Iagttag først og tjen så

Linda K. Burton

Hjælpeforeningens hovedpræsident

Med lidt øvelse kan vi hver især blive mere som Frelseren, når vi tjener Guds børn.

Et af de største beviser, vi har på, at vores elskede profet, præsident Thomas S. Monson, er Herrens udvalgte tjener, er, at han har lært at følge Frelserens eksempel – at tjene den enkelte. De af os, der er trådt ned i dåbens vande, har indgået pagt om at gøre det samme. Vi har indgået pagt om »altid [at] erindre [Frelseren] og holde hans befalinger«,¹ og han har sagt: »Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer.«²

Læg mærke til, hvordan følgende ord fra præsident Monson indeholder den samme opfordring: »Vi er omgivet af andre, der har behov for vores opmærksomhed, vores opmuntring, vores støtte, vores trøst og vores venlighed … Vi er Herrens hænder her på jorden med mandat til at tjene og til at opløfte hans børn. Han er afhængig af hver enkelt af os.«³

Hørte I det – opfordringen om at elske hinanden? For nogle falder det ikke let at tjene eller hjælpe den enkelte og derved følge Frelserens eksempel. Men med lidt øvelse kan vi hver især blive mere som Frelseren, når vi tjener Guds børn. For at vi bedre kan elske hinanden, vil jeg foreslå, at vi husker fem ord: »Iagttag først og tjen så.«

For næsten 40 år siden tog min mand og jeg til templet på vores fredagsaftendate. Vi havde kun været gift i kort tid, og jeg var nervøs, for det var kun anden gang for mig som nygift. En søster, der sad ved siden af mig, må have lagt mærke til det. Hun lænede sig mod mig og hviskede ærbødigt: »Det skal nok gå. Jeg hjælper dig.« Jeg blev beroliget, og jeg kunne nyde resten af tempelsessionen. Først iagttog hun, så tjente hun.

Vi opfordres alle til at følge Jesu lærdomme og at tjene andre. Denne opfordring er ikke begrænset til englelignende søstre. Når jeg fortæller om hverdagseksempler fra medlemmer, der har lært først at iagttage og så tjene, så lyt efter de af Jesu lærdomme, de illustrerer.

Et 6-årigt primarybarn sagde: »Da jeg blev valgt til at være hjælper i klassen, kunne jeg vælge en ven, jeg skulle samarbejde med. Jeg valgte en dreng i min klasse, der mobbede mig, fordi han aldrig blev valgt af andre. Jeg ville gerne have, han skulle føle sig godt tilpas.«⁴

Hvad så dette barn? Han lagde mærke til, at klassens mobber aldrig blev valgt. Hvad gjorde han for at tjene? Han valgte ham ganske enkelt til at være sin ven og klassens hjælper. Jesus har sagt: »Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.«⁵

I en menighed iagttog nogle aronske præstedømmebærere først og tjener nu på relevant vis. Hver uge ankommer de unge mænd tidligt og står uden for kirkebygningen i regn, sne eller stærk hede og venter på, at de mange ældre medlemmer i deres menighed kommer. De løfter kørestole og gangstole ud af biler, rækker stærke arme som støtte og følger tålmodigt de sølvhårede ældre mennesker ind i bygningen. De udfører i sandhed deres pligt mod Gud. Når de iagttager og så tjener, er de et eksempel på Frelserens lære: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«⁶ Efterhånden som de unges nye undervisningsmaterialer tages i brug, vil disse unge mænds øjne utvivlsomt åbnes for endnu flere muligheder for at tjene på en kristuslignende måde.

At iagttage og tjene kræver sommetider stor anstrengelse. En inspireret ung pige ved navn Alexandria lagde mærke til, at hendes kusine Madison ikke kunne færdiggøre sine krav i Personlig fremgang, fordi hun havde en alvorlig grad af autisme. Alexandria samlede de unge piger i menigheden, rådførte sig med sine ledere og besluttede at gøre noget for Maddy, som hun ikke selv kunne. Hver af de unge piger udførte en del af aktiviteterne og projekterne i Personlig fremgang som stedfortrædere for at give Maddy mulighed for at få sin medaljon.⁷

Disse unge piger vil nyde fremgang i deres rolle som mor og i Hjælpeforeningens søsterfællesskab, fordi de lærer først at iagttage og så tjene på næstekærlig vis.

Præsident Monson har mindet os om, at næstekærlighed, »Kristi rene kærlighed,«⁸ eller med andre ord at iagttage og tjene, »vises, når en ældre enke huskes og tages med til aktiviteter i menigheden«, og »når søsteren sidder alene i Hjælpeforeningen og får invitationen: ›Kom – sid hos os‹«.⁹ Her gælder den gyldne regel: »Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, gør I netop det mod dem.«¹⁰

En opmærksom ægtemand tjente på to væsentlige måder. Han fortæller:

»En søndag hjalp jeg min hustru med hendes primaryklasse, der var fuld af energiske syvårige. Da Primarys fællestid begyndte, lagde jeg mærke til en pige, der sad sammenkrøbet på sin stol og åbenlyst ikke havde det så godt. Ånden hviskede til mig, at hun havde brug for trøst, så jeg satte mig ved siden af hende og spurgte stille, hvad der var galt. Hun svarede ikke … så jeg begyndte at synge blidt for hende.

