Generalkonference
Tiende: Åbning af himlens vinduer
Oktoberkonferencen 2023


14:12

Tiende: Åbning af himlens vinduer

Himlens vinduer kan åbnes på mange måder. Stol på Herrens timing; velsignelserne kommer altid.

Mens jeg for nylig var i Sydamerika, delte bror Roger Parra fra Venezuela følgende oplevelse med mig:

»I 2019 blev Venezuela ramt af problemer, som medførte en strømafbrydelse i fem dage.

Kaos og anarki herskede på gaderne, og mange desperate mennesker havde ikke mad nok.

Nogle begyndte at plyndre supermarkeder og ødelagde alt på deres vej.

Som ejer af et lille bageri var jeg meget bekymret for vores forretning. Som familie besluttede vi at forære al maden i vores bageri til folk i nød.

Gennem en meget mørk nat var der optøjer overalt. Min eneste bekymring gjaldt min elskede hustrus og børns sikkerhed.

Ved daggry gik jeg hen til vores bageri. Hver eneste fødevarebutik i nærheden var trist nok blevet ødelagt og plyndret, men til min store forbløffelse var vores bageri urørt. Intet var blevet ødelagt. Jeg takkede ydmygt min himmelske Fader.

Da jeg kom hjem, fortalte jeg min familie om Guds velsignelse og beskyttelse.

De var alle så taknemmelige.

Min ældste søn, Rogelio, på blot 12 år sagde: ›Papa! Jeg ved, hvorfor vores butik blev beskyttet. Du og Mama betaler altid jeres tiende.‹«

Bror Parra konkluderede: »Malakias’ ord kom til mig. ›Jeg skræmmer æderen, så de ikke ødelægger jordens afgrøde for jer‹ (Mal 3:11). Vi knælede ned og takkede taknemmeligt vor himmelske Fader for hans mirakel.«1

Familien Parra.

Sæt mig på en prøve

Alt, hvad vi har, og alt, hvad vi er, kommer fra Gud. Som Kristi disciple deler vi villigt med dem omkring os.

Af alt det, som Herren giver os, har han bedt os om at give 10 procent af vores indtægt tilbage til ham og hans rige på jorden. Når vi er ærlige med vores tiende, har han lovet, at han »åbner himlens vinduer … og udøser velsignelse uden mål over [os]«.2 Han har lovet os, at han vil beskytte os mod det onde.3 Disse løfter er så sikre,4 at Herren erklærer: »Sæt mig på en prøve«,5 en vending, som ikke findes noget andet sted i skrifterne, kun i Malakias.

Himlens vinduer kan åbnes på mange måder. Nogle er timelige, men mange er åndelige. Nogle er diskrete og lette at overse. Stol på Herrens timing; velsignelserne kommer altid.

Vi sørger med dem, der kæmper for at have nok til livets nødvendigheder. Kirken skænkede for nylig 54 millioner dollars til nødhjælp til sårbare børn og mødre verden over.6 Og med jeres månedlige fasteoffer hjælper vores gode biskopper tusinder hver uge, som midlertidigt behøver mad på bordet, tøj på kroppen og tag over hovedet. Den eneste permanente løsning på denne verdens fattigdom er Jesu Kristi evangelium.7

Et spørgsmål om tro

Apostlen Paulus advarede om, at menneskers visdom forstår det, der vedrører mennesker, men har svært ved at forstå det, der kommer fra Gud.8 Verden taler om tiende i forhold til penge, men den hellige tiendelov er primært et spørgsmål om vores tro. At være ærlig omkring vores tiende er en måde, hvorpå vi viser vores villighed til at sætte Herren først i vores tilværelse, frem for vores egne bekymringer og interesser. Jeg lover jer, at når I stoler på Herren, vil himlens velsignelser komme.

Jesus sagde, at vi skal give »kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er«.9 Den opstandne Frelser bad nefitterne om at skrive hans løfter, som findes i Malakias, i deres optegnelse.10 I vore dage har Herren atter bekræftet den guddommelige tiendelov, idet han erklærede: »Og dette skal være begyndelsen på mit folks tiendebetaling. Og [de skal] betale en tiendedel af hele deres indkomst årligt, og dette skal være en stående lov for dem for evigt.«11

Herren angav klart, hvordan tiende skal fordeles, da han sagde: »Bring hele jeres tiende til forrådskammeret«,12 hvormed menes, at tienden bringes til hans genoprettede rige, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.13 Anvendelsen af denne hellige tiende skal bønsomt overvejes af et råd bestående af Det Første Præsidentskab, De Tolv Apostles Kvorum og Det Præsiderende Biskopråd »og ved min egen røst til dem, siger Herren«.14

Herrens hellige midler

Disse hellige midler tilhører ikke Kirkens ledere. De tilhører Herren. Hans tjenere er inderligt opmærksomme på den hellige beskaffenhed af deres forvaltning.

