Kun digitalt

Luk døren op for personlig åbenbaring

Annelise Gardiner

Der har været tidspunkter, hvor jeg har følt, at jeg banker på en lukket dør, der ikke vil åbne.

I løbet af de seneste par år har præsident Russell M. Nelson og utallige kirkeledere opfordret os til at søge mere personlig åbenbaring og at lære Frelserens stemme at kende for at være i stand til at »høre ham« (JS-H 1:17).

Men for mig har det med personlig åbenbaring undertiden været lidt forvirrende. Jeg elsker, at Gud kan tale direkte til mig, men som ung voksen med mange store beslutninger, der skal tages, har jeg af og til haft det som om, jeg banker på himmelens dør, uden at der bliver svaret.

I de øjeblikke gjorde jeg altid det grundlæggende – læste skrifterne, bad, gik i kirke og holdt befalingerne – så hvad manglede jeg?

I løbet af de seneste par måneder har jeg indset, at det undertiden kræver en større indsats fra vores side at modtage åbenbaring. Og jeg har fundet ud af, hvordan man kan gå den ekstra mil.

1. Vær stille og afsæt tid til at lytte

At være stille er vanskeligt for mig. Jeg har altid en uendelig opgaveliste. Selvom jeg får meget fra hånden, er jeg ofte stresset og overvældet af alt det, jeg har forpligtet mig til. Da jeg ledte efter måder at blive mere modtagelig for personlig åbenbaring på, indså jeg, at jeg levede mit liv som Martha og ikke som Maria.¹ Jeg gav mig ikke tid til bare at være stille. Efter at have læst taler fra generalkonferencen, der opfordrede os til at skabe et sted og en tid til regelmæssigt at lytte til Ånden, vidste jeg, at det var jeg nødt til at gøre.² Jeg laver nu mit skriftstudium om morgenen ved et skrivebord (i stedet for i sengen), og jeg bruger mine bøger, så jeg ikke bliver distraheret af min telefon.

2. Bruger bevidst tid i templet

Jeg er velsignet med at bo i nærheden af flere templer, og jeg har altid været temmelig god til at tage derhen ugentligt. Mange generalautoriteter har lært os, at tempeltjeneste kan hjælpe os til at komme i bedre kontakt med Ånden,³ så jeg regnede med, at jeg allerede gjorde nok. Men svarene kom stadig ikke. Da jeg kiggede på mine vaner, indså jeg, at jeg havde et ret oplagt punkt, der kunne forbedres: Jeg bliver ofte døsig i templet. Jeg har sagt til mine venner: »Når nu ældste Dieter F. Uchtdorf har sagt, at ›søvn i kirken er en af de sundeste af alle slags søvn‹,⁴ så må søvn i templet være endnu bedre!« og jeg har efterrationaliseret min søvnighed ved at tænke, at templet er så fredeligt, at jeg ikke kan gøre for det. Men templet er ikke et spaområde. Jeg går i templet for at arbejde – for at udføre stedfortrædende ordinancer, der giver mine afdøde familiemedlemmer mulighed for at få evigt liv.⁵

Jeg indså, at det var på tide, at jeg »vågnede op« (Alma 32:27) og blev mere bevidst om, hvordan jeg tilbeder i templet. Jeg prøver at forberede mig åndeligt og mentalt, før jeg går til templet, i stedet for at betragte det som en rutine.

3. Deltag i slægtsforskning

Kirkens ledere har flere gange opfordret os til at engagere os i slægtsforskning, og har nævnt mange velsignelser vi får del i, når vi deltager i dette arbejde.⁶ Imidlertid har de fleste af mine forfædre allerede fået udført deres tempelordinancer. Så hvad mere kan jeg gøre? Jeg kunne lære mere om hver af de personers tilværelse, hvis navn jeg bragte til templet – virkelig forestille mig dem som en egentlig person og som et medlem af min familie. Jeg begyndte også at nedskrive min egen livshistorie, indeksere og dele inspirerende beretninger fra min slægts historie.

4. Fortæl om evangeliet

Når jeg fortæller om evangeliet – til ikke-medlemmer og medlemmer – ender jeg ofte med at lære mig selv noget. Måske har du oplevet dette på din mission, eller mens du forbereder en lektion til Søndagsskolen. Mange kirkeledere har bekræftet, at vi kan modtage mere personlig åbenbaring, hvis vi fortæller om vores tro og opmuntrer andre til trofasthed.⁷ Når vi »taler under Helligåndens indflydelse,« kan vi »altid lære noget af det, [vi] har sagt.«⁸ Jeg er begyndt at sige mere om evangeliet på sociale medier, og jeg tager det op i daglige samtaler med mine venner og familie.

5. Indse, at personlig åbenbaring kommer lidt efter lidt

Nogle mennesker får krystalklare svar, når de spørger Herren om store beslutninger i deres liv, men hvad mig angår var vor himmelske Fader tilsyneladende tavs i forhold til mine største spørgsmål. Så indså jeg, at jeg måske stillede de forkerte spørgsmål.

Vor himmelske Fader ønsker at tale til mig,⁹ men han giver mig svar »linje på linje«, ikke dem alle på én gang.¹⁰ Jeg indså, at jeg havde set frem til slutningen af min rejse – og forventet et stort tegn, der ville løse alle mine problemer¹¹ – hvor jeg i stedet havde brug for at spørge: »Hvad er det næste skridt?«

Jeg har stadig ikke alle svarene på mine store spørgsmål, men jeg kan se, at Gud gradvist leder mig mod disse større svar, et skridt ad gangen. Denne forståelse har styrket min tro på og min tillid til, at han fortsat fører mig i den rigtige retning.

Åbner døren for personlig åbenbaring

Når vi følger Jesus Kristus og har Helligåndsgaven, kan vi dagligt modtage personlig åbenbaring. Men vi indser ofte ikke, eller vi tager os ikke tid til at genkende, hans konstante tilstedeværelse og indflydelse i vores liv. Verden bliver kun mere forvirrende, og som præsident Nelson har sagt: »Det vil ikke være muligt at overleve åndeligt uden Helligåndens vejledende, anvisende, trøstende og konstante indflydelse.«¹²

Jo mere vi kan lytte til og genkende Ånden, desto bedre forberedt er vi på at imødegå og klare vores udfordringer. Vi kan alle finde måder, hvorpå vi kan gå den ekstra mil for at modtage personlig åbenbaring i vores liv, hvad enten det er at faste, drage omsorg for andre eller udrette en kombination af ting, der bringer os tættere på Kristus. Døren til himmelens svar smækkes måske ikke på vid gab efter et minuts – eller tilmed en måneds – banken på, men hvis vi stræber efter at være konsekvente med at invitere og lytte til Ånden, vil vi blive i stand til at høre hans stille stemme fortælle os, hvor vi kan finde nøglen.