Musik
Den signede dag med fryd vi ser


86

Den signede dag med fryd vi ser

Roligt

1. Den signede dag med fryd vi ser

af havet til os opkomme;

den lyse på himlen mer og mer,

os alle til lyst og fromme!

Det kendes på os som lysets børn,

at natten hun er nu omme!

2. Den signede stund, den midnatstid,

vor Herre han lod sig føde,

da klared’ det op i østerlid

til dejligste morgenrøde,

da lyset oprandt, som jordens bold

skal lysne udi og gløde.

3. Om levende blev hvert træ i skov,

og var så hvert blad en tunge,

de kunne dog ej Guds nådes lov

med værdelig røst udsjunge;

thi evig nu skinner livets lys

for gamle og så for unge.

4. Thi takke vi Gud, vor Fader god,

som lærken i morgenrøde,

for dagen, han os oprinde lod,

for livet, han gav af døde;

den signede dag i Jesu navn

os alle vort liv forsøde!

Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1783–1872

Musik: C. E. F. Weyse, 1774–1842

Esajas 58:8

Salmerne 88:14