Kun digitalt
15 måder at skabe glæde på, når I føler jer ensomme
Føler I jer alene? Vor himmelske Fader har givet os mange måder, hvorpå vi kan føle, hvordan hans lys og kærlighed bærer os gennem svære tider.
For mange år siden nævnte en veninde, at hver gang hun har en svær dag (eller uge), og hun har brug for lidt mere lys i sit liv, finder hun en befaling, hun vil fokusere på. Selvfølgelig stræber hun efter altid at holde buddene på grund af sin kærlighed til Gud. Men hun har også opdaget, at hun kan føle endnu mere lys – her og nu – ved bevidst at finde nogen at tjene eller ved at lave mere slægtsforskning eller ved at læse flere skriftsteder eller ved at udtrykke større taknemlighed for de velsignelser, vor himmelske Fader har givet hende. Min venindes ord har sat sig fast i mig, og de minder mig om, at »når vi opnår en hvilken som helst velsignelse fra Gud, er det ved lydighed mod den lov, på hvilken den er baseret« (L&P 130:21). Jeg har nu den samme tanke hos mig, hver gang jeg har brug for ekstra håb, trøst, fred eller glæde.
Når vi ønsker at modtage mere glæde1 i livet, hvis vi føler os ensomme (eller når som helst!), kan vi handle på Herrens opfordringer, der fører til den lovede velsignelse. Her er 15 eksempler på de opfordringer, han gav gennem sine apostle, der har givet mig yderligere glæde, og som også kan bringe mere glæde i jeres liv!2
1. Fokuser på de relationer, I har
Vi føler os ofte ensomme, fordi vi mangler en bestemt relation, vi søger. Men husk, at der altid er nogen at række ud til. Det kan være familie, venner, kolleger, omsorgsbrødre og -søstre eller andre kirkeledere. Tænk på og skab kontakt med de mennesker, som Herren har tilvejebragt i jeres liv for at opløfte og velsigne jer.
Som præsident Dallin H. Oaks har sagt: »Værdsæt og styrk jeres familierelationer … Sæt pris på jeres venskaber og muligheder for at lære og tjene, for disse bestræbelser kan også føre til den glæde, der er evig.«3 Og som ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum har tilskyndet os til: »Jeg opfordrer jer til ikke at fokusere på de relationer, I ikke har – men i stedet fokusere på de familierelationer, I har. Når I gør det, vil I blive velsignet med mere nærhed og glæde sammen med jeres kære.«4
2. Ræk ud til andre og tjen
At fokusere på andre kan hjælpe os til at overvinde ensomhedsfølelsen. Det kan være svært at række ud netop på disse tidspunkter, eller vi spekulere måske på, om folk ønsker vores hjælp. Men vi kan bede vor himmelske Fader om at vide, hvem der har brug for vores hjælp, og han vil vejlede os til dem, vi kan velsigne (og som helt sikkert også vil velsigne os til gengæld), for der er altid nogen, der har brug for vores hjælpende hænder.
Præsident M. Russell Ballard, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har mindet os om:
»Vi lever i en verden med usikkerhed, kompleksitet og forvirring. Hverdagens krav kan slide os op. Jeg tror, at der er et enkelt, men vigtigt princip, der kan hjælpe os til at befri os selv fra dette virvar af udfordringer og finde lykke og fred i sindet: At tjene hinanden.
Der er mange små og enkle måder og situationer, hvor vi kan tjene og elske andre derhjemme, i kirken og i vores samfund.
Store ting kan opnås ved små og enkle velgerninger og tjeneste. De akkumuleres til et liv fyldt med kærlighed til vor himmelske Fader, hengivenhed for Herrens, Jesu Kristi, værk og en følelse af fred og glæde, hver gang vi rækker ud mod hinanden.«5
3. Bær jeres vidnesbyrd om vor himmelske Fader og Jesus Kristus
Hvad enten det er personligt, på de sociale medier – eller i dagbøger eller Minder på FamilySearch for de kommende generationer – kan vi vidne om vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Dette kan hjælpe os til at føle det, som ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum fortalte om: »En af de største glæder i mit liv er at vidne om vor Forløser og opfordre andre til at følge ham. Jeg opfordrer alle til at lære om Jesus Kristus og komme til ham.«6
Alma fortalte også om en lignende oplevelse, da han skrev: »Måske kan [jeg] være et redskab i Guds hænder til at bringe en eller anden sjæl til omvendelse, og det er min glæde« (Alma 29:9).
