UV-ugentligt
Hvor er mine lovede velsignelser ved at betale tiende?
Marts 2024


Kun digitalt

Hvor er mine lovede velsignelser ved at betale tiende?

Vor himmelske Fader skænker ofte »væsentlige omend undseelige« velsignelser i stedet for umiddelbare mirakler, når vi betaler vores tiende.

en ung mand lægger penge i en tiendekuvert

Malakias profeterede, at hvis vi giver vores tiende til Gud, så åbner han himlens vinduer og udøser velsignelse »uden mål over [os]« (Mal 3:10).

I forbindelse med det løfte hører vi ofte beretninger om mirakuløse og øjeblikkelige velsignelser, der kom til dem, der ærede befalingen om at betale deres tiende. Men hvad sker der, hvis vi ikke modtager lignende velsignelser, når vi har et desperat timeligt behov? Det kan være nedslående ikke at se lignende velsignelser ske i vores eget liv. Vi spørger måske endda: »Er jeg ikke velsignet?«

Ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum minder os om, at: »Himlens vinduer kan åbnes på mange måder. Nogle er timelige, men mange er åndelige. Nogle er diskrete og lette at overse. Stol på Herrens timing; velsignelserne kommer altid.«1

Lærdomme fra ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum kan også hjælpe os til at se, at de velsignelser, vi modtager, kan komme på mange måder, som vi måske ikke overvejer. Han sagde: »Dog er nogle af de forskelligartede velsignelser, som vi modtager, når vi adlyder denne befaling [tiendeloven], væsentlige omend undseelige. Sådanne velsignelser opdages kun, hvis vi er åndeligt agtpågivende og opmærksomme (se 1 Kor 2:14).«2

At se efter og anerkende de væsentlige omend undseelige velsignelser ved at betale en fuld tiende kan hjælpe os til at forstå, at Gud er opmærksom på os og velsigner os.

Væsentlige omend undseelige velsignelser

Guds vilje er ikke altid den samme som vores (se Es 55:8-9). Derfor kommer Guds velsignelser måske ikke altid til os på den måde, vi ønsker eller forventer. Ældste Bednar kom for eksempel med nogle eksempler på uventede velsignelser, der kan komme af at betale tiende: »Sommetider beder vi Gud om succes, og så giver han os fysisk og mental udholdenhed. Vi trygler måske om fremgang, og så får vi et bredere perspektiv og større tålmodighed. Vi kan også bede om vækst og velsignes med nådens gave. Han kan skænke os overbevisning og tillid, når vi stræber efter at opnå værdige mål. Og når vi trygler om lindring af fysiske, mentale og åndelige vanskeligheder, kan han give os mere beslutsomhed og modstandskraft.«3

Ældste Bednar sagde også, at nogle gange kan »velsignelsen fra de himmelske vinduer … være en større formåen til selv at agere og ændre vores situation frem for at forvente, at vores situation ændres af nogen eller noget.«4 Se for eksempel, hvordan en mand og hustru fra Argentina følte dette i deres liv i deres beretning »Hvorfor betaler I stadig tiende?«

Guds timing

Vi kan også lære at stole på, at velsignelser kommer til Guds egen tid og på hans egen måde.

Ældste Michael John U. Teh fra De Halvfjerds har sagt: »Når vi adlyder tiendeloven, bør vi ikke … give Herren en tidsfrist. Der er en tendens til, at nogle forventer, at de materielle velsignelser kommer på et bestemt tidspunkt efter deres egen beregning. Det er sådan, mange mister deres tillid til hans løfter. De er trofaste i begyndelsen, men holder op med at adlyde efter nogen tid, når deres forventninger ikke bliver indfriet. Vi er nødt til at indse, at alt gøres i henhold til Herrens vilje og tidsplan og ikke vores.«5.

En forståelse af, at Guds tidsplan er anderledes end vores, kan hjælpe os til bedre at indse, at bare fordi vi ikke oplever et øjeblikkeligt mirakel, betyder det ikke, at vi ikke bliver velsignet.

Guds visdom

Præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »Nogen har sagt, at livet er det, der sker med os, mens vi har travlt med at lægge andre planer. På grund af det, som vi ikke har kontrol over, kan vi ikke planlægge og tilvejebringe alt det, vi ønsker i vores liv. Der vil ske mange vigtige ting i vores liv, som vi ikke har planlagt, og ikke alle vil være velkomne.«6.

