Træf beslutninger: Handlefrihed versus åbenbaring

Erin Rider

Forfatteren bor i Utah i USA.

Når det gælder store beslutninger, hvor meget har vi så brug for at stole på, at Gud fortæller os, hvad vi skal gøre.

Hver eneste dag står vi hver især med en masse valg. Nogle er ret dagligdags som: »Hvad skal jeg tage på af tøj?« »Hvad skal jeg spise til frokost?« »Er det blevet tid til at købe en ny bil, eller kan den gamle holde lidt længere?« Men af og til skal vi træffe store beslutninger – »Skal jeg begynde at gå i skole igen?« »Skal jeg takke ja til dette job?« »Skal jeg flytte til en ny by?« »Skal jeg købe et hus?« »Skal jeg date denne person?« »Skal jeg gifte mig med denne person?« og så fremdeles.

Når vi støder på store beslutninger, har vi tendens til – og nok med rette – at det tager os lidt længere tid at træffe et valg. Vi følger det råd, der blev givet til Oliver Cowdery i Lære og Pagter 9:8-9, hvor Herren siger:

»Men se, jeg siger dig, at du må gennemtænke det i dit sind; dernæst må du spørge mig, om det er rigtigt, og hvis det er rigtigt, vil jeg bevirke, at det brænder i brystet på dig, således skal du føle, at det er rigtigt.

Men hvis det ikke er rigtigt, får du ikke sådanne følelser, men dine tanker bliver uklare, hvilket får dig til at glemme det, der er urigtigt.«

Selvom dette bestemt er et godt råd, hælder vi sommetider, når det gælder store beslutninger, lidt for meget til den del, hvor Gud fortæller os, hvad der er rigtigt og ikke nok til den del, hvor han siger, at vi må gennemtænke det i vores sind. Vi står sådan i stampe, mens vi venter på, at Gud bekræfter vores beslutninger, at vi lader utrolige muligheder gå os af hænde. Vi anerkender måske nok, hvilken rolle handlefrihed spiller, men vi er skrækslagne for at tage en beslutning, der kan føre os væk fra den forudbestemte »plan« for os, og vi formoder, at alt andet end en brænden i brystet eller en røst fra himlen betyder, at vores beslutning er forkert. For mange af os leder denne uudtalte spænding mellem handlefrihed og personlig åbenbaring til et væsentligt spørgsmål: Hvad er Guds rolle omkring beslutningstagen?

Guds rolle i vores beslutningstagen

Måske adresserer man spørgsmålet bedst gennem historien om Jereds bror. Der er et interessant vækstmønster i den historie, der lærer os om måden, hvorpå Gud forventer, at vi træffer beslutninger. Efter Babelstårnet og sprogene var blevet forvirret, bad Jered sin bror om at spørge Herren om, hvorvidt de skulle drage ud af landet, og hvis de skulle, hvor de så skulle tage hen (se Eter 1:36-43). Jereds bror spurgte, og Herren førte dem til kysten. Mens de rejste, talte Herren til dem fra en sky og førte dem hvert et skridt af vejen. Til sidst kom de til et sted ved kysten, hvor de blev i fire år.

Ved slutningen af de fire år, taler Gud til Jereds bror og siger, at de skal bygge fartøjer og gøre sig klar til at krydse havet. Da Jereds bror indså, at der ikke ville være noget lys på fartøjerne, fulgte han det vante mønster med at gå til Gud og spørge om, hvad han skulle gøre. Som forventet svarede Herren ham ved at give detaljerede instruktioner om at lave huller i toppen og bunden af fartøjerne. Bemærk det foreløbige åbenbaringsmønster: Gud giver dem en plan, de stiller spørgsmål om, hvordan de udfører planen og Gud svarer med detaljerede og definitive svar.

Men efter han havde lavet huller i skibene, indså Jereds bror, at der ikke var lys på skibene. Han spurgte igen Gud om, hvad han skulle gøre. I stedet for at svare spurgte Gud: »Hvad vil I, at jeg skal gøre, for at I kan have lys i jeres fartøjer?« (Eter 2:23). Fremfor at give detaljeret instruktion, som han havde gjort før, ventede Herren på, at Jereds bror besluttede, hvad der skulle gøres.

Den slags svar fra Herren er måske det sværeste at forstå, når man prøver at træffe en beslutning. Vi bliver undervist i at bede og vente på et svar, så vi bekymrer os naturligvis, når vi intet hører. Vi spekulerer ofte på, om manglen på et klart svar tæller som, at vores »tanker bliver uklare« og er en indikation på, at vores valg er forkert. Andre gange undrer vi os måske over, om det betyder, at vi ikke er retfærdige nok, eller vi ikke har bedt »med oprigtig hensigt« (se Moro 10:4). Men der er en tredje mulighed, som vi ikke altid overvejer – nemlig, at Gud, som han gjorde med Jereds bror, venter på, at vi selv træffer vores beslutning.

