Lysvågne til vore pligter

Carole M. Stephens

Førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab

Vi skal være vågne til vore pligter og fortsætte i tro, når vi trækker på forsoningens trøstende, styrkende, bemyndigende og helbredende kraft.

Efter at være blevet kaldet til Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab ønskede jeg at vide mere om de kvinder, der har virket før mig. Jeg blev dybt imponeret over ordene fra søster Zina D. Young, der var førsterådgiver i det andet hovedpræsidentskab for Hjælpeforeningen. Hun sagde: »Søstre, det handler for os om at være lysvågne til at passe vore pligter.«¹ Jeg har tænkt over ordene vågne og pligt og søgt yderligere i skrifterne.

I Det Nye Testamente underviste Paulus de hellige:

»Det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere …

Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os … tage lysets rustning på.«²

I Mormons Bog underviste Alma sit folk i de hellige pligter for dem, der indgår pagt med Gud:

»Og se eftersom I nu nærer ønske om at komme ind i Guds fold og at blive kaldt hans folk og er villige til at bære hinandens byrder, så de bliver lette;

ja, og er villige til at sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst, og at stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder …

se, jeg siger jer, hvis dette er jeres hjertes ønske, hvad har I da imod at blive døbt i Herrens navn som et vidnesbyrd for ham om, at I har indgået en pagt med ham om, at I vil tjene ham og holde hans befalinger, så han kan udøse sin Ånd mere rigeligt over jer.

Og se, da folket havde hørt disse ord, klappede de i deres hænder af glæde og udbrød: Det er vort hjertes ønske.«³

Søster Youngs udtalelse og disse skriftsteder fik mig til at overveje de »pligter«, som vi skal vågne op til i vor tid.

Når vi bliver døbt, indgår vi en pagt. Ældste Robert D. Hales har sagt: »Når vi indgår og holder pagter, træder vi ud af verden og ind i Guds rige.«⁴

Vi ændrer os. Vi ser anderledes ud, og vi handler anderledes. Det, vi lytter til og læser og siger, ændrer sig, og vores tøjstil ændres, fordi vi bliver Guds døtre og er bundet til ham gennem pagter.

Når vi bliver bekræftet, modtager vi Helligåndsgaven, retten til at have den konstante tilskyndelse fra et medlem af Guddommen til at vejlede os, til at trøste os og til at beskytte os. Han advarer os, når vi bliver fristet til at vandre væk fra vore pagter og tilbage til verden. Præsident Boyd K. Packer underviser os i, at ingen af os »vil nogensinde begå en alvorlig fejltagelse uden først at blive advaret af Helligånden.«⁵

For at modtage denne gave og altid have Ånden med os skal vi være værdige og årvågne og tjekke vores hjertes tilstand. Er vores hjerte blødt? Har vi et ydmygt hjerte, et lærevilligt hjerte, et mildt hjerte? Eller er vores hjerte gradvist blevet hærdet, når vi har lukket alt for meget af verdens larm ind og er blevet distraheret fra de milde tilskyndelser, der helt sikkert er kommet fra Ånden?

Da vi blev døbt, skete der en forandring i vores hjerte, og vi blev åbne over for Gud. Mens vi går fremad på vores jordiske rejse, er vi nødt til ofte at spørge os selv: »Hvis [jeg] har oplevet en forandring i hjertet … [kan jeg føle] således nu?«⁶ Og hvis ikke, hvorfor så ikke?

Mange af de første hellige oplevede »denne mægtige forandring i [deres] hjerte.«⁷ Det vækkede dem til at modtage templets velsignelser, som styrkede dem i deres pligter. De tidlige hellige i Nauvoo tog »til templet hele dagen og til langt ud på natten«⁸ for at modtage ordinancerne og indgå pagter, før de begav sig ud på deres rejse vestpå.

Sarah Rich, en hjælpeforeningssøster fra Nauvoo, sagde dette: »Mange var de velsignelser, vi modtog i Herrens hus, hvilket har vakt glæde og trøst midt i alle vore trængsler og gjort os i stand til at have tro på Gud, velvidende, at han ville lede og bevare os på den ukendte rejse, der lå foran os.«⁹

Med hjertet forandret gennem tro på Frelseren stolede de på kraften i hans forsoning. De var vakt til handling. De vidste dybt i deres hjerte, at der fandtes en person – Frelseren – der forstod deres personlige modgang, fordi han led for dem i Getsemane have og på korset. Han følte deres frygt, tvivl, smerte og ensomhed. Han led for deres sorger, forfølgelse, sult, udmattelse og tab. Og fordi han led alt dette, kunne han sige til dem: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.«¹⁰

Og de kom. De stolede på og fulgte profeten. De vidste, at rejsen ville blive lang, deres pligter svære. De vidste, at det krævede ofre, men styrket af deres tro og ved at holde fast ved deres pagter var de åndeligt beredte.

Før de forlod Nauvoo, skrev en gruppe hellige et budskab i forsamlingssalen i templet, før de blev tvunget til at forlade den. Der stod: »Herren har set vores offer: Følg os.«¹¹

Jeg deltog for nylig i en pionervandring med unge mænd og piger fra vores menighed. Hver morgen spurgte jeg mig selv: »Hvad er mit offer? Hvordan kan jeg følge dem?«

På vandringens anden dag havde vi trukket vore håndkærrer 13 km, da vi kom til et sted på ruten, der hedder »the woman’s pull« (kvindernes træk). Mænd og kvinder blev skilt ad, og mændene blev sendt i forvejen op ad en bakke. Da vi begyndte at trække vore håndkærrer, så jeg op for at se vore præstedømmebrødre, unge som gamle, stå side om side på begge sider af vejen med hatten i hånden i respekt for kvinderne.

