Kun digitalt: Unge Voksne
Mine spørgsmål og Kristi kærlighed
Jeg har opdaget, at det hjælper mig til at bevæge mig frem i tro på Kristus at betragte mine spørgsmål som en »svaghed i forståelsen«.
Ved afslutningen af et foredrag af præsident Russell M. Nelson for unge voksne, velsignede han os med, »at vi kunne skelne mellem rigtigt og forkert, mellem Guds love og verdens modstridende stemmer.« Han velsignede os »med kraft til at afsløre modstanderens bedrag … [og] med større evne til at modtage åbenbaring.«1 Hvilken stor velsignelse for os som unge voksne! Jeg har haft mine egne erfaringer med at modtage åbenbaring vedrørende spørgsmål.
Jeg er af natur et nysgerrigt menneske, der generelt overtænker alting. Spørgsmål og længsel efter svar har altid været en del af min natur, og sandheden har altid været vigtig for mig. Men gennem årene har jeg nogle gange følt mig alene eller skamfuld i forhold til at have spørgsmål og endda tvivl om evangeliet og Kirken. Når alt kommer til alt, fortæller skrifterne os: »Tvivl ikke« (L&P 6:36). Frelseren spurgte Peter: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« (Matt 14:31).
Indse svaghederne i vores forståelse
På et tidspunkt føltes min tro ret kold. Alligevel var Gud i stand til at lære mig en smuk lektie, da jeg læste Mormons Bog. Efter at Kristus prædikede for nefitterne, bemærkede han noget. Han sagde: »Jeg fornemmer, at I er svage, at I ikke kan forstå alle mine ord, som jeg er blevet befalet af Faderen at tale til jer på dette tidspunkt« (3 Ne 17:2).
Jeg følte, at Kristus talte disse ord til mig. Jeg følte mig også svag, og jeg kunne ikke forstå alt, hvad han ville have mig til at vide. Kristi reaktion på denne svaghed rørte mig: Kristus så nefitternes kærlighed, og selvom de var for svage til at forstå hans ord, drog han omsorg for dem og viste dem kærlighed på en måde, som de kunne forstå.
I de øjeblikke hvor jeg føler mig for svag, for træt eller for skrøbelig til at forstå Kristi ord, velsigner han mig med medfølelse og forståelse. Hans kærlighed er det, der giver mig styrken til at fortsætte og fortsætte med at søge efter de sandheder, jeg søger.
Føl Kristi kærlighed, mens vi søger sandhed
Hvis I kæmper med sandhed eller læresætninger lige nu, behøver I ikke at bekymre jer. Det er okay at kæmpe med svære ting og have spørgsmål eller bekymringer, der undertiden ryster en i ens grundvold. Når I søger efter sandheden, må I huske på, at Gud forstår jer, elsker jer og glæder sig, når I bruger jeres handlefrihed til at søge lyset. Det er ikke noget at skamme sig over. Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Kamp igennem mørke, fortvivlelse og en tiggen om lys var det, der åbnede for denne uddeling. Det er det, der får den til at folde sig ud og holde jer gående.«2
Vi kan kende sandheden om alle ting gennem Helligåndens kraft (se Moro 10:5), men det sker sjældent med det samme, eller når vi nødvendigvis ønsker det. I stedet lærer vi »linje på linje, forskrift på forskrift« (2 Ne 28:30). Sandheden kommer, når Herren finder det for godt. Han ved, hvornår vi er klar til viden, og han ved, hvad vi har brug for at opleve, før vi modtager den.
Jeg er taknemmelig for en Gud, der vil undervise os i vores svaghed, og som først lader os håbe, så tro og derefter vide. Og jeg ved, at vi kan modtage sandhed gennem personlig åbenbaring, ligesom præsident Nelson har lovet. Vor himmelske Fader tager sig af vores spørgsmål, og han vil vejlede os igennem dem. Nogle gange består hans svar i at ændre vores hjerter, så vi kan se tingene i et andet lys, og nogle gange bliver vi ganske enkelt bedt om at være tålmodige og trofaste og »bered[e vores] sind til morgendagen«, så han kan lære os det senere (se 3 Ne 17:3).
Jeg ved, at uanset hvad vi mangler forståelse af, kan vi fortsætte fremad med håb og tro på, at alt en dag vil blive åbenbaret. Og indtil da kan vi fortsætte med at komme Kristus nærmere, han som ser vores svaghed og elsker os alle sammen.