Overgangen til Hjælpeforeningen
Sidste år fremsatte søster Bonnie L. Oscarson, Unge Pigers hovedpræsident, og søster Linda K. Burton, Hjælpeforeningens hovedpræsident, nogle ønsker på deres Facebook-sider i Kirken. De bad de unge piger og hjælpeforeningssøstrene, såvel som forældre, ledere og lærere, der er involverede i at hjælpe unge piger, om at fortælle om deres oplevelser med overgangen fra Unge Piger til Hjælpeforeningen. De to præsidenter modtog kommentarer fra hele verden.
Mange unge piger udtrykte begejstring over at være omgivet af stærke kvinder, mens andre var lidt mere tilbageholdende.
Her følger nogle af de kommentarer, der kom om overgangen fra Unge Piger til Hjælpeforeningen. De er delt op i to kategorier: (1) Hvad kan vi gøre i Unge Piger? og (2) hvad kan vi gøre i Hjælpeforeningen?
I Unge Piger
1. Deltag i Hjælpeforeningens åbningsprogram.
Mange hjælpeforeningsledere inviterer de unge piger med til åbningsprogrammet en gang om måneden og laurbærpigerne med til en lektion.
Jill, der er hjælpeforeningsleder, fortalte om, hvad de gør i hendes menighed. Hun skrev: »Vi udfordrer de unge piger til at sætte sig ved siden af en søster i Hjælpeforeningen inden mødet og spørge ind til hendes liv. Det hjælper de unge piger til at se, at søstrene i Hjælpeforeningen ikke adskiller sig så meget fra dem.«
2. Lær hinanden at kende i andre sociale rammer.
»Jeg kan tydeligt huske, at jeg hjalp med at vaske op efter en frokost i forbindelse med en begravelse,« skrev Rachel, en ung pige. »Jeg snakkede og grinede med de andre søstre, der var i køkkenet, og jeg følte, at jeg var en del af gruppen. De udtrykte tillid til mig. Det var et stort øjeblik for mig.«
Bekah, en søster i Hjælpeforeningen, tog initiativ til at lære de unge piger at kende. Hun skrev: »Jeg brugte de sociale medier til at blive venner med de unge og finde ud af, hvad de godt kunne lide. Resultatet blev, at vi blev venner.«
3. Lær af kvinder, der elsker Hjælpeforeningen.
»Jeg voksede op i en by uden for Stockholm i Sverige. Min mor var enlig,« skrev Britt-Marie. »Jeg var næsten 13 år, da min mor og jeg blev døbt. Når mor skulle til Hjælpeforeningen om aftenen, så tog hun mig med, så jeg ikke skulle være alene hjemme. Da jeg endelig blev 18, kendte og elskede jeg hver eneste søster.«
Paula skrev: »Jeg blev omvendt, da jeg var 14, og jeg gjorde en indsats for at hjælpe enkerne, de enlige mødre og de mindre aktive søstre. Snart inviterede de mig hjem til sig for at deltage i familieaktiviteter. Så på min første søndag i Hjælpeforeningen følte jeg, at jeg sad i et rum fuld af mødre.«
»Min mor, mormor og mostre viste deres vidnesbyrd gennem deres eksempel,« skrev Lindsey. »De inddrog mig i tjenesteprojekter. Jeg kunne næsten ikke vente til, jeg blev en officiel del af Hjælpeforeningen. Overgangen var ikke svær. Hjælpeforeningen var jo bare et sted, hvor jeg altid havde været med.«
4. Vær et godt eksempel
»Jeg var smadderspændt på at skulle i Hjælpeforeningen,« skrev Emily. »Jeg tror, at det til dels skyldtes, at jeg altid havde følt mig nært knyttet til mine ledere i Unge Piger. De viste mig stor respekt. Så jeg nærede ingen betænkeligheder ved at slutte mig til søstrene i Hjælpeforeningen, for jeg gik ud fra, at det ville blive det samme med dem, og det blev det.«
»Jeg ville ønske, at mine ledere i Unge Piger havde talt mere om Hjælpeforeningen og den kærlighed og det søsterfællesskab, man finder der,« skrev Marisa.
»Lederne har stor indflydelse på, hvordan de unge piger ser Hjælpeforeningen generelt,« skrev Tessa. »Jeg tror, at det er vigtigt, at lederne i Unge Piger indgyder begejstring i de unge piger omkring Hjælpeforeningen, og at søstrene der byder dem velkommen.«
»Jeg ville ønske, at mine ledere i Unge Piger ikke havde fået Hjælpeforeningen til at lyde som et kedeligt sted,« skrev Amanda. Derfor følte jeg det sådan, da jeg skulle derhen.«
I Hjælpeforeningen
5. Gør overgangen til mere end en engangsforestilling.
Mange hjælpeforeningspræsidenter gør noget særligt for at byde den unge pige velkommen, når hun kommer i Hjælpeforeningen for første gang, men kommentarerne viste også, at lederne godt ved, at overgangen til Hjælpeforeningen er en proces.
Raquel, der er hjælpeforeningsleder i Brasilien, fortalte om, hvad de havde gjort i hendes præsidentskab: »(1) Vi gav hver unge pige et velkomstkit på hendes første søndag. Det var altid en glædelig begivenhed. (2) Som præsidentskab lavede vi noget oplæring med dem, så de vidste, at de altid kunne komme til os. (3) Vi foreslog, at de unge piger ikke straks blev kaldet til Primary eller Unge Piger.
