Det jeg ofrede for at blive medlem af Kirken
Jeg opgav en masse for at blive medlem af Kirken, men jeg har fået så meget til gengæld.
Forfatteren bor i Skotland.
For medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er ordet offer meget betydningsfuldt. Når jeg tænker på offer, tænker jeg på Jesus Kristus i Getsemane have og på korset på Golgata. Men enkle daglige ofre er blevet til en virkelig bestræbelse for de fleste medlemmer af Kirken, deriblandt mig selv, efter jeg blev døbt.
Jeg er født og opdraget af agtværdige forældre i Skotland, og det var ikke før, jeg blev 18, at jeg indså, at der var noget bedre derude. Jeg har altid vidst, at der var en Gud, men det er først for nylig, at jeg fandt ud af, at han har et personligt forhold til mig.
Da jeg blev medlem af Kirken, havde min familie det fint med det til at begynde med. Men mine venner var langt mere skeptiske. De havde undersøgt Kirken og troede på en masse falske rygter om den. De kaldte Kirken en kult og sagde, at den var fyldt med løgn, og jeg var tosset at tilslutte mig den. Men jeg vidste i mit hjerte, at denne kirke er sand. Jeg tror ikke, at noget kan ændre det. Da jeg fortalte mine venner, at jeg vidste, den var sand, blev deres kommentarer decideret latterliggørende.
Den aften bad jeg om hjælp til mine venner. Jeg havde ikke lyst til at miste dem, men jeg ville heller ikke være genstand for deres latterliggørelse. Jeg husker, at jeg fik denne klare tanke, da jeg havde bedt: »Hvis disse mennesker er gode venner, bliver de hos dig. De vil ikke håne dig.« Jeg holdt fast i den vejledning, og da tingene ikke ændrede sig, gav jeg slip på de venskaber, hvilket var svært, men jeg har siden fået rigtig gode venner i Kirken – venner, der holder stand uanset hvad.
Et andet offer, jeg følte mig åndelig vejledt til at yde, var mit arbejde. Inden jeg blev medlem af Kirken, arbejdede jeg på en pub, og selvom det ikke er i modstrid med nogen evangeliske lærdomme, havde jeg det ikke godt med det. Jeg begyndte at lede efter et nyt job og fandt ret hurtigt et på en restaurant, der ikke udskænker en masse alkohol og som drives af den flinkeste familie, jeg længe har mødt.
Så alt i alt er de ofre, vi yder for vores medlemskab af Kirken, det være sig i form af tid, bekvemmelighed eller hvad det nu kan være, det hele værd. Mine ofre kan synes mikroskopiske i forhold til andres, men de var alligevel svære, og de har styrket mig – alle vores daglige ofre og den tid, vi tilegner Herren, vil styrke og forædle os alle.
Jeg ved, at dette er Jesu Kristi eneste sande kirke. Jeg ved, at vi har en profet på jorden i dag, og det er jeg så glad for. Jeg er taknemmelig for det vidnesbyrd, jeg har, og den åbenbaring vi alle kan modtage ved at være værdige medlemmer af Kirken. Jeg ved, at dersom vi prøver at elske hinanden som Kristus gjorde, vil vi virkelig blive velsignet. Jeg elsker dette evangelium – det har ændret mig.
Nicky er køkkenchef på en lille skotsk ø ud for vestkysten. Han kan lide at køre på mountainbike, ro kajak og fiske. Han er enebarn og er meget tæt knyttet til sine forældre til trods for, at han er den eneste i sin familie, som er medlem af Kirken. Han blev døbt som 18 årig og håber på at kunne tjene som missionær, når han kan.