Stien var i begyndelsen let nok, men snart kom vi til noget dybt sand, og bjerget blev stejlere. Jeg holdt mit hoved nede og trak af alle mine kræfter, da jeg følte et ryk i kærren og så op, og der så jeg Lexi, en af vore unge piger og min nabo. Hun havde trukket sin kærre op til toppen, og da hun så, at vi havde brug for hjælp, så løb hun tilbage. Da vi nåede toppen, ønskede jeg inderligt at løbe tilbage og hjælpe dem efter mig, men jeg trak vejret hurtigt, og mit hjerte bankede så hårdt, at ordene hjerteanfald strejfede mig mere end én gang! Jeg så med taknemlighed på, at de unge piger satte deres kærre og løb ned for at hjælpe.

Da alle var nået op på toppen, var der lidt tid til at skrive vore følelser ned i vores dagbog. Jeg skrev: »Jeg forberedte mig ikke fysisk nok, så jeg havde ikke styrken til at hjælpe dem, der kom efter mig. Jeg får måske aldrig brug for at trække en håndkærre igen, men jeg ønsker aldrig at lade mine søstre i stikken åndeligt, aldrig!«

Det var en hellig oplevelse, der vækkede mig åndeligt til mine pligter over for min familie og andre. På hele turen reflekterede jeg over det, jeg havde lært.

Først tænkte jeg på mine søstre, dem, der havde trukket og dem, der i dag fortsætter med at trække deres håndkærre alene. Næsten 20 procent af kvinderne i disse første håndkærrekompagnier var alene i det mindste en del af vejen. Det var kvinder, der ikke var blevet gift, som var fraskilte eller enker. Mange var enlige mødre.¹² De trak alle sammen – pagtsdøtre, unge som gamle i forskellige livssituationer på den samme sti med det samme mål.

De, som løb tilbage for at hjælpe deres søstre, mindede mig om redningsfolk, både synlige og usynlige, der er hurtige til at tjene, se et behov og handle.

Jeg tænkte på Herrens ord: »Jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være på jeres højre og venstre side; min Ånd skal være i jeres hjerter og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer.«¹³

Side om side på stien så man trofaste, lydige og pagtoverholdende mænd. Kraften i deres præstedømme – den kraft, som Gud bruger til at velsigne sine børn – opløftede, styrkede og støttede os. De var en påmindelse om, at vi aldrig er alene. Vi kan have denne kraft med os hele vejen, når vi holder vore pagter.

Jeg tænkte på de mænd, der på rejsen var væk fra deres familie og efterlod dem til at trække håndkærren alene. Mange mænd døde på rejsen. Nogle sønner blev tilbage for at tage på mission i deres fædreland. Andre var emigreret forinden for at forberede deres families ankomst til Salt Lake-dalen. Nogle mænd valgte at blive væk, idet de valgte ikke at holde deres pagter.

Ligesom pionererne lever mange mennesker i dag under omstændigheder, der ikke er ideelle. Vi fortsætter med at undervise i og stræbe efter det ideelle, fordi vi ved, at en vedvarende stræben vil hjælpe os til at gå fremad på stien og berede os på muligheder og at modtage alle de lovede velsignelser, mens vi »håber på Herren.«¹⁴

Vi har alle og vil fortsat have modgang i livet. Livet her på jorden er en prøve, og vi vil fortsat have mulighed for at anvende vores handlefrihed til at vælge, hvad vi vil lære af den modgang, som helt sikkert kommer.

Som Guds døtre fortsætter vi på troens sti, fordi vi anerkender det, som præsident Thomas S. Monson har sagt: »De frelsende ordinancer i templet, som en dag tillader os at vende tilbage til vor himmelske Fader i et evigt familieforhold og at blive begavet med velsignelser og kraft fra det høje, er hvert eneste offer og enhver indsats værd.«¹⁵

Det er ikke nok blot at være med på rejsen. Vi skal være vågne til vore pligter og fortsætte i tro, når vi trækker på forsoningens trøstende, styrkende, bemyndigende og helbredende kraft.

Søstre, jeg elsker jer. Jeg kender ikke mange af jer personligt, men jeg ved, hvem I er! Vi er pagtoverholdende døtre i hans rige, og begavet med kraft gennem vore pagter er vi beredte til at udføre vores pligt.

Hjælpeforeningen bereder kvinder til det evige livs velsignelser ved åndeligt at vække os til at styrke vores tro og personlige retskaffenhed. Lad os begynde med os selv. Lad os begynde der, hvor vi står. Lad os begynde i dag. Når vi er åndeligt vågne, bliver vi bedre i stand til at styrke familie og hjem og hjælpe andre.

Dette er frelsens værk, og den styrkende og bemyndigende kraft i forsoningen gør det muligt. Vågn op til at være dem, vi er. Vågn op til at passe vores pligter Vi er døtre af vor himmelske Fader, som elsker os. Jeg vidner om dette i Jesu Kristi navn. Amen.