2021
Kristi nåde i overflod
Februar 2021


Kun digitalt

Kristi nåde i overflod

Når I føler jer bundet, så stol på den nåde, som Jesus Kristus tilbyder gennem sin forsoning.

en kvinde stirrer ud i det fjerne

Der er en helt særlig time, jeg husker fra min fysikklasse på universitetet. Det var det eneste fag, jeg næsten dumpede i, og efter alle disse år er Newtons 3. lov det eneste, jeg kan huske. Loven går ud på dette: For hver aktion er der en lige så stor og modsatrettet reaktion.

I mit liv har jeg oplevet, hvordan denne lov også synes at gælde for den åndelige virkelighed ikke kun den fysiske. Jeg har oplevet, hvordan Herren kompenserer for onde kræfter med kraften i hans nåde. Hvor der er overflod af synd på grund af faldet, er der også overflod af nåde på grund af Kristus og hans forsoning.

Kristi nåde i overflod.

Jeg har følt hans nåde. Helt håndgribeligt. Kompakt. Stærk nok til at trænge ind i et hjerte. Paulus beskrev den ved at sige, at når synd bliver større, bliver nåden »så meget desto større« (Rom 5:20). Jeg har oplevet den sandhed. Jeg har følt hans nåde kraftigt i templer og kirkebygninger, men jeg har også følt Frelserens store nåde inden for dørene i et fængsel.

Jeg drages til fængselslignende steder – måske fordi jeg har en søn, der sad i fængsel, eller måske fordi jeg ved, hvordan det er at føle sig bundet af noget, som man ikke er i stand til at overvinde på egen hånd. For mange år siden kørte jeg gennem gerasenernes land. Det er et roligt sted med grønne bølgende bakker. Mens jeg kørte, forestillede jeg mig, hvordan en person i Det Nye Testamente måtte have følt det som et fængsel.

I Markus 5 og Lukas 8 kan vi læse om et område med gravhuler. En mand uden klæder blev plaget nat og dag. Da Jesus så ham, spurgte han manden om hans navn.

»Legion,« svarede manden og antydede dermed, at han var besat af mange dæmoner (Mark 5:9; Luk 8:30). Men Jesus var i stand til at fjerne dem, der holdt denne mand fanget. Der var grise, en klippe og en sø, og så … en helbredt mand, der sad ved sin Frelsers fødder. Påklædt og ved sin fulde fornuft. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvilke tanker og følelser der må være gået gennem denne mands sind, nu da han endelig havde fundet fred.

Da Kristus gik om bord på et skib for at rejse videre, bad manden om lov til at tage med ham. Måske følte han sig særligt tryg, når han var nær Herren. Men Frelseren havde en anden mission i tankerne for ham. Jesus bad manden om at vende hjem og fortælle sine venner om, hvad der var sket. Og så gik manden og vidnede i hele byen »om alt det, Jesus havde gjort mod ham« (Luk 8:39).

Jeg prøver at forestille mig den mands liv, inden han mødte Jesus, inden han oplevede hans nåde og kraft. »Hele tiden, både nat og dag, løb han rundt mellem gravene og på bjergene og råbte og skreg og slog sig selv med sten« (Mark 5:5). Så dukkede Kristus og hans nåde op lige på det sted, hvor han var bundet. Og et liv med lænker – fangenskab og flugt fra dæmoner – blev erstattet med et vidnesbyrd om Jesu Kristi barmhjertighed og magt.

Føler I nogen gange, at jeres fortid ødelægger jeres liv? Der er én, der ser det gode i jer, uanset hvordan jeres liv har været. Han kender jeres navn. Herren har store ting i vente for dem, der søger ham. På det sted, hvor I føler jer bundet, kan I bede om hans nåde. Stol på, at den er tilgængelig i overflod.

Jesus Kristus ser jer.

Han kan hjælpe jer med at overvinde jeres problemer.

Jeg så, hvordan han ændrede min søns liv.

Han kan og vil gøre det samme for alle, der vender sig til ham.