Husk på historien om enken i Nain, når I mister modet
Især når vi føler os glemt eller overset, må vi huske på, at Jesus kom enken til undsætning præcis, da nøden var størst, og han vil også komme os til undsætning.
Vi kan sommetider i livets op- og nedture føle det som om, at Gud er lidt fraværende i vores hverdag. Vi kan være inde i mønstre, der forekommer kedelige og ensformige. Der sker ikke så meget, og det er sommetider svært at pege på et område, hvor Gud direkte har grebet ind i vores liv. Når jeg bliver ramt af sådanne følelser af ubetydelighed, tænker jeg ofte på en kvinde i Det Nye Testamente, der må have følt det sådan. Hun nævnes ikke ved navn i skrifterne, men hun kendes blot på den by, hun boede i, og hendes ægteskabelige status.
Kvinden er enken fra Nain, og Lukas er den eneste evangelist, der fortæller hendes forbløffende historie. For mig repræsenterer hun essensen i Frelserens persontilpassede tjeneste, og hvordan han rakte ud til de mismodige, jævne mennesker i samfundet. Denne beretning svarer klart på spørgsmålet om, hvorvidt Gud kender og kerer sig om os.
En kort synopsis af miraklet i Lukasevangeliet kapitel 7 fortæller os, at Jesus kom til en by, hvor man bar en død ud, og Jesus vakte på mirakuløs vis den unge mand til live igen. Men der er så meget mere at forstå i den ramme. Som med alle mirakler, men især med dette, er konteksten afgørende for at forstå hændelsen. Idet jeg har undervist på Brigham Young University i Jerusalem, vil jeg dele min personlige indsigt i dette mirakel.
Nain var en lille landsby ude på landet på Jesu tid, den lå ved siden af Orakel-egene, der lå på østsiden af sletten Jizre’el. Byen lå afsides. Der var blot en enkel vej, der førte dertil. På Jesu tid har denne landsby været lille og relativt fattig, og sådan er den forblevet. I byens historie har denne by til tider blot talt 34 huse og 189 mennesker.1 I dag bor der omtrent 1500 indbyggere i byen.
Lukas indleder sin beretning med at bemærke, at Jesus var i Kapernaum dagen inden, hvor han havde helbredt officerens tjener (se Luk 7:1-10). Dernæst læser vi, at »derefter« (vers 11, fremhævelse tilføjet) gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham Denne sekvens er meget vigtig. Kapernaum ligger ved den nordvestlige ende af Genesaret Sø, ca. 180 meter over havets overflade. Nain ligger ca. 48 km sydvest for Kapernaum og 213 meter over havets overflade, hvilket vil sige, at det kræver en anstrengende tur op af bakke til Nain. At gå fra Kapernaum til Nain har været en tur på mindst en til to dage. For nylig tog det en gruppe unge studerende ved BYU Jerusalem Center 10 timer at vandre denne strækning på asfalteret vej. Det betyder, at Jesus sandsynligvis var stået meget tidligt op om morgenen eller var vandret i løbet af natten for at nå begravelsesoptoget.2
Da Kristus nærmer sig byporten efter en meget anstrengende rejse, bliver en ung mand, sikkert i tyverne,3 båret død ud. Lukas fortæller os, at denne unge mand var sin mors eneste søn, og hun var enke, og nogle lærde tolker den græske tekst således, at hun ikke havde andre børn.4 En stor skare fra landsbyen ledsagede hende på denne meget tragiske familiefærd.
At miste en søn har naturligvis været en tragedie for enhver, men overvej konsekvenserne for denne enke. Hvad det må have betydet socialt, åndeligt og økonomisk at være enke uden efterkommere i det gamle Israel? Ifølge kulturen i Det Gamle Testamente var det et tegn på Guds straf for synd, hvis en ægtemand døde, inden han var gammel. Således mente nogle, at Gud tildelte straffen på den overlevende enke. I Ruths Bog siger No’omi klagende, efter hun er blevet enke i en tidlig alder: »Herren har vidnet imod mig, når den Almægtige har bragt ulykke over mig« (Ruth 1:21).5
Der var ikke alene tale om åndelig og følelsesmæssig smerte, men for denne enke i Nain betød det også økonomisk undergang – og udsigt til at sulte.6 Efter giftermål blev en kvinde ægtemandens families økonomiske ansvar. Hvis han døde, overgik ansvaret for hende til hendes søn. Nu hvor denne enkes eneste søn var død, hang hun i et økonomisk tyndt reb. Hvis hendes søn har været i tyverne, har hun sandsynligvis været en midaldrende kvinde, der boede i en lille, afsides landsby, og nu befandt hun sig i en åndelig, social og økonomisk desperat situation.
