Paralyseret men ikke pessimistisk
Forfatteren bor i Córdoba i Argentina.
Efter jeg var blevet skudt og lammet, gjorde min tro det umulige muligt.
Lige siden jeg var en lille pige, har jeg elsket sport, især fodbold. Jeg spillede når som helst, jeg kunne, og jeg drømte om at repræsentere Argentina til OL eller VM.
Mine drømme brast en dag, da jeg var 15 år gammel. Jeg havde lige været på besøg hos min syge seminarlærer og var på vej hjem på cykel, da to bander i mit kvarter begyndte at skyde mod hinanden. En vildfaren kugle ramte mig i ryggen.
Da jeg vågnede op på hospitalet næste dag, opdagede jeg, at jeg var lam fra livet og ned.
Spørgsmålet man stiller, når der sker noget dårligt
Mens jeg kom mig, spurgte familie og venner, hvordan jeg havde det. Jeg kunne se, at de alle var kede af det på mine vegne, så jeg beroligede dem ved at sige, at jeg var okay. Det hjalp mig at trøste andre, men jeg vidste, at jeg ikke ville komme til at gå igen, og jeg måtte lære at leve som lam.
På det tidspunkt var jeg begyndt at komme til seminar og blive aktiv i Kirken igen. Seminar var den grundpille, der støttede mig til at komme tilbage og ikke blive vred på vor himmelske Fader over det, der var sket mig.
Til seminar lærte vores lærer os, at når der sker noget dårligt, bør vi ikke spørge »hvorfor sker det her for mig?« Hun sagde, at det, vi burde spørge om, var: »Hvad kan jeg lære af dette?«
Det var svært at komme videre og altid være positiv, men min seminarlærers spørgsmål indgød mig en masse styrke. Når jeg mistede håbet, og tvivlen tårnede sig op i mit sind, vendte jeg altid tilbage til spørgsmålet: »Hvad kan jeg lære?« Det hjalp mig til at stå op hver dag, og det reddede mig, når jeg havde lyst til at give op.
Hvad angår den mand, der skød mig, velsignede vor himmelske Fader mig til ikke at føle vrede mod ham. Han kom senere for retten og blev idømt fængselsstraf. Han skrev til mig, mens han sad der, og bad mig om tilgivelse og fortalte, at han havde ændret sin adfærd. Jeg fortalte ham, at jeg ikke følte bitterhed mod ham, og jeg var glad for, at han havde ændret kurs.
Fandt en ny lidenskab
I nogle år efter jeg var blevet skudt, havde jeg ikke lyst til ret meget. Jeg savnede at dyrke sport, og dengang vidste jeg ikke, at mange sportsgrene kan tilpasses handicappede. Da jeg opdagede det, vendte min begejstring for sport tilbage. Hvis en sportsgren var ny for mig, prøvede jeg at lære den. Og jeg udviste den samme lidenskab mod den, som fodbolden havde fået, inden jeg blev lam.
Snart fandt jeg en sport, som jeg elskede lige så højt som fodbold – kørestolsbasketball. Med tiden blev jeg – efter en masse spil og meget træning – udvalgt til at repræsentere Argentina internationalt. Jeg elsker konkurrencesport på det niveau mellem internationale hold.
Jeg spillede på vores kvindelandshold i kørestolsbasketball ved Para-South American Games i Chile i 2014, hvor vi vandt guld. Da vi kæmpede i South America Championships i Colombia, vandt vi en sølvmedalje i 2015. Jeg har også deltaget i Parapan American Games i Canada i 2015, hvor vi kvalificerede os til de Paralympiske lege året efter i Rio de Janeiro i Brasilien. Da vi senere havde kvalificeret os til VM spillede vi i Hamburg i Tyskland i 2018. Og i august 2019 spillede vi ved Parapan American Games i Lima i Peru.
Velsignelserne, der hjalp mig til at holde ud.
Jeg kan stadig miste modet, og hver dag har sine udfordringer, som jeg må overvinde. Men jeg takker vor himmelske Fader for den vidunderlige familie og de venner, han har givet mig. Han har ført så mange vigtige mennesker ind i mit liv, der har hjulpet mig med at tackle denne svære prøve. Familiens støtte er afgørende for at klare udfordringer – ikke blot vores fysiske udfordringer, men også vores mentale, følelsesmæssige og åndelige.
Fordi jeg har evangeliet i mit liv, påskønner jeg de mange velsignelser, min Fader har givet og fortsat giver mig. Jeg ved, at han elsker mig. Uden tro på ham og Jesus Kristus havde jeg ikke været i stand til at udholde denne prøve.
Ja, jeg kan ikke komme frem uden en kørestol, men selv i min kørestol har jeg alligevel oplevet, at mange af mine barndomsdrømme er gået i opfyldelse. Jeg siger til folk: »Tro på vor himmelske Fader. Han er med os. Med hans hjælp kan vi overkomme vores udfordringer. Mist ikke jeres tro. Hold fast i evangeliet. Sæt mål, og I vil nå dem. Vor himmelske Fader vil hjælpe jer.«
Udover at støtte mig i mine udfordringer og mine mål hjælper min tro mig også til at efterleve principperne i Jesu Kristi evangelium. Det kan indebære fristelser at deltage i turneringer, men jeg husker at holde evangeliets principper og mine standarder, det hjælper mig at til at træffe gode valg.
Jeg prøver at hjælpe andre gennem mit eksempel. Jeg drikker ikke. Jeg ryger ikke. Der er andre ting, jeg ikke gør, som andre sportsfolk gør. Det kan være svært at dele mit vidnesbyrd eller skrifterne, men jeg prøver at undervise andre gennem det jeg gør og ikke gør.
Vor himmelske Fader har alle svarene.
Sommetider bliver vi vrede på vor himmelske Fader, fordi der sker noget skidt for os eller folk, vi elsker, men selvom vi ikke altid har alle svarene på vores prøver, så har han.
Vor himmelske Fader giver os ikke udfordringer, som vi ikke kan klare. Som min seminarlærer sagde, sker de dårlige ting af en årsag. Og sommetider kan de svære ting ende med at blive en velsignelse for os og andre. Hvis vi holder fast i vores tro, når prøverne er sværest, vil vores eksempel på tro måske styrke andre, der har brug for hjælp i deres trængsler og til at komme videre.