Unge voksne
Sådan fremskynder Herren sit arbejde – gennem sociale medier
Gennem sociale medier opfylder missionærerne løftet om, at Jesu Kristi evangelium skal udbredes til »alle folkeslag, stammer, tungemål og folk«.
To Temple Square-missionærer sad på de slidte bænke i Tabernaklet i Salt Lake City og stirrede på en computerskærm, mens jeg lærte dem at uploade deres videoer til et videoredigeringsprogram.
Så kom det til mig: her var vi og brugte internettet og avanceret software, imens vi sad i en bygning, der var bygget i 1800-tallet. Så mange fantastiske lærdomme er blevet delt i denne bygning. I løbet af de sidste 155 år har dets publikum hørt fra hundredvis af bemærkelsesværdige talere fra talerstolen, herunder Brigham Young, 12 forskellige præsidenter i USA, Susan B. Anthony og Helen Keller.
Og nu i sådan en historisk bygning var vi på vej mod et nyt grænseområde i Herrens arbejde, en innovation i missionering: mig, en youtuber, der lærer missionærer at skabe videoindhold til sociale medier.
Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) sagde i sin tale om fremtiden for missionering: »Når Herren sørger for disse mirakler indenfor kommunikation og med den øgede indsats og hengivenhed blandt vore missionærer og os alle … vil den guddommelige formaning bestemt gå i opfyldelse: ›Evangeliet skal prædikes for enhver skabning‹« (L&P 58:64).1
Præsident Kimball sagde disse ord i 1974 – for næsten 50 år siden – og det har aldrig været mere sandt, end det er i dag. Herrens arbejde skrider fremad, især med COVID-19-pandemien, der nødvendiggør brug af teknologi til missionærer over hele verden – evangeliets budskab udbredes til »alle folkeslag, stammer, tungemål og folk« (Alma 37:4).
Fra at banke på til notifikationer
Gennem min 10 år lange karriere med at skabe videoindhold, har jeg set kraften i at være i stand til at skabe forbindelse online gennem forskellige medier. Da det ikke længere var muligt at banke på døren under pandemien, fik mange missionærer smartphones, så de kunne komme i kontakt med mennesker, som de måske ellers ikke havde haft mulighed for at nå ud til. Og mange missioner har nu også dedikerede kammerater, der fungerer som specialister i sociale medier eller teknologi, og som hjælper med at vedligeholde missionens Facebook-side, skabe indhold til sociale medier, lave annoncer til ComeuntoChrist.org og styre annoncebudgettet.
Ældste Elias Magallanes i Córdoba-missionen i Argentina sagde, at han og hans kammerater på grund af teknologi har været i stand til at undervise mange flere mennesker: »Jeg tror, at mange mennesker bliver velsignet takket være denne pandemi, fordi de har lært om evangeliet.«
Søster Colby Sinclair, en af de to specialister i sociale medier i Temple Square-missionen, tilføjer, at hendes mission når ud til mange flere mennesker gennem videoer. »Vi bruger sikkert 15 timer på en video, som vi laver, men vi er i stand til at nå 15.000 mennesker! Normalt ville vi have en lektion med hver af de 15.000 mennesker, og det ville tage 15.000 timer.«
At prøve nye ting
Men selv med fordelene ved at dele evangeliet online, har vi måttet prøve os frem for at finde de bedste måder at gøre det på.
Ældste Magallanes udtaler: »Da alle missionærerne forlod stedet, og kun de argentinske missionærer var tilbage, var der ingen, der kunne bruge smartphones. Vi måtte lære gennem øvelse og finde ud af, hvordan tingene fungerede for os.«
Missionærer i Paris-missionen i Frankrig har lært, at det, der fungerer bedst for dem, er at skrive om emner, som man kan relatere til: Fred, glæde, tro og taknemlighed. Søster Olivia Jackson siger: »Missionering har ingen grænser. Der er så mange forskellige måder at invitere og dele Kristi lys på.«
Søster Emily Webber i Temple Square-missionen følte sig ikke kvalificeret til at skabe indhold på sin mission, men hun har lært, at hvis vi stoler på Herren, vil han hjælpe os med at bruge vores evner til at udføre hans værk. »Jeg ved, at Gud hjalp med at udvikle enhver evne, som jeg nogensinde har haft til at kunne gøre dette. Jeg har været bedre i stand til at se Herrens hånd, når vi skaber dette indhold.«
Før ældste Ethan Glines tog af sted på sin mission til Concepción i Chile, troede han, at hans videoredigeringstalenter skulle stilles i bero i to år. Men da han blev forflyttet under pandemien til Omaha i Nebraska i USA, bad hans nye missionspræsident ham om at medbringe sit kameraudstyr for at skabe socialt medieindhold til missionen. Da ældste Glines vendte tilbage til Chile, var han i stand til at fortsætte med at bruge sine videoredigeringstalenter gennem sin opgave i den nye rolle som specialist i sociale medier. Ældste Glines så dette som endnu et vidnesbyrd om, at Gud virkelig er til stede i detaljerne i vores liv, og »ønsker, at vi skal bruge vores talenter, fordi han gav os vores talenter«. Missionærer rundt om i verden bruger deres færdigheder til at fremme Herrens arbejde.
