Gå ikke glip af dette foredrag
Sådan inviterer I mirakler ind i jeres liv
Fra en tale, der blev holdt for studerende på Ensign College i Salt Lake City i Utah i USA den 24. marts 2020. Læs hele talen på ensign.edu.
Beslut jer i dag for at opleve, være og bede om et mirakel, og store og vidunderlige velsignelser – store og små – venter jer helt sikkert.
I dag vil jeg tale om et kendetegnende element i vor Frelsers tjeneste:
Mirakler.
Men i stedet for at repetere hans utallige mirakler i den gamle og nye verden, vil jeg fortælle om et personligt mirakel, jeg var vidne til for mange år siden, i håb om at åbne jeres øjne for de mirakler, der finder sted omkring jer hver eneste dag.
Mirakler har altid og vil altid være et praktisk virkemiddel for den barmhjertige og kærlige Gud og hans søn, Jesus Kristus. Med andre ord, forvent at opleve mirakler i jeres liv.
Hvad gør en livsbegivenhed til et mirakel og ikke noget hverdagsagtigt? En verdslig definition på et mirakel er f.eks. en »ekstraordinær begivenhed i den fysiske verden, der overgår alle kendte menneskelige eller naturlige kræfter og tilskrives en overnaturlig årsag«, »en virkning eller begivenhed, der manifesterer sig eller betragtes som et værk af Gud«, »et under [eller] vidunder.«1
En af sætningerne i min patriarkalske velsignelse lyder: »Og du vil se Herrens hånd virke i dit liv … og du vil opleve mirakler.« Om noget, har det været en underdrivelse. Efter at have levet i mere end 60 år – og været døden nær – men også i forundring over Guds godhed hele vejen igennem, vil jeg vidne for jer om, at jeg ser Herrens mirakuløse og barmhjertige hånd virke i mit liv hver eneste dag.
Jeg har i sandhed oplevet mirakler.
Og – dette er en spoiler alert – jeg kan med sikkerhed bekræfte, at hver af jer, uanset jeres situation eller omstændigheder, også oplever mirakler på daglig basis, selvom I måske ikke er opmærksomme på mange af dem.
Vores problem som hellige er ikke mangel på velsignelser. Vores problem er, at vi som Herrens pagtsfolk, har himmelens vinduer stående åbne, med velsignelser der bogstaveligt talt strømmer ned over os. Vi er så rigt velsignet, at de utallige mirakler omkring os nogle gange bliver en selvfølge eller endda usynlige i vores liv. Desværre får denne overvældende rigdom hverken vores fulde opmærksomhed eller den taknemmelighed, som den burde. Ligesom når man har medvind, anerkender vi nogle gange ikke storheden og kraften i miraklerne omkring os.
I dag vil jeg fortælle om et af de små mirakler, der fik min fulde og udelte opmærksomhed, et mirakel, som jeg aldrig vil glemme.
Den forsvundne ring
Kort tid efter hjemkomsten fra deres bryllupsrejse tidligt i juni for flere år siden skulle min datter Emi og min svigersøn Chase bo hos os en uge, før de tog til deres nye hjem i Californien i USA. I løbet af ugen havde de planlagt at åbne alle deres bryllupsgaver, skrive takkebreve og derefter pakke bilen.
Naturligvis var det en meget hektisk uge.
Men dagen efter de havde åbnet gaver, opdagede Emi, at hendes vielsesring ikke sad på hendes finger, og den var heller ikke på den ringholder, hun trofast satte den på hver aften. Idet hun prøvede ikke at gå i panik, tænkte hun, at hun måtte have lagt den et sted i huset og begyndte at lede efter den. Hvor den end befandt sig, var hun sikker på, at den ville blive fundet. Men efter at have søgt overalt uden at finde den, fortalte hun om det til Chase og derefter til min hustru og mig. Derefter begyndte vi hver for sig at søge på steder, der måtte være blevet overset, idet vi var sikre på, at en af os ville finde ringen. Men det gjorde vi ikke.
Langt vigtigere end omkostningerne ved at erstatte ringen var affektionsværdien af det dyrebare og meget symbolske bånd. Ringen repræsenterede kærlighed, offer, hårdt arbejde og en forpligtelse over for hinanden, og den var et tegn på et evigt forhold.
