Fortrydelse og beslutninger
Præsident Dieter F. Uchtdorf
Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab
Jo mere vi hengiver os til at efterstræbe hellighed og lykke, jo mindre vil vi være på vejen mod fortrydelse.
Om fortrydelse
Præsident Monson, vi elsker dig. Tak for den inspirerende og historiske bekendtgørelse om opførelse af nye templer og om missionærtjeneste. Jeg er overbevist om, at både vi og mange kommende generationer vil modtage store velsignelser på grund af dem.
Mine kære brødre og søstre og mine kære venner! Vi er alle dødelige. Jeg håber ikke, at dette kommer som en overraskelse for nogen.
Ingen af os er på jorden særligt længe. Vi har et antal værdifulde år, som set i det evige perspektiv, knap varer et øjeblik.
Og så går vi bort. Vores ånd »bliver ført hjem til den Gud, der gav [os] liv.«1 Vi aflægger vores legeme og efterlader denne verdens gods, idet vi bevæger os videre til den næste verden.
Når vi er unge, virker det som om, at vi lever for evigt. Vi tror, at der er en ubegrænset mængde solopgange, der venter bag horisonten, og fremtiden synes som en uafbrudt vej, der strækker sig i det uendelige foran os.
Jo ældre vi bliver, desto større tendens har vi til at se tilbage og undre os over, hvor kort den vej i virkeligheden er. Vi undrer os over, hvor hurtigt årene er gået. Og vi begynder at tænke over de valg, vi har truffet, og det, vi har gjort. I den proces mindes vi mange dejlige stunder, som varmer vores sjæl og glæder vores hjerte. Men vi mindes også det, vi fortryder – det, som vi ville ønske, vi kunne gå tilbage og ændre.
En sygeplejerske, som tager sig af de uhelbredeligt syge, fortæller, at hun ofte har stillet sine patienter et enkelt spørgsmål, når de beredte sig på at forlade dette liv.
»Er der noget, du fortryder?« har hun spurgt.2
Når man er så tæt på den sidste dag i livet, bliver man ofte klar i tankerne og får indsigt og perspektiv. Så da disse mennesker blev spurgt om, hvad de fortrød, åbnede de deres hjerte. De reflekterede over, hvad de ville ændre, hvis de kunne skrue tiden tilbage.
Da jeg overvejede deres svar, slog det mig, hvordan de grundlæggende principper i Jesu Kristi evangelium positivt kan påvirke retningen af vores liv for evigt, hvis vi blot anvender dem.
Der er intet mystisk ved evangeliets principper. Vi har studeret dem i skriften, vi har drøftet dem i Søndagsskolen, og vi har mange gange hørt om dem fra talerstolen. Disse guddommelige principper og værdier er ligetil og klare; de er smukke, dybe og kraftfulde; og de kan afgjort hjælpe os til at undgå fremtidig fortrydelse.
Jeg ville ønske, at jeg havde brugt mere tid sammen med de mennesker, jeg holder af
Måske var den mest udbredte fortrydelse blandt døende patienter, at de ville ønske, at de havde tilbragt mere tid sammen med de mennesker, de holdt af.
Især mænd synger denne velkendte klagesang: De »fortryder dybt, at de har brugt så meget af deres liv på arbejdets daglige trædemølle«.3 Mange er gået glip af skønne minder, der kommer af tid sammen med familie og venner. De har ikke fået knyttet stærke bånd til dem, der betød allermest for dem.
Er det ikke sandt, at vi ofte har for travlt? Og sørgeligt nok bærer vi vores travlhed som et hæderstegn, som om det at have travlt i sig selv er en bedrift eller et tegn på et bedre liv.
Er det det?
Jeg tænker på vor Herre og forbillede, Jesus Kristus, og hans korte liv blandt menneskene i Galilæa og Jerusalem. Jeg har prøvet at forestille mig ham skynde sig fra et møde til et andet eller multitaske for at få en liste over vigtige opgaver færdiggjort.
Jeg kan ikke se det for mig.
I stedet ser jeg den medmenneskelige og omsorgsfulde Guds Søn, der bevidst levede hver dag. Når han omgikkes dem omkring sig, følte de sig vigtige og elskede. Han kendte til den uendelige værdi af de mennesker, han mødte. Han velsignede dem, tjente dem. Han opløftede dem, helbredte dem. Han gav dem en værdifuld gave i form af sin tid.
I vor tid er det let blot at foregive at bruge tid sammen med andre. Med et klik med musen, kan vi »forbinde« os med tusinder af »venner« uden nogensinde at skulle stå ansigt til ansigt med dem. Teknologi kan være en vidunderlig ting, og den er meget brugbar, når vi ikke kan være i nærheden af vore kære. Min hustru og jeg bor langt væk fra kære familiemedlemmer; så vi kender til det. Jeg mener imidlertid ikke, at vi går i den rigtige retning individuelt og som samfund, når vi for det meste er i kontakt med familie og venner ved at gensende sjove billeder, videresende ligegyldige ting eller linke vore kære til sider på nettet. Jeg formoder, at der er en tid og et sted for denne type aktivitet, men hvor meget tid er vi villige til at bruge på det? Hvis vi fejler i at give dem, der virkelig betyder noget for os, vores bedste og vores udelte opmærksomhed, vil vi fortryde det en dag.