Så hvad kan I gøre?
Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Som disciple bør det være vores formål at bruge de sociale medier som et middel til at formidle lyset og sandheden af Jesu Kristi gengivne evangelium i en verden, der i stigende grad oplever mørke og forvirring.«2
Dette gælder for os alle: Uanset om I har været på mission eller ej, uanset om I er et livslangt medlem eller konvertit, kan jeres vidnesbyrd om Frelseren have indvirkning på andre. Og ja, at dele evangeliet på sociale medier kan være intimiderende og skræmmende, men jeres vidnesbyrd er nødvendigt, uanset hvor enkelt det er.
Søster Lucy Collins, der arbejdede ved Mormon Battalion Historic Site [Historisk sted for Mormonbataljonen], har udtalt: »Hvis I tænker på at dele noget på sociale medier vedrørende evangeliet eller et budskab om håb eller fred eller styrke, så del det! Hvor mange gange har I ikke været til et vidnesbyrdsmøde, hvor I sidder der, og nogen deler deres vidnesbyrd, og I tænker: ›Hold da op, det var lige til mig i dag?‹ Det samme gælder jeres tanker om Jesu Kristi evangelium, for nogen derude har brug for det. Så bare gør det!«
Jeres vidneudsagn behøver ikke at være langt eller udførligt for at have en indvirkning på andre. I kan følge ånden for at dele et enkelt, autentisk vidnesbyrd på normale og naturlige måder. Her er nogle forslag til, hvordan I kommer i gang:
-
Lav et opslag, eller del indhold fra kirkeberetninger eller jeres egen personlige beretning.
-
Inviter andre til at deltage i en menigheds- eller institutaktivitet sammen med jer.
-
Vær kreative! Brug jeres gaver og talenter til at skabe indhold med evangeliet i centrum.
-
Spørg jeres lokale missionærer, hvilke ressourcer de bruger, og hvordan I kan komme i gang.
Når medlemmer ikke er bange for at dele deres enkle vidnesbyrd, kan det røre så mange hjerter.
Forbindelse vigtigere end visninger
For et par år siden lavede jeg en video i forbindelse med julekampagnen Light the World, og den blev vist over 2,5 millioner gange. Jeg tænkte, »skal jeg sætte et skriftsted ind til sidst? Eller give folk en udfordring at blive døbt? Er det min pligt at dedikere min YouTube-kanal til missionering?«
Jeg kæmpede virkelig med det sidste spørgsmål. Jeg er i stand til at nå ud til flere mennesker lige nu, end de tidlige missionærer og tidlige pionerer overhovedet kunne have drømt om! Så jeg tog til templet med dette spørgsmål, klar og beredt på det svar jeg ville få.
Og svaret, der kom, var: »Udfør din tjeneste, og gør dit kald.«
Jeg indså, at Jesus Kristus ikke havde brug for mig til at døbe hver eneste af mine abonnenter. Han havde brug for, at jeg fokuserede på at tjene folk omkring mig.
Skabelse af indhold er blot et aspekt af at dele Jesu Kristi evangelium. En af de mest effektive måder at benytte sociale medier til at dele evangeliet på er at nå ud til dem, I kender, svare på kommentarer eller sende direkte beskeder.
Det er ligegyldigt, hvor mange visninger eller likes en video får. Det er ligegyldigt, om I har 2,5 millioner følgere eller 25. Det vigtigste er at skabe forbindelse til den ene, at tjene den enkelte. Ligesom Frelseren gjorde.
I dag bringer missionærer arbejdet med frelse til alle dele af jorden – eller i det mindste så langt som internetforbindelsen rækker – og vi kan gøre det samme. Vi kan dele vores enkle vidnesbyrd, vi kan skabe indhold, der vil opløfte og inspirere andre, og vi kan nå ud til den ene.