Kun digitalt: Trosskildringer
Støt dig til mig
Da jeg delte mine spørgsmål og bekymringer med min far, fortalte han mig noget, jeg aldrig har glemt.
Foto: Richard M. Romney
Som lille pige fulgte jeg med min far rundt på vores lille gård, tiggede om at arbejde sammen med ham og prøvede at hjælpe ham med hans mange projekter. Jeg elskede at køre i hans pickup og hjælpe ham med at skifte gear. Jeg husker, at han læste historier for os børn og tog os med på slædeture, fisketure og campingeventyr. At ride på heste med Far, især i bjergene, vil altid være et særligt minde.
Da jeg startede på gymnasiet, begyndte jeg at spekulere på ting, jeg havde lært om evangeliet. Ting, som nogle af mine venner sagde, skabte spørgsmål og tvivl i mit sind.
En aften stod jeg i stuen og så ud af vores store vindue på stjernerne. Det var sent, og jeg troede, at alle var gået i seng. Men Far kom hen ved siden af mig, og vi begyndte at tale sammen.
Jeg fortalte ham om mine spørgsmål og bekymringer. Som svar vidnede min far om, at han vidste, at evangeliet var sandt. Vi talte om at blive for fokuseret på og bekymret over »mysterierne«, og hvor tåbeligt det kan være. Far sagde, at jeg var nødt til at drage mine egne konklusioner, og at det kunne tage mig noget tid. Så fortalte han mig noget, jeg aldrig har glemt. Han sagde, at når jeg havde spørgsmål eller bekymringer, kunne jeg støtte mig til hans tro og vidnesbyrd.
Jeg elskede min far og vidste, at han aldrig bevidst ville føre mig på afveje eller fortælle mig noget, der ikke var sandt. Hvis han var sikker på det, han troede på, vidste jeg, at jeg kunne stole på ham.
Så jeg støttede mig til ham.
Da jeg i mine arbejdsår blev introduceret til mange ideer, teorier, livsstile og overbevisninger, der udfordrede mig, så jeg hen til min far og støttede mig til ham. I mine år som hustru og mor har jeg, når oplevelser har prøvet min tro, set hen til min far og støttet mig til ham. Selv nu, hvor jeg tænker på de nuværende omstændigheder i verden, ser jeg hen til min far og støtter mig til ham.
Jeg tænker ofte på den aften for længe siden og min samtale med Far. Jeg spekulerer på, hvor anderledes mit liv ville have været uden hans rolige vished og vedholdende eksempel.
Som barn manglede jeg aldrig livets fornødenheder. Mine agtværdige forældre tog sig af mig. Men af alle de ting, mine forældre gav mig, er jeg mest taknemmelig for de værdier, de lærte mig, det faste fundament i evangeliet, som de gav mig, og det enkle, forbilledlige liv, de levede.
Jeg er også taknemmelig for, at Far var der for mig at støtte mig til – ikke en gang, men altid. Han var og er et stort eksempel på det, der betyder mest. Min far er min helt.