Den største af alle Guds gaver

Ældste Brent H. Nielson

De Halvfjerds’ Præsidium

Når jeg følger julens ånd, tænker jeg på tre gaver.

Josef og Maria med nattehimlen i baggrunden

Jeg har altid været fascineret af udtrykket »julens ånd«. I december måned findes der i kristne lande en genkendelig venlighed, fred og kærlighed. Min hustru, Marcia, og jeg har boet i USA, Finland, Chile, Mexico, New Zealand og Filippinerne. Hvor end vi har boet, har vi set, at i december måned oplever nationer, lokalsamfund og enkeltpersoner julens ånd.

Jeg har arbejdet 30 år som sagfører. Det har altid været interessant at se, hvor mange mennesker, der satte sagsanlæg på pause eller indgik forlig eller endda droppede deres sag i løbet af december måned. Der var et ønske om ikke at strides i julen. Mange søgte at opnå fred. Jeg har bemærket, at i december måned er naboer venligere; medarbejdere i butikker, banker og posthuse er mere hjælpsomme; og der er en ånd af venlighed og fred, når vi fejrer jul.

Hvad er julens ånd?

Når jeg har tænkt over dette spørgsmål, har jeg tænkt over vores egen personlige oplevelse med det mirakel, som Frelserens fødsel er. Skrifterne lærer os om vores førjordiske tilværelse og et stort råd i himlen.¹ I og jeg var til stede, da vor Fader præsenterede sin plan om, vi skulle komme til denne jord, få et legeme og blive prøvet. Vor Fader forklarede, at vi ville synde, og at vi ville få brug for en Frelser, der ville betale for vores synder. Da Faderen spurgte: »Hvem skal jeg sende?« Sagde Jesus: »Her er jeg, send mig« (Abr 3:27; se også Moses 4:1-4). Da Faderen præsenterede denne plan for os, og vi hørte om Frelserens villighed til at komme til denne jord, råbte vi alle af glæde (se Job 38:7).

I vores førjordiske tilværelse vidste vi, at Frelseren var nødt til at blive født og udføre forsoningen, herunder korsfæstelsen og opstandelsen, for at vi kan opnå evigt liv, blive renset for synd og vende tilbage til Faderen.

I tidens midte, da Frelseren endelig blev født, virker det rimeligt at antage, at vi sluttede os til den himmelske hærskare og priste Gud og udtrykte taknemmelighed for den begivenhed, som vi alle havde set frem til. Lukas skriver om det således:

»Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« (Luk 2:13-14).

Eftersom de af os, der bor på jorden i dag, var vidner i vores førjordiske tilværelse til den plan, som Faderen fremlagde, og fordi det er muligt, at vi så var iagttagere af Frelserens fødsel, er det ikke underligt, at sløret bliver tyndt i juletiden, når vi fejrer hans fødsel, og miraklet ved Frelserens fødsel vækker en kærlighed til Gud og medmennesker i enhver kristen sjæl.

Bebudelsen for hyrderne [Annunciation to the Shepherds], af Del Parson

Mirakler i tiden omkring Frelserens fødsel

Der er mange andre mirakler ved Frelserens fødsel, der påvirker kristne i juletiden. De omfatter:

En engel viste sig for Maria for at lade hende vide, at hun som jomfru mirakuløst skulle føde en søn (se Luk 1:26-35).
En engel viste sig for Josef for at instruere ham om Marias rolle i at bringe Frelseren til verden og behovet for, at Josef støttede hende (se Matt 1:20-24).
Miraklet i form af en jomfrufødsel (se Luk 2:7).
Miraklet ved, at Elisabeth vidste, at Maria bar verdens Frelser (se Luk 1:39-44).
En engels tilsynekomst for de hyrder på marken, der vogtede deres flokke om natten (se Luk 2:8-12).
Opfyldelsen af englens profeti om, at hyrderne ville finde Frelseren svøbt og liggende i en krybbe (se Luk 2:12, 16).
Stjernen, der viste sig på himlen, blev ikke blot set i Jerusalem og de omkringliggende bysamfund, men også af dem i Mormons Bog (se Matt 2:1-2, 9; 3 Ne 1:21).
Og endelig var der en himmelsk hærskare, muligvis også med jer og mig, der sluttede sig til englen for at prise Gud og sagde: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« (se Luk 2:13-14).