Primary var ved at lære en ny sang, og da vi sang: ›Guds stemme lyder i mit hjerte‹, begyndte det mest vidunderlige lys og varme at fylde min sjæl … jeg modtog et vidnesbyrd om vor Frelsers kærlighed til hende … og til mig … Jeg lærte, at vi er hans hænder, når vi tjener den enkelte.«¹¹

Denne kristuslignende bror lagde ikke blot mærke til sin hustrus behov for hjælp til en klasse fuld af energiske syvårige, han ydede også personlig tjeneste til et barn med behov for det. Han fulgte Frelseren, der belærte: »For de gerninger, som I har set mig gøre, skal I også gøre.«¹²

For nylig åbnede en oversvømmelse mange muligheder for Jesu Kristi disciple til først at iagttage og så tjene. Mænd, kvinder, teenagere og børn så ødelagte forretninger og hjem og lod alt ligge for at hjælpe til med at rydde op og reparere ødelagte bygninger. Nogle lagde mærke til behovet for hjælp til at vaske en overvældende mængde tøj. Andre rensede samvittighedsfuldt fotografier, vigtige dokumenter, breve og andre vigtige papirer og hængte dem så forsigtigt til tørre for at bevare det, de kunne. At iagttage og så tjene er ikke altid belejligt og passer ikke altid ind i vores tidsplan.

Er der noget bedre sted til først at iagttage og så tjene end i hjemmet? Det kan illustreres ved et eksempel fra ældste Richard G. Scotts liv:

»En nat vågnede vores lille søn, Richard, grædende. Han havde et problem med hjertet … Normalt stod min hustru altid op for at tage sig af et grædende barn, men denne gang sagde jeg: ›Nu skal jeg tage mig af ham.‹

På grund af sit hjerteproblem bankede hans lille hjerte meget hurtigt, når han begyndte at græde. Så kom han til at kaste op og grise sengetøjet til. Den nat holdt jeg ham tæt ind til mig og forsøgte at berolige hans bankende hjerte og standse hans gråd, mens jeg skiftede tøj på ham og lagde nyt sengetøj på. Jeg holdt ham, indtil han faldt i søvn. Dengang vidste jeg ikke, at han blot nogle få måneder senere ville gå bort. Jeg vil altid huske følelsen af at holde ham i mine arme den nat.«¹³

Jesus sagde: »Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener.«¹⁴

Sommetider fristes vi til at tjene på den måde, vi ønsker at tjene på, og ikke nødvendigvis på den måde, der er behov for i situationen. Da ældste Robert D. Hales belærte om princippet for fremsynet levevis, gav han et eksempel, hvor han købte en gave til sin hustru. Hun spurgte: »Køber du den for min eller din skyld?«¹⁵ Hvis vi tilpasser det spørgsmål til os, når vi tjener, og spørger os selv: »Gør jeg det for Frelserens eller for min skyld?« vil vores tjeneste sandsynligvis ligne Frelserens tjeneste mere. Frelseren spurgte, og det bør vi også: »Hvad vil I have, at jeg skal gøre for jer?«¹⁶

For nogle uger siden havde jeg travlt og var segnefærdig med alt for meget at gøre på min huskeliste. Jeg havde håbet at kunne tage i templet den dag, men jeg syntes, jeg havde alt for travlt. Så snart tanken om at have for travlt til tempeltjeneste kom til mig, mindede den mig om det, jeg havde mest brug for. Jeg forlod mit kontor for at gå over til templet i Salt Lake og spekulerede på, hvornår jeg skulle indhente den tid, jeg kom til at mangle. Heldigvis er Herren tålmodig og barmhjertig og lærte mig en vidunderlig lektie den dag.

Da jeg satte mig ned i begavelsesrummet, lænede en ung søster sig over mod mig og hviskede ærbødigt: »Jeg er meget nervøs. Det er kun anden gang, jeg er i templet. Vil du ikke nok hjælpe mig?« Hvordan kunne hun nogensinde have vidst, at det lige præcis var de ord, jeg havde brug for at høre? Det vidste hun ikke, men det gjorde vor himmelske Fader. Han havde lagt mærke til det, jeg havde mest behov for. Jeg havde brug for at tjene. Han tilskyndede denne ydmyge unge søster til at tjene mig ved at opfordre mig til at tjene hende. Jeg kan forsikre jer om, at jeg var den, der fik mest ud af det.

Jeg er dybt taknemlig for de mange kristuslignende mennesker, der har tjent vores familie gennem årene. Jeg påskønner af hele mit hjerte min elskede mand og familie, som tjener uselvisk og med stor kærlighed.

Må vi alle søge først at iagttage og så tjene. Når vi gør det, holder vi vore pagter, og vores tjeneste bliver, ligesom præsident Monsons, et bevis på, at vi er disciple. Jeg ved, at Frelseren lever. Hans forsoning gør os i stand til at efterleve hans lære. Jeg ved, at præsident Monson er vores profet i dag. I Jesu Kristi navn. Amen.