Unge voksne
Bliver bedre forvaltere af den jord, som Gud skabte til os
Ældste Marcus B. Nash
De Halvfjerds
Fra en tale holdt på det 18. årlige Stegner Center Symposium ved University of Utah i Salt Lake City den 12. april 2013.
Jo bedre vi passer på verden og alt i den, desto mere vil den opretholde, inspirere, styrke, oplive og glæde vores hjerte og ånd.
At være i naturen er en hobby for mig, om det er i form af vandreture, skiløb, havkajak, cykling eller at tage på safari. Som barn elskede jeg at være i skoven og mærke det tavse, udtryksfulde vidnesbyrd om Skaberen, som de tårnhøje stedsegrønne træer bærer. Efter jeg er blevet voksen, har jeg ved studium og også ved tro lært, at hvis vi forstår, hvem vi er, formålet med livet og grunden til at jorden blev skabt – og husker disse ting – så vil vi behandle denne verden og alt i den på en mere ophøjet og respektfuld måde.
Guds formål med at skabe jorden
Herren har gennem sine profeter, både fortidige og nutidige, forsøgt at hjælpe os med at forstå og værdsætte den gave, det er at leve på denne smukke jord. I Det Gamle Testamente grundede David over Guds majestætiske skaberværk og undrede sig højlydt over, hvorfor Gud – blandt alle disse vidundere – tager sig af mennesket (se Sl 8:5). David konkluderede, at menneskeheden måtte være noget særligt, »kun lidt ringere end Gud« (Sl 8:6).
Moses så også i et syn utallige verdener1 og erklærede: »Som følge af dette ved jeg, at mennesket intet er, hvilket jeg aldrig havde forestillet mig« (Moses 1:10).
I sin ydmyghed over for Guds overvældende skaberværk var der en stor sandhed, der ikke gik op for Moses. Så Herren viste ham igen sin endeløse skabelse og erklærede tydeligt, at han – Gud – skabte disse skabninger for »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Denne jord – ja hele skaberværket – er designet til at hjælpe os med at opnå udødelighed og evigt liv.
Da han igen talte om hensigten med jorden, sagde Herren: »Vi vil danne en jord, hvorpå disse [det vil sige os] kan bo. Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren deres Gud vil befale dem« (Abr 3:24-25; se også v. 26). Livet på denne jord, kombineret med gaven moralsk handlefrihed, giver os muligheden for at vælge at søge og en dag modtage alt, hvad Gud tilbyder.2
Da skabelsen af jorden var afsluttet, var Gud tilfreds, fordi han så, at det ville tjene hans formål for os, hans børn.3 Guds sønner og døtre og de familier, de danner, er ikke ubudne gæster på denne jord. Tværtimod er de centrale i forhold til dens formål.4
Vi bør være gode forvaltere
Livet på jorden er både en velsignelse og et ansvar. Herren erklærer: »For se, markens dyr og luftens fugle og det, som kommer op af jorden, er bestemt til menneskets brug til føde og til klæder, og for at han kan have rigeligt« (L&P 49:19). Men fordi jorden og alt på den er »[hans] hånds værk« (L&P 29:25), tilhører det hele ham.5 Som midlertidige beboere på denne jord er vi forvaltere – ikke ejere. Som forvaltere er vi ansvarlige over for Gud – ejeren – i forhold til, hvad vi gør med hans skaberværk: »For jeg anser det for nødvendigt, at jeg, Herren, stiller enhver til regnskab som forvalter over de jordiske velsignelser, som jeg har skabt og beredt for mine skabninger« (L&P 104:13).
Hvordan vi tager os af jorden, hvordan vi bruger og deler dens overflod, og hvordan vi behandler alt, hvad der er givet os, er en del af vores prøvestand her på jorden. Vi bør taknemmeligt gøre brug af det, som Herren har givet, undgå at spilde liv og ressourcer og bruge jordens overflod til at tage os af de fattige.6 Herren har omsorg for alt liv og især for sine børn, og han vil holde os ansvarlige for det, vi vælger at gøre (eller ikke at gøre) med hans overflod.
