God nok til templet?
Forfatteren bor i Saint Michael på Barbados.
Jeg følte ikke, at jeg var god nok til at træde ind i templet, men Ånden sagde noget andet.
Det meste af mit liv har jeg hørt om, hvor vigtigt det er for os at komme i templet. Jeg husker at synge primarysange som »Jeg elsker Herrens tempel« og »Vores familie kan være sammen for evigt«, der mindede mig om, hvor helligt templet er, og at vi må være værdige for komme derind. Jeg var blevet undervist om, at det er et sted, hvor vor himmelske Fader dvæler, og at det er så vigtigt at træde ind bag de hellige mure.
Mine forældre havde været inden for de hellige mure, selvom de ikke var i stand til at komme der så ofte, som de gerne ville. De tog sammen i templet for første gang et år efter, de var blevet gift. Det var svært, for selvom de vidste, at de ikke havde råd til at tage derhen, vidste de også, at de ikke havde råd til at lade være. I vores hjem er vigtigheden af at tage til templet, så snart vi kunne, altid blevet understreget og også at gøre et tempelægteskab til et mål. Mine forældre viste mig også, hvor vigtige og hellige deres pagter var. De lærte mig, at de modtog mange velsignelser ved at holde deres pagter, og på grund af deres eksempel besluttede jeg, at det også var noget, jeg ønskede. Som årene gik blev jeg ved med at minde mig selv om altid at have »templet for øje«, selvom det nærmeste tempel lå langt væk.1
Her på Barbados er vi ikke så privilegerede at have et tempel så tæt på, at vi kan gå derhen eller tage bussen. Hvis vi skal til templet, skal vi rejse meget langt væk hjemmefra med fly. Jeg tror, at det er derfor så mange medlemmer påskønner deres besøg i templet så meget.
Endelig fik jeg muligheden for at komme i templet for første gang, men af en eller anden grund følte jeg mig meget urolig. Den første tanke, der faldt mig ind, var, at selvom jeg gjorde mit bedste, var det ikke godt nok; jeg var ikke værdig nok. Det bekymrede mig enormt. Jeg prøvede virkeligt at gøre mit bedste, så hvorfor følte jeg mig så modfalden omkring at tage til templet?
Jeg afgjorde, at med så stor en beslutning som denne måtte jeg søge svaret hos min himmelske Fader. Ønskede han, at jeg tog dertil, eller var jeg virkelig ikke god nok?
De næste to uger var fuld af morgener, der blev til aftener på mine knæ og i fortsat faste. Jeg prøvede mit bedste for at have Ånden nær, og selvom jeg mange aftener rejste mig fra mine knæ efter inderlig bøn og stadig var usikker, så var jeg sikker på, at vor himmelske Fader ville svare. Jeg var nødt til at være tålmodig.
Den næste søndag, da jeg sad til et faste- og vidnesbyrdsmøde, var Ånden virkelig stærk. Jeg havde lukket mine øjne, mens nadveren blev omdelt, og så var det, at jeg fik mit svar. Det føltes, som om vor himmelske Fader sagde: »Zariah, hvis det kommer fra mig, hvordan kan det så være forkert?«
Da jeg følte disse ord, fik jeg tårer i øjnene og følte en helt overvældende følelse af glæde. Jeg vidste, at vor himmelske Fader havde hørt hver eneste bøn, jeg havde ytret. Han vidste præcis, hvor utilstrækkelig jeg følte mig, men han mindede mig også om, at Frelseren gennem sin forsoning kan hjælpe os med at blive lidt bedre dag for dag. Al følelse af utilstrækkelighed forduftede i det øjeblik.
Da jeg nåede hjem den eftermiddag, fortalte jeg min familie om svaret, jeg havde fået, at jeg var nødt til at tage til Herrens hus for at indgå disse særlige, hellige pagter, vi behøver for at få evigt liv.
Da jeg var til interview hos både grens- og missionspræsidenten, fik jeg det endnu bedre med min beslutning. Ved begge lejligheder blev vor himmelske Fader ved med at bekræfte for mig, at jeg havde truffet den rette beslutning, at jeg var værdig, at jeg var god nok.
Den følelse fulgte mig hele vejen til tempelområdet. Da jeg først satte min fod inden for i de hellige haller, føltes det, som om vor himmelske Fader slog armene om mig og sagde: »Velkommen hjem.« Det var nok en af de mest fantastiske følelser, og jeg vil aldrig glemme den.
Jeg er så taknemmelig for mine forældre og deres gode eksempel, fordi de lærte mig om vigtigheden af at tage til templet og hjalp mig med at forberede mig til at træde ind på dette hellige sted. Men vigtigst af alt er jeg taknemmelig for min himmelske Fader, der har gjort det muligt, at himlen kan røre jorden. Fordi han gør det muligt for os at indgå hellige pagter og ikke blot for os selv, men også for de af vores forfædre, der ikke havde muligheden for at gøre det selv.
Templet er i sandhed et bevis på vor himmelske Faders kærlighed til os. Mange gange er vi vores egne værste kritikere. Der kan være gange, hvor vi føler os ufuldkomne eller mismodige, men vi er nødt til at huske, at vi ikke er nødt til at være fuldkomne for at være værdige. Når vi føler os mismodige over vores mangler og føler, at vi ikke er gode nok, så bør vi huske vor Frelsers offer og vende os til ham for hjælp. Jesu Kristi forsoning gør det muligt for alle at komme til templet. Gennem Ånden kan vi vide, at vi er gode »nok.« Vi er ikke fuldkomne, og det ved vor himmelske Fader godt, men det vigtigste er, at vi gør vores bedste for at være værdige og stræbe efter det hver dag. Templet er det vigtigste sted at være, og jeg er glad for, at jeg blev i stand til at komme derhen.