Vandr i et pagtsforhold til Kristus

Præsident Emily Belle Freeman

Unge Kvinders hovedpræsident

Den, der blev såret og knust for os, vil tillade jordelivet at bearbejde os, men han beder os ikke om at udstå de udfordringer alene.

Jeg blev præsenteret for en rute i Israel af min gode ven Ilan. »Den bliver kaldt Jesus-ruten,« sagde han, »fordi det er den vej fra Nazaret til Kapernaum, som mange mener, Jesus gik.« Jeg besluttede mig straks for, at jeg ville gå den rute, så jeg begyndte at planlægge en tur til Israel.

Seks uger inden turen brækkede jeg min ankel. Min mand var bekymret for skaden, min største betænkelighed var, om jeg kunne gå Jesus-ruten en måned senere. Jeg er stædig af natur, så jeg afbestilte ikke flybilletterne.

Jeg husker, hvordan vi mødtes med vores israelske guide den smukke juni-morgen. Jeg hoppede ud af minibussen og tog så mine krykker og en knæscooter ud af den. Mya, vores guide, kiggede på min gips og sagde: »Åh, jeg tror ikke, du kan gå denne rute i den tilstand.«

»Muligvis ikke,« svarede jeg. »Men der er intet, der forhindrer mig i at forsøge.« Hun nikkede ganske småt, og vi begyndte. Jeg elsker hende for det, for at tro på, at jeg kunne gennemføre trods et handicap.

Jeg tog den stejle sti og de store sten for en tid på egen hånd. Dernæst, trak Maya, rørt over mit oprigtige forsæt, et tyndt reb frem, bandt det om styret på min scooter, og begyndte at trække. Hun trak mig op ad bakkerne, gennem citronplantager, og langs bredden af Genesaret Sø. Ved rejsens slutning, udtrykte jeg min taknemmelig for min søde guide, der havde hjulpet mig med at gennemføre noget, jeg aldrig ville kunnet have gennemført på egen hånd.

Da Herren kaldte Enok til at rejse gennem landet og vidne om ham, tøvede Enok.¹ Han var kun en ung mand, langsom til at tale. Hvordan kunne han gå den vej i hans tilstand? Han var forblindet af det, der var knust hos ham. Herrens svar til det, der forhindrede ham, var enkelt og omgående: »Vandr … med mig.«² Ligesom Enok må vi huske, at den, der blev såret og knust for os,³ vil tillade jordelivet at bearbejde os, men han beder os ikke om at udstå de udfordringer alene.⁴ Uagtet tyngden af vores historie, eller den aktuelle kurs på vores vej, vil han indbyde os til at vandre med sig.⁵

Tænk på den unge mand med et problem, der mødte Herren på et øde sted. Jakob var rejst langt hjemmefra. I nattens mørke drømte han, ikke kun om en stige, men også om et pagtsløfte, heriblandt det jeg kalder for femfinger-løftet.⁶ Den nat stod Herren ved siden af Jakob, præsenterede sig som Jakobs fars Gud, og lovede derpå:

Jeg er med dig.
Jeg vil passe på dig.
Jeg vil få dig hjem igen.
Jeg vil ikke forlade dig.
Jeg vil holde mit løfte.⁷

Jakob måtte træffe et valg. Han kunne vælge at leve sit liv, hvor han blot var bekendt med sin fars Gud, eller han kunne vælge at leve et liv i et forpligtet pagtsforhold til ham. Flere år senere bar Jakob vidnesbyrd om at leve indenfor Herrens pagtsløfter: »Gud … hørte min bøn, dengang jeg var i nød, og … var med mig på min rejse.«⁸ Ligesom Herren gjorde det for Jakob, vil han besvare os hver især, når vi er i nød, hvis vi vælger at tøjre os til ham. Han har lovet at vandre med os på vores rejse.

Vi kalder dette for at gå på pagtsstien – en sti, der begynder med dåbspagten og fører til større pagter, vi indgår i templet. Måske hører I disse ord og tænker på afkrydsningsfelter. Måske ser I kun en sti med krav. Hvis man ser nærmere efter afsløres noget mere betagende. En pagt handler ikke kun om en kontrakt, selvom den er vigtig. Den handler om et forhold. Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Pagtsstien handler om vores forhold til Gud.«⁹

Tænk på pagten ægteskab. Bryllupsdatoen er vigtig, men lige så vigtigt er det, at forholdet smedes gennem det liv, der leves sammen efterfølgende. Det samme gælder for et pagtsforhold til Gud. Betingelser er blevet sat, og der vil forekomme forventninger på vejen. Og alligevel indbyder han os alle til at komme, som vi kan, med hjertets faste fortsæt og trænge os frem¹⁰ med ham ved vores side, og stole på, at hans lovede velsignelser vil komme. Skriften minder os om, at disse velsignelser ofte kommer til hans tid og på hans måde: 38 år,¹¹ 12 år,¹² straks.¹³ Om end gennem prøven, jeg lader dig gå.¹⁴

Hans mission handler om at komme os i møde. Jesus Kristus vil møde os der, hvor vi er, og som vi er. Derfor haven, korset og graven. Frelseren blev sendt for at hjælpe os med at overvinde.¹⁵ Men hvis vi bliver, hvor vi er, bliver vi ikke bragt til den udfrielse, vi søger. Ligesom han ikke bare efterlod Jakob på et øde sted, har Herren ikke til hensigt at efterlade nogen af os, der hvor vi er.