Herren lover os, at hvis vi følger ham og bruger jordens ressourcer med omtanke, taksigelse og respekt, »er jordens fylde [vores], markens dyr og luftens fugle … Og det behager Gud, at han har givet alt dette til mennesket; for med det sigte er det blevet skabt til at bruges, med fornuft, ikke i overmål, ej heller ved anvendelse af tvang« (L&P 59:16, 20).
Vi bør bruge disse ressourcer med dømmekraft og taknemmelighed med det formål at hjælpe andre – nuværende, tidligere og fremtidige generationer – med at modtage de velsignelser, som vores himmelske Fader ønsker for sine børn.
Se ud over os selv
Desværre lever vi i dag i en verden, hvor mennesker vælger at afvise Gud og behandle hans skaberværk med foragt. Når dette sker, smerter det Gud og hele skabelsen.
Enok beretter, at Gud græd på grund af sine børns dårlige valg og selviskhed.7 Moroni profeterede, at der i de sidste dage vil være »ild og uvejr og røgdis … [og] store forureninger på jordens overflade«, og disse forhold vil være forbundet med »alle slags vederstyggeligheder; og da skal der være mange, der skal sige: Gør dette, eller gør hint, og det har ingen betydning« (Morm 8:29, 31). Når mennesket forurener denne verden åndeligt eller timeligt, lider ikke kun Gud, men også naturen!8
Vigtigt er det, at de velsignelser og den kraft, der er tilgængelig gennem Herrens genoprettede kirke og evangelium, har kapacitet til at forandre menneskesjælen og dens perspektiv, kapacitet til at inspirere til kærlighed til Gud og hans skabninger, og til at hjælpe os med at tænke på andres velfærd og overveje fremtidige generationers behov.
Naturen bringer os tættere på Gud
Jorden og alt liv er mere end noget, der skal indtages og/eller konserveres; nogle dele skal også bevares! Uspoleret natur og »alle de ting, der kommer af jorden … er blevet skabt til … menneskets nytte og brug … både til at behage øjet og glæde hjertet … og til at give sjælen nyt liv« (L&P 59:18-19).
Naturen bringer os i sin uberørte tilstand tættere på Gud, renser vores sind og hjerte for materialismens støj og distraktioner, løfter os til en højere, mere ophøjet sfære og hjælper os med at lære vores Gud bedre at kende: »Jorden farer på sine vinger, og solen giver sit lys om dagen, og månen giver sit lys om natten, og stjernerne giver også deres lys … Enhver, der har set et eller det mindste af disse, har set Gud bevæge sig i sin storhed og kraft« (L&P 88:45, 47).
Jeg elsker stadig at vandre højt oppe i bjergene mellem de storslåede granitklipper og højdedrag. Skønt de er tavse, taler de om Guds kraft og majestæt – og om hans mageløse talent for skønhed. Som Alma vidnede om: »Alting viser, at der er en Gud, ja, selve jorden og alt, der er på dens overflade … vidner om, at der er en allerhøjeste skaber« (Alma 30:44).
Jeg elsker at kigge på stjerner om natten, mens jeg forsøger at forstå evigheden i tid og rum. Jeg forundres altid over den indsigt, der opstår i disse stille øjeblikke, at på trods af hvor stor kosmos er, kender universets Herre lille mig. Og han kender hver enkelt af os. Skabelsen vidner om Skaberen, og hvis vi bevarer disse særlige, uspolerede områder, vil de udtryksfuldt og dybtgående vidne om vores Gud og inspirere os på vores videre færd.
Jo bedre vi passer på verden og alt i den, desto mere vil den opretholde, inspirere, styrke, oplive og glæde vores hjerte og ånd – og forberede os på at bo hos vor himmelske Fader med vores familie i en celestial sfære, som vil være selve jorden, hvor vi lever i dag, men i en herliggjort tilstand.9
Må vi taknemmeligt passe på denne jord – vores nuværende og potentielle fremtidige hjem.