, tempelordinancer, familieforhold og stille personlig tjeneste går sidste dages hellige kvinder og mænd fremad med præstedømmets kraft og myndighed. Denne indbyrdes afhængighed mellem mænd og kvinder i at udføre Guds arbejde gennem hans magt er central for Jesu Kristi evangelium, der blev gengivet gennem profeten Joseph Smith.

  1. Lære og Pagter 13; 27:12; Joseph Smith – Historie 1:72.

  2. Nathan O. Hatch, The Democratization of American Christianity, New Haven, CT: Yale University Press, 1989, s. 170-178

  3. An American Dictionary of the English Language, red. Noah Webster, New York, S. Converse, 1828, se »priesthood«.

  4. Forståelsen af præstedømmets embeder og terminologi, herunder adskillelsen mellem Det Aronske og Melkisedekske Præstedømme udviklede sig over tid. (Se William G. Hartley, My Fellow Servants: Essays on the History of the Priesthood, Provo, UT: BYU Studies, 2010, s. 12).

  5. Lære og Pagter 27:12; 42:69; 90:1-3. I dag defineres præstedømmets nøgler som »den myndighed, som Gud har overdraget til præstedømmeledere til at lede, føre tilsyn med og styre anvendelsen af hans præstedømme på jorden.« Åbenbaringer til Joseph Smith talte om hans modtagelse af »nøglerne til din tjeneste«, »Kirkens nøgler« og »nøglerne til riget« (Håndbog 2: Forvaltning af Kirken, 2010, 2.1.1).

  6. Lære og Pagter 107:8-9.

  7. Lære og Pagter 84:19-20, 23, 33-40.

  8. Lære og Pagter 110:11-16.

  9. Lære og Pagter 124:40-42.

  10. Denne proces var kendt som »fælles samtykke«. (Se Lære og Pagter 26:2).

  11. Se en sammenfatning af sidste dages hellige kvinders åndelige gaver og deltagelse i Kirken i Jill Mulvay Derr m.fl., Women of Covenant: The Story of Relief Society, Salt Lake City: Deseret Book, 1992, s. 10-17.

  12. Lære og Pagter 25:7. Vers 16 i denne åbenbaring erklærer, at »dette er min røst til alle«. (Se også Janiece L. Johnson, »›Give Up All and Follow Your Lord‹:Testimony and Exhortation in Early Mormon Women’s Letters, 1831-1839«, BYU Studies 41, nr. 1, 2002, s. 77-107.)

  13. Se Ann Braude, Women and American Religion, New York: Oxford University Press, 2000, s. 11-57; og Sue Morgan og Jacqueline deVries, red., Women, Gender and Religious Cultures in Britain, 1800-1940, London: Routledge, 2010. Generelt havde kvindelige kvækere, Freewill-baptister og metodister i Nordstaterne og afroamerikanske metodister mere frihed end kvinder i de største kirkesamfund. (Se Rebecca Larson, Daughters of Light, Quaker Preaching and Prophesying in the Colonies and Abroad, 1700-1775, New York: Knopf, 1999; og Catherine A. Brekus, Strangers and Pilgrims: Female Preaching in America, 1740-1845, Chapel Hill: University of North Carolina Press, 1998).

  14. Derr m.fl., Women of Covenant, s. 23-40; se også Glen M. Leonard, Nauvoo: A Place of Peace, A People of Promise, Salt Lake City: Deseret Book, 2002, s. 222-226.

  15. Anne M. Boylan, »Women in Groups: An Analysis of Women’s Benevolent Organizations in New York and Boston, 1747-1840«, Journal of American History 71, 1984, s. 497-523.

  16. Sarah M. Kimball, »Early Relief Society Reminiscence«, 17. mar. 1882, i Relief Society Record, 1880-1892, Church History Library, Salt Lake City. I en anden beretning gengav Kimball Joseph Smiths udtalelse som »under præstedømmet efter præstedømmets mønster«. Der findes ikke nogen dokumentation fra Joseph Smiths tid, der bekræfter, at han brugte disse ord, men Sarah Kimball og andre af Hjælpeforeningens ledere, som var medlemmer af Hjælpeforeningen i Nauvoo gentog flere gange denne ide som deres forståelse af det, Joseph Smith underviste dem i. Desuden fortalte Reynolds Cahoon, der var medlem af tempelkomiteen, i 1843 kvinderne i Hjælpeforeningen i Nauvoo, at de var blevet organiseret »ifølge Guds orden forbundet med præstedømmet«. Den fælles tråd i disse udtalelser er ideen om, at Joseph Smith så Hjælpeforeningen som en integreret del af Kirkens struktur og dannede dens lederskab efter det samme mønster som præsidentskaber med tre medlemmer, der allerede var blevet etableret for kvorummer i præstedømmet. (Sarah M. Kimball, »Auto-Biography«, Woman’s Exponent 12, nr. 7, 1. sep. 1883, s. 51; Nauvoo Relief Society Minutes, 13. aug. 1843, Church History Library, Salt Lake City, findes på churchhistorianspress.org).