Præcis i det korte tidsspænd, hvor landsbyens beboere bar enkens søn ud for at blive begravet, mødte Jesus optoget, og han »ynkedes … over hende« (Luk 7:13). Det kan rent faktisk være Lukas’ største underdrivelse. Jesus opfattede på en eller anden måde enkens yderst desperate situation. Hun havde måske tilbragt natten i bøn på sit jordklinede gulv og tryglet vor himmelske Fader om at forstå hvorfor. Hun havde måske tilmed spurgt, hvorfor hun skulle leve videre på denne jord. Eller hun har måske været rædselsslagen ved tanken om den forestående ensomhed. Vi ved det ikke. Men vi ved, at Frelseren valgte at forlade Kapernaum umiddelbart, hvilket kan have krævet, at han gik om natten for at møde begravelsesfølget lige inden, de lagde den dødes legeme i graven.
Ja, da Jesus så kvindens tårevædede ansigt, som hun gik der i følget, følte han stor medlidenhed med hende – men det virker som om hans medfølelse var vakt længe, inden han blot »stødte« ind i begravelsesfølget. Han kom der præcist i nødens time for hende.
Jesus sagde til enken: »Græd ikke!« (v. 13). Uden at være bange for rituel urenhed, »rørte han ved båren«, og »bærerne stod stille«. Derpå sagde han: »›Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!‹
Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor« (v. 14-15). Naturligvis blev landsbyens beboere og Jesu tilhængere slået af ærefrygt, da deres sorg blev vendt til den rene glæde. Og de »priste Gud og sagde: ›En stor profet er fremstået iblandt os‹« (v. 16). Men dette mirakel handler også om at redde en desperat sjæl. Jesus var opmærksom på, at noget var helt galt for denne kvinde – en der blev set ned på i deres kultur. Hendes situation kaldte på hans umiddelbare opmærksomhed, selvom han havde rejst langt for at være der præcis i det rette øjeblik. Han kendte til hendes desperate situation, og han kom hastende. Præsident Thomas S. Monson (1927-2018) talte unægtelig sandhed, da han sagde: »En dag, når vi ser tilbage på, hvad der tilsyneladende virkede som tilfældigheder, vil vi forstå, at de måske ikke var så tilfældige alligevel.«7
Hvor opbyggende denne beretning end er, så må den blive mere end en sej historie fra Bibelen for os. Den vidner uvægerligt om, at Jesus kendte til denne fattige, glemte og nødlidende enke. Især når vi føler os glemt eller overset, må vi huske på, at Jesus kom enken til undsætning, da nøden var størst, og han vil også komme os til undsætning. Desuden handler en anden lektie, vi kan lære af vor Frelsers eksempel, om vigtigheden af at række ud for at velsigne andre omkring os. Mange i jeres omgangskreds kan fra tid til anden miste modet. Hvis I kan fortælle dem om »søster Nain«, og hvordan Herren nøjagtigt kendte til hendes fortvivlelse og store personlige krise, kan det måske ændre nat til dag. Husk præsident Spencer W. Kimballs (1895-1985) skarpe observation: »Gud lægger virkelig mærke til os, og han våger over os. Men almindeligvis er det gennem et andet menneske, han opfylder vores behov.«8
Af alle Jesu mirakler under hans levetid på jorden, er få i mine øjne, så kærlige og medfølende som det, han gjorde for enken i Nain. Det minder os om, at vi betyder noget for ham, og at han aldrig vil glemme os. Det må vi ikke glemme.