Lad os beslutte os for at værne om dem, vi elsker, ved at bruge meningsfuld tid sammen, gøre noget sammen og udvikle skattede minder.
Jeg ville ønske, at jeg havde levet op til mit potentiale
Noget andet, som mennesker ofte giver udtryk for, at de fortryder, er, at de ikke er blevet den person, de følte, de kunne og burde være blevet. Når de ser tilbage på deres liv, indser de, at de aldrig levede op til deres potentiale, at der er for alt mange usungne sange.
Her taler jeg ikke om at kravle op ad stigen til succes i vore forskellige professioner. Den stige vil, uanset hvor høj den synes at være på denne jord, dårligt kunne måle sig med et enkelt trin på den store, evige rejse, der venter os forude.
Jeg taler tværtimod om at blive den person, som Gud, vor himmelske Fader, havde til hensigt, at vi blev.
Vi kom ind i denne verden, som digteren sagde det »… gennem voksende skyer af herlighed«4 fra en førjordisk sfære.
Vor himmelske Fader ser vores sande potentiale. Han ved noget om os, som vi ikke selv ved. Han tilskynder os i løbet af vores liv til at opfylde målet med vores skabelse, leve et godt liv og vende tilbage til sit nærvær.
Hvorfor ofrer vi så så meget af vores tid og energi på ting, der er så flygtige, så ubetydelige og så overfladiske? Nægter vi at se tåbeligheden i at stræbe efter det trivielle og midlertidige?
Ville det ikke være mere víst af os at »samle [os] skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler«?5
Hvordan gør vi det? Ved at følge Frelserens eksempel, indarbejde hans lærdomme i vores hverdag og virkelig elske Gud og vores næste.
Vi kan bestemt ikke gøre det, hvis vores indsats for at følge ham sker med slæbende fødder, stirren på uret hele tiden eller ved at brokke os undervejs.
Når det drejer sig om at efterleve evangeliet, bør vi ikke være som drengen, der stak tåen i vandet og hævdede, at han var ude og svømme. Som sønner og døtre af vor himmelske Fader er vi i stand til så meget mere. Gode hensigter er ikke godt nok. Vi må handle. Og endnu vigtigere, vi må blive det, vor himmelske Fader ønsker, vi skal være.
At bære vores vidnesbyrd er godt, men at være et levende eksempel på det gengivne evangelium er bedre. At ønske at være mere trofast mod vore pagter er godt; at overholde visdomsordet, og faktisk overholdelse af hellige pagter – herunder at leve et dydigt liv, betale vores tiende og offerydelser, overholde visdomsordet og tjene de nødlidende – er meget bedre. At bekendtgøre at vi vil afsætte mere tid til familiebøn, skriftstudium og sunde familieaktiviteter er godt; men rent faktisk at gøre alt dette jævnligt bringer os himmelske velsignelser.
At være discipel er at stræbe efter hellighed og lykke. Det er vejen frem mod de bedste og lykkeligste sider af os selv.
Lad os beslutte os til at følge Frelseren og arbejde med flid på at blive den person, vi blev skabt til at blive. Lad os lytte til og adlyde Helligåndens tilskyndelser. Når vi gør dette, vil vor himmelske Fader åbenbare os noget, som vi ikke vidste om os selv. Han vil oplyse vejen foran os og åbne vore øjne, så vi kan se vore ukendte og måske uanede talenter.
Jo mere vi hengiver os til at efterstræbe hellighed og lykke, jo mindre vil vi være på vejen mod fortrydelse. Jo mere vi stoler på Frelserens nåde, jo mere vil vi føle, at vi holder den kurs, som vor Fader i himlen har lagt for os.
Jeg ville ønske, at jeg havde ladet mig selv være lykkeligere
Noget andet de døende fortryder, kan måske være overraskende. De ville ønske, at de havde tilladt sig selv at være lykkeligere.
Vi bliver ofte fanget i illusionen om, at der findes noget lige uden for vores rækkevidde, der kunne bringe os lykke: En bedre familiesituation, en bedre økonomi eller afslutningen på en udfordrende prøvelse.
Jo ældre vi bliver, jo mere ser vi tilbage og indser, at de ydre omstændigheder i virkeligheden ikke betyder noget eller er afgørende for vores lykke.
Vi betyder noget. Vi afgør vores lykke.
Du og jeg er i sidste instans ansvarlig for vores egen lykke.
Min hustru, Harriet, og jeg holder meget af at cykle. Det er vidunderligt at komme ud og nyde naturens skønhed. Vi har nogle bestemte ruter, vi cykler, men vi lægger ikke særligt meget mærke til, hvor langt eller hvor hurtigt vi cykler i forhold til andre cyklister.