Præsident Gordon B. Hinckley gengav denne barndomsoplevelse: »Da jeg var dreng, spurgte jeg min far … om anvendelsen af Kirkens midler. Han mindede mig om, at min gudgivne forpligtelse var at betale min tiende og offerydelser. Når jeg gør det [sagde min far], er det, som jeg giver, ikke længere mit. Det tilhører Herren, til hvem jeg indvier det.« Hans far tilføjede: »Hvad Kirkens autoriteter gør med det, behøver [du, Gordon,] ikke bekymre dig om. De står til ansvar over for Herren, som vil kræve, at de aflægger regnskab derfor.«15

Vi mærker tydeligt vægten ved at »stå til ansvar over for Herren«.

Jeres gavmilde tiende og offerydelser

Ud fra den gavmilde tiende og de offerydelser, som I indviede til Herren sidste år, blev mere end en milliard dollars brugt til at velsigne dem i nød.16

I vores monumentale ansvar for at bringe det gengivne evangelium ud til hele verden har vi mere end 71.000 missionærer, der tjener i 414 missioner.17 På grund af jeres tiende og offerydelser er missionærer uanset deres families økonomiske situation i stand til at tjene.

Templer bliver bygget over hele verden i et hidtil uset antal. Lige nu er 177 i drift, 59 er lige nu under opførelse eller renovering, og yderligere 79 er ved at blive planlagt og designet.18 Jeres tiende muliggør, at templets velsignelser kan opnås på steder, som kun Herren kunne forudse.

Der er over 30.000 menigheder i tusinder af kirkebygninger og andre lokaler i 195 lande og territorier.19 På grund af jeres trofaste tiendebetaling etableres Kirken på fjerntliggende steder, som I måske aldrig besøger, blandt retskafne hellige, som I måske aldrig kommer til at kende.

Kirken sponsorerer for tiden fem videregående uddannelsessteder.20 De betjener flere end 145.000 studerende. Et hundrede og ti tusind klasser undervises hver uge i vores institut- og seminarprogrammer.21

Disse velsignelser og langt flere kommer i høj grad fra unge og gamle i enhver økonomisk situation, som betaler en ærlig tiende.

Den åndelige kraft fra den guddommelige tiendelov måles ikke på størrelsen af det beløb, der bidrages med, for både den velstående og den fattige har Herren befalet at bidrage med 10 procent af deres indtægt.22 Kraften kommer ved at have tillid til Herren.23

Den overflod, som Herren forøger jeres gavmilde tiende med, har styrket Kirkens reserver, givet muligheder for at fremme Herrens værk langt mere, end noget vi hidtil har oplevet. Alt er kendt af Herren, og med tiden vil vi se hans hellige formål blive opfyldt.24

Velsignelser kommer på mange måder

Velsignelserne ved tiende kommer på mange måder. I 1998 ledsagede jeg den daværende ældste Henry B. Eyring til et stort kirkemøde i det område i Utah, der nu er kendt som Silicon Slopes, et område med stor teknologisk innovation. Det var en tid med stigende velstand, og ældste Eyring advarede de hellige mod at sammenligne det, de havde, med andre og at ønske mere. Jeg vil altid huske hans løfte om, at når de betalte en ærlig tiende, ville deres ønske om flere materielle ejendele blive mindre. Indenfor to år bristede teknologiboblen. Mange mistede deres job, og firmaer vaklede i denne tid med finansiel tilpasning. De, som fulgte præsident Eyrings råd, blev velsignet.

Hans løfte minder mig om en anden oplevelse. Jeg mødte den 12-årige Charlotte Hlimi i nærheden af Carcassonne i Frankrig i 1990, mens jeg var missionspræsident. Familien Hlimi var en trofast familie, der boede i en lejlighed med otte børn. De havde et billede af Frelseren og af profeten på væggen. Da Charlotte skulle have sin patriarkalske velsignelse, spurgte jeg hende under interviewet, om hun betalte en ærlig tiende. Hun svarede: »Ja, præsident Andersen. Min mor har lært mig, at der er timelige velsignelser og åndelige velsignelser, der kommer ved at betale vores tiende. Min mor har lært mig, at hvis vi altid betaler vores tiende, vil vi aldrig mangle noget. Og præsident Andersen, vi mangler ikke noget.«

Familien Hlimi.

