Omvendt til Herren

Ældste David A. Bednar

De Tolv Apostles Kvorum

Kundskab om, at evangeliet er sandt, er kernen i et vidnesbyrd. Bestandig at være tro mod evangeliet er kernen i omvendelse.

Mit budskab fokuserer på forholdet mellem det at modtage et vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus og det at blive omvendt til ham og hans evangelium. Vi behandler typisk emnerne om vidnesbyrd og omvendelse adskilt og uafhængigt af hinanden. Dog får vi et værdifuldt perspektiv og større åndelig overbevisning, når vi overvejer disse to væsentlige emner sammen.

Jeg beder til, at Helligånden vil instruere og opbygge os hver især.

Men I, hvem siger I, at jeg er?

Vi kan lære meget om vidnesbyrd og omvendelse ud fra apostlen Peters tjenestegerning.

Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, stillede han dette gennemborende spørgsmål til sine disciple: »Men I, hvem siger I, at jeg er?«

Peter svarede øjeblikkeligt:

»›Du er Kristus, den levende Guds søn.‹

Og Jesus sagde til ham: ›Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene« (Matt 16:15–17).

Som Peters svar og Frelserens instruktion vidner om, er et vidnesbyrd en personlig kundskab om en åndelig sandhed fået ved åbenbaring. Et vidnesbyrd er en gave fra Gud og er tilgængeligt for alle hans børn. Enhver, der ærligt søger sandheden, kan få et vidnesbyrd ved at udøve den nødvendige »mindste smule tro« på Jesus Kristus »til et forsøg« (Alma 32:27) og »prøve virkeevnen af Guds ord« (Alma 31:5), at give »efter for den hellige Ånds tilskyndelser« (Mosi 3:19) og vågne op til Gud (se Alma 5:7). Vidnesbyrd medfører øget personlig ansvarlighed og er en kilde til mening med livet, vished og glæde.

At søge efter og at opnå et vidnesbyrd om en åndelig sandhed kræver, at man beder, søger og banker på (se Matt 7:7; 3 Ne 14:7) af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt og tro på Frelseren (se Moro 10:4). Grundbestanddelene i et vidnesbyrd er at vide, at vor himmelske Fader lever og elsker os, at Jesus Kristus er vor Frelser, og at evangeliets fylde er blevet gengivet på jorden i disse sidste dage.

Når du engang vender om

Da Frelseren underviste sine disciple ved den første nadver, sagde han til Peter:

»Simon, Simon! Satan gjorde krav på … at sigte jer som hvede;

men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre« (Luk 22:31–32).

Interessant nok havde denne mægtige apostel talt og vandret med Mesteren, havde været vidne til mange mirakler og havde et stærkt vidnesbyrd om Frelserens guddommelighed. Alligevel havde selv Peter brug for yderligere vejledning fra Jesus om Helligåndens kraft til at omvende og helliggøre samt hans pligt til at tjene trofast.

Essensen af Jesu Kristi evangelium nødvendiggør en grundlæggende og vedvarende ændring af selve vores natur, som er gjort mulig ved Frelserens forsoning. Sand omvendelse medfører en ændring i ens tro, hjerte og tilværelse, så man accepterer og tilpasser sig Guds vilje (se ApG 3:19; 3 Ne 9:20) og omfatter en bevidst forpligtelse til at blive Kristi discipel.

Omvendelse er en udvidelse, en uddybning og en videreudvikling af vidnesbyrdets grundlæggende struktur. Det er en følge af åbenbaring fra Gud, ledsaget af personlig omvendelse, lydighed og flid. Enhver, der ærligt søger sandheden, kan blive omvendt ved at opleve en mægtig forandring i hjertet og blive åndeligt født af Gud (se Alma 5:12–14). Når vi ærer frelsens og ophøjelsens ordinancer og pagter (se L&P 20:25), »trænge[r os] frem med standhaftighed i Kristus« (2 Ne 31:20) og holder ud i tro til enden (se L&P 14:7), bliver vi nye skabninger i Kristus (se 2 Kor 5:17). Omvendelse er et offer af selvet, kærlighed og loyalitet, som vi giver til Gud i taknemlighed for vidnesbyrdets gave.

Mormons Bog-eksempler på omvendelse

Mormons Bog er fyldt med inspirerende beretninger om omvendelse. Amaleki, en efterkommer af Jakob, udtalte: »Jeg ønsker, at I skal komme til Kristus, som er Israels Hellige, og få del i hans frelse og i hans forløsnings kraft. Ja, kom til ham og giv ham jeres hele sjæl som et offer til ham« (Omni 1:26).

