Race og præstedømmet

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige favner hele den menneskelige familie i både lære og praksis. Sidste dages helliges hellige skrift og lære bekræfter, at Gud elsker alle sine børn og gør frelse tilgængelig for alle. Gud skabte de mange forskellige racer og etniciteter og værdsætter dem alle ligeligt. Som det formuleres i Mormons Bog, er »alle … lige for Gud«.¹

Kirkens struktur og organisation opfordrer til racemæssig integration. Sidste dages hellige deltager i gudstjenester i henhold til de geografiske grænser for deres lokale menighed. Det betyder, at den racemæssige, økonomiske og demografiske sammensætning af mormoners menigheder generelt som udgangspunkt afspejler det omkringliggende lokale samfund.² Kirkens lægmandspræsteskab har også en tendens til at fremme integration: En sort biskop kan præsidere over en overvejende hvid menighed; en spansktalende kvinde kan blive sat sammen med en asiatisk kvinde for at besøge hjem i en racemæssigt mangfoldig menighed. Kirkens medlemmer af forskellig race og etnicitet hjælper regelmæssigt i hinandens hjem og tjener side om side som lærere, som ungdomsledere og i et utal af andre roller i deres lokale menigheder. En sådan praksis gør Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige til en grundigt integreret tro.

Trods denne nutidige kendsgerning ordinerede Kirken i en stor del af sin historie – fra midt i 1800-tallet indtil 1978 – ikke mænd af sort, afrikansk herkomst til dets præstedømme og tillod ikke sorte mænd eller kvinder at deltage i tempelbegavelsen eller beseglingsordinancer.

Kirken blev oprettet i 1830 i en periode med stor racemæssig opdeling i USA. På den tid levede mange mennesker af afrikansk herkomst i slaveri, og racemæssige forskelle og fordomme var ikke blot almindelige, men fremherskende blandt hvide amerikanere. Selv om det virker fremmed og foruroligende i dag, påvirkede denne realitet alle sider af menneskers tilværelse, herunder også deres religion. Mange kristne kirker på den tid var for eksempel raceadskilte. Lige fra Kirkens begyndelse har mennesker af enhver race og etnicitet kunnet blive døbt og modtaget som medlemmer. Hen mod slutningen af sit liv talte Kirkens grundlægger Joseph Smith åbenlyst imod slaveri. Der har aldrig i Kirken været retningslinjer om raceadskilte menigheder.³

I de først to årtier af Kirkens eksistens blev nogle få sorte mænd ordineret til præstedømmet. En af disse mænd, Elijah Abel, deltog også i tempelceremonierne i Kirtland i Ohio og blev senere døbt som stedfortræder for afdøde slægtninge i Nauvoo i Illinois. Der er ingen troværdige kilder om, at nogen sort mand blev nægtet at modtage præstedømmet, mens Joseph Smith levede. Ved et privat kirkeråd tre år efter Joseph Smiths død roste Brigham Young Q. Walker Levis, der var sort og var blevet ordineret til præstedømmet, idet han sagde: »Vi har en af de bedste ældster, en afrikaner.«⁴

I 1852 bekendtgjorde Brigham Young offentligt, at mænd af sort, afrikansk afstamning ikke længere kunne blive ordineret til præstedømmet, men sorte vedblev herefter at tilslutte sig Kirken gennem dåb og ved at modtage Helligåndsgaven. Efter Brigham Youngs død har de efterfølgende præsidenter for Kirken begrænset sorte fra at modtage tempelbegavelsen og at blive gift i templet. I årenes løb har kirkeledere og medlemmer fremsat mange teorier for at forklare begrænsningerne i forbindelse med præstedømmet og templet. Ingen af disse forklaringer er i dag accepteret som Kirkens officielle lære.

Kirken i en amerikansk racemæssig kultur

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige blev genoprettet midt i en omstridt racemæssig kultur, hvori hvide var meget privilegerede. I 1790 begrænsede den amerikanske kongres statsborgerskab til »frie hvide personer«.⁵ I det næste halve århundrede delte racespørgsmål landet – mens slaver som arbejdskraft var lovlige i de mere landbrugsdominerede Sydstater, blev det efterhånden forbudt i de mere byprægede Nordstater. Alligevel var racediskrimination udbredt i både Nord og Syd, og mange stater indførte love, der forbød ægteskab med andre racer.⁶ I 1857 erklærede USA’s højesteret, at sorte besad »ingen rettigheder, som den hvide mand var nødt til at respektere.«⁷ En generation senere førte den amerikanske borgerkrig (1861-1865) til enden på slaveri i USA, og USA’s højesteret godkendte, at »adskilte, men lige« faciliteter for sorte og hvide overholdt forfatningen; en afgørelse, som lovliggjorde en lang række offentlige adskillelser, der var baseret på hudfarve, indtil højesteret ændrede praksis i 1954.⁸ Men det var først i 1967, at højesteret afskaffede de love, der forbød ægteskab mellem forskellige racer.

