2023
Det, jeg misforstod om Frelseren
December 2023


Kun digitalt: Unge Voksne

Det, jeg misforstod om Frelseren

Da jeg var syg i længere tid end forventet, lærte jeg, at jeg ikke behøver at stå over for prøvelser alene.

en syg mand sidder på sofaen

Da pandemien ramte i 2020, var jeg en af de første mennesker, der blev smittet med covid-19 i mit område i Skotland. Først troede jeg, at det var en simpel forkølelse. Men som tiden gik, blev mit helbred gradvist værre, indtil det var en kamp blot at trække vejret. Min hals og bihuler blev alvorligt beskadiget, og jeg var kronisk træt.

Det tog mere end halvandet år at komme mig, og i den periode var jeg ikke i stand til at deltage i nogen form for sport eller fysisk aktivitet. Jeg måtte sætte alt på pause. Jeg droppede endda ud af universitetet i et år, og jeg blev meget bitter – bitter over min situation og vred på vor himmelske Fader, da det virkede umuligt at blive rask.

Vi er stærkere sammen med Jesus Kristus

Trods mit tankesæt fortsatte jeg med at efterleve evangeliet. Jeg fortsatte med at komme i kirke og gøre, hvad jeg kunne for at hjælpe og tjene andre. Gradvist begyndte min sindstilstand at blive bedre.

Da de værste symptomer begyndte at aftage, fik jeg et uventet kald til at tjene i min stavs højråd. Trods min ængstelse accepterede jeg kaldet i håbet om, at Herren ville åbne en vej for mig, så jeg kunne opfylde kaldet på trods af mit dårlige helbred (se 1 Ne 3:7).

En af de første opgaver, jeg fik, var at tale om Frelseren og hans forsoning. Med hver eneste tale, jeg holdt for andre af Jesu Kristi tilhængere, voksede min forståelse af ham, og for hvad han gjorde for mig. Jeg forstod, at jeg havde ignoreret en afgørende del af hans forsoning – Herren led og døde ikke blot for vores synder, men for vores trængsler. Han ved, hvordan han kan opløfte os i vores prøvelser (se Alma 7:12).

Præsident Camille N. Johnson, Hjælpeforeningens hovedpræsident, har for nylig sagt:

»Jesus Kristus kan lette vores last.

Jesus Kristus kan bære vores byrder.

Jesus Kristus giver os en mulighed for at blive lindret for syndens byrde.

Jesus Kristus er vores lindring …

Jeg kan ikke gøre det alene, og det behøver jeg heller ikke, og det vil jeg ikke. Ved at vælge at være bundet til min Frelser, Jesus Kristus, gennem de pagter, jeg har indgået med Gud, ›formår jeg [alt] i [Kristus], der giver mig kraft‹ (Fil 4:13).«1

Jeg er også tilbøjelig til at stole på min egen styrke, og i min stolthed havde jeg virkelig troet, at jeg kunne overvinde min prøvelse alene. Men jeg kom til at indse, at jeg ikke fejlede, fordi prøvelsen var for hård; det var, fordi jeg ikke tillod Jesus Kristus at tilbyde mig sin styrke og støtte.

Endelig ændrede en forståelse af, hvad han tilbyder mig gennem sin helbredende kraft, alt. Selvom min vej mod helbredelse ikke ville blive let eller hurtig, kunne jeg finde fred, glæde og styrke undervejs ved at vende mig til ham.

Gør vores forhold til Kristus dybere

Vi behøver ikke at møde nogen prøvelser alene. Vi kan stole på, at vores Frelser vil styrke os. Jeg forstod, at den åndelige modgang, jeg følte under min sygdom, skyldtes min manglende forståelse af mit forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus, og hvilken styrke de kunne give mig, da jeg fortsatte med at tjene, søge og følge dem.

Præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, kom med en stærk påmindelse om vores forhold til Frelseren, da han sagde: »Han … kender vores kampe, vores hjertesorg, vores fristelser og vores lidelse, for han oplevede dem frivilligt som en afgørende del af sin forsoning. Og på grund af det gør hans forsoning ham i stand til at bistå os – at give os styrken til at bære det hele.«2

Heldigvis pressede Herren mig til at være mere aktiv i bestræbelsen på at forstå ham. Og når jeg er kommet til at forstå ham bedre, har jeg været i stand til i større grad at se hans hånd i mit liv og se helbredelsens mirakler, selvom det har taget længere tid end forventet. Som præsident Johnson også har sagt: »De, der holder deres pagter, bliver velsignet med Frelserens lindring.«3

Det at øge min forståelse af Frelseren og holde mine pagter har været en stor velsignelse i mit liv. Han har givet mig så megen åndelig og timelig lindring for mine trængsler. Jeg kan love jer, at når I stræber efter at gøre det samme, vil Herrens kærlighed og jeres guddommelige formål blive tydelig. I vil finde styrke udover jeres egen – ligesom jeg har.