»Lidelsens forædlende ild«, Liahona, mar. 2022.
Trængslers lutrende ild
Jeg beder til, at vi alle vil komme vor himmelske Fader og Frelseren nærmere gennem vores personlige modgang.
Modgang i livet bør ikke overraske os. Uanset om modgang opstår på grund af vores egne synder og fejltagelser eller noget andet, så er den en del af jordelivet. Nogle mennesker mener, at de bør skånes for enhver modgang, hvis de holder Guds befalinger, men det er »i lidelsens ovn« (Es 48:10; 1 Ne 20:10), at vi bliver udvalgte. Selv Frelseren var ikke undtaget:
»Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led,
og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham« (Hebr 5:8-9).
For de af os, der er ansvarlige, er trængsler ofte afgørende for, at vi i sidste ende bliver fuldkommengjort. Det er det, der gør livet mere end en enkel multiple-choice-opgave. Gud er ikke blot interesseret i det, vi gør eller ikke gør, men i det, vi bliver.1 Hvis vi er villige, vil han lære os at handle, som han handler, snarere end blot at være genstand for andres handling (se 2 Ne 2:14-16). Vi må lære at være retfærdige i alle forhold, eller som præsident Brigham Young (1801-1877) sagde, selv »i mørket«.2
Jeg tror, at udfordringen med at overvinde og udvikle sig fra modgang appellerede til os, da Gud præsenterede sin forløsningsplan i forudtilværelsen. Vi bør gå til den udfordring nu med en viden om, at vor himmelske Fader vil støtte os. Men det er afgørende, at vi vender os til ham. Uden Gud kan de mørke oplevelser med lidelse og modgang tendere mod håbløshed, fortvivlelse og endda bitterhed.
Med guddommelig hjælp erstatter trøst smerte, fred erstatter uro og håb erstatter sorg i sidste ende. Gud vil vende prøvelse til velsignelse og med Esajas ord »give … hovedpynt i stedet for aske« (Es 61:3). Hans løfte er ikke at skåne os for striden, men at bevare og trøste os i vores lidelser og at hellige dem til gavn for os (se 2 Ne 2:2; 4:19-26; Jakob 3:1).
Selvom vor himmelske Fader ikke vil påtvinge os sin hjælp og sine velsignelser, vil han handle gennem sin elskede Søns barmhjertighed og nåde og Helligåndens kraft til at opretholde os, når vi søger ham. Vi finder mange eksempler på den støtte omkring os og i skriftens optegnelser.
Eksempler i Det Gamle Testamente
I Det Gamle Testamente ser vi lydige Abraham tålmodigt vente i mange år på, at Guds løfter til ham – arvelande og retfærdige efterkommere – bliver opfyldt. Gennem hungersnød, trusler mod sit liv, sorg og prøvelser stolede Abraham konstant på og tjente Gud og blev til gengæld opretholdt af ham. Vi ærer nu Abraham som »de trofastes fader«.3
Abrahams barnebarn Jakob flygtede hjemmefra, alene og tilsyneladende uden meget andet end det, han stod og gik i, for at undslippe sin bror Esaus dødstrusler. I de næste 20 år tjente Jakob sin onkel Laban. Selvom Laban gav Jakob et sikkert sted at være, og til sidst to af sine døtre til hustruer, handlede han bedragerisk mod Jakob og ændrede hans løn og deres aftaler flere gange, når Jakob syntes at have fremgang (se 1 Mos 31:41).
Da de endelig skiltes, protesterede Jakob mod sin svigerfar: »Hvis ikke min faders Gud … havde været med mig, havde du nu sendt mig tomhændet bort« (1 Mos 31:42). I stedet vendte Jakob hjem, da Gud var med ham, og forvandlede sig fra en fattig flygtning til en mand og far til en stor familie. Han havde et stort antal tjenere og blev rigt velsignet med den tids rigdom – flokke, hjorde og kameler (se 1 Mos 32).