  17. Nauvoo Relief Society Minutes, 17. mar. 1842, findes på churchhistorianspress.org. Ifølge Eliza R. Snow underviste Joseph Smith også i, at kvinder var blevet officielt organiseret i tidligere uddelinger. (Se Eliza R. Snow, »Female Relief Society«, Deseret News, 22. apr. 1868, s. 1 og Døtre i mit rige: Hjælpeforeningens historie og virke, 2011, s. 1-7.

  18. Nauvoo Relief Society Minutes, 9. juni 1842, findes på churchhistorianspress.org.

  19. Nauvoo Relief Society Minutes, 17. mar. 1842, findes på churchhistorianspress.org; se også Lære og Pagter 25:3.

  20. Nauvoo Relief Society Minutes, 28. apr. 1842, findes på churchhistorianspress.org.

  21. Nauvoo Relief Society Minutes, 17. mar. 1842, findes på churchhistorianspress.org.

  22. Nauvoo Relief Society Minutes, 17. mar. 1842, understreget i original, findes på churchhistorianspress.org.

  23. Nauvoo Relief Society Minutes, 17. mar. 1842, findes på churchhistorianspress.org.

  24. Nauvoo Relief Society Minutes, 28. apr. 1842, findes på churchhistorianspress.org.

  25. Dallin H. Oaks, »Præstedømmets nøgler og myndighed«, Liahona, maj 2014, s. 50-51.

  26. For eksempler på den vide brug af udtrykket nøgler se Lære og Pagter 6:28; 27:5-6, 9, 12-13; 28:7; 81:2 og 124:34, 91-92, 97; se også Jason H. Lindquist, »›Unlocking the Door of the Gospel‹: The Concept of ›Keys‹ in Mormonism«, Archive of Restoration Culture: Summer Fellows’ Papers, 1997-1999, Provo, UT: Joseph Fielding Smith Institute for Latter-day Saint History, 2000, s. 29-41.

  27. For eksempel var William W. Phelps »ordineret« til at assistere med opgaver i Kirkens trykkeri og Newel K. Whitney blev »ordineret« til at handle som agent for Kirkens i forretningsanliggender. Brugen af begrebet »indsætte« for at angive en velsignelse, der er givet i forbindelse med en kaldelse til en specifik opgave, udviklede sig i den sidste del af det 19. århundrede. (Lære og Pagter 55:4; 63:45; se også Lære og Pagter 104:61).

  28. »R.S. Reports«, Woman’s Exponent 9, nr. 7, 1. sep. 1880, s. 55. Hjælpeforeningens ledere, der deltog ved denne begivenhed, som også havde været til stede ved de oprindelige hjælpeforeningsmøder i Nauvoo, tilsluttede sig præsident Taylors afklaring. Taylor fortsatte sin forklaring med at sige, at »søstrene besidder en del af præstedømmet i forbindelse med deres ægtemænd«, med henvisning til den forståelse, der bliver drøftet nedenfor, at et par, som modtog den beseglende ordinance i templet, tilsluttede sig præstedømmets orden sammen.

  29. Nauvoo Relief Society Minutes, 17. mar. 1842, findes på churchhistorianspress.org.

  30. Nauvoo Relief Society Minutes, 28. apr. 1842, findes på churchhistorianspress.org.

  31. Nauvoo Relief Society Minutes, 28. apr. 1842, findes på churchhistorianspress.org; se også Markus 16:17-18.

  32. For eksempel gav nogle patriarkalske velsignelser disse løfter. Judith Higbee sagde, at patriarken, der velsignede hende, lovede, at »hun skulle helbrede tusinder«. (Sixteenth Ward, Riverside Stake, Sixteenth Ward Relief Society Minutes and Records, 1868-1968, Church History Library, Salt Lake City, 9. mar. 1880). Kvinders deltagelse i helbredende ritualer bliver diskuteret udførligt i Deer m.fl., Women of Covenant, s. 44-45, 67-68, 114, 220-221, 429-430. En nyere og mere dybdegående diskussion er Jonathan A. Stapley og Kristine Wright, »Female Ritual Healing in Mormonism«, Journal of Mormon History 37, nr. 1, vinter 2011, s. 1-85.

  33. Whitney erindrede: »Jeg blev også ordineret og indsat af profeten Joseph Smiths hånd til at betjene de syge og trøste de sorgfulde. Adskillige andre søstre blev også ordineret og indsat til at virke i disse hellige ordinancer.« [Elizabeth Ann Whitney], »A Leaf from an Autobiography«, Woman’s Exponent 7, nr. 12, 15. nov. 1878, s. 91.

  34. Morgan Utah Stake Relief Society Minutes and Records, 1878-1973, Church History Library, Salt Lake City, vol. 1, 28. apr. 1883, s. 88, fremhævelser i original; se også »To All Authorities of the Priesthood–Instruction for the Relief Society«, Det Første Præsidentskab, Salt Lake City, til alle præstedømmeledere og sidste dages hellige, 6. okt. 1880, Church History Library, Salt Lake City. Præsident Wilford Woodruff talte i lignende vendinger i et instruktionsbrev til Hjælpeforeningens hovedsekretær. Han sagde, at kvinder betjente de syge »ikke som bærere af præstedømmet, men som medlemmer af Kirken.« Wilford Woodruff til Emmeline B. Wells, 27. apr. 1888, Church History Library.