Da Charlotte, der nu er 45 år og beseglet i templet, gav mig lov til at fortælle sin historie, sagde hun: »Mit vidnesbyrd om tiende var meget virkeligt på det tidspunkt, og det er endnu stærkere nu. Jeg er dybt taknemmelig for dette bud. Når jeg efterlever det, bliver jeg fortsat rigt velsignet.«25

En dag vil vi alle afslutte vores rejse på jorden. For 25 år siden, blot dage før min svigermor, Martha Williams, døde af kræft, modtog hun en beskeden check med posten. Hun bad straks min hustru, Kathy, om sit checkhæfte, så hun kunne betale sin tiende. Hendes mor var så svækket, at hun knap nok kunne skrive, så Kathy spurgte, om hun skulle skrive checken for hende. Hendes mor svarede: »Nej, Kathy. Jeg vil gerne gøre det selv.« Og derpå tilføjede hun stille: »Jeg ønsker at være ajour med Herren.« Noget af det sidste, Kathy gjorde for sin mor, var at overrække hendes tiendekuvert til hendes biskop.

Guds vigtige værk

Mine brødre og søstre, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er kommet »ud af dunkelhed«26 og bringer bemærkelsesværdige velsignelser over hele jorden. Der vil være dem, som hepper på os, og dem, som ikke gør. Jeg har tænkt på ordene fra den vise Gamaliel, som, da han hørte om apostlene Peters og Johannes’ mirakler, advarede rådet i Jerusalem.

»Lad dem gå! For hvis dette er menneskers … værk, falder det fra hinanden,

men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem; kom ikke til at stå som mennesker, der kæmper mod Gud.«27

I og jeg er en del af Guds vigtige værk på jorden. Det vil ikke falde fra hinanden, men vil fortsat bevæge sig verden over og bane vejen for Frelserens tilbagekomst. Jeg vidner om præsident Russell M. Nelsons ord: »I de kommende dage vil vi se de største tilkendegivelser af Frelserens kraft, som verden nogensinde har set. Fra nu af og indtil han vender tilbage … vil han skænke de trofaste utallige privilegier, velsignelser og mirakler.«28

Dette er mit vidnesbyrd. Jesus er Kristus. Dette er hans hellige værk. Han vil vende tilbage. I Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Personlig korrespondance fra Roger Parra, 4. aug. 2023.

  2. Mal 3:10.

  3. Se Mal 3:11. Ældste Jeffrey R. Holland har sagt: »For eksempel har jeg i mit liv set Guds løfte blive opfyldt, at han vil ›skræmme æderne [for min skyld]‹ (Mal 3:11). Velsignelsen ved at blive beskyttet mod ondt er blevet udøst over mig og mine kære, udover enhver evne jeg har til at anerkende den. Men jeg tror, at guddommelig sikkerhed er kommet, i det mindste til dels, på grund af vores beslutsomhed hver især og som en familie om at betale tiende« (»Som en frodig have«, Liahona, jan. 2002, s. 38).

  4. »Herren vil åbne himlens vinduer i henhold til vores behov, og ikke i henhold til vores grådighed. Hvis vi betaler tiende for at blive rig, gør vi det af en forkert grund … Velsignelsen til giveren … er måske ikke altid i form af økonomisk eller materiel gavn« (Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, s. 657).

  5. Mal 3:10; 3 Ne 24:10.

  6. Se »The Church of Jesus Christ Is Helping Alleviate Global Malnutrition«, 11. aug. 2023, newsroom.ChurchofJesusChrist.org; se også »How the Church of Jesus Christ and UNICEF Are Keeping Mothers and Children Healthy and Safe«, 17. aug. 2023, newsroom.ChurchofJesusChrist.org.

  7. »Og Herren kaldte sit folk Zion, fordi de var af ét hjerte og ét sind og levede i retfærdighed; og der var ingen fattige blandt dem« (Moses 7:18).

  8. Se 1 Kor 2:14. Menneskers logik matcher ikke altid Guds visdom. På Malakias’ tid var mange kommet langt væk fra Herren. Herren henstillede til sit pagtsfolk: »Vend om til mig, så vil jeg vende om til jer.« Det, der følger denne hjertelige invitation, er et yderst vigtigt spørgsmål for os alle: »I spørger: ›Hvordan skal vi vende om?‹« (Mal 3:7). Eller med andre ord: »Hvad skal jeg forandre? Hvordan kommer jeg dig nærmere?« Herren svarer ved at undervise om vigtigheden af tiende, ikke blot som en finansiel lov, men en håndgribelig måde at vende vores hjertes ønsker til ham på.