Tag en beslutning

Jeg oplevede for nylig en situation, der udfordrede den måde, jeg tænkte på handlefrihed og personlig åbenbaring på. Jeg var ved at være færdig med overbygningen på mit studium, jeg havde fået nogle få forskellige jobs tilbudt i forskellige byer, og jeg kunne ikke bestemme mig for, hvilket jeg skulle tage. Ligesom med Jereds bror, har jeg oplevet mange stunder, hvor jeg har bedt om en større beslutning, og Gud besvarede med et ret definitivt svar. I tillid til disse tidligere erfaringer, begyndte jeg at bede og spørge Gud om hjælp til at beslutte, hvilket job jeg skulle tage. Jeg gjorde også min del for at finde ud af mere om hvert job og rådførte mig med mange mennesker. Men uanset, hvor meget jeg bad og fastede, syntes himlene tavse, og jeg fik ingen svar.

Tidsfristen for at træffe en beslutning var ved at løbe ud, og jeg begyndte at panikke. Det var jo helt sikkert den slags beslutning, som Herren måtte bekymre sig om, så hvorfor svarede han ikke? Måske brød han sig ikke om, hvilket job jeg valgte, men han måtte da bryde sig om, hvilken by jeg flyttede til, da det uden tvivl fik indvirkning på mit liv. Tidligere havde Herren altid keret sig om mine beslutninger, så hvorfor kerede han sig så ikke også om denne her?

Men uanset, hvor hårdt jeg prøvede, kom der intet svar. Jeg begyndte at spekulere på, om jeg var gledet for langt væk fra Gud, så jeg ikke kunne høre hans svar. Jeg spekulerede også på, om jeg ikke kunne høre, fordi jeg underbevidst ikke ønskede at høre svaret. Endelig udløb tidsfristen og jeg vidste, at jeg måtte træffe et valg, så jeg brugte min dømmekraft og traf en beslutning. Den aften bad jeg bare og spurgte, om han ville lade mig vide, om mit svar var forkert. Der kom stadig ingen respons, så jeg gik videre og tog jobbet.

Adskillige måneder senere var jeg stadig i tvivl om min beslutning, så jeg bad om en præstedømmevelsignelse for at få vished. I velsignelsen fik jeg at vide, at jeg ikke fik svar på min bøn, for Herren var tilfreds, uanset hvilken beslutning jeg nu engang traf. Den velsignelse understregede et råd, jeg tidligere havde fået af min missionspræsident, der fortalte mig, at ofte betyder det ikke så meget, hvilken beslutning vi træffer. Gud ønsker, at vi lærer at stå på egne ben og beslutte, hvordan vi vil leve vores liv. Min missionspræsident påmindede mig også om, at Gud som vor himmelske Fader ikke ville straffe os og fjerne lovede muligheder, hvis vi oprigtigt prøver at finde ud, hvad vi skal gøre.

Jereds bror kunne sandsynligvis have foreslået næsten enhver løsning på at oplyse fartøjerne, og det havde Herren bifaldet. Pointen med den erfaring var ikke blot, at Jereds bror fik styrket sin tro, men også at han lærte at træffe en beslutning.

Udøv handlefrihed

Set fra et evigt perspektiv er udøvelse af handlefrihed en nødvendig del af personlig udvikling. Uden den kan vi ikke træffe den slags valg, der gør, at vi kan nå vores fulde potentiale. Udvikling kommer som alt andet i evangeliet »linje på linje, forskrift på forskrift« (2 Ne 28:30). Gud ønsker et folk, der er beredt og ikke paralyseret, han forventer, at vi bruger vores handlefrihed til at leve vores liv efter bedste evne.

Når vi engang har lært at finde balancen mellem handlefrihed og åbenbaring, kan vi opleve ægte åndelig udvikling. Det var det, der skete for Jereds bror. Efter han havde tænkt det igennem, arbejdede han for at smelte 16 sten ud af en klippe, hvorefter han bad Gud om at røre dem og få dem til at lyse (se Eter 3:1-5). Da Gud denne gang svarede, ændrede alt sig. Fremfor at høre Guds røst fra en sky, så Jereds bror faktisk Herren, der ikke blot i egen person viste sig for Jereds bror, men som også viste ham utrolige syn af verden og alt, der skulle ske (se Eter 3:6-26). Det er muligt, at Jereds bror ikke ville have været åndeligt forberedt til at modtage det syn, hvis han ikke først havde oplevet den personlige udvikling, der kom af, at han traf sin egen beslutning.

Når vi træffer beslutninger, bør vi bestemt følge Almas råd: »Rådfør dig med Herren i alle dine gerninger« (Alma 37:37). Når Herren har brug for, at vi træffer en specifik beslutning, vil han lade os det vide og hjælpe os med ikke at fare vild. Men vi må også være klar til at rejse os og gå frem i tro, uanset om der kommer et svar eller ej. Så længe vi holder vores pagter og forbliver tro mod Jesu Kristi evangelium, kan vi i vores retfærdige beslutninger have tillid til og føle fred ved, at Herren er tilfreds med vores indsats.