»Hjælp eleverne til at komme til Jesus Kristus«, Undervisning på Frelserens måde: For alle, der underviser i hjemmet og i Kirken, 2022
»Hjælp eleverne til at komme til Jesus Kristus«, Undervisning på Frelserens måde
Hjælp eleverne til at komme til Jesus Kristus
Intet, du gør som lærer, vil velsigne eleverne mere end at hjælpe dem til at kende vor himmelske Fader og Jesus Kristus og føle deres kærlighed (se Joh 17:3). Tænk på oplevelser, der har hjulpet dig til at lære vor himmelske Fader og Jesus Kristus at kende og elske dem. Hvad har du gjort for at lære om deres egenskaber, kraft og kærlighed? Hvordan har din kærlighed til vor himmelske Fader og Jesus Kristus bragt dig glæde? Tænk så på, hvad deres kærlighed og kraft kan gøre for hver person, du underviser. (Se Alma 26:16; Moses 5:11.)
Vores ultimative mål i dette liv er at blive mere som vor himmelske Fader og vende tilbage til ham. Den måde, vi opnår det mål på, er ved at komme til Jesus Kristus (se Joh 14:6). Det er derfor, som profeten Nefi sagde, at »vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus« (2 Ne 25:26).
Alle Guds børn har brug for det lys og den sandhed, der kommer fra Frelseren og kan vælge at reagere på det. At være lærer i Jesu Kristi evangelium betyder at hjælpe andre til at forstå og stole på hans lærdomme, forløsende kraft og fuldkomne kærlighed. Overvej, hvordan følgende ideer kan inspirere andre til at lære Jesus Kristus bedre at kende og følge ham.
Hjælp eleverne til at genkende Herrens kærlighed, kraft og barmhjertighed i deres liv
Det er godt at kende til Frelserens kærlighed, kraft og barmhjertighed, men vi er også nødt til at opleve den. Når vi ser, hvordan han velsignede og helbredte mennesker i skrifterne, hjælper det os til at udvikle større tro på, at han kan velsigne og helbrede os. At lære om Daniels oplevelser er for eksempel ufuldstændigt, hvis det ikke inspirerer os til at stole på Herren, når vi står over for vores egen billedlige løvekule.
Når du hjælper eleverne til at genkende Herrens »milde barmhjertighed« (1 Ne 1:20), både i skrifterne og i deres egne oplevelser, vil de føle og vide, at Herren er med dem og kærligt vil stå dem bi (se L&P 68:6). De vil se og føle Herrens kærlighed og barmhjertighed i deres personlige behov og omstændigheder.
Hjælp elever med at styrke deres forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus.
Formålet med at undervise og lære om Jesus Kristus er at hjælpe hver enkelt til at komme ham og vor himmelske Fader nærmere. Hjælp dem, du underviser, til aldrig at tabe det formål af syne. Tilskynd dem til at styrke deres forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus ved at studere skrifterne, omvende sig bestandigt, tale med Faderen i bøn og vidne om Faderen og Sønnen. Lær eleverne ved ord og eksempel, hvordan det binder os til Faderen og Sønnen at indgå og holde pagter. Hjælp dem til at vide, hvor dyrebare og elskede vi er for vor himmelske Fader og Kristus. Styrk deres tro på, at Jesus Kristus i kraft af sin fuldkomne forsoning er den eneste vej tilbage til vor Fader. Giv eleverne mulighed for at modtage et vidnesbyrd fra Helligånden, »som aflægger vidnesbyrd om Faderen og Sønnen« (Moses 5:9).
Hjælp eleverne til bevidst at stræbe efter at blive mere som Jesus Kristus
I sidste ende inspirerer det at lære om Jesus Kristus os til at blive mere som ham. Men at blive som ham sker kun, når vi handler i tro, både i og uden for klassen og træffer bevidste valg om at følge hans eksempel og modtage hans nåde. Bed eleverne om at søge Helligåndens hjælp for at finde frem til, hvordan de kan blive mere som Frelseren. Tilbyd vejledning og støtte, når eleverne gør det til en livslang stræben at stræbe efter at blive som ham.
Jakob sagde, at »alt det, som Gud har givet mennesket fra verdens begyndelse«, kan lære os om Jesus Kristus (2 Ne 11:4). Din undervisning kan være en af disse ting. Sæt Jesus Kristus i centrum for hver undervisnings- og læringsoplevelse. Når du og eleverne »taler om Kristus … fryder [jer] i Kristus … prædiker om Kristus« (2 Ne 25:26), kan Helligånden så et vidnesbyrd om Frelseren dybt i hver persons sind og hjerte. Når du hjælper dine elever til selv at lære vor himmelske Fader og Jesus Kristus at kende, vil de være mere tilbøjelige til at henvende sig til dem for at få hjælp, håb og heling hele deres liv.