Elsk dem, I underviser

Alt, hvad Frelseren gjorde under sin jordiske tjenestegerning, var motiveret af kærlighed. Når vi stræber efter at være Kristi sande tilhængere, kan vi blive fyldt med den samme kærlighed (se Joh 13:34-35; Moro 7:47-48; 8:26). Når Frelserens kærlighed er i vores hjerte, vil vi opsøge enhver måde at hjælpe andre til at lære om Kristus og komme til ham. Kærlighed bliver motivationen for vores undervisning.

At elske dem, I underviser

• Se eleverne, som Gud ser dem.

• Prøv at lære dem at kende – forstå deres omstændigheder, behov og styrker.

• Bed for dem med navns nævnelse.

• Skab et trygt miljø, hvor alle bliver respekteret og ved, at deres bidrag er værdsat.

• Find passende måder at udtrykke jeres kærlighed på

Frelseren så guddommeligt potentiale i alle, han underviste

De fleste mennesker i Jeriko troede, at de vidste alt, hvad de havde brug for at vide om Zakæus. Han var tolder og skatteopkræver – faktisk overtolder – og han var rig. De tænkte tydeligvis, at han måtte være uærlig og fordærvet. Men Jesus så på Zakæus’ hjerte og så en ærefuld »Abrahams søn« (se Luk 19:1-10). Frelseren så folk, ikke blot som de så ud til at være, men som de virkelig var – og som de kunne blive. I upolerede fiskere som Simon, Andreas, Jakob og Johannes så han de fremtidige ledere i sin kirke. I den frygtede forfølger Saulus så han et udvalgt »redskab«, som skulle forkynde sit evangelium for konger og nationer (se ApG 9:10-15). Og i jer og hver eneste person, I underviser, ser Frelseren en søn eller datter af Gud med ubegrænset potentiale.

Blandt de mennesker, I underviser, vil I sandsynligvis have nogle, der virker trofaste og omvendt, og andre, der virker uinteresserede eller endda oprørske. Vær forsigtig med ikke at gøre antagelser, der kun er baseret på det, I ser. Helligånden kan hjælpe jer til se noget af det, Frelseren ser i hver person – og hjælpe jer til at begynde at elske dem, som han gør.

Spørgsmål til overvejelse: Tænk på hver person, I underviser, og tænk over, hvad vor himmelske Fader og Jesus føler for hver enkelt. Hvad kan de se i ham eller hende? Hvordan vil disse tanker påvirke den måde, I underviser den person på?

Fra skrifterne: 1 Samuel 16:7; Salmerne 8:5-6; Romerne 8:16-17; Lære og Pagter 18:10-14

Frelseren kender os og forstår vores omstændigheder, behov og styrker

Den samaritanske kvinde kom ikke til brønden for at høre et evangelisk budskab. Hun kom for at hente vand. Men Frelseren kunne se, at hendes tørst var mere end fysisk. Han vidste, at hun havde en urolig fortid med ustabile forhold. Så Jesus tog det fysiske behov, der havde hendes umiddelbare interesse – livgivende vand – og satte det i forbindelse med hendes dybere åndelige behov for »levende vand« og »evigt liv«. Ved slutningen af deres samtale havde kvinden et personligt vidnesbyrd om, at Jesus var Kristus, delvist inspireret af, hvor godt han kendte hende. »[Han] har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort,« sagde hun. »Måske er det ham, der er Kristus?« (se Joh 4:6-29).

At være en kristuslignende lærer omfatter at lære de mennesker, I underviser, at kende og stræbe efter at forstå, hvad der er i deres hjerte. I kan interessere jer for dem og vise medfølelse. I kan se efter måder at forstå deres baggrund, talenter, interesser og behov på. I kan finde ud af, hvordan de lærer bedst. I kan stille spørgsmål, lytte omhyggeligt og observere. Frem for alt kan I bede om forståelse, som kun Ånden kan give. Jo bedre I kender en person, jo bedre er I i stand til at hjælpe ham eller hende med at finde personlig mening og kraft i Jesu Kristi evangelium. Når I først forstår en persons tørst, kan Ånden lære jer, hvordan I kan bidrage til at slukke den med Frelserens levende vand.