Chase var en universitetsstuderende, der havde arbejdet hårdt og skrabet alt, hvad han kunne, sammen for at købe den ring til hende. Og i de otte måneder, deres forlovelse varede, værdsatte Emi ringens symbolske karakter og deres bånds evige natur, som ringen symboliserede.
Den næste morgen var der flere spørgsmål, flere lydløse bønner og meget mere fokus, da vi alle gik ind i det, jeg vil kalde det »andet niveau« af presserende søgning. Denne gang finkæmmede vi de værelser, hvor Emi måske havde glemt, at hun havde været. På hænder og knæ søgte vi under sofaerne. Og så under alle puderne i sofaerne. Men endnu en gang fandt vi intet.
Da dagen for deres afrejse ankom, var mit hjerte knust, da jeg så min datters venstre hånd og det forståelige, tomme udtryk i hendes ansigt. Og alligevel, selvom de begge var sønderknust, var jeg forbløffet over at se dem tage af sted med en usædvanlig grad af håb om, at ringen ville blive fundet. Jeg anerkendte deres håb. Imidlertid efterlod realisten i mig ingen anden konklusion, efter fem dages søgning uden resultater, end at denne ring var forsvundet.
Stik mod al fornuft og logik forblev både Emi og Chase optimistiske og på en eller anden måde fyldt med en tro på, at ringen ville blive fundet. De manifesterede disse vigtige katalysatorer i dannelsen af et mirakel, idet de holdt fast i troen og et urokkeligt håb – uanset hvor dårlige oddsene syntes at være. Og i stedet for at bruge tid på at købe en ny ring tilbragte de tid i bøn og i templet.
Selv hvis deres tro ikke ville blive belønnet på den måde, de ønskede, tvivlede de ikke. De stolede på Gud af hele deres hjerte og forlod sig ikke på deres egen indsigt (se Ordsp 3:5-6). De nægtede at give efter for det, som J.R.R. Tolkien beskrev i sin klassiker Eventyret om ringen:
»Troløs er den, der siger farvel, når vejen bliver mørk.«2
Næsten en hel måned gik uden held. Og vejen var ikke kun blevet mørk, men syntes også at have ramt en blindgyde. Alle – med undtagelse af Emi og Chase – havde stort set givet op.
Så en dag efter fyraften, en måned efter at ringen var forsvundet, fik jeg en sms fra Meagan, damen, der klipper mit hår. Jeg læste en sætning, der fik mit hjerte til at hoppe en ekstra gang. Sms’en lød:
»Fandt I nogensinde Emis ring?«
Et par uger tidligere havde jeg nævnt over for Meagan, hvor triste vi var over at miste Emis ring. Men jeg kunne ikke forstå, hvorfor hun sendte en sms til mig, medmindre hun vidste noget om det. Med rystende hænder lykkedes det mig på en eller anden måde at sende et meget kort svar tilbage:
»Nej,« svarede jeg.
»Kan du sende mig et billede af hendes ring?«
Et billede? Hvorfor vil Meagan have et billede? Det var lige meget. Jeg kunne mærke, at der var noget i gang, så jeg sendte jeg et foto og ventede jeg på svar. Det var kun fire ord:
»Jeg har hendes ring.«
Jeg ringede straks til Meagan, som bad mig om at komme og hente ringen. »Er du sikker?« spurgte jeg. »Jeg mener, helt sikker?« Hun kluklo og sagde: »Kom selv og se. Det er et mirakel, som du ikke vil tro på.«
Jeg skulle bevidne et mirakel, et mirakel, som Emi og Chase havde kvalificeret sig til, ifølge Brigham Young. Præsident Young sagde:
»Mirakler, eller disse usædvanlige tilkendegivelser af Guds magt, er ikke for den ikke-troende, de er til for at trøste de hellige og styrke og bekræfte troen hos dem, der elsker, frygter og tjener Gud.«3
Før jeg fortæller jer resten af denne mirakuløse historie, vil jeg spørge jer: Har I lavet en opgørelse over jeres personlige mirakler? Har I talt jeres mange gaver og nævnt dem hver især? Har I talt jeres mange gaver for at se, hvor Herren lader strømme ud sin nådeflod?4
Hvis ikke, så lad mig foreslå tre måder, der hjælper jer med at identificere de mange mirakler, der sker i jeres liv.
