Hvor stor skal da ikke jeres glæde være

Ældste Ronald A. Rasband

De Tolv Apostles Kvorum

Nu opfordrer jeg jer til at koble jeres knowhow med de vidnesbyrd, I har haft og båret gennem længere tid, og tage på mission.

Mine kære brødre og søstre, mine tanker kredser i dag omkring Israels indsamling, der, som præsident Russell M. Nelson har sagt, »er det vigtigste, der sker på jorden i dag. Intet andet kan måle sig i storhed, intet andet kan sammenlignes i vigtighed, intet andet er så storslået som dette«.¹

Indsamlingen er den ultimative anerkendelse af, at »sjæles værdi er stor i Guds øjne«.² Så enkelt er det. Vi samler Guds børn i disse sidste dage, for at de må få »store velsignelser udøst over hovedet«³ og løftet om »evighedens rigdomme«.⁴ For at indsamle Israel betyder det helt klart, at vi har brug for missionærer – mange flere end dem, der nu tjener.⁵ I dag taler jeg til de mange modne seniorer i Kirken, som kunne tjene som missionærer. Herren har brug for jer. Vi har brug for jer i New York og Chicago, Australien og Afrika, Thailand og Mexico og alle steder derimellem.

Lad mig tage jer med tilbage til 2015. Dengang var jeg nykaldet til De Tolv Apostles Kvorum. Et af de vidunderlige ansvar, vi har som apostle, er at tildele missionærer deres missionsmarker. Jeg havde været med i den proces som halvfjerdser,⁶ men nu følte jeg som apostel den fulde vægt af det ansvar. Jeg begyndte bønsomt at fordele et stort antal unge ældster og søstre, en efter en, til missioner rundt om i verden. Derefter gik jeg videre til seniorpar. Der var 10 på listen. Ikke ret mange. Overrasket spurgte jeg min kollega fra Missionsafdelingen: »Hvor mange har vi brug for for at dække efterspørgslen i denne uge?«

Han svarede: »300.«

Det har givet mig stof til eftertanke lige siden: 10 par til at imødekomme 300 anmodninger.

Præsident Russell M. Nelson har opfordret ægtepar til at »gå på deres knæ og spørge deres himmelske Fader, om det er det rette tidspunkt for dem at tage på mission«.⁷ Af alle kvalifikationer, sagde han, »er ønsket om at tjene [nok] det vigtigste«.⁸

Som skrifterne siger: »Hvis I nærer ønske om at tjene Gud, er I derfor kaldet til arbejdet.«⁹ Det arbejde handler om »høstens lov«. Vi læser i Johannes: »Så at den, der sår, og den, der høster, kan glæde sig sammen.«¹⁰

Jeg har set høstens lov blive opfyldt i min familie.

For adskillige år siden var jeg på familiebesøg, da biskoppen bad mig om at afslutte nadvermødet med bøn.¹¹ Da jeg kom ned fra forhøjningen, kom en dame med sine syv børn hen til mig og præsenterede sig som søster Rebecca Guzman.

Hun spurgte: »Ældste Rasband, kender du Rulon og Verda Rasband?«

Jeg lyste op og svarede: »Det er mine forældre.«

Kan I se, hvor det her fører hen? Med Rebeccas tilladelse, som er her i Konferencecentret med sin familie, deler jeg denne historie om hendes familie.¹²

Mine forældre, ældste Rulon og søster Verda Rasband, tjente som seniormissionærer i Fort Lauderdale Missionen i Florida.¹³ De var ude og forkynde og bankede med himmelsk vejledning på døren hos Rebecca. Hun var blot en teenager dengang og elskede at lytte til The Osmonds’ musik, i særdeleshed vores ven Donny – der er her sammen med os i dag.¹⁴ Hun havde hørt dem blive interviewet i medierne og havde fundet ud af, at de var medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Hun syntes, at der var noget anderledes ved dem, og tænkte, at det nok skyldtes deres religion, så Rebecca brugte to år på skolebiblioteket på at undersøge Kirkens lære. Så da det venligt udseende par bankede på døren hos hendes familie og præsenterede sig som sidste dages hellige missionærer, blev hun overrasket.

»Min mor sagde, at jeg skulle sende dem væk,« skrev Rebecca senere, »men mit hjerte sagde ›nej.‹ Jeg så dem i ansigtet, og jeg følte så megen varme og kærlighed. Mindet om det rører mig stadig dybt.«¹⁵

Rebecca inviterede dem indenfor, og mine missionærforældre delte et budskab med hende, hendes to yngre søstre og hendes mor til trods for hendes indvendinger.

Rebecca beskrev det sådan: »Begge dine forældre var vidunderlige til at forklare og svare på alle vores spørgsmål. Jeg kan stadig se det lys, der syntes at omgive dem. Vi gav altid din mor et knus, når hun gik, og hun sørgede altid for, at min mor følte sig tryg og respekteret. Din far havde et særligt glimt i øjet, når han underviste os om Jesus Kristus. Han prøvede at inddrage min far i samtalerne, og fik ham med tiden til at deltage. Min far var kok på en lokal country club, og han begyndte at lave middage til dine forældre, og en af din fars yndlingsdesserter, key lime pie.«¹⁶

Da ældste og søster Rasband spurgte Rebecca og hendes familie, om de ville begynde at læse Mormons Bog, læste Rebecca den på fem dage. Hun ønskede at blive døbt med det samme, men hendes familiemedlemmer var ikke klar. Efter fire måneder insisterede Rebecca på at blive døbt og slutte sig til den sande kirke. Hun beskrev det således: »Jeg vidste med hver fiber i min sjæl, at den var sand.«¹⁷ Den 5. april 1979, døbte missionærerne den 19-årige Rebecca, hendes mor og to søstre. Min far var vidne til dåben.