Det mirakel, at hans fødsel i sidste ende førte til det mirakel, at vi kan blive født på ny og opnå evigt liv, »den største af alle Guds gaver« (L&P 14:7). Når vi tænker over den gave, rettes vores tanker med rette mod Frelserens, Jesu Kristi, mirakuløse fødsel og hans uendelige forsoning. Frelserens gave til os er bemærkelsesværdig og forbløffende.

Vor himmelske Faders kærlighed

Den anden væsentlige gave, der legemliggør julens ånd, blev givet af Faderen, der villigt tillod ofringen af sin enbårne Søn. Frelseren lærer os i Det Nye Testamente, at denne gave var motiveret af den kærlighed, som Faderen har til os hver især: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Joh 3:16). Evigt liv er en gave og er den største af alle Guds gaver.

Tænk et øjeblik over den dybe og ubegribelige kærlighed, som Faderen har til jer. Den kærlighed førte til, at Faderen bad sin Søn om at påtage sig vores synder og skrøbeligheder.

På grund af sin kærlighed til os så Faderen sin Søn bløde fra hver pore i Getsemane have (se L&P 19:18), blive pisket (se Matt 27:26), få en krone af torne presset ned over sit hoved (se Matt 27:29), blive spyttet på (se Matt 27:30) og blive korsfæstet (se Matt 27:35).

Både Faderen og Sønnen kunne have standset det på et hvilket som helst tidspunkt, men af kærlighed til os lod de det skride frem, idet de vidste, at for, at barmhjertigheden kunne tilfredsstille retfærdigheden, for at kunne betale for vores synder og skrøbeligheder, måtte dette være det »store og sidste offer« (se Alma 34:14-16). Forestil jer et øjeblik den lettelse, som Faderen følte, da hans enbårne Søn udtalte sine sidste jordiske ord: »Det er fuldbragt« (Joh 19:30) og bøjede hovedet og forlod sit dødelige legeme.

Hvad beder Faderen os om til gengæld for denne vidunderlige gave? Kong Benjamin besvarer det spørgsmål, når han siger: »Alt, hvad han kræver af jer, er at I holder hans befalinger« (Mosi 2:22). Vi holder hans befalinger, når vi elsker ham, og når vi elsker vores næste (se Matt 22:37-39). Hvis vi kan forstå Faderens store gave og Sønnens store gave, vil vi vide, at »fordi [de] gi’r mig alt«², må vi også give.

Julens ånd blev tilkendegivet, da Faderens nåde og Sønnens nåde kulminerede på den længe ventede dag, da verdens Frelser blev født. Miraklerne fortsætter i vores liv, når Frelserens fødsel muliggør det mirakel, at vi kan fødes på ny. Gennem hans nåde kan vi blive gjort fuldkomne i Kristus (se Moro 10:32). Faderens gave og Sønnens gave giver os evigt liv, den største af alle Guds gaver.

Når jeg denne jul følger julens ånd, tænker jeg på tre gaver: (1) Sønnens gave, da han villigt betalte en uendelig pris for synder, som han ikke selv begik, og bar den byrde af sorg, som han ikke selv forårsagede (se 1 Kor 7:23), (2) Faderens utrolige gave, da han tillod sin enbårne Søns offer, så vi kan få evigt liv, og (3) den gave, jeg giver til dem, når jeg følger deres guddommelige eksempel.

Må vores tanker kredse om dem denne jul. Må vi følge dem, idet vi tænker over den gave, de gav os, og acceptere den nåde, som de så gavmildt tilbyder os.³