1. Anerkend miraklet
Først og fremmest må I anerkende miraklet. Mit lille mirakel er let at anerkende. Men ser I de mirakler, der sker omkring jer hver dag? Det faktum, at jeres hjerte, som, hvis I er omkring 20 år, allerede har pumpet blod gennem jeres krop mere end 840 millioner gange. Eller at I ejer en mobiltelefon, som har over 100.000 gange mere processorkraft end den computer, der gjorde det muligt for mennesket at lande på månen for 50 år siden. Og det mest værdsatte mirakel af alle, at I er blandt de 0,2 procent af verdens befolkning, der har det gengivne evangelium og alle dets tilknyttede og ophøjende velsignelser.
2. Vær miraklet
Må jeg være modig og foreslå, at I i stedet for at vente på jeres mirakel, kan beslutte jer for at være en mirakelmager? Gud vil besvare jeres bøn, men måske også andres bønner, gennem jer. Som præsident Thomas S. Monson (1927–2018) indskærpede: »Bed ikke – jeg bønfalder jer – om opgaver, der svarer til jeres kræfter. Bed om kræfter, der svarer til jeres opgaver. Så vil jeres arbejde ikke være noget mirakel, men I vil være miraklet.«5 Følg Helligåndens tilskyndelser, og lad Gud besvare andres bønner gennem jer. Sandelig, når I »er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste« (Mosi 2:17).
3. Bed om miraklet
Det betyder, i fysiologiske termer, at vi må bøje knæleddet, når vi – i åndelig henseende – ydmygt beder Gud om den guddommelige indgriben, vi søger. Husk på, at vores Gud er miraklernes Gud, at vor Frelser Jesu Kristi arbejde uden tvivl er en sand »mirakelmagers«.
Husk på, at han skabte jorden og alt, der lever derpå. At han forvandlede vand til vin, tvivlere til troende. At han gik på vandet, helbredte de syge og oprejste de døde. Og at hans formaning til os i dag er at bede ham om disse mirakler i løn, men at være tålmodige, mens vi afventer, hvad hans hensigter og timing er.
Som Jesus så smukt minder os om i Lære og Pagter: »Helliggør derfor jer selv, så I alene har Gud i sinde, og så skal de dage komme, da I skal se ham; for han vil fjerne sløret fra sit ansigt for jer, og det skal ske til hans egen tid og på hans egen måde og efter hans egen vilje« (L&P 88:68).
Gud kender alle detaljer
Så hvordan skete Emis mirakel? Her er resten af historien om »anerkend, vær og bed om-miraklet«.
En kvinde ved navn Jilda kørte hjem med sine tre børn og sin mand efter et besøg hos sine forældre. Blandt de mange ting, hendes børn glædede sig over under dette besøg, var højdepunktet de bananmuffins, som mormor lavede. Efter børnenes konstante plageri i bilen lovede Jilda, at hun ville lave muffins til dem, når de kom hjem. »Men hvordan skal jeg gøre det?« tænkte hun ved sig selv. »Jeg har ikke engang en muffinform.« Og med den tanke døsede hun hen, mens hendes mand sad ved rattet og kørte hjemad.
Men af en eller anden grund vågnede hun op, lige før bilen nåede frem til en velkendt frakørsel fra motorvejen. Da fik hun en indskydelse om, at hendes yndlingsbutik med tilbehør til hjemmet var lige ved denne frakørsel. De måtte helt sikkert have muffinforme. Hun bad hurtigt sin mand om at forlade motorvejen og køre til den pågældende butik. Da hun gik ind, gik hun direkte ind i afdelingen for bageudstyr, hvor hun begyndte at se på muffinforme.
Da hun greb en muffinform på øverste hylde, hørte hun en svag, klingende lyd. Da hun undersøgte formene, kunne hun se, at den ene ikke var stablet korrekt. Hun trak dem fra hinanden og opdagede hvorfor: Inde i formen lå en glitrende diamantring. For at den ikke skulle falde i de forkerte hænder lagde hun den i lommen og begynde at søge efter ejeren, så snart hun kom hjem.