Kundskab ved Helligåndens kraft om, at Jesus er Kristus, er vigtig og nødvendig. Men at komme til ham i oprigtighed og give hele vores sjæl som et offer kræver meget mere end blot kundskab. Omvendelse kræver hele vores hjerte, al vores kraft og hele vores sind og styrke (se L&P 4:2).

Kong Benjamins folk reagerede på hans lærdomme ved at udbryde: »Ja, vi tror alle de ord, som du har talt til os; og vi ved også, at de er visse og sande som følge af Herren den Almægtiges Ånd, som har bevirket en mægtig forandring i os, eller i vort hjerte, så vi ikke mere har tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt« (Mosi 5:2). At tage mod de talte ord, få et vidnesbyrd om deres sandhed og udøve tro på Kristus fremkaldte en mægtig forandring i hjertet og en fast beslutning om at gøre fremskridt og blive bedre.

Omvendte lamanitter i Helamans Bog beskrives som værende »på pligtens sti, og de vandrer med omhu for Gud, og de bestræber sig på at holde hans befalinger og hans lovbud og hans retsregler …

Og de bestræber sig med utrættelig flid på at bringe resten af deres brødre til kundskab om sandheden« (Hel 15:5–6).

Som disse eksempler fremhæver, er de gennemgående karaktertræk, der er forbundet med omvendelse, en oplevelse af en mægtig forandring i hjertet, at have tilbøjelighed til bestandigt at gøre godt, gå fremad på pligtens sti, vandre med omhu for Gud, holde befalingerne og tjene med utrættelig flid. Disse trofaste sjæle var tydeligvis blevet dybt hengivne over for Herren og hans lærdomme.

Omvendelse

For mange er omvendelse en vedvarende proces og ikke en engangsforeteelse, der stammer fra en stor eller dramatisk oplevelse. Linje på linje og forskrift på forskrift, gradvist og næsten umærkeligt tilpasses vore motiver, tanker, ord og gerninger Guds vilje. Omvendelse til Herren kræver både vedholdenhed og tålmodighed.

Lamanitten Samuel beskrev fem grundlæggende punkter i forbindelse med at blive omvendt til Herren: (1) tro på de hellige profeters lærdomme og profetier, som de står i skrifterne, (2) udøvelse af tro på Herren Jesus Kristus, (3) omvendelse, (4) oplevelse af en mægtig forandring i hjertet og (5) at blive »faste og standhaftige i troen« (se Hel 15:7–8). Det er den fremgangsmåde, der fører til omvendelse.

Vidnesbyrd og omvendelse

Vidnesbyrd er begyndelsen til og en forudsætning for fortsat omvendelse. Et vidnesbyrd er et begyndelsespunkt, det er ikke det endelige bestemmelsessted. Et stærkt vidnesbyrd er det grundlag, hvorpå omvendelse grundlægges.

Et vidnesbyrd er og vil i sig selv ikke være nok til at beskytte os i de sidste dages storm af mørke og ugudelighed, som vi lever i. Et vidnesbyrd er vigtigt og nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt til at give den åndelige styrke og beskyttelse, vi har brug for. Nogle kirkemedlemmer med vidnesbyrd har vaklet og er faldet bort. Deres åndelige kundskab og forpligtelse kunne ikke stå mål med de udfordringer, de mødte.

En vigtig lektie om forbindelsen mellem vidnesbyrd og omvendelse ses tydeligt i Mosijas sønners missioneringsindsats.

»Så mange som blev bragt til kundskab om sandheden ved Ammons og hans brødres forkyndelse i overensstemmelse med åbenbarelsens og profetiens ånd og Guds kraft, som gjorde mirakler ved dem – ja … så sandt som Herren lever, at så mange af lamanitterne, som troede på deres forkyndelse og blev omvendt til Herren, faldt aldrig fra.

For de blev et retfærdigt folk; de nedlagde oprørsvåbnene, så de ikke mere kæmpede mod Gud …

Se, dette er dem, der blev omvendt til Herren« (Alma 23:6–8).

To væsentlige elementer beskrives i disse vers: (1) kundskab om sandheden, som kan tolkes som et vidnesbyrd, og (2) omvendt til Herren, som jeg forstår som værende en omvendelse til Frelseren og hans evangelium. Således frembragte den stærke kombination af både vidnesbyrd og omvendelse til Herren fasthed og standhaftighed og gav åndelig beskyttelse.

