Unge voksne
Min daglige kamp med ensomhed
Forfatteren bor i Prag i Tjekkiet.
På mange måde øgede det, at jeg sluttede mig til Kirken, den ensomhed, jeg havde følt efter mine forældre blev skilt. Men det hjalp mig også til at finde en vej ud af ensomheden.
Billeder fra Getty Images
Meget længe havde jeg følt, at jeg var helt alene. Til at begynde med var ensomhed en ny følelse for mig, for jeg er ud af en familie på fem, så som barn nød jeg altid trængslen og støjen omkring mig derhjemme. Jeg vidste, at jeg ikke var alene.
I mine teenageår valgte mine forældre trist nok at gå fra hinanden. Efter det begyndte jeg virkelig at føle mig alene. Jeg prøvede at regne ud, hvad jeg skulle gøre og at tage mod til mig og få nye venner i skolen. Jeg håbede på, at jeg kunne finde den samme familiaritet blandt de mange mennesker i skolen, som jeg kendte hjemmefra. Men selv om jeg var omgivet af mennesker, følte jeg mig stadig alene. Denne følelse mindskedes nogle år senere, da jeg fandt Kirken.
En dag bankede søstermissionærerne på min dør, og min mor åbnede. Jeg husker, at hun sagde: »Jeg er ikke interesseret, men det vil min datter nok være. Vent lidt, jeg henter hende.«
Da jeg begyndte at tale med dem, kunne jeg mærke Ånden tilskynde mig til at lytte. Efter nogle få måneders lytten og læren vidste jeg, at det var det, jeg havde ledt efter. Selvom det ikke føltes sådan til at begynde med, hjalp min beslutning om at blive døbt mig ikke alene til at komme Herren nærmere, men også tættere på enden af min stadige kamp mod ensomhed.
Følte mig ensom som nyt medlem
Da jeg besluttede, at jeg ville døbes, var min familie ikke ligefrem begejstrede for det. Selvom min mor og en af mine brødre kom til min dåb, afviste andre medlemmer af familien mig, fordi vi ikke længere havde samme religion.
Det var ret hårdt i begyndelsen, og jeg følte mig mere alene end nogensinde før. Men efter en tid valgte en af mine fætre at blive udøvende hindu, hvilket også adskilte sig noget fra det, resten af familien praktiserede. Han respekterede mit valg om at tilslutte mig Kirken, for han havde truffet et tilsvarende. På grund af hans eksempel på kærlighed over for mig, begyndte nogle andre i familien at lukke mig ind i varmen igen.
I skolen opdagede jeg, at jeg ikke rigtig passede ind nogen steder mere. Og på arbejdet kiggede folk mærkeligt på mig, da jeg fortalte, at jeg var blevet døbt. Jeg skammede mig ikke – mit valg var ikke forkert, det vidste jeg dybt i mit hjerte – men mine venner forstod ikke, at min livsstil ændrede sig, og de fleste besluttede at droppe mig som ven.
Fik nye venner
Gennem alle disse svære oplevelser blev jeg ved med at bede, og jeg kunne mærke, jeg blev trøstet af Ånden, som jeg var blevet lovet i en præstedømmevelsignelse, jeg havde fået. En dag, da jeg bad, vovede jeg at spørge, hvorfor jeg var så alene. Og jeg modtog et svar eller snarere et løfte – at jeg ville få nye venner, venner der forstod mig.
Og det gjorde jeg! Jeg fik nye venner, nogle er ikke medlemmer af Kirken, men de respekterer og elsker mig alligevel. Jeg fik også venner i Kirken, der er blevet som familie for mig.
Det har ikke været det letteste for mig at være introvert og skulle tale med mennesker. Det meste af tiden lader jeg andre komme til mig, men i gymnasiet, var der ikke mange, der ønskede at tale med mig. Så jeg blev glad, da jeg kom i tanke om et gammelt trick, jeg havde lært – jeg smilede. Jo mere man smiler, jo mere tilgængelig bliver man. Jeg indså, at jo mere jeg smilede til folk, jo mere begyndte de at tale med mig, og så blev det lettere for mig at blive venner med dem.
Stå med vor himmelske Fader
Et bedre svar på min bøn var en tale af præsident Thomas S. Monson (1927-2018) »Vov at stå alene« (Liahona, nov. 2011, s. 60-67). Med tiden har denne tale lært mig en meget væsentlig ting om ensomhed; man står aldrig helt alene, når man står med Herren.
Der er stadig dage, hvor det er svært for mig at stå med ham. Frygten for andre menneskers foragt for mig og min tro er svær. Der har været mennesker, der har sagt, at enhver religion er nonsens, og jeg lader mig føre som et viljeløst lam. Nogle mennesker har behandlet mig, som om jeg led af en forfærdelig smitsom sygdom, når de har opdaget, hvad jeg troede på. Alle de erfaringer har fået mig til at føle mig usikker og alene. Det er en daglig kamp, men det er en, jeg vinder hver dag igen og igen med Herrens hjælp og støtte.
Jeg prøver at følge Ånden hver dag. Når jeg lytter til Ånden og taler med andre, gør Åndens inspiration mig i stand til at være til tjeneste for andre. Det giver mig mulighed for at huske, at jeg ikke er alene. Og vigtigst af alt, giver det at lytte til Ånden mig altid mulighed for at bære mit vidnesbyrd. Jeg har opdaget, at det hjælper mig til at være mindre bange, og at andre bedre forstår mig, når jeg fortæller om min tro på den måde. Pludselig opdagede jeg, at jeg ikke var alene – når jeg talte med alle mulige – for jeg stod med Ånden. Med Ånden ved din side, er man aldrig alene.
Gennem mange år og stunder, hvor jeg har følt mig alene, har Herren gentagne gange fortalt, at jeg er hans elskede datter, og at han elsker mig. Hvordan kan jeg føle mig alene, når jeg har min Fader med mig? Hvordan kan jeg føle mig alene, når han blot er en bøn væk?
I min daglige kamp med ensomhed påkalder jeg min himmelske Fader ikke kun om at stå mig bi, men også om hjælp til, at jeg altid kan stå på hans side. Jeg ved, at han aldrig bare vil lade mig i stikken, og han har altid stået mig bi og elsket mig.