Spørgsmål til overvejelse: Hvad ved I allerede om dem, I underviser? Hvad er vigtigt for dem? Hvad er deres stærke sider? Hvad kæmper de med? Hvad kan I gøre for at forstå dem bedre?

Fra skrifterne: Salmerne 139:1-5; Matthæus 6:25-32; Markus 10:17-21; Johannes 10:14; 3 Nefi 17:1-9

Frelseren bad for dem, han underviste.

Forestil jer, hvad Simon Peter må have følt, da han hørte Frelseren sige til ham: »Simon, Simon! Satan gjorde krav på [dig] … men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte« (Luk 22:31-32). Hvordan ville det have påvirket jer at vide, at Jesus Kristus bad til Faderen for jer? Folket i det fordums Amerika havde en oplevelse som denne, og de beskrev det på denne måde: »Ingen kan fatte den glæde, der fyldte vor sjæl på det tidspunkt, vi hørte ham bede til Faderen for os« (3 Ne 17:17).

I kan også tænke på, hvad der sker inde i jer, når I beder for nogen – regelmæssigt, ved navn. Hvordan påvirker jeres bønner, hvad I føler for den person? Hvordan påvirker de jeres handlinger? Vor Fader i himlen hører og besvarer bestemt oprigtige bønner fra en lærer, der ønsker at hjælpe en elev. Og i mange tilfælde er en måde, hvorpå han besvarer disse bønner, ved at røre lærerens hjerte og inspirere ham eller hende til at gøre eller sige noget, der vil hjælpe eleven til at føle hans kærlighed.

Spørgsmål til overvejelse: Når I tænker på dem, I underviser, er der så nogen, som I føler har et særligt behov for jeres bønner? Hvad føler I jer inspireret til at bede for på hans eller hendes vegne? Hvilke velsignelser kan der komme, når I opfordrer eleverne til at bede for hinanden?

Fra skrifterne: Johannes 17; Alma 31:24-36; 3 Nefi 18:15-24; 19:19-23, 27-34

Frelseren sikrede sig, at alle følte sig respekteret og værdsat

Den generelle holdning blandt religiøse ledere på Jesu tid var, at syndere skulle skys. Derfor blev disse ledere rystede, da de så Jesus omgås syndere. Hvordan kan en person, der er forbundet med sådanne mennesker, være en åndelig lærer?

Jesus havde selvfølgelig en anden tilgang. Han forsøgte at helbrede dem, der var åndeligt syge (se Mark 2:15-17; Luk 4:17-18). Han rakte konsekvent ud til dem, der var anderledes end dem omkring sig, eller som havde en urolig fortid, og han interagerede med dem, der havde syndet. Han roste en romersk soldats tro (se Matt 8:5-13). Han kaldte en mistroisk skatteopkræver til at være en af sine betroede disciple (se Mark 2:14). Da en kvinde blev beskyldt for ægteskabsbrud, fik han hende til at føle sig tryg og inspirerede hende til at omvende sig og leve et bedre liv (se Joh 8:1-11).

Men Jesus gjorde mere end det. Han fremelskede den samme accept og kærlighed blandt sine tilhængere. Hans eksempel var helt sikkert i hans apostles hjerte, da tiden var inde til, at de skulle bringe evangeliet til alle mennesker. Dette er tydeligt i Peters ord: »Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen« (ApG 10:34).

