Efterlever I evangeliet halvhjertet?
Vores indstilling til vores kirkeansvar gør virkelig en forskel.
»Er jeg nødt til det?«
Har I nogensinde tænkt sådan? Den tanke har jeg haft mange gange. Og jeg har lært, at en sådan tilsyneladende ubetydelig tanke er en vigtig indikator for min indstilling. Ja, vi kan alle række ud og drage omsorg for andre, vi kan acceptere og passe vores kirkekaldelser, og vi kan deltage i vores kirkemøder. Om end halvhjertet kan disse ting gøre en forskel i vores liv. Men begrænser det Guds mulighed for at gøre brug af jer? Begrænser det Guds mulighed for at ændre jer? For mit vedkommende, tror jeg det gør.
Denne tanke får mig til at tænke på Laman og Lemuel, der forlod Jerusalem, tog tilbage efter pladerne, hjalp med at bygge skibet, som gjorde en række ting af lydighed – men de gjorde dem modstræbende og halvhjertet. De tillod ikke deres oplevelser at ændre dem i bedre retning. I stedet for murrede de og havde en elendig attitude i alle de omstændigheder, de havnede i. Efter at have indset det, har jeg virkelig ikke lyst til at være en Laman eller Lemuel.
Brug et øjeblik på at tænke over bevæggrundene for jeres handlinger. Rækker I ud til andre med tanke på de velsignelser, I kan vente jer? Eller rækker I ud til andre, fordi I oprigtigt ønsker at dele lys og kærlighed med dem. Gør I alt, der kræves i jeres kaldelse, fordi det forventes af jer? Eller gør I det, fordi I ønsker at tjene Herren og dem omkring jer?
Det er den slags spørgsmål, jeg prøver at stille mig selv fra tid til anden. Gør jeg alt, jeg kan for oprigtigt at leve som en sand Kristi discipel? Eller har jeg ikke rigtigt hjertet med? Jeg synes, at biskop Gérald Caussé, præsiderende biskop, har udtrykt det så godt: »Er vi aktive i evangeliet eller har vi bare travlt i Kirken?« (Se »Det handler om mennesker,« Liahona, maj 2018, s. 112).
Aktiv versus travl
For mit vedkommende sniger der sig en ligegyldighed ind i mit sind, når jeg kun har »travlt« i Kirken. Denne ligegyldighed kan komme af en mindre entusiastisk indstilling eller bare ved at tillade mindre vigtige gøremål i min kalender at gribe forstyrrende ind i dem, der virkelig betyder noget. Denne ligegyldighed sniger sig ind, når jeg sidder ved nadvermødet og ikke er opmærksom, når jeg beder mine aftenbønner og mine tanker kredser om andre ting, når jeg hurtigt skanner mine skrifter igennem uden at grunde over dem, eller jeg rækker ud til nogle bare for at kunne sige, at jeg gjorde, og ikke for oprigtigt at prøve at blive venner med dem.
Sommetider føler jeg mig tilmed frustreret, når jeg ikke kan se nogen fremgang i mit liv – når jeg føler ligegyldighed og har »travlt« i Kirken – og de følelser varer ved, indtil jeg indser, hvad problemet er. Sommetider er jeg nødt til at træde et skridt tilbage, koble om og spørge mig selv: »Viser jeg denne kaldelse, denne person, denne bøn eller dette skriftsted min fulde opmærksomhed og hele mit hjerte nu?«
Når jeg bliver ramt af sådan åbenbaring, sker der virkelig ændringer i mit liv. Når jeg virkelig beder for at se andre, som vor himmelske Fader ser dem, når jeg beder om muligheder for at drage omsorg, når jeg beder om vejledning i min kaldelse, min karriere og min hverdag og vigtigst af alt, når jeg handler på de tilskyndelser, han giver mig, når mine handlinger afspejler mit ønske om at blive bedre – så er det, jeg bliver aktiv i evangeliet. Så er det, at jeg mærker en reel ændring i min indstilling, mit hjerte og min sjæl. Så er det, jeg ser mirakler udfolde sig. Så er det, jeg føler sand glæde komme ind i mit liv. Så er det, at jeg virkelig prøver at ændre mig til det bedre.
Handlinger versus følelser
Jeg tror, at vi alle kan se tilbage på nogle få stunder, hvor vores handlinger var ædle, men følelserne bag dem var knap så ædle. Sommetider bliver vi travlt optaget i livet, sommetider er vi bare ikke helt glade med de omstændigheder vi har, og sommetider bliver tingene ikke altid, som vi ønskede. Vi er ikke fuldkomne, men hvis vi beder vor himmelske Fader om hjælp til at lægge hele hjertet i de sommetider kedelige eller tidskrævende ting, vi bliver bedt om at gøre, kan vi gøre dem på en mere kristuslignende måde.
Jeg kan komme i tanke om tidspunkter, jeg modvilligt er gået med til et tjenesteprojekt, men hvor mit hjerte var blevet blødgjort og ændret efter den oplevelse. Eller hvor jeg har fået en kaldelse og klaget over, hvor meget af min tid, den krævede, og hvor jeg alligevel er brudt sammen i bittersød gråd, da jeg blev afløst, fordi jeg havde lært at elske den.
Vi kan mest effektivt dele lys, passe vores pligter og modtage svar på vores bønner, hvis vi har hjertet på rette sted. Hvis vi tager os tid til at analysere vores indstilling og hensigt bag vores handlinger og gør alt, hvad vi kan, »af et oprigtigt hjerte [og] med oprigtig hensigt« (Moro 10:4), vil vi blive bedre til at erkende vor himmelske Faders vejledning, finde større glæde og gøre en meget større forskel i vores eget og andres liv.