Jilda tog ringen med til den frisørsalon, hvor hun arbejdede. I løbet af dagen fortalte hun de andre stylister og kunder om, hvordan hun fandt ringen, for at høre om deres forslag til, hvordan man kunne få den afleveret til dens retmæssige ejer. I mellemtiden var Meagan mere end klar til at tage hjem efter en lang dag med at permanente, farve og klippe hår. Men hun bemærkede, at flere stylister havde samlet sig omkring Jilda i den anden ende af salonen.
Meagan følte sig tilskyndet til at gå hen til gruppen for at høre, hvad ståhejen handlede om. Da Jilda holdt ringen op, gispede Meagan. Derefter og uden tøven udbrød hun: »Jeg tror, jeg ved, hvis ring det er.« Det var så, hvor hun sendte en sms til mig, og godt, nu kender I resten af historien om mirakelringen.
De komplekse tråde i denne historie er ganske uforståelige. Men som Jeremias retorisk minder os om: »Se, jeg er Herren, alle menneskers Gud. Er noget umuligt for mig?« (Jer 32:27).
Min datter Emi skrev senere om oplevelsen:
»Tak til Gud, fordi han har bevist mere end nogensinde, at han virkelig er involveret i detaljerne i vores liv og kan få de mest usandsynlige ting til at ske! Sikken dejlig påmindelse om, at vores bønner bliver hørt, uanset hvor små vores problemer er. Hvis det er vigtigt for os, så er det vigtigt for ham!«
Herren er opmærksom på de mirakler, vi søger
Mens dette mirakel var storslået, hvad så med de mirakler, der ikke materialiserer sig? Og hvorfor skulle en fjollet ring betyde noget? Der er globale makrohændelser som COVID-19 eller mikrohændelser som det, I sandsynligvis desperat beder om lige nu i jeres liv. Og svaret er, jeg ved det ikke.
Men jeg ved, at han ved det. Og jeg stoler på ham. Jeg ved også, at når han ved, hver gang en spurv falder til jorden, så kender han også til hver eneste af jeres tårer. Jeg har også en implicit tro på, at han er »mægtig til at frelse« (2 Ne 31:19), og som Paulus forklarede, at: »Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet« (Rom 8:28).
Dette er, hvad jeg kan fortælle jer: Mens I venter på jeres mirakel, må I ikke gå glip af de daglige vidundere overalt omkring jer, såsom miraklet ved at se nogle favne evangeliet fuldt ud og få sit hjerte forvandlet – nogle, der vælger at aflægge sin synd og fuldstændigt ændre sit liv og dermed sin evige skæbne. Eller miraklet ved den ugentlige nadver, tempelordinancernes beseglende og helbredende kraft, og enhver anden velsignelse i det gengivne evangelium. Og glem ikke de »ultimative mirakler«, Jesu Kristi forsoning og opstandelse.
Ældste Ronald A. Rasband fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:
»Hvad bør I kigge efter i jeres eget liv? Hvilke af Guds mirakler minder jer om, at han er nær og siger: ›Jeg er lige her‹? Tænk på de gange, nogle gange dagligt, hvor Herren har handlet i jeres liv – og derefter handlet igen. Værdsæt dem som øjeblikke, hvor Herren har vist jer og jeres valg tillid. Men tillad ham at gøre mere ud af jer, end I kan gøre på egen hånd. Værdsæt hans involvering.«6
Og værdsæt det ikke blot, men søg ihærdigt efter det. Husk på, at Gud kan gøre hvad som helst, og alt ind imellem. Han er Herre over alt.
Søstre og brødre, beslut jer i dag for at anerkende, være og bede om mirakler, og fantastiske og vidunderlige velsignelser – store og små – venter jer helt sikkert. Ligesom Emi og Chase kan I udøve jeres tro ivrigt, idet I ved, at I vil blive velsignet, uanset om jeres mirakel er indtruffet eller ej. Stol på Herrens tidsplan. Gå fremad i taknemmelighed, værdsæt, hvad Herren har gjort i jeres liv og husk Jobs ord: »Men jeg ville søge til Gud og lægge min sag frem for ham; han gør store ting, der ikke kan udforskes, og undere, der ikke kan tælles« (Job 5:8-9).