  35. Jakobs Brev 5:14.

  36. Heber J. Grant til Zina Young Card, 26. mar. 1926, Zina Card Brown Family Collection, Church History Library, Salt Lake City. Se også Anthony W. Ivins og Charles W. Nibley til Joseph McMurrin, 14. dec. 1927, California Mission President’s Correspondence, Church History Library, Salt Lake City. Se yderligere drøftelse i Stapley og Wright, »Female Ritual Healing in Mormonism«, s. 64-85.

  37. Håndbog 2: Forvaltning af Kirken, 20.6.1.

  38. Joseph Smith, Journal, 28. apr. 1842, retskrivning standardiseret, findes på josephsmithpapers.org; Nauvoo Relief Society Minutes, 31. mar. 1842, findes på churchhistorianspress.org. Ved hjælpeforeningsmødet den 28. april 1842 sagde Joseph Smith, at »Kirken er nu ikke organiseret i dens rette orden og kan ikke blive det, før templet er færdigbygget.« Nauvoo Relief Society Minutes, 28. apr. 1842, findes på churchhistorianspress.org.

  39. Nauvoo Relief Society Minutes, 31. mar. 1842, retskrivning og tegnsætning standardiseret, findes på churchhistorianspress.org; se også 2 Mosebog 19:6 og Johannes’ Åbenbaring 1:6.

  40. Joseph Smith, Journal, 6. jan. 1842, findes på josephsmithpapers.org.

  41. Joseph Smith, Journal, 4. maj 1842, findes på josephsmithpapers.org. Begavelsen blev først givet til ni mænd. (Se Alma P. Burton, »Endowment«, i Encyclopedia of Mormonism, red. Daniel H. Ludlow, 5 bind, New York: Macmillan, 1992, 2:454-456.

  42. Lære og Pagter 131:1-4.

  43. Lære og Pagter 38:32.

  44. Sarah P. Rich, Autobiography, 1885, Church History Library, Salt Lake City, s. 66; se også Guinevere Thomas Woolstenhulme, »›I Have Seen Many Miracles‹: Sarah De Armon Pea Rich (1814-1893)«, i Women of Faith in the Latter Days, s. 271-285.

  45. Lære og Pagter 109:22-23.

  46. Se Lære og Pagter 84:20.

  47. Se »Moder i himlen« og »At blive som Gud«.

  48. Parley P. Pratt, The Autobiography of Parley Parker Pratt, One of the Twelve Apostles of the Church of Jesus Christ of Latter-Day Saints, red. Parley P. Pratt jun., New York: Russell Brothers, 1874, s. 329. Åbenbaringen om evigt ægteskab (Lære og Pagter 132) indeholdt også instruktioner om flerkoneri. (Se »Plural Marriage in Kirtland and Nauvoo«).

  49. Nauvoo Relief Society Minutes, 27. maj 1842, tegnsætning standardiseret, findes på churchhistorianspress.org.

  50. »To the Presidents and Members of the Relief Society of Salt Lake Stake of Zion, Greeting!«, Woman’s Exponent 6, nr. 16, 15. jan. 1878, s. 123; se også 1 Korinther 11:11.

  51. Lære og Pagter 131:1-4.

  52. Se Lynn A. McKinlay, »Patriarchal Order of the Priesthood«, i Encyclopedia of Mormonism, 3:1067; se også Jonathan A. Stapley, »Adoptive Sealing Ritual in Mormonism«, Journal of Mormon History 37, nr. 3, sommer 2011, s. 56-67.

  53. Lære og Pagter 131:1-2.

  54. Lære og Pagter 124:55; 132:19-20; se også »At blive som Gud«.

  55. 1 Nefi 17:35. Præsident Lorenzo Snow sagde: »Der findes ingen sidste dages hellig, som dør efter at have levet et trofast liv, der vil miste noget som helst, fordi vedkommende ikke har gjort visse ting, når anledningen ikke er blevet givet ham eller hende. Med andre ord, hvis en ung mand eller en ung kvinde ikke får nogen mulighed for at gifte sig, men de lever et trofast liv indtil deres død, får de alle de velsignelser, den ophøjelse og herlighed, som enhver mand eller kvinde får, der har fået denne mulighed og har benyttet sig af den. Dette er sikkert og vist« (Kirkens præsidenters lærdomme: Lorenzo Snow 2013, s. 127).

  56. »Herren har forordnet, at kun mænd kan ordineres til embeder i præstedømmet,« har ældste Dallin H. Oaks sagt. Præsiderende myndigheder »er ikke frie til at ændre dette guddommeligt skabte mønster«. (Oaks, »Præstedømmets nøgler og myndighed«, s. 50-51).

  57. Som præsident Dieter F. Uchtdorf har sagt: »Genoprettelsen er en igangværende proces« (»Kommer I sovende gennem genoprettelsen?«, Liahona, maj 2014, s. 59).

  58. Oaks, »Præstedømmets nøgler og myndighed«, s. 50-51.