I 1850 dannede den amerikanske kongres territoriet Utah, og USA’s præsident udpegede Brigham Young til posten som territoriets guvernør. Folk fra Syden, der havde tilsluttet sig Kirken og var rejst til Utah med deres slaver, rejste spørgsmålet om slaveriets juridiske status i territoriet. I to taler holdt i Utahs lovgivende forsamling i januar og februar 1852 bekendtgjorde Brigham Young en retningslinje, der hindrede mænd af sort, afrikansk afstamning i at blive ordineret til præstedømmet. Samtidigt sagde præsident Young, at en skønne dag ville alle sorte medlemmer af Kirken »have [alle] privilegier og mere«, som andre medlemmer nyder.⁹

Retfærdiggørelsen af denne begrænsning afspejlede den vidt udbredte forestilling om racemæssig mindreværd, der var blevet brugt til at lovliggøre sortes »tjenesteforhold« i territoriet Utah.¹⁰ En opfattelse, som har været udbredt i USA siden i hvert fald 1730’erne, er, at sorte nedstammede fra samme slægtslinje som Kain fra Bibelen. Ham, der slog sin bror Abel ihjel.¹¹ De, der accepterede dette synspunkt, troede, at Guds »forbandelse« på Kain var kendetegnet ved den mørke hud. De sortes trældom blev nogle gange set som en anden forbandelse på Noas barnebarn Kana’an som følge af Kams indiskrete omtale af sin far.¹² Selv om slaveri ikke var en betydelig faktor i Utahs økonomi og hurtigt blev afskaffet, så fortsatte man med begrænsningen om ordination til præstedømmet.

Fjernelse af begrænsningen

Selv efter 1852 fortsatte mindst to sorte mormoner med at bære præstedømmet. Da én af disse mænd, Elijah Abel, anmodede om at modtage sin tempelbegavelse i 1879, blev hans anmodning nægtet. Jane Manning James, et trofast sort medlem, som krydsede sletterne og boede i Salt Lake City indtil sin død i 1908, bad tilsvarende om lov til at komme i templet. Hun fik lov til at udføre dåb for de døde for sine forfædre, men fik ikke lov til at deltage i andre ordinancer.¹³ Kains forbandelse blev ofte brugt til at retfærdiggøre begrænsningerne omkring præstedømmet og templet. Omkring århundredskiftet vandt en anden forklaring frem: Sorte skulle have været mindre trofaste i krigen i den førjordiske tilværelse mod Lucifer og som konsekvens heraf begrænset fra at modtage præstedømmet og tempelvelsignelserne.¹⁴

Sidst i 1940’erne og i 1950’erne blev racemæssig integration mere almindeligt i USA. Kirkens præsident David O. McKay fremhævede, at begrænsningen kun gjaldt for mænd af sort, afrikansk afstamning. Kirken havde altid tilladt beboerne på Stillehavsøerne at bære præstedømmet, og præsident McKay klargjorde, at sorte fijianere og australske aboriginals også kunne blive ordineret til præstedømmet og igangsatte missionering blandt dem. I Sydafrika afsluttede præsident McKay en tidligere retningslinje, der krævede, at kommende præstedømmebærere skulle spore deres slægt til uden for Afrika.¹⁵

Alligevel mente kirkeledere på baggrund af den lange historie med at tilbageholde præstedømmet fra mænd af sort, afrikansk oprindelse, at en åbenbaring fra Gud var nødvendig for at ændre retningslinjen, og de arbejdede vedvarende på at forstå, hvad der skulle gøres. Præsident McKay bad om vejledning og følte sig ikke tilskyndet til at ophæve begrænsningen.¹⁶

Kirken begyndte at vokse verden over, og dens overordnede mission om at »gå … hen og gør alle folkeslagene til mine disciple«¹⁷ syntes i stigende grad at være uforenelig med begrænsninger omkring præstedømmet og templet. Mormons Bog erklærer, at evangeliets budskab om frelse skal forkyndes for »alle folkeslag, stammer, tungemål og folk.«¹⁸ Selv om der ingen grænser er for, hvem Herren inviterer til at »tage del i hans frelse« gennem dåb,¹⁹ skabte begrænsningerne omkring præstedømmet og templet betragtelige barrierer, hvilket blev stadig mere synligt, da Kirken bredte sig internationalt i områder med forskellig og blandet racemæssig arv.