4. Syng en salme
Som Det Første Præsidentskab har udtalt:
»Salmerne [kan] i høj grad gavne os som enkeltpersoner. Salmerne kan opløfte vores ånd, give os mod og få os til at handle retfærdigt. De kan fylde vores sjæl med himmelske tanker og bibringe os en fredens ånd …
Lad os lære dem udenad og overveje dem, læse dem og synge dem og få gavn af den åndelige næring.«7
Vi kender også de store løfter i Lære og Pagter 25:12: »For min sjæl fryder sig ved hjertets sang; ja, de retfærdiges sang er en bøn til mig, og den skal blive besvaret med en velsignelse på deres hoved.«
I kan finde forskellig musik til at opløfte jer under »Musik« i appen Evangelisk Bibliotek.
5. Stol på Gud, og at han ved, hvad I føler
Vores ensomme stunder passerer måske ikke hurtigt forbi, men vor himmelske Fader og Jesus Kristus vil altid være med os. Og med dem behøver vi aldrig at føle os helt alene. Når vi stoler på, at de kender os og ved, hvordan vi har det, kan vores ånd blive opløftet. Som præsident Henry B. Eyring, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt:
»Det mørke, der kommer, når vi oplever vanskeligheder, kan få os til at føle os isolerede og alene. Men da Jesus Kristus sonede for os i Getsemane have, gjorde han det ikke bare for vores synder. Han følte også den smerte og ensomhed, vi føler, når prøvelser dukker op. Uanset hvor ukendt stien forude måtte være, er der altid en, der har gået på den samme sti og kan lede os fremad.
Når vi ved dette, lover jeg, at vi kan føle både glæde og optimisme under vores prøvelser – ikke blot fordi vi forventer, at tiderne bliver bedre eller lettere, men fordi vi stoler på ham. Vi stoler nok på ham til at bede til ham og bede om hjælp. Vi stoler på, at han fuldt ud forstår, hvordan vi har det i disse stunder. Det vil give os tillid til, at på en eller anden måde vil alt gå godt.«8
Ældste Bednar har også givet et lignende løfte: »Frelseren forstår vores lidelser fuldstændigt. Fordi han har båret vores skuffelser, skrøbeligheder og kvaler, kan han støtte og styrke os. Han vil styrke vores krop og sind. Han vil styrke os fysisk, så vi på enhver tænkelig måde kan gøre de ting, vi er nødt til at gøre. Når vi vender os til ham, er vi aldrig alene.«9
6. Søg forandring og udvikling
Sommetider bliver vi velsignet til at overvinde vores ensomhed ved at engagere os i ny læring og aktiviteter. Det omfatter det, som præsident Russell M. Nelson kaldte for »glæden ved daglig omvendelse«10 og også livslang læring af nye færdigheder.
Som præsident Nelson har sagt: »Lad os tage imod Guds fuldkomne og dyrebare gave. Lad os kaste vores byrder og synder for Frelserens fødder og opleve den glæde, der kommer af omvendelse og forandring.«11
Ældste Cook fortalte også om fordelene ved at vokse på andre måder:
»Frelseren befriede os ikke for personligt ansvar for, hvordan vi lever vores liv, da han betalte straffen for vores synder. Skrifterne har siden begyndelsen konsekvent kundgjort værdien af arbejde, flid, at arbejde af al kraft, forbedre vores talenter og sørge for vores familie.
Min udfordring til jer er at undersøge jeres mål og afgøre, hvilke der vil give jer mulighed for at opfylde familieforpligtelser, holde jer på jeres pagtssti og give jer den glæde, som Herren ønsker for jer. Husk, at når I har et mål, kan I spare tid og kræfter ved at planlægge fremadrettet og ikke gå glip af vigtige krav og tidsfrister.«12
Selv Frelseren viste os vigtigheden af fortsat udvikling, for han »gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker« (Luk 2:52).
7. Fokuser på jeres pagter
Selv i vores sværeste tider kan vi fokusere på de evige velsignelser, vi har, som så mange mennesker i verden endnu ikke har, gennem vores pagter. Overvej velsignelserne og præstedømmets kraft, vi kan trække på, herunder at deltage i nadveren ugentligt og få adgang til den kraft, vi modtog (eller kan modtage) i Herrens hus. Ældste Bednar har belært om denne store velsignelse og glæde:
»Efterlevelse af og kærlighed til pagtsforpligtelser skaber en forbindelse til Herren, der er dybt personlig og åndeligt stærk … Når vi ærer betingelserne for hellige pagter og ordinancer, bliver vi gradvist og trinvist draget tættere på ham og oplever virkningen af hans guddommelighed og levende realitet i vores liv.
