Valget: At blive en stor kunstner eller en storartet mor?
Alle sagde, at det var umuligt at være god til begge dele. Men var det?
Jeg mindes, at jeg følte mig ubehageligt til mode, da jeg på college lærte om de store kunstneres liv. Det virkede som om de virkeligt store og mindeværdige af slagsen var blevet store kunstnere ved at give køb på deres familie og forstand. Store kunstnere malede juleaften, mens deres børn pakkede gaver op. En var gift seks gange. En anden skar sit øre af og sendte det til en. Og en tredje slog tilmed en ihjel! Jeg begyndte at spekulere på, om det at blive en god kunstner, mens man også var en god hustru og mor (og bevare sin forstand), overhovedet var muligt.
Mine lærere sagde, at hvis vi virkelig ønskede at blive rigtig gode, måtte vi ofre noget for det. Vi ville skulle arbejde hårdere end alle andre. Vi måtte sætte kunsten først i vores liv. Jeg tænkte undrende: »Men hvis en kunstner holder buddene og sætter det vigtigste først og har Herrens Ånd til at vejlede sig, kan vedkommende så ikke blive lige så god og måske endda endnu bedre?« Det spørgsmål rumsterede gennem hele min studietid.
På det tidspunkt min mand og jeg tog eksamen, havde vi været gift i et år. Ældste Russell M. Nelson (han var medlem af De Tolv Apostles Kvorum dengang) kom og talte ved vores translokation. Efterfølgende var der en frokost, hvor kun 16 studerende var inviteret med. Pudsigt var både min mand og jeg blevet udvalgt til at deltage. Der blev åbnet for en række spørgsmål og svar. Jeg rakte hånden op og så ældste Nelson i øjnene og udtrykte min bekymring for både at være kunstner og mor. Jeg havde arbejdet så hårdt for at udvikle mine talenter i skolen, og jeg ønskede stadig at arbejde hårdt og blive bedre, men jeg vidste også, at moderskabet havde forrang. Var der en måde at være begge dele på? Ældste Nelsons øjne strålede, da han svarede: »Helt bestemt!« Han opfordrede mig til at udvikle mine talenter og bede til vor himmelske Fader om hjælp til at vide, hvordan jeg kunne være begge dele og med Herren, ville jeg være i stand til at gøre ting, som jeg havde anset for at være umulige. Jeg tog hans råd til mig.
Hengiven over for Herrens mål
Nu har min mand og jeg fire børn. Vi har lært at mingelere som forældre. I begyndelsen stod jeg op kl. fire om morgenen de fleste dage for at male lidt, inden mine børn vågnede. Jeg prøvede at male seks dage om ugen, selvom det nogle dage kun blev til en halv time. Jeg indledte tilmed min maletid med bøn, idet jeg vidste, at jeg ikke var meget uden Herrens hjælp. Jeg bad ikke blot for at kunne fungere som kunstner, men også for at vide, hvad der var vigtigt den dag, og forpligtede mig til at sætte Herrens mål først. Fremgangen skete ikke i en fart, men den var stabil.
Jeg spoler lige 12 år frem efter jeg havde taget eksamen. Der gennemlevede jeg en tid med skuffelse. Der var for meget at tage sig af. Livet som mor havde været mere udfordrende, end jeg havde forventet. Jeg sad og græd ved mit staffeli og tvivlede på, at jeg nogensinde ville blive den kunstner, jeg havde drømt om at blive. Jeg følte mig tilskyndet til at hive min dagbog ned fra hylden, og jeg læste på mit indlæg fra den 30. april 2006 dagen efter min eksamensdag. Jeg havde helt glemt min bemærkelsesværdige oplevelse med præsident Nelson. På en eller anden måde havde alle livets gøremål slettet det fra min hukommelse. Der for mig stod ordene fra vores nuværende profet: »Helt bestemt!« Tårerne blev af taknemmelighed, da jeg så tilbage på det, jeg havde været i stand til at opnå siden dengang, og jeg så også fremad med håb.
Gør det umulige
Nogle måneder senere blev jeg ringet op af designerholdet på Ensign, de spurgte, om de måtte bruge et af mine billeder på indersiden af omslaget på generalkonferencenummeret fra november 2018. Jeg var målløs! Da jeg voksede op, var noget af det første jeg altid gjorde, når der kom blade fra Kirken, at kigge dem igennem for malerier. Nu skulle et af mine deri! Da jeg så fik at vide, at de ville sætte mit maleri op med præsident Nelsons ord, kunne jeg se Guds hånd hjælpe mig fremad.
Jeg har stadig lang vej at gå som kunstner, men jeg er så taknemmelig for præsident Nelsons håb i Herren og os. Jeg er taknemmelig for hans optimisme og tiltro. Jeg ved, at når vi udøver tro på Herren, vil vi være i stand til at udføre store ting, selv ting vi engang har anset for umulige. »Thi intet er umuligt for Gud« (Luk 1:37).