De faldt aldrig fra og afleverede »oprørsvåbnene, så de ikke mere kæmpede mod Gud.« At lægge værdsatte »oprørsvåben« som selviskhed, stolthed og ulydighed til side kræver mere end blot tro og viden. Overbevisning, ydmyghed, omvendelse og underdanighed går forud for nedlæggelse af vore oprørsvåben. Er I og jeg stadig i besiddelse af oprørsvåben, der afholder os fra at blive omvendte til Herren? Hvis det er tilfældet, så har vi brug for at omvende os nu.

Læg mærke til, at lamanitterne ikke blev omvendt til de missionærer, der underviste dem, eller til Kirkens fremragende programmer. De blev ikke omvendt til deres karismatiske ledere eller til bevarelse af en kulturarv eller til deres fædres overleveringer. De blev omvendt til Herren – til ham som Frelseren og hans guddommelighed og lære – og de faldt aldrig fra.

Et vidnesbyrd er en åndelig kundskab om sandhed opnået ved Helligåndens kraft. Fortsat omvendelse er en konstant hengivenhed for den åbenbarede sandhed, vi har fået – med et hjerte der er villigt og af retfærdige årsager. Kundskab om, at evangeliet er sandt, er kernen i et vidnesbyrd. Bestandig at være tro mod evangeliet er kernen i omvendelse. Vi bør vide, at evangeliet er sandt og være tro mod evangeliet.

Vidnesbyrd, omvendelse og lignelsen om de ti brudepiger

Jeg ønsker nu at benytte mig af en af mange mulige udlægninger af lignelsen om de ti brudepiger for at tydeliggøre forholdet mellem vidnesbyrd og omvendelse. Ti brudepiger, fem der var kloge, og fem der var tåbelige, tog deres lamper og gik hen for at møde brudgommen. Tænk på de lamper, brudepigerne brugte, som vidnesbyrdets lamper. De tåbelige brudepiger tog deres vidnesbyrds lamper med, men tog ikke noget olie med. Tænk på den olie som omvendelsens olie.

»De kloge tog både deres [vidnesbyrds] lamper med og [omvendelsens] olie i deres kander.

Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn.

Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham!

Da vågnede alle pigerne og gjorde deres [vidnesbyrds] lamper i stand.

Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres [omvendelsens] olie, for vore [vidnesbyrds] lamper [er svage og] går ud.

Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv« (Matt 25:4–9).

Var de fem kloge brudepiger selviske og uvillige til at dele, eller angav de korrekt nok, at omvendelsens olie ikke kan lånes ud? Kan den åndelige styrke, der følger af fortsat lydighed mod befalingerne, gives til en anden person? Kan den kundskab, der er opnået ved flittigt studium og overvejelse af skrifterne overdrages til en, der har brug for den? Kan den fred, som evangeliet giver en trofast sidste dages hellig, overdrages til en person, der oplever modgang eller store udfordringer? Det klare svar på hvert af disse spørgsmål er nej.

Som de kloge brudepiger på passende vis fremhævede, må vi hver især »selv købe«. Disse inspirerede kvinder beskrev ikke en forretningstransaktion. De fremhævede snarere vores individuelle ansvar for at holde vores vidnesbyrds lampe tændt og tilegne os en rigelig mængde af omvendelsens olie. Denne dyrebare olie erhverves dråbe for dråbe – »linje på linje [og] forskrift på forskrift« (2 Ne 28:30), tålmodigt og vedholdende. Der findes ingen genvej, ingen sidste øjebliks forberedelse i hastværk er mulig.

»Vær derfor trofaste, bed altid og hold jeres lamper i god stand og tændt, og hav olie med jer, så I kan være rede, når Brudgommen kommer« (L&P 33:17).

Vidnesbyrd

Jeg lover, at når vi kommer til kundskab om sandheden og omvendes til Herren, vil vi forblive trofaste og standhaftige og aldrig falde fra. Vi vil ivrigt nedlægge vore oprørsvåben. Vi vil blive velsignede med klart lys fra vores vidnesbyrds lampe og en rigelig mængde af omvendelsens olie. Og når vi hver især øger vores grad af omvendelse, styrker vi vores familie, vore venner og vores omgangskreds. Om disse sandheder vidner jeg i Herren Jesu Kristi hellige navn. Amen.