Men jeg vidner om, at pagtsforbindelserne med Guds opstandne og levende Søn er mulige, virkelige og er de ultimative kilder til vished, fred, glæde og den åndelige styrke, der gør os i stand til ikke at frygte, ›selv om fjendens magt er stor.‹«13
Ældste Stevenson har endvidere sagt: »Den ›kostelige perle‹ er de ordinancer, pagter, løfter og instruktioner, som modtages [i templet]. Det er den lykke og glæde, som mennesker på begge sider af sløret føler, når de modtager templets velsignelser og kommer til Kristus.« Og han opfordrer os til at »reflektere over den fred, der kommer af at tilbede og tjene i templet«.14
8. Studér Frelserens ord for at komme ham nærmere
Præsident Eyring har sagt:
»Når jeg studerer Frelserens ord og hans liv, lærer jeg ham at kende og elsker ham for det, han har gjort for os alle …
›For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv‹ (Joh 3:16).
Gaven i form af Guds Søn er en uvurderlig gave. Han er den gave, der oplyser vores vej og opløfter os. Han er den gave, der styrker os gennem de svære tider på vores rejse gennem livet. Han er den gave, der tilbyder guddommelig kærlighed, evigtvarende håb og sand glæde.«15
Jo mere vi lærer om Frelseren og kommer ham nærmere, des mere af hans sande glæde kan vi føle. Lehi fortalte, hvordan det velsignede ham, »at mens han læste [skrifterne], blev han fyldt af Herrens Ånd« (1 Ne 1:12).
Vi har også dette løfte, når vi læser Mormons Bog, som ældste Ronald A. Rasband fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Jeg opfordrer jer til at læse Mormons Bog og følge Jesu Kristi lærdomme, som findes i denne hellige bog. Når I gør det, kan I finde større glæde og fred i dette liv og i det tilkommende. Jeg ved, at det er sandt.«16
9. Tal pænt om andre
Når vi taler pænt om andre, kan det også få os selv til at føle os bedre tilpas! Præsident Eyring har sagt: »Jeg kan love jer en følelse af fred og glæde, når I taler pænt om andre i Kristi lys.«17
10. Giv tak
En taknemlig indstilling kan altid forandre en dag! Som ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:
»Uanset hvilke omstændigheder, udfordringer eller prøvelser vi har, så findes der noget hver eneste dag, der kan favnes og påskønnes. Der findes noget hver enkelt dag, der kan bringe taknemlighed og glæde, hvis vi blot vil se og påskønne det.
Vi burde måske se mindre med øjnene og mere med hjertet. Jeg holder meget af citatet: ›Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet‹ [Antoine de Saint-Exupéry, The Little Prince, overs. Richard Howard, 2000, s. 63].
Vi er blevet befalet ›at give tak i alt‹ [Mosi 26:39]. Er det så ikke bedre bruge vores øjne og hjerte på at se selv små ting, som vi kan være taknemlige for, i stedet for at forstørre det negative i vores nuværende situation?«18
11. Vær forenet
Måske kan jeres ensomhed komme af, at I føler, at andre ikke forstår jeres tanker og ideer. Hvis det er tilfældet, så husk dette løfte fra præsident Eyring:
»Vi ved af erfaring, at vi føler glæde, når vi velsignes med enighed. Som vor himmelske Faders åndelige børn længes vi efter den glæde, vi følte hos ham i livet før dette. Af kærlighed til os ønsker han at skænke os det hellige ønske om enighed.
Han kan ikke give den til os som enkeltpersoner. Glæden ved at være ét, som han så gerne vil give os, kan ikke gives til os enkeltvis. Vi må stræbe efter og gøre os værdige til den i fællesskab. Det er derfor ikke overraskende, at Gud beder os om at samles, så han kan velsigne os. Han ønsker, at vi samles i familier. Han har sørget for klasser og menigheder og befalet os at mødes der ofte. På de samlingssteder Gud har udpeget, ligger der store muligheder og venter. Vi kan bede og arbejde for den enighed, som vil give os glæde og forøge vores kraft til at tjene.
Frelseren lovede de tre nefitter glæde i enighed med ham som deres sidste belønning efter deres trofaste tjeneste. [Han sagde: ›I skal] have en fylde af glæde, og I skal sætte jer i min Faders rige, ja, jeres glæde skal være fuldkommen, ligesom Faderen har givet mig en fylde af glæde, og I skal være ligesom jeg er, og jeg er ligesom Faderen, og Faderen og jeg er ét‹ [3 Ne 28:10].«19
Fortsæt med at søge muligheder for at rådføre jer med hinanden i familier, menigheder og i andre sammenhænge. Og overvej de principper, der kan føre til effektiv rådgivning sammen, i Kirkens Håndbog: Tjeneste i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 4.4.
