Beretninger om det første syn
Joseph Smith skrev, at Gud Faderen og Jesus Kristus viste sig for ham i en lund nær hans forældres hjem i den vestlige del af staten New York, da han var omkring 14 år gammel. Idet han var bekymret over sine synder og usikker på, hvilken åndelig vej han skulle følge, søgte han vejledning ved at deltage i møder, læse i skrifterne og bede. Som svar modtog han en himmelsk tilkendegivelse. Joseph delte og dokumenterede det første syn, som det blev kendt som, ved adskillige lejligheder; han skrev eller gav skrivere til opgave at skrive fire forskellige beretninger om synet.
Joseph Smith udgav to beretninger om det første syn i løbet af sit liv. Den første af disse, kendt i dag som Joseph Smith–Historie, blev kanoniseret i Den Kostelige Perle og blev dermed den bedst kendte beretning. De to upublicerede beretninger, der er nedskrevet i Joseph Smiths tidligste selvbiografi og en senere dagbog, blev generelt glemt, indtil historikere, der arbejdede for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, genopdagede og udgav dem i 1960’erne. Siden dengang er disse dokumenter blevet omtalt gentagne gange i Kirkens tidsskrifter, i værker, der er trykt af kirkeejede og kirketilknyttede forlag, og af sidste dages hellige forskere andre steder.1 Udover førstehåndsberetningerne var der også fem beskrivelser af Joseph Smiths syn, der blev skrevet af personer, der levede på samme tid som ham.2
De forskellige beretninger om det første syn fortæller en sammenhængende historie, på trods af at de naturligvis adskiller sig fra hinanden i fokus og detaljer. Historikere forventer, at når en person genfortæller en oplevelse til forskellige modtagere under forskellige vilkår over en årrække, så vil hver beretning fremhæve forskellige aspekter af oplevelsen og indeholde unikke detaljer. Tilsvarende er der lignende forskelle som dem for det første syn i de mange bibelske beretninger af Paulus’ syn på vejen til Damaskus og apostlenes oplevelse på forklarelsens bjerg.3 Men på trods af disse forskelle er der en grundlæggende overensstemmelse mellem alle beretninger om det første syn. Nogle har fejlagtigt været fortaler for, at enhver variation i genfortællingen af beretningen er et bevis på, at den er opdigtet. Tværtimod giver de mange historiske beretninger os mulighed for at lære mere om denne bemærkelsesværdige begivenhed, end vi kunne, hvis den var mindre veldokumenteret.
Beretninger om det første syn
Alle beretninger om det første syn af Joseph Smith og hans samtidige har deres egen historie og indhold og bliver påvirket af, hvordan begivenheden blev husket, kommunikeret og nedskrevet. Disse beretninger drøftes nedenfor.
Beretningen fra 1832. Den tidligst kendte beretning om det første syn, den eneste beretning skrevet af Joseph Smiths egen hånd, findes i en kort ikke-udgivet selvbiografi, som Joseph Smith skrev i den sidste halvdel af året 1832. I beretningen beskriver Joseph Smith sin bevidsthed om sine egne synder og sine frustrationer over ikke at være i stand til at finde en kirke, som svarer til den, han havde læst om i Det Nye Testamente, og som ville føre ham til forløsning. Han fremhævede Jesu Kristi forsoning og den personlige forløsning, den tilbød. Han skrev, at »Herren« viste sig og tilgav ham for hans synder. Som følge af synet oplevede Joseph glæde og kærlighed, selvom, som han skrev, at han ikke kunne finde nogen, der troede på hans beretning. Læs beretningen fra 1832 her.
Beretningen fra 1835. I efteråret 1835 gengav Joseph Smith sit første syn til Robert Matthews, en besøgende i Kirtland i Ohio. Genfortællingen, der er skrevet i Josephs dagbog af hans skriver Warren Parish, fremhæver hans forsøg på at finde ud af, hvilken kirke der var rigtig, modstanden han følte, mens han bad, og fremkomsten af en guddommelig person, som kort efter blev efterfulgt af en anden. Denne beretning nævner også fremkomsten af en engel i synet. Læs beretningen fra 1835 her.