Af og til synes jeg dog, at vi godt kunne være lidt mere konkurrerende. Jeg tror, at vi kunne opnå en bedre tid eller cykle hurtigere, hvis vi bare pressede os selv lidt mere. Og så begår jeg endda nogle gange den fejl at nævne denne idé for min vidunderlige hustru.
Hendes typiske reaktion på mine forslag er altid meget venlig, meget klar og meget direkte. Hun smiler og siger: »Dieter, det er ikke et væddeløb; det er en cykeltur. Nyd øjeblikket.«
Hvor har hun dog ret!
Sommetider bliver vi så fokuseret på målstregen, at vi glemmer at finde glæden ved turen. Jeg cykler ikke med min hustru, fordi jeg er spændt på at afslutte turen. Jeg cykler, fordi det er en dejlig og hyggelig oplevelse at være sammen med hende.
Virker det ikke fjollet at ødelægge dejlige og hyggelige oplevelser, fordi vi konstant ser hen til det øjeblik, hvor de slutter?
Lytter vi til smuk musik og venter på den sidste tone skal fortone sig, før vi tillader os selv at nyde det fuldt ud? Nej vel. Vi lytter til og forholder os til variationerne i melodien, rytmen og harmonien gennem hele stykket.
Beder vi blot vore bønner med »amen« eller slutningen in mente? Selvfølgelig ikke. Vi beder for at være tæt på vor himmelske Fader og modtage hans Ånd og føle hans kærlighed.
Vi bør ikke vente med at være lykkelige, til vi når et bestemt punkt i fremtiden for så kun at opdage, at lykken har været tilgængelig – hele tiden! Livet skal ikke kun nydes ved at se tilbage. »Denne dag har Herren skabt,« skrev salmisten, »lad os juble og glæde os på den.«6
Brødre og søstre, uanset hvilke omstændigheder, udfordringer eller prøvelser vi har, så findes der noget hver eneste dag, der kan favnes og påskønnes. Der findes noget hver enkelt dag, der kan bringe taknemlighed og glæde, hvis vi blot vil se og påskønne det.
Vi burde måske se mindre med øjnene og mere med hjertet. Jeg holder meget af citatet: »Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.«7
Vi er blevet befalet »at give tak i alt.«8 Er det så ikke bedre bruge vores øjne og hjerte på at se selv små ting, som vi kan være taknemlige for, i stedet for at forstørre det negative i vores nuværende situation?
Herren har lovet: »… den, der modtager alt med taknemlighed, skal blive gjort herlig; og det, der hører denne jord til, skal blive ham tillagt, endog hundrede fold.«9
Brødre og søstre, med vor himmelske Faders rige velsignelser, hans gavmilde frelsesplan, det gengivne evangeliums himmelske sandheder og de mange skønne ting på denne jordiske rejse »har vi [så] ikke grund til at fryde os?«10
Lad os beslutte til os at være lykkelige, uanset vores situation.
Om beslutninger
En dag må vi tage det uundgåelige skridt og krydse denne jordiske sfære over til det næste rige. En dag vil vi se tilbage på vores liv og tænke over, om vi kunne have været bedre, truffet bedre valg eller brugt tiden mere víst.
For at undgå nogle af livets største ærgrelser gør man klogt i at træffe nogle beslutninger i dag. Lad os derfor:
-
Beslutte os for at bruge mere tid sammen med dem, vi holder af.
-
Beslutte os for at stræbe mere oprigtigt efter at blive den person, som Gud ønsker vi skal blive.
-
Beslutte os for at finde lykke, uanset vores situation.
Det er mit vidnesbyrd, at mange af morgendagens dybeste ærgrelser kan undgås ved at følge Frelseren i dag. Hvis vi har syndet eller begået fejl – hvis vi har truffet valg, som vi nu fortryder – så har vi Kristi forsonings værdifulde gave, hvorigennem vi kan blive tilgivet. Vi kan ikke gå tilbage i tiden og ændre på fortiden, men vi kan omvende os. Frelseren vil tørre hver fortrydelseståre fra vore øjne11 og fjerne syndens byrde.12 Hans forsoning gør, at vi kan lade fortiden ligge og bevæge os fremad med skyldfrie hænder og et rent hjerte,13 og med en beslutsomhed om at gøre det bedre og især at blive bedre.
Ja, dette liv er flygtigt; vore dage sygner hurtigt hen; og døden synes til tider skræmmende. Ikke desto mindre vil vores ånd fortsat leve og vil en dag blive forenet med vores opstandne legeme for at modtage udødelig herlighed. Jeg bærer højtideligt vidnesbyrd om, at vi alle takket være Kristi nåde en dag atter vil leve for evigt. Takket være vor Frelser og Forløser vil vi en dag virkelig forstå og fryde os over betydningen af ordene »dødens brod er opslugt i Kristus.«14
Den vej, der fuldbyrder vores guddommelige skæbne som Guds sønner og døtre, er evig. Mine kære brødre og søstre, kære venner, vi må påbegynde den vej i dag; vi kan ikke tage en eneste dag for givet. Jeg beder til, at vi ikke må vente, indtil vi er klar til at dø, før vi virkelig begynder at lære at leve. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.