Søgte hjælp efter min vens selvmord
Jeg tænkte, at jeg selv kunne bekæmpe depressionen, men da jeg endelig bad om hjælp, ændrede alt sig.
Illustration: Michelle Nelson
En dag på arbejdet for et par somre siden, fik jeg meddelelse om, at en af mine gode venner var død på grund af selvmord. Jeg blev chokeret – helt ærligt vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle reagere. Jeg husker, at jeg sad helt stille ved mit skrivebord, ude af stand til at tænke eller gøre noget.
Alle mulige tanker og følelser skyllede ind over mig og gjorde mig forvirret. Men jeg blev ved med at sige til mig selv, at jeg var okay, og jeg ville komme over det. I de følgende måneder, skyllede en overvældende bølge af depression og tristhed dog ind over mig. Der var mange tårer og søvnløse nætter. Nogle morgener kunne jeg ikke engang komme ud af sengen. Jeg troede ikke, at mine bønner blev hørt eller besvaret. Det føltes tomt og uinspirerende at læse i skrifterne. Alt føltes håbløst, og intet virkede til at blive bedre.
I meget lang tid var jeg bange for at fortælle nogen, hvad jeg følte. Folk kendte til mit tab og tilbød at tale eller støtte mig, men jeg afslog altid. »Jeg vil ikke generere dem,« tænkte jeg. »Desuden har de nok at kæmpe med. Hvorfor skal de belemres med mine bekymringer?«
En søndag blev min sorg næsten for tung at bære. Jeg kunne ikke sidde stille under nadvermødet. Da mødet endelig var forbi, for jeg ud i hallen for at komme ud af bygningen. Lige inden jeg nåede døren, løb jeg ind i en kvinde fra min menighed, der havde mistet sin søn på grund af selvmord nogle år forinden. Da vi fik øjenkontakt, sagde Ånden til mig, at det var på tide, at jeg sagde noget om, hvordan jeg havde det.
Det var skræmmende, men med skælvende stemme stoppede jeg hende og spurgte: »Må jeg snakke lidt med dig? Jeg har brug for hjælp.«
Hun lyttede til mig, mens jeg forklarede, hvad der var sket, og hvad jeg følte. Og uden tøven tog hun mig i armen og så på mig med tårer i sine øjne. »Jeg vil gerne have, at du skal vide, at det her ikke er din skyld, og at du er meget elsket,« sagde hun.
Ingen af os kunne lade være med at græde, mens vi snakkede. For mig føltes det, som om tågen lettede. Endelig kom der en form for lys ind i mit liv. Alt, hun sagde til mig i hallen den dag, var svar på mine bønner.
Det jeg lærte i det øjeblik var, at det at tale om mine følelser endelig lod mig starte på en helingsproces. Af en eller anden årsag havde jeg overbevist mig selv om, at jeg kunne klare alt alene, og jeg ikke havde brug for hjælp. Selvom jeg ikke kunne se det, var jeg omgivet af mennesker, der elskede og ønskede at hjælpe mig.
Jeg har lært, at når vi siger, at vi skal være »af ét hjerte og ét sind« (Moses 7:18), så betyder det, at din hjertesorg er min hjertesorg, og mine smerter er også jeres smerter. Det betyder ikke alene at give hjælp, når der er brug for det, men også at vi er villige til modtage hjælp, når vi har brug for den. Det har gjort en verden til forskel, at jeg blot lod andre hjælpe mig, og har i sidste ende gjort, at jeg kan komme mig helt.
Her nogle få år efter denne oplevelse kan jeg ærligt sige, at jeg aldrig har været lykkeligere. Med en masse hårdt arbejde og i sidste ende ved Guds nåde er jeg blevet stærkere, end jeg var, inden alt dette skete. Bøn, tjeneste, sårbarhed, ydmyghed, terapi, utallige velsignelser og så meget mere har hjulpet mig hertil, hvor jeg er i dag. Jeg skylder vor himmelske Fader en masse og mine nære venner for at hjælpe mig igennem dette. Hvor er jeg taknemmelig for, at jeg rakte ud efter hjælp – det var nøglen til heling.