12. Skab noget
Find noget at skabe, hvad enten det er et smil, kunst, et møbel eller et rent værelse. Overvej disse ord fra ældste Uchtdorf: »Hvad tror I, er den størst mulige glæde? For mig er svaret på dette spørgsmål: Guds glæde. Det fører til et andet spørgsmål: Hvad er vor himmelske Faders glæde? … At skabe og være barmhjertig er to ting, der bidrager til vor himmelske Fader plan for lykke … Skabelse giver en stor tilfredshed og fylde.«20
13. Inviter Helligånden ind i jeres liv.
Helligånden bringer glæde ind i vores liv, så alt, hvad vi gør for at invitere ham ind i vores hverdag, kan hjælpe os til at føle den glæde. Som skrifterne lærer os: »Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed« (Gal 5:22-23). Og i Lære og Pagter 11:13 bliver vi lovet af Frelseren: »Jeg vil give dig af min Ånd, som skal oplyse dit sind, og som skal fylde din sjæl med glæde.«
14: Vær lydig
Glæde er »en tilstand af lykke som følge af et retfærdigt levned. Formålet med den jordiske tilværelse er for alle mennesker at kunne nyde glæde (2 Ne 2:22-25). En fuldstændig glæde opnås kun ved Jesus Kristus (Joh 15:[10-]11; L&P 93:33-34; 101:36).«21
Selvom lydighed ikke lover os en verden, der er fri for udfordringer og vanskeligheder, kan det hjælpe os til at få styrke og glæde til at overvinde dem. Som ældste Benjamín De Hoyos fra De Halvfjerds har sagt: »Lykke er en sindstilstand. Denne lyksalige tilstand kommer som et resultat af et retfærdigt liv.«22
Og i Mosija 2:41 opfordres vi til at »tænke på den velsignede og lykkelige tilstand for dem, der holder Guds befalinger. For se, de er velsignede i alt, både timeligt og åndeligt«.
15. Bed
Vor himmelske Fader elsker os hver især højt som sine børn. Han ønsker, at vi føler glæden ved at være hans elskede sønner og døtre. Han er der altid for os, og vi kan altid vende os til ham. Som der står i Lære og Pagter 136:29: »Hvis du er sorgfuld, så påkald Herren din Gud i bøn, så jeres sjæl må blive glad.«
Som ældste Rasband har mindet os om: »Vor himmelske Fader og Jesus Kristus elsker os så højt. Vi er Guds børn. Vi bør dele denne vigtige sandhed med alle, vi kender. Vi er aldrig helt alene. I vor himmelske Fader og Jesus Kristus har vi konstant venskab og støtte.«23
I alt: Følg Jesus Kristus
Frem for alt kommer vores vigtigste og evigtvarende glæde ved at følge Frelserens eksempel i alt! Som præsident Ballard har sagt: »Jeg takker Gud, vor Fader, for at have sendt sin Søn, Jesus Kristus, til jorden. Frelseren overvandt død og synd. Hvis vi følger ham, kan vi opleve evigtvarende glæde.«24
Ældste Cook har givet en lignende udtalelse: »Vi tænker over og fryder os over alt det, Frelseren har gjort for os. Han gav sit liv og sonede stedfortrædende, overvandt døden og forløste hele menneskeheden. Jeg lover, at når vi følger hans lys og eksempel, så vil det give os mere glæde, lykke og fred i dette liv end noget andet.«25
Og endelig har ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum sagt det så rammende: »Det håb og den fred og glæde, der kommer af at følge Jesus Kristus, kan ikke overvurderes. Det betyder alt.«26
Sandelig, som præsident Nelson har sagt: »Jesus Kristus [er] glæde.«27 Og han fortsatte med et utroligt løfte om, at »hellige kan være glade under alle omstændigheder. Vi kan føle glæde, selvom vi har haft en dårlig dag, en dårlig uge eller tilmed et dårligt år! Mine kære brødre og søstre, den glæde, vi føler, har lidet at gøre med vores livsvilkår og alt at gøre med vores fokus i livet. Når vi har fokus på Guds frelsesplan … og Jesus Kristus og hans evangelium, kan vi føle glæde, uanset hvad der sker – eller ikke sker – i vores liv Glæde kommer fra og på grund af ham. Han er kilden til al glæde. Vi føler det ved juletid, når vi synger ›Fryd dig, o jord … tag mod din Konge stor‹ [Fryd dig, o jord, Salmer og sange, nr. 124]. Og vi kan føle det hele året.«28