1 Og se, det skete, at Alma, som var flygtet for kong Noas tjenere, omvendte sig fra sine synder og sin syndighed og gik hemmeligt om blandt folk og begyndte at undervise i Abinadis ord –

2 ja, om det, der skulle komme, og også om de dødes opstandelse og den forløsning af folk, som ville blive tilvejebragt ved Kristi kraft og lidelser og død samt hans opstandelse og opstigning til himlen.

3 Og så mange, som ville lytte til hans ord, underviste han. Og han underviste dem i hemmelighed, for at det ikke skulle komme til kongens kendskab. Og mange troede på hans ord.

4 Og det skete, at så mange, som troede på ham, gik hen til et sted, som blev kaldt Mormon, og som havde fået sit navn af kongen, og som lå ved grænserne til det land, som til tider eller i perioder blev hærget af vilde rovdyr.

5 Se, der var i Mormon en kilde af rent vand, og Alma tog tilflugt dér, idet der dér i nærheden af vandet var en tykning af små træer, hvor han skjulte sig om dagen for kongens eftersøgninger.

6 Og det skete, at så mange, som troede på ham, gik derhen for at høre hans ord.

7 Og det skete efter mange dage, at der var samlet et temmelig stort antal ved stedet Mormon for at høre Almas ord. Ja, alle, der troede på hans ord, var samlet for at høre ham. Og han underviste dem og prædikede omvendelse og forløsning og tro på Herren for dem.

8 Og det skete, at han sagde til dem: Se, her er Mormons vande (for således blev de kaldt), og se, eftersom I nu nærer ønske om at komme ind i Guds fold og at blive kaldt hans folk og er villige til at bære hinandens byrder, så de bliver lette;

9 ja, og er villige til at sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst, og at stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder, hvor I måtte befinde jer, ja, indtil døden, så I kan blive forløst af Gud og blive regnet blandt dem i den første opstandelse, så I må få evigt liv –

10 se, jeg siger jer, hvis dette er jeres hjertes ønske, hvad har I da imod at blive døbt i Herrens navn som et vidnesbyrd for ham om, at I har indgået en pagt med ham om, at I vil tjene ham og holde hans befalinger, så han kan udøse sin Ånd mere rigeligt over jer.

11 Og se, da folket havde hørt disse ord, klappede de i deres hænder af glæde og udbrød: Det er vort hjertes ønske.

12 Og se, det skete, at Alma tog Helam, som var en af de første, og gik hen og trådte ud i vandet og råbte, idet han sagde: O Herre, udøs din Ånd over din tjener, så han kan gøre dette arbejde i hjertets hellighed.

13 Og da han havde sagt disse ord, kom Herrens Ånd over ham, og han sagde: Helam, jeg døber dig, idet jeg har myndighed fra Gud den Almægtige, som et vidnesbyrd om, at du har indgået en pagt om at tjene ham, indtil du er død, hvad det dødelige legeme angår; og måtte Herrens Ånd blive udøst over dig; og måtte han skænke dig evigt liv ved Kristi forløsning, hvem han har beredt fra verdens grundlæggelse.

14 Og efter at Alma havde sagt disse ord, blev både Alma og Helam begravet i vandet; og de rejste sig og kom op af vandet og frydede sig, for de var fyldt af Ånden.

15 Og atter, Alma tog en anden og gik for anden gang ud i vandet og døbte ham ligesom den første, blot begravede han ikke sig selv i vandet igen.

16 Og på denne måde døbte han enhver, der kom hen til stedet Mormon; og de var i antal omkring to hundrede og fire sjæle; ja, og de blev døbt i Mormons vande og blev fyldt af Guds nåde.

17 Og de blev kaldt Guds kirke eller Kristi kirke fra den tid af. Og det skete, at hver den, der blev døbt med magt og myndighed fra Gud, blev føjet til hans kirke.

18 Og det skete, at Alma, der havde myndighed fra Gud, ordinerede præster; ja, én præst for hver halvtreds af dem ordinerede han til at prædike for dem og til at undervise dem i det, der hører Guds rige til.

19 Og han befalede dem, at de intet måtte undervise i, undtagen det som han havde undervist i, og som var blevet talt ved de hellige profeters mund.

20 Ja, han befalede dem endda, at de intet skulle prædike, undtagen omvendelse og tro på Herren, som havde forløst sit folk.

21 Og han befalede dem, at der ikke skulle være nogen strid, den ene med den anden, men at de skulle se fremad med ét blik, idet de havde én tro og én dåb og havde deres hjerter knyttet sammen i enighed og i kærlighed, den ene til den anden.

22 Og således befalede han dem at prædike. Og således blev de Guds børn.

23 Og han befalede dem, at de skulle iagttage sabbatsdagen og holde den hellig, og også at de hver dag skulle give tak til Herren deres Gud.

24 Og han befalede dem også, at de præster, som han havde ordineret, skulle arbejde med deres hænder for deres underhold.

25 Og der var én dag i hver uge, der blev afsat til, at de skulle samle sig for at undervise folket og for at tilbede Herren deres Gud, og også så ofte, som det stod i deres magt at mødes sammen.

26 Og præsterne skulle ikke være afhængige af folket med hensyn til deres underhold, men for deres arbejde skulle de modtage Guds nåde, så de kunne vokse sig stærke i Ånden, idet de havde kundskab om Gud, så de kunne undervise med magt og myndighed fra Gud.

27 Og videre befalede Alma, at kirkens folk skulle give af deres gods, enhver i forhold til det, som han havde; hvis han havde mere rigeligt, skulle han give mere rigeligt; og af den, der kun havde lidt, skulle der kun forlanges lidt; og til den, der ikke havde noget, skulle der gives.

28 Og således skulle de give af deres gods af deres egen fri vilje og gode ønsker for Gud og til de præster, der stod i behov, ja, og til enhver trængende, nøgen sjæl.

29 Og dette sagde han til dem efter at have fået befaling af Gud; og de vandrede retsindigt for Gud, idet de gav til hinanden, både timeligt og åndeligt, efter deres behov og deres trang.

30 Og se, det skete, at alt dette blev gjort i Mormon, ja, ved Mormons vande i den skov, der lå nær ved Mormons vande; ja, stedet Mormon, Mormons vande og Mormons skov, hvor smukke er de ikke i deres øjne, de, som dér kom til kundskab om deres forløser; ja, og hvor velsignede er de ikke, for de skal synge til hans pris for evigt.

31 Og dette blev gjort i landets grænseegne, for at det ikke skulle komme til kongens kendskab.

32 Men se, det skete, at kongen, der havde opdaget en bevægelse blandt folket, sendte sine tjenere ud for at holde øje med dem. Derfor blev de på den dag, da de var ved at samles for at høre Herrens ord, opdaget af kongen.

33 Og se, kongen sagde, at Alma ophidsede folket til oprør mod ham; derfor sendte han sin hær ud for at udrydde dem.

34 Og det skete, at Alma og Herrens folk blev underrettet om kongens hærs komme, derfor tog de deres telte og deres familier og drog ud i ødemarken.

35 Og de var i antal omkring fire hundrede og halvtreds sjæle.