    Vi så det i vores egen familie. Kathys mor tilsluttede sig Kirken som 22-årig. Martha og Bernard Williams kom i kirke i en kort periode, men efter en flytning til en anden stat, blev de mindre aktive. Bernard blev af militæret flyttet udenlands, og Martha flyttede hjem til Tampa i Florida, hvor hun modtog en gavmild invitation til at bo hos sin tante og onkel, som var imod Kirken. Selv om hun levede meget beskedent, ventede sit første barn og ikke kom i kirke, besluttede Martha Williams at begynde at sende sin tiendecheck til biskoppen. Da hun senere i livet blev spurgt, sagde hun, at hun huskede noget, som missionærerne havde undervist om tiende og Guds velsignelser: »Vi havde desperat brug for Guds velsignelser, og derfor begyndte jeg at sende vores tiendecheck til biskoppen.« Martha og Bernard Williams vendte tilbage til Kirken. Deres største velsignelse – seks generationer er blevet velsignet på grund af hendes beslutning om at betale tiende, da hun intet havde, bortset fra tro på Gud og håb om hans løfter.

  9. Matt 22:21.

  10. Se 3 Ne 24.

  11. L&P 119:3-4. »Tiende er bidraget på en tiendedel af ens indkomst til Guds kirke (se L&P 119:3-4; indkomst forstås som deres indtægt). Alle medlemmer, der har indkomst, bør betale tiende«, (Kirkens Håndbog: Tjeneste i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 34,3.1, Evangelisk Bibliotek).

  12. Mal 3:10.

  13. »Vi betaler tiende, således som Frelseren belærte ved at bringe tiende ›til forrådshuset‹ (Mal 3:10; 3 Ne 24:10). Det gør vi ved at betale tiende til vores biskop eller grenspræsident. Vi betaler ikke tiende ved at yde bidrag til vores foretrukne velgørende organisation. De bidrag, vi burde yde til velgørende organisationer, bør komme fra vore egne midler, ikke fra tienden, som vi er befalet at betale til Herrens forrådshus« (Dallin H. Oaks, »Tiende«, Stjernen, juli 1994, s. 35-36).

  14. L&P 120:1.

  15. Gordon B. Hinckley, »Rise to a Larger Vision of the Work«, Ensign, maj 1990, s.96.

  16. Se »The 2022 Report on How the Church of Jesus Christ Cared for Those in Need«, 22. mar. 2023, newsroom.churchofjesuschrist.org.

  17. Modtaget via e-mail fra Missionsafdelingen, 14. sep. 2023.

  18. Se »Temple List«, ChurchofJesusChrist.org/temples/list.

  19. Modtaget via e-mail fra Optegnelser for medlemskab og statistik, 28. juli 2023.

  20. Det omfatter Brigham Young University, Brigham Young University-Idaho, Brigham Young University-Hawaii, Ensign College og BYU-Pathway Worldwide.

  21. Modtaget via e-mail fra Seminar og institut, 28. juli 2023.

  22. Se Kirkens Håndbog, 34.3.1.

  23. Præsident Dallin H. Oaks har delt denne beretning om at stole på Herren: »Min mor, der var enke, [forsørgede] tre børn på en [beskeden] løn … Jeg spurgte min mor, hvorfor hun betalte så meget af sin løn i tiende. Jeg har aldrig glemt hendes forklaring: ›Dallin, der er måske mennesker, som kan klare sig uden at betale tiende, men det kan vi ikke. Herren har valgt at tage din far bort, og har efterladt mig til at opdrage jer børn. Det kan jeg ikke klare uden Herrens velsignelser, og jeg modtager disse velsignelser ved at betale en ærlig tiende‹« (»Tiende«, s. 33).

  24. »… så kirken ved mit forsyn – til trods for den modgang, der skal komme over jer – kan stå uafhængig i forhold til alle andre skabninger, der er under den celestiale verden« (L&P 78:14).

  25. Personlig korrespondance fra Charlotte Hlimi Martin, 30. aug. 2023.

  26. L&P 1:30.

  27. ApG 5:38-39.

  28. Russell M. Nelson, »Overvind verden og find hvile«, Liahona, nov. 2022, s. 95.