Beretningen fra 1838. Fortællingen om det første syn, der er bedst kendt af sidste dages hellige i dag, er beretningen fra 1838. Udgivet første gang i 1842 i Times and Seasons, Kirkens avis i Nauvoo i Illinois. Beretningen var en del af en længere beretning dikteret af Joseph Smith mellem perioder med stor modstand. I modsætningen til beretningen fra 1832, som fremhæver den mere personlige historie om Joseph Smith som en ung mand, der søger tilgivelse, fokuserer beretningen fra 1838 på synet som begyndelsen for »Kirkens udspring og fremgang«. Som i beretningen fra 1835 er det centrale spørgsmål for fortællingen, hvilken kirke der er den rigtige. Læs beretningen fra 1838 her.
Beretningen fra 1842. Denne beretning blev skrevet som svar på John Wenthworths, redaktør for Chicago Democrat, anmodning om information om de sidste dages hellige. Den blev trykt i Times and Seasons i 1842. (»Wentworth-brevet«, som det er almindeligt kendt, er også grundlaget for Trosartiklerne).4 Beretningen, som havde til hensigt at blive udgivet for en målgruppe, der ikke kendte til mormonernes tro, er kort og ligefrem. Som med tidligere beretninger skrev Joseph Smith om den forvirring, han oplevede, og om fremkomsten af to personer som et svar på sin bøn. Det efterfølgende år sendte Joseph Smith denne beretning med små ændringer til en historiker ved navn Israel Daniel Rupp, som udgav det som et kapitel i sin bog, He Pasa Ekklesia (The Whole Church): An Original History of the Religious Denominations at Present Existing in the United States.5 Læs beretningen fra 1842 her.
Andenhåndsberetninger. Udover disse beretninger fra Joseph Smith selv skrev fem samtidige, som hørte Joseph Smith tale om synet. Læs disse beretninger her.
Argumenter omkring beretningerne om Joseph Smiths første syn
Forskellen og antallet af beretninger om det første syn har ført nogle kritikere til at sætte spørgsmålstegn ved, om Joseph Smiths beskrivelser stemmer overens med virkeligheden af hans oplevelse. Der er to argumenter, der ofte bruges mod hans troværdighed: Det første sætter spørgsmålstegn ved Joseph Smiths erindring om begivenhederne, og det andet sætter spørgsmålstegn ved, om han pyntede på dele af historien over tid.
Hukommelse. Et argument omkring Joseph Smiths beretninger om det første syn hævder, at historiske beviser ikke støtter Joseph Smiths beskrivelser af religiøs vækkelse i Palmyra i New York og dens omegn i 1820. Nogle argumenterer for, at dette underminerer både Josephs påstand om usædvanlig religiøs iver og beretningen om selve synet.
Dokumentariske beviser støtter derimod Joseph Smiths udtalelser vedrørende vækkelserne. Regionen, hvor han boede, blev kendt for dets religiøse iver og var uden tvivl et arnested for religiøs vækkelse. Historikere henviser til regionen som »det udbrændte distrikt«, fordi prædikanter udmattede området ved at afholde lejrvækkelser og søge efter konvertitter i begyndelsen af 1800’erne.6 I juni 1818 fandt et lejrmøde for metodister for eksempel sted i Palmyra, og den følgende sommer var metodisterne igen samlet i Vienna (nu Phelps) i New York, ca. 25 kilometer fra familien Smiths gård. Dagbøgerne fra en omrejsende metodistprædikant dokumenterer megen religiøs begejstring i Josephs geografiske område i 1819 og 1820. De rapporterer, at pastor George Lane, en metodistpræst, var begge år i denne region og talte om »Guds metode for at gennemføre reformationer.«7 Dette historiske bevis stemmer overens med Josephs beskrivelse. Han sagde, at den usædvanlige begejstring i hans distrikt eller region »begyndte med metodisterne.« Faktisk udtalte Joseph, at han »begyndte at hælde noget til« metodisterne.8
