Føler I også således nu?
Ældste Quentin L. Cook
De Tolv Apostles Kvorum
Nogle i Kirken tror, at de ikke kan besvare Almas spørgsmål med et rungende ja. Sådan »føler de det ikke nu«.
Præsident Monson, vi elsker, ærer og opretholder dig! Denne historiske og betydningsfulde bekendtgørelse om missionærtjeneste er inspirerende. Jeg husker begejstringen i 1960, hvor alderen for unge mænd, der tog på mission, blev reduceret fra 20 til 19 år. Jeg ankom til Den Britiske Mission som nykaldet 20-årig missionær. Den første 19-årige i vores mission var ældste Jeffrey R. Holland, en fantastisk forstærkning. Han var få måneder fra at være fyldt 20 år. Så i løbet af året ankom mange flere 19-årige. De var lydige og trofaste missionærer, og værket gik fremad. Jeg er overbevist om, at en endnu større høst bliver opnået nu, når retskafne og forpligtede missionærer opfylder Frelserens befaling om at forkynde hans evangelium.
Det er min opfattelse, at den opvoksende generation er bedre forberedt end nogen tidligere generation. Jeres kendskab til skrifterne er meget imponerende. Men de udfordringer, som jeres generation står overfor, når I forbereder jer til at tjene, svarer til dem, som alle medlemmer af Kirken møder. Vi er alle opmærksomme på, at kulturen i størstedelen af verden ikke bidrager til retfærdighed eller åndelig forpligtelse. Op igennem tiden har kirkeledere advaret mennesker og undervist om omvendelse. I Mormons Bog var Alma den yngre så bekymret for uretfærdigheden og manglen på forpligtelse, at han trådte tilbage som overdommer, lederen af Nefis folk, og helligede sig sin profetiske kaldelse.1
I et af skriftens mest dybsindige vers erklærer Alma: »… hvis I har følt lyst til at synge sangen om den forløsende kærlighed, vil jeg spørge jer, om I også føler således nu?«2
Lokale ledere verden over indberetter, at Kirkens medlemmer betragtet som et hele, især vore unge, aldrig har været stærkere. Men de peger næsten altid på to bekymringer: For det første verdens stigende uretfærdighed, og for det andet ligegyldigheden og manglen på forpligtelse hos nogle medlemmer. De søger vejledning til, hvordan man hjælper medlemmer med at følge Frelseren og opnå en dyb og varig omvendelse.
Spørgsmålet »føler I også således nu?« lyder tværs over århundrederne. Med alt det, som vi har modtaget i denne uddeling – heriblandt gengivelsen af fylden af Jesu Kristi evangelium, udgydelsen af åndelige gaver og himlens uafviselige velsignelser – så har Almas udfordring aldrig været vigtigere.
Kort tid efter, at Ezra Taft Benson blev kaldet som apostel i 1943, gav præsident George Albert Smith3 ham dette råd: »Din mission er at … advare mennesker om … på så kærlig en måde som muligt, at omvendelse vil være den eneste løsning på denne verdens onde.«4 Da dette råd blev givet, befandt vi os midt i anden verdenskrigs storbrand.
Nutidens moralske fordærv er eskaleret. En fremtrædende forfatter har for nylig sagt: »Enhver ved, at kulturen er giftig, og ingen forventer, at det ændrer sig.«5 Den konstante skildring af vold og umoralitet i musik, underholdning, kunst og andre medier i vores daglige kultur er hidtil uset. Dette blev på dramatisk vis beskrevet af en højt respekteret baptistteolog, som udtalte: »En hel civilisations åndelige immunsystem er blevet såret.«6
Det er ikke overraskende, at nogle i Kirken tror, at de ikke kan besvare Almas spørgsmål med et rungende ja. Sådan »føler de det ikke nu«. De føler, at de er plaget af åndelig tørke. Andre er vrede, sårede eller desillusionerede. Hvis disse beskrivelser gælder for jer,7 er det vigtigt at evaluere, hvorfor I ikke kan »føle således nu«.
Mange, der er plaget af åndelig tørke og mangler forpligtelse, har ikke nødvendigvis været involveret i større synder eller overtrædelser, men de har truffet dårlige valg. Nogle er overfladiske i deres overholdelse af hellige pagter. Andre helliger det meste af deres dyrebare tid på mindre vigtige sager. Nogle tillader stærke kulturelle eller politiske holdninger at svække deres troskab til Jesu Kristi evangelium. Andre har fordybet sig i materiale fra internettet, der forstørrer, overdriver og i visse tilfælde opfinder utilstrækkeligheder hos Kirkens tidligere ledere. De drager derefter ukorrekte konklusioner, der påvirker deres vidnesbyrd. Enhver, der har truffet disse valg, kan omvende sig og blive åndeligt fornyet.