På vores jordiske rejse kan selv de, der er lydige mod tiendeloven, komme ud for økonomiske udfordringer som arbejdsløshed, uventede nødsituationer, dårlig forvaltning af økonomien eller stagnerende løn. Når vi ved, at Gud har kontrollen, kan det hjælpe os til at vokse i tro og tålmodighed, når vi søger efter de væsentlige og undseelige velsignelser ved tiende. Det kan være, at nogle af disse vanskeligheder faktisk er velsignelser, der vil hjælpe os til at vokse gennem selve prøvelsen.

Ældste Hugh B. Brown fra De Tolv Apostles Kvorum (1883-1975) fortalte engang om en sådan lektie, han lærte, da han beskar en solbærbusk på en gård i Canada.

Da han gik omkring og ryddede op og reparerede sin ejendom, stødte han på en solbærbusk, der var vokset sig mere end 1,5 meter høj og ikke gav nogen bær. Derfor skar han den voldsomt ned. Han lagde mærke til nogle små dråber for enden af stubbene. Det fik solbærbusken til at se ud som om, den græd, og ældste Brown syntes at høre busken sige:

»›Hvordan kunne du gøre det imod mig? Jeg var ved at udvikle mig så vidunderligt … Og nu har du skåret mig ned … Jeg troede, at du var havemanden her.‹«

Ældste Brown svarede: »›Hør, lille solbærbusk, jeg er havemanden her, og jeg ved, hvad jeg ønsker mig af dig. Hvis jeg lader dig vokse, som du ønsker, vil du aldrig blive til noget. Men en dag, når du bærer frugt, vil du tænke tilbage og sige: ›Tak, hr. havemand, for at skære mig ned, for at elske mig nok til at såre mig.‹‹«7

Når vi kæmper økonomisk og ikke ser de lovede velsignelser ved at betale tiende, kan vi med tårer i øjnene spørge Gud på lignende vis: »Hvordan kan du gøre det imod mig? Jeg gør alt, hvad du har bedt om. Og nu har du skåret mig ned.«

I disse tider kan vi bruge et øjeblik på at overveje, om de prøvelser, vi oplever, faktisk vil medføre store velsignelser gennem det, vi lærer på rejsen. Vi kan lære mere fuldt ud at stole på havemanden og de velsignelser, han har i vente for os, når vi holder os tæt på ham.

Fortsat håb og bønner

De undseelige omend væsentlige velsignelser Gud giver os, når vi betaler tiende, kan hjælpe os til at hæve os over mange vanskeligheder i verden. Vor kærlige himmelske Fader vil fuldkomment skræddersy disse velsignelser til at hjælpe os til at vokse og blive mere som ham. Når vi udøver tro på at anerkende og acceptere alle de velsignelser, der kommer, kan vi se opfyldelsen af Malakias‹ løfte.

Når tvivl og fortvivlelse opstår på grund af økonomiske udfordringer, hvis vi grædefærdige stiller spørgsmål ved, om vi bliver velsignet, opgiver vi ikke håbet! I stedet kan vi bede om at se de undseelige og væsentlige velsignelser, som Herren har skænket os og have tro på vor himmelske Faders plan for os.

Som ældste Andersen har sagt: »Jeg lover jer, at når I stoler på Herren, vil himlens velsignelser komme.«8

Noter

  1. Neil L. Andersen, »Tiende: Åbning af himlens vinduer«, Liahona, nov. 2023, s. 32.

  2. David A. Bednar, »Himlens vinduer«, Liahona, nov. 2013, s. 17-18.

  3. David A. Bednar, »Himlens vinduer«, s. 18.

  4. David A. Bednar, »Himlens vinduer«, s. 18.

  5. Michael John U. Teh, »Prove Me Now Herewith«, Church Newsroom, 14. juni 2013, news-ph.ChurchofJesusChrist.org.

  6. Dallin H. Oaks, »Timing« (tale holdt på Brigham Young University, 29. jan. 2002), s. 4, speeches.byu.edu.

  7. Hugh B. Brown, »God is the Gardener«, (dimission på Brigham Young University, 31. maj 1968, s. 6, speeches.byu.edu.

  8. Neil L. Andersen, »Tiende: Åbning af himlens vinduer«, s. 33.