Der er en meget god chance for, at næsten alle, I er kaldet til at undervise, kæmper på en eller anden måde med at føle sig respekteret og værdsat. Ved den måde, I elsker og respekterer dem på, kan I kommunikere, at de ikke blot er velkomne, men også nødvendige. I kan række ud til dem, der ikke kommer, som har det svært, eller som ikke virker interesserede, og være tålmodig, hvis fremgangen synes langsom. I kan hjælpe alle til at føle sig sikre og trygge ved at dele deres egne bekymringer med de andre troende. Og I kan gøre mere end det. I kan inspirere alle elever til at hjælpe jer til at skabe et miljø, hvor læren undervises i en ånd af respekt, tilhørsforhold og kærlighed.

Spørgsmål til overvejelse: Hvad hjælper en person til at føle sig respekteret og værdsat? Hvad inspirerer en person til at respektere og værdsætte andre? Når I bønsomt tænker på dem, I underviser, hvad bliver I så tilskyndet til at gøre, så de alle kan føle sig velkomne og nødvendige?

Fra skrifterne: Johannes 4; 2 Nefi 26:27-28, 33; Alma 1:26; 3 Nefi 18:22-25

Lærere kan hjælpe dem, de underviser, til at føle sig elsket.

Frelseren udtrykte kærlighed til dem, han underviste

Ved slutningen af en vidunderlig, opløftende dag med undervisning og omsorg blandt nefitterne bemærkede Jesus, at tiden var inde til, at han tog afsted. Han havde andre mennesker at besøge. »Gå derfor til jeres hjem,« sagde han, »og bered jeres sind til morgendagen.« Men folk sad der bare »rørt til tårer« og kiggede »vedholdende på ham, som om de ville bede ham om at blive lidt længere hos sig.« Da Jesus så deres uudtalte behov og blev »fyldt af medfølelse«, blev han lidt længere (3 Ne 17:3, 5-6). Han velsignede de syge og hjemsøgte. Han knælede og bad sammen med dem. Han græd med dem, og han frydede sig med dem.

Overvej bønsomt at studere Frelserens ord og handlinger i 3 Nefi 17. Tænk over den kærlighed, han udtrykte for dem, han underviste. Se efter udtryk for hans kærlighed andre steder i skrifterne. Tænk derpå på de mennesker, I underviser. Hvordan udtrykker I kærlighed for dem på en passende måde? Lad Ånden vejlede jer. Hvis I synes, det er svært at føle eller udtrykke kærlighed til dem, I underviser, så begynd med at bære vidnesbyrd om Guds kærlighed. Dernæst skal I »bed[e] til Faderen med hjertets hele styrke om, at [du] må blive fyldt af denne kærlighed, som han har skænket alle, som er hans Søns, Jesu Kristi, sande tilhængere« (Moro 7:48). Og husk, at jeres omhu i at undervise en lektion aldrig bør aflede jer fra at udtrykke kærlighed gennem jeres ord og handlinger. Ofte er måden, I behandler mennesker på, lige så vigtig som det, I underviser dem i.

Spørgsmål til overvejelse: Hvordan har Frelseren hjulpet jer til at kende hans kærlighed til jer? Hvordan har en forælder eller en anden lærer hjulpet jer til at føle hans kærlighed? Ved de mennesker, I underviser, at I elsker dem? Ved de, at Frelseren elsker dem?

Fra skrifterne: Markus 6:31-42; Johannes 13:3-16, 34-35; 15:12-13; 1 Korinther 13:1-7; 1 Johannes 4:7-11

Nogle måder at anvende det, I lærer

• Hvis I underviser en klasse, så lær navnene på eleverne og brug dem, når I underviser.

• Udtryk jeres taknemlighed, når eleverne bidrager.

• Interagér med eleverne før og efter, I underviser.

• Hjælp eleverne til at udvikle en atmosfære af kærlighed og respekt for hinanden.

• Lyt opmærksomt – når I underviser og på andre tidspunkter.

• Udfør tjenestegerninger for dem, I underviser.

• Vær villig til at ændre jeres undervisningsplaner for at bruge mere tid på principper, der er betydningsfulde for dem, I underviser.