Josef, Jakobs søn, er det klassiske eksempel på en, der konstant sejrede i modgang ved at stole på Gud, når andre måske ville have følt sig forladt af ham. Først blev han solgt som slave af sine egne brødre. Da Josef derpå steg i graderne og anseelse i sin egyptiske herre Potifars hus, blev han falsk anklaget af Potifars hustru og fængslet på trods af, at han bogstaveligt talt var løbet væk fra synd. Ikke desto mindre fortsatte Josef med at stole på Gud. Selv i fængslet havde han fremgang, men blev så glemt af dem, han havde hjulpet på trods af deres løfter. (Se 1 Mos 37; 39-41). I sidste ende blev Josef, som vi ved, belønnet med høje embeder og midlerne til at redde sin fars familie (og hele Egypten) i en tid med hungersnød.
Hold tålmodigt ud
Disse og andre eksempler viser os, at modgang typisk overvindes med tiden. Der er brug for udholdenhed og vedholdenhed. Men vor himmelske Fader våger over og hjælper os igennem vores udholdenhed – han venter ikke til enden.
Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum sagde engang: »I sig selv bringer tidens gang selvfølgelig ikke automatisk fremgang med sig. Og alligevel behøver vi ofte, som den fortabte søn, ›en tids forløb‹, for at vi kan blive bragt åndeligt til fornuft (Luk 15:17). Jakobs og Esaus rørende genforening i ørkenen så mange år efter deres barndoms rivalisering er et klassisk eksempel. Gavmildhed kan erstatte uvilje. Overvejelse kan bibringe forståelse. Men overvejelse og selviagttagelse kræver tid. Der er så mange åndelige resultater, der kræver frelsende sandheder blandet med tid. Derved dannes erfaringens eliksir, dette meget effektive middel mod så meget.«4
Præsident M. Russell Ballard, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har sagt:
»At vente på Herren antyder ikke at se tiden an. I bør aldrig føle, at I befinder jer i et venteværelse.
At vente på Herren forudsætter handling. Jeg har i årenes løb lært, at vores håb i Kristus vokser, når vi tjener andre …
Den personlige udvikling, man kan opnå nu, mens man venter på Herren og hans løfter, er en uvurderlig, hellig del af hans plan for os hver især.«5
Tålmodig udholdenhed er en form for at vende sig til og stole på Gud. I de vers, der umiddelbart går forud for hans råd om at spørge Gud, hvis vi står tilbage i visdom, siger Jakob dette om tålmodighed:
»Regn det kun for glæde, når I kommer ud for mange prøvelser;
I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed.
Og udholdenheden skal føre til et fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget« (Jak 1:2, (se JSO, tillæg, Jak 1:2; Jak 1:3-4).
Lutret af lidelser
Når vi har vor himmelske Faders hjælp, vil vores modgang og vores lidelser forædle snarere end at besejre os (se L&P 121:7-8). Vi vil komme igennem som lykkeligere og helligere væsener. I en åbenbaring til daværende medlem af De Tolv Apostles Kvorum, Thomas B. Marsh, sagde Herren dette om sine apostle: »Og efter deres fristelser og mange trængsler vil jeg, Herren, søge efter dem, og dersom de ikke forhærder deres hjerter og ikke viser nogen hårdnakkethed mod mig, skal de blive omvendt, og jeg skal læge dem« (L&P 112:13).
Vi kan sige, at vi i modgang lærer »den eneste sande Gud, og ham, som [han] har udsendt, Jesus Kristus« (Joh 17:3) at kende. I modgang vandrer vi med dem dag for dag. Når vi er ydmyge, lærer vi at se hen til dem »i alle [vores] tanker« (L&P 6:36). De vil drage omsorg for os i en åndelig genfødselsproces. Jeg tror, at der ikke findes nogen anden vej.
Jeg beder til, at vi alle vil komme vor himmelske Fader og Frelseren nærmere gennem vores personlige modgang. Må vi på samme tid lære at drage omsorg for andre i deres modgang i henhold til Guds mønster. Det var gennem »smerter og trængsler og fristelser af enhver art«, at Frelseren »hvad kødet angår kan vide, hvorledes han kunne bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder« (Alma 7:11-12). Hvad os angår, »når vi et øjeblik ikke er fastspændt på et bestemt kors, bør vi være ved foden af en andens – fuld af sympati og med tilbud om åndelig næring.«6