Da jeg mødte Rebecca og hendes familie i kirken, tog vi et billede af hendes familie og mig. Jeg tog det med hjem til min mor, der nu var oppe i årene, og hun holdt det tæt ind til sit hjerte. Så sagde hun: »Ronnie, dette er en af de lykkeligste dage i mit liv.«

Min mors respons tvinger mig til at stille vores seniorer dette spørgsmål: »Hvad laver I på dette stadie af jeres liv?« Der er så mange måder, hvorpå seniormissionærer kan gøre det, ingen andre kan. I er en markant styrke af og for godt, erfarne i Kirken og fattede og rede til at opmuntre og redde Guds børn.

Nogle af jer tænker måske: »Men så skal vi jo forlade børnebørnene. Vi vil gå glip af familiens milepæle, fødselsdage, og savne venner og tilmed vores kæledyr.« Hvis jeg havde spurgt min mor om, hvorfor hun og min far tog på mission, ved jeg, at hun ville have svaret dette: »Jeg har børnebørn. Jeg ønsker, at de skal vide, at din far og jeg tjente i missionsmarken, vi ønskede at vise vores efterkommere et eksempel, og vi blev så velsignede, så rigt velsignede.«

Når jeg har besøgt missioner rundt om i verden, har jeg set den bemærkelsesværdige tjeneste, som vores legion af seniormissionærer yder. Det står klart, at de glæder sig over at gøre »Herrens vilje« og være i »Herrens ærinde«.¹⁸

For nogle, og vi håber, det gælder for tusindvis af jer, vil tjeneste som fuldtidsmissionærer i en anden del af verden være det helt rette.¹⁹ For andre vil en tjenestemission hjemmefra måske være at foretrække. Der er nogle for hvem, det på grund af udfordringer med helbredet og andre omstændigheder ikke er muligt at tjene. Vi forstår de situationer, og det er mit håb, at I vil finde måder at støtte de tjenende på. Følg profetens råd og bed for at vide, hvad Herren ønsker af jer.

Missionerne rundt om i verden trygler om jeres hjælp. Præsident Nelson har om vores seniormissionærer sagt: »De er unge i ånden, kloge og villige til at arbejde.«²⁰

Ude i marken har I en helt buffet af muligheder. I kan tjene på missionskontorer eller i templer, styrke de unge missionærer, støtte små grene, arbejde i FamilySearch-centre eller på historiske steder, undervise i institut, yde humanitær hjælp, arbejde med de unge voksne og hjælpe i beskæftigelsescentre eller på Kirkens gårde. Den specifikke information om måder at tjene på, hvad der passer jer bedst, hvor der er brug for jer, og hvordan I kan gøre jer rede, kan I læse mere om på hjemmesiden »Senior Missionary.«²¹ I kan også tale med jeres biskop eller grenspræsident.

Jeg har kaldet mange par til at tjene og har set Kristi lys i deres ansigtsudtryk.²² Når de er vendt hjem, har de beskrevet, hvordan de er kommet tættere på Herren og hinanden, hvordan de har følt Herrens Ånd blive udgydt over dem, og de har vidst, at de har gjort en forskel.²³ Hvem ønsker ikke det?

En mission kan være det bedste kapitel i et ægtepars liv. En god titel kan være: »Herren har brug for mig.«²⁴ I kan stå på ukendt grund, men Åndens kraft vil alligevel gøre, at I føler jer hjemme.

Mine forældre, og tusindvis af hjemvendte missionærægtepar, har båret vidnesbyrd om den glæde, de fandt ved at missionere. Herren har i vores sidste dages skrifter sagt: »Og dersom I skulle arbejde alle jeres dage med at råbe omvendelse til dette folk og kun føre én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være sammen med ham i min Faders rige!«²⁵

Esajas gav os denne poetiske beskrivelse af, hvad det vil sige at tjene i missionsmarken. I skrifterne står der, at »marken er verden«.²⁶ Denne store fordums profet skrev: »I glæde skal I drage ud, og i fred skal I føres af sted. Bjerge og høje bryder ud i jubel foran jer, alle markens træer klapper i hænderne.«²⁷ Bjergene, højene, markerne og træerne, som kan lignes med missionspræsidenter, biskopper, distriktsledere, medlemmer og dem, der søger sandheden, men »ikke ved, hvor de kan finde den«.²⁸ De vil vidne om, at seniormissionærerne ændrer selve landskabet med deres vidnesbyrd om vor Frelser og Forløser, Jesus Kristus.

Som en af Herren Jesu Kristi apostle beder jeg jer om at tjene som missionær for indsamlingen af Israel og måske endda tjene igen. Vi har brug for jer – vi har brug for jer. Vi er taknemmelige for jer seniorer, for de liv, I har levet, og de eksempler, I har været i jeres hjem, menigheder og stave. Nu opfordrer jeg jer til at koble jeres knowhow med de vidnesbyrd, I har haft og båret gennem længere tid, og tage på mission. Jeg beder om, at der næste gang, jeg sætter mig for at fordele seniormissionærægtepar, vil være hundredvis af jer, der spændt venter på jeres kald.

Jeg lover også, at I, når I tjener, vil mærke Herrens kærlighed i jeres liv, I vil lære ham at kende, han vil kende jer, og »hvor stor skal da ikke jeres glæde være«.²⁹ Jeres hengivne tjeneste for Jesus Kristus vil inspirere og velsigne jeres familie, jeres børnebørn og jeres oldebørn. »Fred og kærlighed [vil] være med [dem] i stadig rigere mål«³⁰ i årene fremover. Det lover jeg jer. I Jesu Kristi navn. Amen.