Brasilien bød især på mange udfordringer. I modsætning til USA og Sydafrika, hvor både juridisk og de facto racisme førte til dybt adskilte samfund, var Brasilien stolt af sin åbne, integrerede og blandede racemæssige arv. I 1975 bekendtgjorde Kirken, at der ville blive bygget et tempel i São Paulo i Brasilien. Under tempelbyggeriet mødte Kirkens ledere trofaste sorte mormoner og mormoner med blandet racemæssig baggrund, som havde bidraget økonomisk og på andre måder til opførelsen af templet i São Paulo, en hellig bygning, som de forstod, at de ikke ville få lov til at komme ind i, når bygningen var færdig. Deres ofre bevægede tillige med tusinder af nigerianske og ghanesiske nydøbte i 1960’erne og i 1970’erne Kirkens ledere.²⁰

Kirkens ledere grundede over løfter fremsat af profeter som Brigham Young om, at sorte medlemmer en dag ville modtage præstedømmet og tempelvelsignelser. I juni 1978, efter at have »tilbragt mange timer i templets øverste værelse (i Salt Lake City) med at anråbe Herren om guddommelig vejledning«, modtog Kirkens præsident Spencer W. Kimball, hans rådgivere i Det Første Præsidentskab og medlemmerne af De Tolv Apostles Kvorum en åbenbaring. »Han har hørt vore bønner og har gennem åbenbaring bekræftet, at den længe forjættede dag er kommet,« bekendtgjorde Det Første Præsidentskab den 8. juni 1978. Det Første Præsidentskab udtalte, at de var »opmærksomme på de løfter, der er blevet givet af Kirkens profeter og præsidenter, som er gået forud for os, om, at alle de af vore brødre, som er værdige … kan modtage præstedømmet«.²¹ Åbenbaringen fjernede begrænsningen omkring ordination til præstedømmet. Den åbnede også for templets velsignelser til alle værdige sidste dages hellige, mænd og kvinder. Det Første Præsidentskabs udtalelse om åbenbaringen blev kanoniseret i Lære og Pagter som Officiel Erklæring – 2.

Denne »åbenbaring om præstedømmet«, som den er almindelig kendt som i Kirken, var en milepæl som åbenbaring og som historisk begivenhed. De, der var til stede, beskrev det i ærbødige vendinger. Gordon B. Hinckley, der dengang var medlem af De Tolvs Kvorum, erindrer det således: »Der var en hellig og højtidelig atmosfære i værelset. For mig føltes det, som om en kanal åbnede sig mellem den himmelske trone og Guds knælende og bønfaldende profet, som var forenet med sine brødre … Hver eneste mand i den kreds vidste ved Helligåndens kraft det samme … Ikke én af os, som var til stede ved denne lejlighed, har nogensinde været helt den samme efter det. Ej heller har Kirken været helt den samme.«²²

Reaktionen verden over var overvældende positiv blandt Kirkens medlemmer af alle racer. Mange sidste dages hellige græd af glæde over nyheden. Nogle omtalte en følelse af, at en kollektiv vægt var blevet løftet fra deres skuldre. Kirken begyndte straks at ordinere mænd af afrikansk afstamning til præstedømmet, og sorte mænd og kvinder kom i templet over hele verden. Kort tid efter åbenbaringen talte ældste Bruce R. McConkie, en apostel, om ny »lys og kundskab«, som bortviskede tidligere »begrænset forståelse«.²³

Kirken i dag

I dag afviser Kirken alle tidligere fremsatte teorier om, at den sorte hud er et tegn på guddommelig mishag eller forbandelse, eller at den er et tegn på ugudelige handlinger i forudtilværelsen, at multietniske ægteskaber er en synd, eller at sorte eller folk af nogen race eller etnicitet er andre underlegne på nogen måde. I dag fordømmer kirkeledere utvetydigt enhver form for racisme både fortidig og nutidig.²⁴

Siden den dag i 1978 har Kirken set fremad, mens antallet af medlemmer blandt afrikanere, afroamerikanere og andre af afrikansk afstamning er vedblevet med at vokse hastigt. Selv om Kirkens optegnelser for de enkelte medlemmer ikke angiver en persons race eller etnicitet, tælles antallet af kirkemedlemmer af afrikansk afstamning nu i hundredtusinder.

Kirken forkynder, at forløsning gennem Jesus Kristus er mulig for hele den menneskelige familie på de betingelser, som Gud har fastsat. Den bekræfter, at »Gud ikke gør forskel på nogen«,²⁵ og erklærer eftertrykkeligt, at alle, der er retfærdige – uanset race – har hans gunst. Kirkens lære med hensyn til Guds børn er sammenfattet i et vers i Nefis Anden Bog: »[Herren] afviser ingen, som kommer til ham, sort og hvid, træl og fri, mand og kvinde … alle er lige for Gud, både jøde og ikke-jøde.«²⁶