Pynt. Det andet argument ofte brugt mod beretningen om Joseph Smiths første syn er, at han over tid pyntede på historien. Dette argument har fokus på to detaljer: Antallet og identitet af himmelske væsener, som Joseph Smith erklærede, at han så. Beretningerne om Josephs første syn beskriver de himmelske væsener mere detaljeret over tid. I beretningen fra 1832 står der: »Herren åbnede himlene over mig, og jeg så Herren.« I hans beretning fra 1838 står der: »Jeg så to personer«, en af dem præsenterede den anden som »min elskede Søn.« Som resultat har kritikere argumenteret, at Joseph Smith startede med at sige, at han havde set et væsen – »Herren« – og endte med at påstå, at han havde set både Faderen og Sønnen.9
Der er andre, mere konsekvente måder at se beviset på. Det må anerkendes, at der er en grundlæggende harmoni mellem beretningerne: Tre ud af fire beretninger erklærer klart, at to personer viste sig for Joseph Smith i det første syn. Undtagelsen er Joseph Smiths beretning fra 1832, som kan læses, så den henviser til en eller to personer. Hvis den læses, så den henviser til et himmelsk væsen, er det sandsynligt, at det er den person, der tilgav ham hans synder. Ifølge senere beretninger bad den første person ham om at »høre« den anden, Jesus Kristus, der kom med hovedbudskabet, som inkluderede budskabet om tilgivelse.10 Joseph Smiths beretning fra 1832 kan have fokuseret på Jesus Kristus, bæreren af tilgivelse.
En anden måde at læse beretningen fra 1832 på er, at Joseph Smith henviste til to væsener, som han begge kaldte »Herren.« Argumentet om, at han pyntede på beretningen, afhænger af formodningen om, at beretningen fra 1832 kun beskriver fremkomsten af ét guddommeligt væsen. Men beretningen fra 1832 fortæller ikke, at der kun kom et væsen. Bemærk, at de to henvisninger til »Herren« er adskilte i tid: Først åbner »Herren« himlene og så ser Joseph Smith »Herren.« Denne måde at læse beretningen på er i overensstemmelse med Josephs beretning fra 1835, som har en person, der viser sig først, efterfulgt af en anden kort tid efter. Beretningen fra 1832 kan med rimelighed læses, så den betyder, at Joseph Smith så et væsen, som derefter afslørede et andet, og at han henviste til dem begge som »Herren«: »Herren åbnede himlene for mig, og jeg så Herren.«11
Josephs forøgede specifikke beskrivelser kan således overbevisende læses som bevis på en forøget indsigt over tid og baseret på erfaring. Til dels kan forskellen mellem beretningen fra 1832 og de senere beretninger have noget at gøre med forskellene mellem det skrevne og det talte ord. Beretningen fra 1832 repræsenterer den første gang, Joseph Smith forsøgte at skrive sin historie ned. Samme år skrev han til en ven, at han følte sig fanget af »papir og blæk og et skævt, ubehjælpsomt, splittet og ufuldkomment sprog.« Han kaldte det skrevne ord et »trangt lille fængsel«.12 Omfanget af de senere beretninger kan nemmere forstås og er endda forventet, når vi anerkender, at de sandsynligvis var dikterede – en nem og behagelig metode for Joseph Smith og en metode, der gav mulighed for, at ordene nemmere kunne flyde.
Konklusion
Joseph Smith vidnede gentagne gange om, at han havde haft et bemærkelsesværdigt syn af Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus. Hverken sandheden om det første syn eller argumenterne mod det kan bevises ved historisk forskning alene. For at kende sandheden om Joseph Smiths vidnesbyrd kræves det, at enhver, der oprigtigt søger sandhed, studerer optegnelserne og så udøver tilstrækkelig tro på Kristus til at spørge Gud i oprigtig, ydmyg bøn, om optegnelsen er sand. Hvis den, der søger, spørger med oprigtig hensigt for at handle på svaret, der bliver åbenbaret ved Helligånden, vil sandheden om Joseph Smiths syn blive tilkendegivet. På denne måde kan alle vide, at Joseph Smith talte ærligt, da han erklærede: »Jeg havde set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det.«13