Herre, vi vil gerne se Jesus

Ældste Robert M. Daines

De Halvfjerds

Vi ønsker at se Jesus for den, han er, og at føle hans kærlighed.

Ansigtsblindhed

En dag i foråret 1945 vågnede en ung mand op på et militærhospital. Det var heldigt, at han var i live – han var blevet skudt lige bag øret, men lægerne havde opereret ham, og nu kunne han både gå og tale normalt.

Kuglen havde på tragisk vis gjort skade på den del af hans hjerne, der genkendte ansigter. Han så nu på sin hustru uden nogen genkendelse; han kunne ikke genkende sin egen mor. Selv det ansigt han så i spejlet, var fremmed for ham – han kunne ikke se, om det var en mand eller kvinde.¹

Han var blevet ansigtsblind – en tilstand, der påvirker millioner af mennesker.²

Folk, der er alvorligt ansigtsblinde, prøver at identificere andre ved at lære regler udenad – en regel for at genkende en datter ud fra mønstret af hendes fregner, eller en ven ud fra den måde hun går på.

At blive voksen

Her er endnu en historie, der kommer fra mit eget liv: Som dreng så jeg ofte min mor som en, der lavede regler. Hun bestemte, hvornår jeg måtte lege, og hvornår jeg skulle i seng eller, endnu værre, luge ukrudt i haven.

Hun elskede mig selvfølgelig. Men alt for ofte og til min skam så jeg hende kun som »Den, der skal adlydes«.

Først flere år senere så jeg hende som en rigtig person. Jeg er flov over at sige, at jeg aldrig rigtig lagde mærke til hendes ofre og undrede mig aldrig over, hvorfor hun i årevis gik i de samme to gamle nederdele (mens jeg fik nyt skoletøj), eller hvorfor hun sidst på dagen var så træt og ivrig efter, at jeg gik tidligt i seng.

Vi er måske ansigtsblinde

I har måske bemærket, at disse to historier faktisk er én historie – i alt for mange år var jeg på en måde ansigtsblind. Jeg så ikke min mor som en rigtig person. Jeg så hendes regler, men kunne jeg ikke se hendes kærlighed i dem.

Jeg fortæller jer disse to historier for at komme med én pointe: Jeg formoder, at I kender nogen (måske jer selv), der lider af en slags åndelig ansigtsblindhed.

I kæmper måske med at se Gud som en kærlig Fader. I ser måske mod himlen og ser ikke kærlighedens og barmhjertighedens ansigt, men et krat af regler, som I skal kravle igennem. Måske tror I, at Gud regerer i sin himmel, taler gennem sine profeter og elsker jeres søster, men i det skjulte spekulerer I på, om han elsker jer.³ Måske har I følt jernstangen i jeres hånd, men endnu ikke følt jeres Frelsers kærlighed, som den fører til.⁴

Jeg formoder, at I kender folk som disse, fordi i lang tid var jeg sådan – jeg var åndeligt ansigtsblind.

Jeg troede, at mit liv handlede om at følge regler og leve op til abstrakte standarder. Jeg vidste, at Gud elsker jer fuldstændigt, men jeg følte det ikke selv. Jeg er bange for, at jeg tænkte mere på at komme i himlen end på at være sammen med min himmelske Fader.

Hvad kan vi gøre, hvis I, ligesom jeg, nogle gange kun kan bevæge læberne, men ikke »synge sangen om den forløsende kærlighed«?⁵

Svaret er, som præsident Russell M. Nelson minder os om, altid Jesus.⁶ Og det er meget gode nyheder.

Herre, vi vil gerne se Jesus

Der er et kort vers i Johannes, som jeg elsker. Det fortæller om en gruppe udenforstående, der går hen til en discipel med en vigtig anmodning. »Herre,« siger de, »vi vil gerne se Jesus.«⁷

Det er det, vi alle ønsker – vi ønsker at se Jesus for den, han er, og at føle hans kærlighed. Det burde være grunden til det meste af det, vi gør i Kirken – og absolut ved hvert nadvermøde. Hvis I nogensinde spekulerer på, hvilken slags lektion I skal undervise i, hvilken slags møde I skal planlægge, eller om I bare skal give op og lade diakonerne spille fodbold, kan I bruge dette vers som vejledning: Vil det hjælpe folk til at se og elske Jesus Kristus? Hvis ikke, så prøv måske noget andet.