Fordybelse i skrifterne er væsentligt for åndelig næring.8 Guds ord inspirerer til forpligtelse og virker som en helende balsam på sårede følelser, vrede eller desillusionering.9 Når vores forpligtelse af en eller anden årsag mindskes, er omvendelse en del af løsningen.10 Forpligtelse og omvendelse er tæt forbundet.
C.S. Lewis, den stræbsomme, pragmatiske, kristne forfatter, formulerede skarpt emnet. Han hævdede, at kristendommen siger til mennesker, at de skal omvende sig, og lover dem tilgivelse; men indtil mennesker ved og føler, at de har brug for tilgivelse, siger kristendommen dem ikke noget. Han erklærede: »Når man ved, at man er syg, lytter man til lægen.«11
Profeten Joseph påpegede, at før ens dåb kunne man stå på neutral grund mellem godt og ondt. Men »da du tilsluttede dig denne kirke, meldte du dig til at tjene Gud. Da du gjorde det, forlod du den neutrale grund, og du kan aldrig gå tilbage til den.« Hans råd var, at vi aldrig må svigte Mesteren.12
Alma understreger, at »barmhjertighedens arme er strakt ud« mod dem, der omvender sig, gennem Jesu Kristi forsoning.13 Han stiller derpå dybdeborende og vigtige spørgsmål som fx: Er vi rede til at møde Gud? Holder vi os ulastelige? Vi bør alle overveje disse spørgsmål. Almas egen erfaring i at fejle ved ikke at følge sin trofaste far og derpå opnå en dramatisk forståelse for, hvor meget han trængte til tilgivelse, og hvad det betød at synge sangen om den forløsende kærlighed, er stærk og overbevisende.
Skønt alt, hvad der nedbringer forpligtelse, har betydning, er der to relevante udfordringer, der både er fremherskende og væsentlige. Den første er uvenlighed, vold og mishandling i hjemmet. Den anden er seksuel umoralitet og urene tanker. Disse går ofte forud for og er roden til valget om at være mindre forpligtet.
Måden, hvorpå vi behandler dem, der står os nærmest, er af afgørende vigtighed. Vold, misbrug, mangel på høflighed og respekt i hjemmet er ikke acceptabelt – ikke acceptabelt for voksne og ikke acceptabelt for den opvoksende generation. Min far var ikke aktiv i Kirken, men var et usædvanligt godt eksempel, især i sin måde at behandle min mor på. Han yndede at sige: »Gud vil holde mænd ansvarlige for hver tåre, de påfører deres hustru.« Samme princip understreges i »Familien: En proklamation til verden«. Der står: »[De], som misbruger deres ægtefælle eller deres børn … [skal] en dag … stå til ansvar over for Gud.«14 Uanset hvilken kultur vi vokser op i, og uanset om vore forældre misbrugte eller ikke misbrugte os, så må vi ikke fysisk, følelsesmæssigt eller verbalt misbruge andre.15
Behovet for høflighed i samfundet har aldrig været vigtigere. Grundlaget for venlighed og høflighed begynder i vores hjem. Det er ikke overraskende, at niveauet i den offentlige debat er faldet i takt med familiens opløsning. Familien er grundlaget for kærlighed og for fastholdelsen af åndelighed. Familien fremmer en stemning, hvor religiøs efterlevelse kan blomstre. Der er i sandhed »skønhed her på jord i et kærligt hjem«.16
Seksuel umoralitet og urene tanker strider imod den standard, der blev fastsat af Frelseren.17 I begyndelsen af denne uddeling blev vi advaret om, at seksuel umoral muligvis ville være den største udfordring.18 En sådan adfærd vil uden omvendelse medføre åndelig tørke og tab af forpligtelse. Film, tv og internettet skildrer ofte nedværdigende budskaber og billeder. Præsident Dieter F. Uchtdorf og jeg var for nylig i en landsby i Amazonjunglen, og så parabolantenner på selv nogle af de mindste hytter. Vi frydede os over den vidunderlige information, der nu var tilgængelig i dette fjerne område. Vi forstod også, at der praktisk talt ikke er noget sted på jorden, som ikke bliver berørt af slibrige, umoralske og pirrende billeder. Det er en af årsagerne til, at pornografi er blevet en plage i vor tid.
Jeg havde for nylig en indsigtsfuld samtale med en 15-årig aronsk præstedømmebærer. Han fik mig til at forstå, hvor let det er for unge mennesker i denne internet-tid ufrivilligt at blive udsat for urene og selv pornografiske billeder. Han påpegede, at der i samfundet er en vis erkendelse af, at et brud på disse principper, som Kirken også belærer om, kan medføre frygtelige konsekvenser for ens helbred og velbefindende. Han nævnte unges rygning, stofmisbrug og indtagelse af alkohol. Men han bemærkede, at der ikke var tilsvarende ramaskrig eller selv betydelig formaning fra samfundets side angående pornografi eller umoralitet.