6. Gør lektionerne relevante for alle søstre.
»Jeg var vokset op med dybe samtaler om åndelige anliggender med min mor,« skrev Christy, »og jeg opdagede, at Hjælpeforeningen ofte kom tæt på den slags samtaler.«
Jillian skrev: »Jeg havde længtes efter åndelig indsigt, og jeg påskønnede at få den.«
»Jeg kæmpede med at forholde mig til lektionerne og søstrene, som virkede så meget ældre end mig,« skrev Marisa.
»Jeg var spændt på at høre, hvilket perspektiv de kvinder kunne dele med mig om meningen med livet, som jeg ikke havde set endnu,« skrev Emily.
7. Sid sammen med en ven om søndagen.
»Jeg havde ikke familiemedlemmer at sidde sammen med,« skrev Lacey, en ung pige. »Det at have søstre, der bare siger ›hej‹ eller sætter sig hos mig, gør en stor forskel.«
Kelly, der er søster i Hjælpeforeningen, formulerede det meget enkelt. Hun skrev: »Hvis man ikke føler sig velkommen, er det svært at fortsætte med at komme.«
Desværre var Nikki sådan en søster, der ikke følte sig godt tilpas. Det, hun skrev, minder os om, at der altid er mere, vi kan gøre. »I situationer som den, jeg var i, er der nogle, der bliver inaktive. Hjælpeforeningen er nødt til at være et sted, hvor vi kan rumme søstre i alle aldre, uanset hvem de er, eller hvad de har gjort.«
Crystal græd den første søndag i Hjælpeforeningen. Hun skrev: »Min tidligere leder i Unge Piger lagde sin arm om mig indbød mig til at sidde hos hende. Jeg var sammen med hustruer, mødre og bedstemødre. Jeg fortalte, hvad jeg følte, og de lyttede. For første gang mærkede jeg styrken ved at være del af en gruppe kvinder, der stræbte efter at blive mere kristuslignende. Jeg føler mig så velsignet ved at være en del af denne verdensomspændende organisation.«
8. Giv de unge piger mulighed for at tjene.
»Jeg blev bedt om at spille klaver ved vore søndagsmøder,« skrev Amy. »Det knyttede mig til søstrene, at jeg vidste, at der var brug for mig. Det er ligesom det, som præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) sagde om nye medlemmer af Kirken, der har brug for en ven, en kaldelse og næring af Guds gode ord [se ›Find lammene, fodr fårene‹, Stjernen maj 1999, s. 108]. Jeg havde brug for det samme.«
En ny søster i Hjælpeforeningen, Cate, skrev: »Jeg lærte, at jeg havde en vigtig rolle i Hjælpeforeningen, da jeg blev kaldet som lærer. Jeg har lært en masse. Jeg er ikke gift endnu, men jeg føler mig klar til ægteskab og moderskab takket være Hjælpeforeningen.«
Charlotte, en ung pige, tog et initiativ. Hun skrev: »Jeg havde holdt øje med muligheder for at tjene, fordi jeg sjældent havde mulighed for at deltage i hjælpeforeningsmøderne om søndagen. Men der har været mange muligheder for at tjene, og det har lært mig betydningen af Hjælpeforeningen.»
9. Vid, at I er velkomne og ønsket.
Brooke skrev: »Det betød enormt meget for os, at kvinderne i menigheden så gerne ville stille os spørgsmål. Jeg indså, at selvom disse kvinder havde andre livserfaringer end mig, så havde vi grundlæggende de samme håb, drømme og frygt.«
Robyn havde dog en svær tid. »Jeg var ny og den eneste på min alder i Hjælpeforeningen,« skrev hun. »Jeg følte ikke, at jeg hørte til i begyndelsen.« Men Robyn fortsatte med at komme med sin mor. »Langsomt begyndte jeg at lære kvinderne at kende og kom til at elske Hjælpeforeningen og at gå ud som besøgslærer.«
Deborah skrev: »Jeg vidste, at jeg var en søster i Hjælpeforeningen, da Bonnie, vores hjælpeforeningspræsident, bad mig om at hjælpe hende med at gøre rent i en søsters lejlighed. Denne søster havde levet i fattigdom og døde pludseligt. Da vi omhyggeligt gennemgik det, der havde været en svær ende på hendes liv, faldt vi over denne søsters bryllupsbillede. Der så vi en smuk, klarøjet brunette smile til os i sin hvide satinbrudekjole. Stille sagde Bonnie: ›Sådan vil vi huske hende.‹ Jeg følte en kærlighed for en søster, jeg aldrig havde mødt i levende live. Vi var hjælpeforeningssøstre. Bonnie og jeg sluttede dagen med tårer og kram.«
Lad os i sandhed blive den »cirkel af søstre«, som præsident Boyd K. Packer (1924-2015), præsident for De Tolv Apostles Kvorum, så kærligt omtalte os søstre i Hjælpeforeningen Lad os bygge på det, vi har til fælles. Overgangen fra Unge Piger til Hjælpeforeningen er en del af Guds vej for os, så vi som hans døtre kan vokse og udvikle os. For det er i sandhed sådan, som Hjælpeforeningens motto siger: »Kærligheden ophører aldrig« (se 1 Kor 13:8).