Hans mission handler også om at føre os til himlen. Han vil arbejde med os¹⁶ for at føre os op til det sted, han er, og i processen gøre os i stand til at blive, som han er. Jesus Kristus kom for at opløfte os.¹⁷ Han ønsker at hjælpe os til at blive som ham. Derfor templet.

Vi må huske, at det ikke er kursen alene, der vil ophøje os; det er makkeren – vor Frelser. Og derfor pagtsforhold.

Da jeg var i Israel, besøgte jeg Vestmuren. For jøderne er dette det helligste sted i Israel. Det er alt, der er tilbage af deres tempel. De fleste har deres fineste tøj på, når de besøger dette hellige sted, deres valg af tøj er et symbol på deres hengivenhed for deres forhold til Gud. De tager hen til muren for at læse i skriften, tilbede og udøse deres bønner. Bønnen om et tempel i deres midte optager dem hver eneste dag, deres bønner, denne længsel efter et pagtens hus. Jeg beundrer deres hengivenhed.

Da jeg kom hjem fra Israel, lyttede jeg mere omhyggeligt til de samtaler omkring mig, der omhandlede pagter. Jeg bemærkede folk, der spurgte: Hvorfor skal jeg gå på pagtsstien? Behøver jeg komme ind i et hus for at indgå pagter? Hvorfor har jeg den hellige tempelklædning på? Bør jeg investere i et pagtsforhold til Herren? Svaret til disse gode og vigtige spørgsmål er enkelt: Det afhænger af, hvilken form for forhold I vil have til Jesus Kristus.¹⁸ Vi må hver især finde vores eget svar på disse dybt personlige spørgsmål.

Her er mit: Jeg vandrer på denne sti som vor »himmelske forældres elskede datter«,¹⁹ kendt af himlen²⁰ og dybt betroet.²¹ Som et barn af pagten, er jeg kvalificeret til at modtage lovede²² velsignelser. Jeg har valgt²³ at vandre med Herren. Jeg er blevet kaldet²⁴ til at stå som et Kristi vidne. Når stien føles overvældende, bliver jeg styrket²⁵ med styrkende kraft. Hver gang jeg træder over tærsklen til hans hus, oplever jeg et dybere pagtsforhold til ham. Jeg bliver helliggjort²⁶ med hans Ånd, begavet²⁷ med hans kraft og indsat²⁸ til at opbygge hans rige. Gennem en proces af daglig omvendelse og ugentlig deltagelse i nadveren, lærer jeg at blive standhaftig²⁹ og at færdes overalt og gøre vel.³⁰ Jeg vandrer på denne sti med Jesus Kristus, og ser fremad mod den lovede dag, hvor han vil komme igen. Da vil jeg blive beseglet som hans³¹ og opløftet som en hellig³² datter af Gud.

Derfor vandrer jeg på pagtsstien.

Derfor holder jeg fast ved pagtsløfter.

Derfor kommer jeg i hans pagtshus.

Derfor bærer jeg den hellige tempelklædning som en konstant påmindelse.

Fordi jeg ønsker at leve i et forpligtet pagtsforhold med ham.

Det gør I måske også. Begynd, hvor I er.³³ Lad ikke jeres tilstand stå i vejen for jer. Husk, hastighed og placering på stien er ikke så vigtigt som fremgang.³⁴ Bed en person, I stoler på, der befinder sig på pagtsstien, om at præsentere jer for den Frelser, de har lært at kende. Lær mere om ham. Invester i jeres forhold ved at indgå pagt med ham. Jeres alder eller tilstand er ligegyldig. I kan vandre med ham.

Da vi var færdige med Jesus-ruten, tog Mya ikke sit reb tilbage. Hun lod det være bundet til min scooter. De næste dage trak mine nevøer i teenagealderen og deres venner på skift mig gennem Jerusalems gader.³⁵ De sørgede for, at jeg ikke gik glip af historierne om Jesus. Jeg blev mindet om den opvoksende generations styrke. Vi kan lære af jer. I har et oprigtigt ønske om at kende guiden, Jesus Kristus. I stoler på styrken af det reb, der tøjrer os til ham. I er ualmindeligt dygtige til at føre andre til ham.³⁶

Heldigvis går vi langs denne sti sammen og kan opmuntre hinanden undervejs.³⁷ Når vi deler vores personlige oplevelse med Kristus, styrker vi personlig hengivenhed. Det bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.