Da jeg forstod, at jeg var åndeligt ansigtsblind, at jeg så regler, men ikke barmhjertigheden i Faderens ansigt, vidste jeg, at det ikke var Kirkens fejl. Det var ikke Guds, og det betød ikke, at alt var tabt; det er noget vi alle må lære. Selv de første vidner til opstandelsen stod ofte ansigt til ansigt med den opstandne Herre, men genkendte ham ikke; fra graven i haven til bredden af Genesaret Sø, hvor hans første disciple »så Jesus stå der; men … vidste ikke, at det var Jesus«.⁸ De måtte lære at genkende ham, og det må vi også.⁹

Næstekærlighed

Da jeg forstod, at jeg var åndeligt ansigtsblind, begyndte jeg at følge Mormons råd om at bede »med hjertets hele styrke« om at blive fyldt med den kærlighed, der loves hans disciple – min kærlighed til ham og hans kærlighed til mig – og at »se ham, som han er, så vi må have dette håb«.¹⁰ Jeg bad i årevis om at kunne følge det første store bud om at elske Gud og føle, at »den første store sandhed …at Gud elsker os af hele sit hjerte, sin kraft, sit sind og sin styrke«.¹¹

Evangelierne

Jeg læste og genlæste og genlæste også de fire evangelier – denne gang ikke for at uddrage regler, men for at se, hvem han er, og hvad han elsker. Og med tiden blev jeg overøst af den flodbølge af kærlighed, der flød fra ham.

Jesus bekendtgjorde ved begyndelsen af sin offentlige tjenestegerning, at han var kommet »for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og [give] syn til blinde«.¹²

Det var ikke kun en huskeliste eller god PR; det er omfanget af hans kærlighed.

Åbn evangelierne tilfældigt; på næsten hver side ser vi ham tage sig af mennesker, der lider – socialt, åndeligt og fysisk. Han rørte folk, der blev betragtet som beskidte og urene,¹³ og bespiste de sultne.¹⁴

Hvad er jeres yndlingshistorie om Jesus? Jeg formoder, at den viser Guds Søn, som rækker ud for at favne eller tilbyde håb til nogen udstødte – en spedalsk,¹⁵ de forhadte samaritanere,¹⁶ den anklagede og skandaløse synder¹⁷ eller samfundsfjenden.¹⁸ Den slags nåde er forbløffende.

Prøv at skrive ned, hver gang han roser, helbreder eller spiser med en udenforstående, og I vil løbe tør for blæk, før I er færdige med Lukas.

Da jeg så dette, sprang mit hjerte i kærlig genkendelse, og jeg begyndte at føle, at han måske elskede mig. Som præsident Nelson har sagt: »Jo mere I lærer om Frelseren, desto lettere vil det være at stole på hans nåde, hans uendelige kærlighed.«¹⁹ Og jo mere vil I stole på og elske jeres himmelske Fader.

Ældste Jeffrey R. Holland har sagt, at Jesus kom for at vise os, »hvem og hvad Gud vor evige Fader er, hvor fuldstændig hengiven han er over for sine børn i enhver tidsalder og ethvert land«.²⁰

Paulus sagde, at Gud er »barmhjertighedens fader og al trøsts Gud«.²¹

Hvis I ser ham på en anden måde, så bliv ved med at prøve.

Pagter og Guds omfavnelse

Profeter indbyder os til at søge hans ansigt.²² Jeg anser dette som en påmindelse om, at vi tilbeder vor Fader, ikke en opskrift, og at vi ikke er færdige, før vi ser Jesus som ansigtet for vor Faders kærlighed²³ og følger ham, ikke blot hans regler.²⁴

Når profeter og apostle taler om pagter, er de ikke som sportstrænere, der råber fra (røde fløjls-) tilskuerpladser og fortæller os, at vi skal »prøve lidt mere!« De ønsker, at vi ser, at vores pagter grundlæggende handler om forhold,²⁵ og de kan være en kur mod åndelig ansigtsblindhed.²⁶ De er ikke regler for at opnå hans kærlighed; han elsker jer allerede fuldkomment. Vores udfordring er at forstå og forme vores liv efter den kærlighed.²⁷

Vi prøver at se gennem vores pagter, som gennem et vindue, for at se Faderens barmhjertige ansigt bagved.

Pagter er formen for Guds omfavnelse.

Floden af Guds kærlighed

Endelig, kan vi lære se ham ved at tjene ham. »For hvorledes kender en mand den herre, som han ikke har tjent?«²⁸

For nogle år siden fik jeg en kaldelse, som jeg ikke følte mig klar til. Jeg vågnede tidligt og var nervøs – men havde en vending i tankerne, som jeg ikke havde hørt før: At tjene i denne kirke er at stå i en flod af Guds kærlighed til sine børn. Denne kirke er en arbejdsgruppe af mennesker med hakker og skovle, der forsøger at holde kanalen for Guds kærlighed åben, så den kan nå hans børn for enden af rækken.

Hvem end I er, uanset hvad jeres fortid er, så er der plads til jer i denne kirke.²⁹

Grib en hakke og skovl, og slut jer til holdet. Hjælp med at bære hans kærlighed ud til hans børn, og noget af den vil ramme jer.³⁰

Lad os søge hans kærlige ansigt, hans pagtsfavntag og derpå gå hånd i hånd med hans børn og sammen vil vi synge »Nu Israels Genløser«:

Min evige Frelser
må du stå mig nær,
så alle i mig kan få se
den ømhed, du viser
til mig og enhver
så alle i mig det kan se.31

Må vi søge hans kærlige ansigt og derpå være redskaber for hans barmhjertighed til sine børn.³² I Jesu Kristi navn. Amen.