Mine kære brødre og søstre, denne unge mands betragtning er korrekt. Hvad er svaret? I årevis har profeter og apostle undervist om vigtigheden af religiøs efterlevelse i hjemmet.19
Forældre, tiden er forpasset, hvor regelmæssig aktiv deltagelse i kirkemøder og -programmer, som stadig er vigtige, kan udfylde jeres hellige ansvar om at undervise jeres børn i at leve et moralsk, retskaffent liv og vandre retsindigt for Herren. Med præsident Monsons bekendtgørelse til formiddag er det altafgørende, at dette troligt gøres i hjemmet, som er et tilflugtssted, hvor der hersker venlighed, tilgivelse, sandhed og retskaffenhed. Forældre må have modet til at filtrere eller overvåge internetadgangen, tv, film og musik. Forældre må have modet til at sige nej, forsvare sandhed og bære et stærkt vidnesbyrd. Jeres børn skal vide, at I har tro på Frelseren, elsker jeres himmelske Fader og opretholder Kirkens ledere. Åndelig modenhed må blomstre i jeres hjem. Mit håb er, at ingen vil forlade denne konference uden en forståelse af, at vor tids moralske anliggender skal håndteres i familien. Biskopper samt præstedømme- og organisationsledere må støtte familier og sikre sig, at der bliver undervist i åndelige principper. Hjemme- og besøgslærere kan hjælpe, især børn med enlige forældre.
Den unge mand, som jeg nævnte, spurgte, om apostlene vidste, hvor tidligt i livet man bør begynde at undervise om og beskytte mod pornografi og urene tanker. Han lagde vægt på, at det i visse områder ikke er for tidligt at begynde, før børnene rykker op fra Primary.
Unge, der allerede i en tidlig alder er blevet udsat for umoralske billeder, er skrækslagne for, at de måske allerede har diskvalificeret sig selv fra at tage på mission og indgå hellige pagter. Som resultat deraf kan det gå ud over deres tro. Jeg vil gerne forsikre jer unge om, at I, som Alma belærer om, gennem omvendelse kan gøre jer fortjente til alle himlens velsignelser.20 Det er det, Kristi forsoning handler om. Jeg beder jer om at tale med jeres forældre eller en betroet leder, og rådfør jer med jeres biskop.
Hvad angår moralitet, så er der nogle voksne, der mener, at støtte til et enkelt, altoverskyggende tjenesteprojekt eller princip kan ophæve behovet for at rette sig efter Frelserens lærdomme. De bilder sig selv ind, at en seksuelt krænkende adfærd er »en lille ting … hvis jeg er en venlig og næstekærlig person.«21 En sådan tanke er et stort selvbedrag. Nogle unge fortæller mig, at det i vores nuværende kultur ikke er »sejt« at stræbe for meget på mange områder, fx at leve udelukkende efter retfærdige principper.22 Pas på ikke at falde i den fælde.
Ved dåben lover vi at påtage os »[Jesu] Kristi navn og [have] en fast beslutning om at ville tjene ham til enden«.23 En sådan pagt kræver en modig indsats, forpligtelse og retskaffenhed, hvis vi fortsat skal synge sangen om den forløsende kærlighed og forblive oprigtigt omvendte.
Et historisk eksempel på at være forpligtet til at være stærk og urokkelig i alle aldre blev vist af en engelsk OL-deltager, der konkurrerede ved OL i 1924 i Paris.
Eric Liddell var søn af en skotsk missionær i Kina og var en inderligt religiøs mand. Han vækkede harme blandt OL’s britiske lederskab ved at nægte, selv under enormt pres, at løbe det indledende 100-meter-løb, som blev afholdt på en søndag. Han vandt til syvende og sidst 400-meter-løbet. Liddells eksempel på at nægte at løbe om søndagen var især inspirerende.
Skildringer og mindesmærker til hans ære har henvist til de inspirerende ord fra Esajas: »Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.«24
Liddells beundringsværdige adfærd havde stor indflydelse på vores yngste søns beslutning om ikke at deltage i sport om søndagen, og hvad vigtigere er at afstå fra uretfærdig og verdslig adfærd. Han brugte citatet fra Esajas som en del af sin kommentar til årbogen. Eric Liddell efterlod et stærkt eksempel på beslutsomhed og forpligtelse over for et princip.
Når vore unge følger præsident Monsons råd om at forberede sig til at tage på mission, og når vi alle efterlever Frelserens principper og bereder os til at møde Gud,25 vinder vi et langt vigtigere løb.26 Helligånden vil være vores hjælper til at vejlede os åndeligt. For enhver, hvis liv ikke er i orden, husk da, at det aldrig er for sent at gøre Frelserens forsoning til grundvolden for vores tro og liv.27
Med Esajas’ ord: »Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne; er de røde som purpur, kan de blive som uld.«28
Det er min oprigtige bøn, at hver enkelt af os må tage de nødvendige skridt, der skal til for at føle Ånden nu, så vi kan synge sangen om den forløsende kærlighed af hele vores hjerte. Jeg vidner om kraften i Frelserens forsoning i Jesu Kristi navn. Amen.